Aarhus Havn har fundet kilden til brummende støj: Løsningen kan findes langt ude i bugten
Det har været en dårlig skjult hemmelighed længe, at det er de store skibe i Aarhus Havn, der laver den lavfrekvente støj, som generer mange borgere.
Nu er det så heller ikke en hemmelighed længere. Aarhus Havn bekræfter, at det er skibe, der er synderen.
Det er i sig selv en historie, der er værd at fortælle, men det er endnu mere interessant, at havnen nu også har et bud på en løsning. I hvert fald i forhold til den støj, der generer i Højbjerg.
Kort fortalt så kan løsningen være at flytte de store skibe længere ud i bugten, når de ligger og venter på en havneplads.
Pilen har længe peget i retning af de store containerskibe, der hver uge kommer til Aarhus for at anløbe havnen.
De brummer, og det holder folk vågne i både Højbjerg, Risskov og andre dele af byen.
”Vi kan ikke længere åbne vores vinduer om aftenen eller natten, og selv med lukkede vinduer forstyrres vores nattero af en konstant snurren fra en dieselmotor. Det er som at have en helikopter hængende meget højt over ens hus konstant. Det er hårdt!”
Sådan skrev en borger fra Højbjerg til Aarhus Kommune og Aarhus Havn tidligere på året i en klage, som Skåde-Højbjerg-Holme og RisskovLiv har fået aktindsigt i.
Men det har ikke været muligt for Aarhus Havn også at pege på de store skibe som synderen. Ikke før nu.
- Det kan være forskellige typer af skibe, men det er skibe af en vis størrelse med store motorer, siger Carsten Kruse, der er kommerciel direktør ved Aarhus Havn.
Konklusionen kommer efter, at Aarhus Havn i samarbejde med et eksternt firma har analyseret støjen over de seneste måneder. Og her er de altså kommet frem til det, som de fleste af de generede borgere allerede var sikre på.
Det er skibene, der larmer. Så langt så godt. Hvad har undersøgelsen ellers vist?
- Det er forskellige kilder, der laver den lavfrekvente støj, som kan høres i den sydlige del af Aarhus ved Højbjerg og i den nordlige del ved Risskov, siger Carsten Kruse.
Derfor kræver det også mere end én løsning, hvis man vil støjen til livs, og den ene løsning er mere besværlig end den anden.
Ankerplads ud for Højbjerg
Når skibene kommer til Aarhus Havn, kan de nogle gange blive nødt til at vente på deres plads i havnen. Her bliver de henvist til en såkaldt ankerplads, hvor de kan ligge og vente på, at det bliver deres tur. Nogle gange ligger de der i timer, andre gange i flere dage.
Den ankerplads har i mange år ligget cirka en kilometer syd for Aarhus Havn – altså cirka ud for Højbjerg og Skåde.
- Selvom de ligger her, skal der bruges ret meget strøm til for eksempel køle- og fryseanlæg på containerskibene, og det kan forklare den støj, man kan høre i Højbjerg. Vi har undersøgt, om der var noget galt med skibene, men det var der ikke, siger Carsten Kruse.
Flere klager
En aktindsigt, som Skåde-Højbjerg-Holme og RisskovLiv har fået, viser, at der særligt i marts i år blev sendt mange klager i retning af både Aarhus Kommune og Aarhus Havn.
Der kom klager fra 10 forskellige afsendere i Højbjerg, og de blev suppleret af andre klager fra Risskov og midtbyen.
I en af henvendelserne fra marts står der blandt andet: ”Det sker flere gange ugentligt. Ja, vi ånder nærmest lettet op, når vi endelig får en nat uden støj”.
En anden skriver: ”Vi er ret generet af, at der ude fra vandet lyder meget høje/dybe lyde. Det lyder som en motor, der kører, eller helikopterlyd. Det er virkelig generende og fortsætter hele aftenen og natten med”.
Også i september modtog kommunen og havnen henvendelser fra borgere, der blev generet af støjen. Klagerne kom fra forskellige steder i Aarhus.
Det kan der i første omgang ikke gøres så meget ved. Skibene kan ikke bare lukke helt ned, mens de venter.
Men der kan være en anden løsning på det problem.
- I teorien kan man flytte ankerpladsen længere i ud bugten, og vi er ved at undersøge, om det er muligt. Vi taler rigtig langt ud, så vi minimerer eller i bedste fald fjerner støjen helt.
Det er dog ikke alene Aarhus Havns beslutning, om det kan lade sig gøre. Faktisk er det slet ikke havnen, der bestemmer over ankerpladsen.
- Den hører under Trafikstyrelsen, så det er ikke os, der bestemmer det. Vi kan heller ikke sige, at nogle skibe ikke må ligge der, men vi har været inde og kigge på, om den kan ligge andre steder, for vi vil gerne have den flyttet, siger Carsten Kruse.
Kan du sige noget om, hvornår borgerne slipper for støjen?
- Nej, det kan jeg ikke. Men vi arbejder på det, og vi er i fuld gang.
Støj fra containerhavnen
Det er ikke kun ankerpladsen, der kan høres. Også fra containerhavnen, der ligger inde på selve havnen, brummer det.
Det er den støj, der primært generer borgerne i Risskov og den centrale del af Aarhus.
Flere har peget på, at støjen er tydelig, når de 400-meter lange Mærsk-skibe ligger i havn. Er det dem, støjen kommer fra?
- Det kan jeg på nuværende tidspunkt ikke sige præcist. Det kan være forskellige typer af skibe, siger Carsten Kruse.
Mens der måske er en løsning på vej i forhold til at bekæmpe støjen i den sydlige del af Aarhus, så er det lidt mere kompliceret, når det kommer til den brummende lyd fra containerhavnen.
For selvom det er en større operation at flytte ankerpladsen længere ud i bugten, så er det trods alt lettere end at skulle flytte containerhavnen.
Derfor er Aarhus Havn endnu ikke klar med en løsning på den del af problemet.
- Vi mangler stadig data fra rederierne, så vi kan identificere præcist, hvilke skibe der giver den lavfrekvente støj. Når vi ved, hvilke skibe der er skyld i støjen, kan vi fortælle rederierne: "Kære venner, det er sådan her, tingene forholder sig. Hvad skal vi gøre ved det?", siger Carsten Kruse.
Vil det sige, at det er rederierne, der skal betale for at løse problemerne?
- Alt, hvad jeg læser mig til, viser, at lavfrekvent støj kun kan løses ved kilden, men nu skal vi identificere skibene, der forårsager støjen, og så kan vi konkret gå videre derfra.
Hvad sker der, hvis rederierne ikke ønsker at samarbejde om en løsning?
- Det nægter jeg simpelthen at tro på. Jeg tror, det er i alles interesse, at det bliver løst.
Hvad sker der, hvis havnen bliver udvidet?
I løbet af næste år er Aarhus Havn klar med landstrøm på den del af havnen, hvor de store krydstogtskibe lægger til.
Det betyder, at skibene kan koble sig på strømanlægget og slukke for dieselmotorerne.
Burde I ikke gøre noget lignende for containerskibene, hvis I er myndighed, når skibene befinder sig i havnen?
- Det er rigtigt, at det er os, der stiller infrastrukturen til rådighed, og måske er det løsningen. Viser det sig at være tilfældet, må vi se nærmere på det, for vi er åbne for alle løsninger. Vi har et problem, der generer borgere i Aarhus, og det skal vi have løst. Der er desværre ingen hurtige løsninger, siger Carsten Kruse.
Netop landstrøm kommer i spil, hvis havneudvidelsen bliver en realitet.
Det har været en af de større bekymringer hos de generede borgere, at støjen kun vil blive værre, hvis havnen vokser, og der kommer flere af de store skibe.
- Havneudvidelsen vil blive lavet med landstrøm over det hele. Det vil blive bygget ind i infrastrukturen fra start, så der vil være en anden teknologi, siger Carsten Kruse.