Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Der har været færre anmeldelser om rotter i Højbjerg i år i forhold til 2021. Genrefoto: Linda Kastrup

Her har der været rotter, og sådan undgår du dem

Det løber næsten koldt ned ad ryggen på mig. Som var det små rottefødder.

Jeg har det virkelig stramt med rotter, og jeg har heldigvis til gode at møde en i mit hjem. Den statistik må gerne fortsætte til evig tid.

Det har den desværre ikke gjort for alle i Højbjerg. Faktisk har Aarhus Kommunes rottebekæmpelse modtaget mere end 250 anmeldelser om de små, ubudne gæster i 8270.

De fordeler sig i stort set alle afkroge af postnummeret, og jeg har plottet rotter ind på et kort på alle de veje, der har haft besøg i løbet af i år.

Og det kan meget vel være, at det kort skal udvides snart. For ifølge kommunens rottebekæmpelse er vi for alvor på vej i ind i rottesæsonen. Det bliver koldere, og derfor trækker gnaverne ind i varmen.

De er standhaftige, og man kan derfor ikke altid undgå, at de finder en vej ind. Men man kan selvfølgelig gøre livet så besværligt for dem som muligt. Du får en håndfuld gode råd i dagens første historie.

Om villaerne i dagens anden historie har haft rotter i løbet af deres levetid, melder historien ikke noget om. Men der er da en vis sandsynlighed for det. Historien handler nemlig om bevaringsværdige bygninger med mange år på bagen.

Det er til gengæld helt sikkert, at de ikke får rotter i fremtiden, for bygningerne er fortid. De er revet ned for at give plads til noget nyt, selvom de altså var betegnet som bevaringsværdige.

I løbet af de sidste 10 år er fem bevaringsværdige bygninger blevet fjernet i 8270 til fordel for yngre modeller. Nu er en sjette på vej til at komme på listen.

Du kan se de gamle bygninger i dagens anden historie.

Det var alt for denne gang. Skriv til mig på nicje@jfmedier.dk, hvis du har et emne, en historie eller noget helt andet, jeg bør høre.

God læselyst.

P. S.

Efter lidt knas med teknikken er vi tilbage som betalingsmedie. Det betyder, at det kræver abonnement at læse med videre herfra.

Men det er der naturligvis råd for. Du kan komme med på vognen for 39 kroner om måneden.

Så får du adgang til alle dagens artikler, alle de artikler vi tidligere har lavet og naturligvis alle de artikler, vi laver i fremtiden.

Du kan klikke her for at tegne abonnement.

Skulle der af en eller anden grund stadig være vrøvl med det tekniske, så skriv til mig på nicje@jfmedier.dk.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Holme Parkvej og Rosenvangs Allé har haft flest rotteanmeldelser i år, viser tal fra Aarhus Kommune. Genrefoto: Linda Kastrup

Er rotterne løs i dit nabolag? Se, hvilke veje der har haft besøg af gnaverne, og få gode råd til at undgå dem

Der kan siges meget dårligt om rotter, men de skal have den kredit, at de er ihærdige.

De finder huller og veje ind de mest umulige steder. Derfor kan det virke som en umulig opgave at holde dem for døren.

Men der er alligevel ting, du kan gøre, hvis du vil forsøge at undgå dem.

Blandt andet skal du have styr på haven. Sørg for, at der ikke ligger nedfaldsfrugt, eller at der ikke er direkte adgang til kompostbeholderen. Du gør også klogt i ikke at have et større rod af for eksempel gamle havemøbler, som rotterne kan skjule sig under.

Få flere råd, og se, hvor rotterne har været i 8270 i løbet af i år.

Vi nærmer os med hastige skridt højsæsonen for rotter. Det kan derfor være en god idé at være godt forberedt. I artiklen her får du gode råd til at undgå de kedelige besøg.

Lad os starte med den gode nyhed først. 2022 har budt på færre rottebesøg end sidste år.

Og så de kedelige nyheder. Der er stadig rotter, der finder vej ind i varmen.

Aarhus Kommune har i år til og med udgangen af oktober fået 266 anmeldelser om rotter i Skåde, Højbjerg og Holme.

Og der er flere på vej. For ifølge Kurt Olesen fra Aarhus Kommunes rottebekæmpelse er det først nu, at rottesæsonen for alvor tager fat.

- Oktober har været varmere end normalt, så man kan godt forestille sig, at spidsbelastningen først kommer nu. Kulden gør, at rotterne vil indenfor, og så opdager folk dem i højere grad, for normalt lever de skjult og udenfor i naturen, siger han.

Men der er naturligvis noget at gøre, hvis man gerne vil undgå at få uventet besøg fra de små gnavere med de lange haler. Det vender vi tilbage til.

110 veje

Først skal det handle om, hvor rotterne har været i løbet af i år. Den korte konklusion er, at det har de været stort set over hele postnummeret.

Holme Parkvej og Rosenvangs Allé topper listen med 11 anmeldelser på hver vej. På Oddervej er der kommet ni anmeldelser, mens der syv gange er blevet meldt om rotter på den lille vej Alphavej tæt på væddeløbsbanen.

En enkelt anmeldelse om rotter kan dog blive til flere i statistikken. Ofte vil flere rækkehuse stå for skud, når rottebekæmperne skal tjekke efter, og derfor kan flere rækkehuse vise sig i statistikken på baggrund af en anmeldelse.

Skåde-Højbjerg-Holme lavede en lignende opgørelse sidste år. Den blev lavet efter en aktindsigt, der gav tallene fra januar til og med september. Altså tal for en måned mindre, end de tal der lægger til grund for denne artikel.

Og sidste år blev der anmeldt væsentligt flere rotter i Højbjerg. 327 gange hørte kommunens rottebekæmpelse fra Højbjerg.

Sidste år var det Elverdalsvej, der løb med den kedelige ære af at have flest rottebesøg. Her var den gal 14 gange, mens der ”kun” har været fem besøg i år.

Der har i år været meldt om rotter på 110 forskellige veje i 8270, viser tallene fra Aarhus Kommune.

Hold styr på haven

Selvom året endnu ikke er omme, så er der noget, der tyder på, at 2022 banker 2021, hvad angår rotteanmeldelser.

Og skal 2023 gøre det endnu bedre, så kan du med fordel skrive dig en stak gode råd fra Aarhus Kommune og flere forsikringsselskaber bag øret.

Først og fremmest er haven et godt sted at starte. Her kan der ofte være føde at hente enten i kompostbeholderen eller under frugttræerne. Derfor kan det være en fordel at lægge et fintmasket net eller lignende under din kompostbeholder.

Det er heller ikke nogen fordel at have gamle havemøbler, brænde eller haveaffald liggende som en bunke rod i haven. Det er ifølge forsikringsselskabet Tryg ”et sandt rotteparadis”. Det gode råd til den del er at få fjernet alle eventuelle rottely, især dem der er lige op ad huset.

Noget andet, der kan tiltrække rotter, er fuldfoder. Selvom det oftest er en hyggelig ting, så ser rotterne stort på, at det er forbeholdt dem med vinger.

Det kan derfor være en god ide at tænke over, hvordan man fodrer fuglene. Ligger foderet på jorden, kan det hurtigt blive et slaraffenland for rotterne.

Pas på huller i kloakken

En af rotternes mest benyttede genveje til villaerne er via kloakken. Er der huller omkring et kloakdæksel, i græsplænen eller i et blomsterbed cirka på størrelse med et håndled, så kan det meget vel være rotter, der står bag.

Det skal fikses hurtigst muligt, så rotterne bliver forment adgang.

Men de er nogle svære størrelser, for de finder indgange de ellers mest umulige steder. Også via tagrender og nedløbsrør leder de efter huller. Derfor kan man overveje at lægger hønsetråd i nedløbsrøret.

Skulle det alligevel ende med, at rotterne finder vej, så ring til tag fat i Aarhus Kommunes rottebekæmpelse. Du kan finde mere information ved at klikke her.

Holme Byvej 15 huser i dag en Rema 1000. Engang var det denne gule og bevaringsværdige bygning, der lå på hjørnet. Arkivfoto: Axel Schütt

Fem bevaringsværdige huse er blevet revet ned de sidste 10 år, og nu skal endnu et fjernes – se de gamle huse her

Det kræver noget plads, når der skal bygges nyt.

Og når pladsen ikke lige umiddelbart er der i forvejen, må der laves plads. Det er i løbet af de sidste ti år gået ud over fem bygninger, der ellers havde status af at være bevaringsværdig.

Det drejer sig blandt andet om en bygning i Holme, der gav plads til en dagligvareforretning.

Snart bliver endnu en bevaringsværdig bygning tilføjet til listen, og du kan se dem alle sammen ved at folde artiklen ud.

Det senest godkendte byggeri i Højbjerg bliver på bekostning af en bevaringsværdig bygning, og det er ikke første gang, at det er tilfældet.

Når en bygning får betegnelsen ”bevaringsværdig”, så siger det næsten sig selv, at det er, fordi den bør bevares.

Det er dog ikke det samme som at sige, at bygningen for alt i verden skal bevares. Det kan der findes flere eksempler på.

I løbet af 2023 starter byggeriet af 29 seniorboliger på Oddervej. Inden da skal de tre bygninger på adressen rives ned, og her bliver det farvel til en villa, der snart har ligget på Oddervej i 100 år. Den er bevaringsværdig, men alligevel er der sagt god for, at den kan fjernes.

Det bliver sjette gang på ti år, at kommunen går med til, at en bevaringsværdig bygning må lade livet for noget nyt.

Fælles for langt de fleste af de bevaringsværdige bygninger, der bliver revet ned, er, at de har fået karakteren fire. Det er på en skala fra et-ni, hvor et betyder størst bevaringsværdi. Alle i kategorien fra fire til et kræver kommunens tilladelse, hvis de skal rives ned.

Det betyder bevaringsværdien

Bygningerne med karakteren et vil ofte være bygninger, der også er fredede. Det kan for eksempel være folkekirker. Holme Kirke har for eksempel værdi et. Det samme har for eksempel Skovmøllen og flere af bygningerne ved Moesgaard Museum.

De øvrige bygninger med karakteren to-tre-fire er bygninger, der ”i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags,” som det hedder på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

Huse og bygninger i kategori fem og seks bliver betegnet som pæne bygninger, men som har fået en dårligere karakter som følge af ombygning eller lignende, der ikke passer ind i det oprindelige udtryk.

De sidste kategorier dækker over bygninger, der hverken har den store arkitektoniske eller historiske betydning. Det kan også være bygninger, der har fået så mange ændringer, at oprindeligheden er forsvundet.

Slots- og Kulturstyrelsen

Og sådan en karakter kan flere bygninger være på vej til at få. Aarhus Kommune har nemlig givet sig selv den store opgave at genvurdere cirka 23.000 bygninger fra før 1940. Fortjener de stadig deres karakter, eller skal den ændres enten op eller nej?

Det skal kommunen tage stilling til, og nu hvor de er i gang, tager de også mere end 17.000 bygninger fra perioden 1940-1970 med i vurderingen.

Det arbejde kommer til at tage tre år, og i mellemtiden kan du starte med at se, hvilke seks bevaringsværdige bygninger, der er blevet fjernet i 8270 Højbjerg i løbet af de sidste 10 år.

Fra villa til dagligvarebutik

Det gule hus fra 1926 havde bevaringsværdi i kategori fire. I dag ligger Rema 1000 på grunden. Arkivfoto: Axel Schütt

Det gik ud over en gul, bevaringsværdig bygning, da der for snart ti år siden blev givet grønt lys til at bygge en dagligvarebutik på hjørnet overfor Holme Kirke.

Den gule bygning var tidligere købmandsgård, og på trods af en del modstand fra lokalområdet og mere end 500 underskrifter, så endte politikerne med at vedtage nedrivningen, og i dag kan man handle sin mælk og smør i Rema 1000.

En del af kritikken på det nye byggeri gik på, at der allerede var dagligvarebutikker nok i området, og at man derfor i stedet burde bevare det gamle og historiske.

Fra den anden side af bordet blev der argumenteret for, at den gamle købmandsgård var så nedslidt, at det var på tide at gøre noget andet med grunden.

Også tre af nabobygningen røg med, da der blev bygget butik.

Den gamle, gule bygning var bevaringsværdig i kategori fire.

Den markante bygning med sin høje gavl

Villaen på hjørnet mellem M. C. Holsts Vej og Heidesvej blev opført i 1932, og den så sådan her ud i 2010. Foto: Google Maps

Skavankerne på murværket og den manglende vedligeholdelse kan fikses, mente Lokalt Kulturmiljøråd, da det anbefalede at nedlægge forbud mod nedrivningen af villaen på hjørnet mellem Heidesvej og M. C. Holsts Vej.

Aarhus Kommune valgte dog alligevel i 2015 at give lov til at rykke den gamle bygning ned, så der kunne opføres en ny og moderne villa.

Den gamle bygning var ellers bevaringsværdig i kategori fire, hvor den særligt scorede godt i dens originalitet. Altså at den havde nogenlunde samme udtryk, som da den blev bygget i 1932.

Lokalt Kulturmiljøråd var især begejstret for villaens høje gavl, ”der på fineste vis formidler det spidse gadehjørne”.

Farvel efter mere end 100 år

Denne bygning på Nagelsvej blev bygget i 1907. Den så sådan her ud i 2010. Foto: Google Maps

Der kan ikke findes mange offentlige tilgængelige dokumenter om villaen på Nagelsvej 10, men klart er det, at den forholdsvis nye villa, der ligger på grunden i dag, har erstattet en bevaringsværdig bygning.

Igen er der tale om en bygning i kategori fire, som måtte sige farvel.

Den gamle bygning blev opført i 1907, så den nåede altså godt 100 år på Nagelsvej, før yngre kræfter måtte til.

Bevaringsværdien endte på fire, og det skyldtes primært det arkitektoniske udtryk og bygnings miljømæssige betydning for omgivelserne. I begge disse kategorier fik den fire, mens den blev vurderet til et femtal i ”tilstand” og ”originalitet”.

Gammel villa erstattet af en ny

Sådan så huset ud i 2017. Foto: Google Maps

En gammel villa på Miltonsvej blev for et par år siden revet ned for at give plads til en ny og mere moderne villa.

Det gjorde den, på trods af at Lokalt Kulturmiljøråd anbefalede at lade være. I stedet mente rådet, at man burde rive villaens tilbygning ned for så at bygge en ny tilbygning.

Det er meget beklageligt, at ejerne ikke har mod til at istandsætte og eventuelt tilbygge, hvis bygningen er for lille.”

Bygningen havde en bevaringsværdi på fire, og det skyldtes villaens arkitektoniske kvalitet, betydningen for omgivelserne og bygningens tilstand.

Kategori fire var dog ikke nok til, at Aarhus Kommune mente, at villaen burde være bevaret, og derfor blev der givet grønt lys til, at den kunne vige pladsen for en ny bolig.

Gamle sten får en chance mere

Stenbygningen her på hjørnet af Hørhavevej er fortid. Den er i stedet ved at blive bygget op på ny et andet sted. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

I rigtigt mange år har der på hjørnet af Hørhavevej og Ørneredevej stået en kampestensbygning. Den har gennem tiden haft forskellige funktioner.

Senest har det været en del af det savværk, der har ligget på det, som nu er en parkeringsplads. Men da savværket forsvandt, faldt kampestensbygningen mere og mere sammen, og det fik med tiden betegnelsen ”ruin”.

Stenruinen ligger der ikke længere. I stedet er den flyttet få meter over vejen til Hørhavegården, hvor den bliver en del af bed and breakfast-tilbuddet.

Hvis alt går vel, kan man overnatte i stenhuset i slutningen af foråret.

Du kan læse mere om den historie her.

Oddervej 75 bliver til seniorboliger

Oddervej 75-79 ser sådan her ud lidt endnu, men snart ændrer billedet sig. Bygningen til venstre er bevaringsværdig. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Det nyeste skud på stammen. Faktisk så nyt, at bygningen stadig står, og det bliver den ved med i nogle måneder. Udviklerne bag seniorboligprojektet håber på, at byggeriet begynder i løbet af 2023.

Men den bliver pillet ned, bygningen på Oddervej 75. Det er endeligt vedtaget i byrådet efter lidt debat. Et af argumenterne var, at bygningen efterhånden er blevet så skrantende, at det gav mest mening at rive den ned.

Men kan man så bare lade bygningen stå til for så senere at få lov til at rive ned og bygge nyt?

I dette tilfælde var der flertal for at stemme en ny lokalplan igennem og give lov til, at den bevaringsværdige bygning og dens to naboer måtte lade livet til fordel for 29 seniorboliger.

Bygningen havde en bevaringsværdi i kategori fire.

Efter et par år med webshop åbnede Mette Frank Bijaad sidste år en fysisk butik på Oddervej. Foto: Tibladin

Mettes første år som butiksejer har været en succes på trods af usikre tider: Det takker hun de trofaste kunder for

Det gik godt med webshoppen, og nu hvor den fysiske butik fejrer etårsfødselsdag, kan Mette Frank Bijaad konkludere, at det også går godt med den del.

Det er på trods af de usikre tider, verden har budt på, mens butikken har haft åbent.

Men gode, trofaste kunder har forsat brugt penge i forretningen, fortæller indehaveren, som håber, at endnu flere i fremtiden vil lægge vejen forbi butikken på Oddervej.

Interiørbutikken Tibladin fejrer et års fødselsdag, og det har været en særligt år med vanskelige udfordringer. Alligevel er butikkens ejer godt tilfreds med debutåret.

Hun kan ikke love dig, at den ting, du har kastet din opmærksomhed på, også er der, hvis du venter og først kommer tilbage om en uge.

Det er ikke noget, hun siger for at presse dig til at finde dankortet frem hurtigst muligt. Hun siger det, fordi det er sådan, det er.

I Mette Frank Bijaads butik Tibladin er produkterne ikke masseproducerede. Derfor er der måske kun den ene lampe, tæppe eller håndklæde.

- Jeg går ind for bæredygtighed, og alt er håndlavet. Jeg havde heller ikke nogen tilbud på Black Friday, fordi det ville gå imod mine principper. Jeg ville ikke opfordre folk til at bruge penge, de ikke har, siger butiksindehaveren.

Alligevel var der nok at se til på den store shoppedag. Især i butikkens webshop, hvor der ifølge Mette Frank Bijaad var tre gange så meget salg som på en normal dag.

- Jeg har bare nogle stamkunder, som bliver ved med at komme, når de skal bruge en værtindegave eller indretning til deres hjem, og de er rigtig søde til at anbefale mig. Det er rigtig fedt, siger hun.

Krig og krise

Mette Frank Bijaad åbnede sin webshop i foråret 2020, hvor hun begyndte at sælge håndlavet interiør. Det var midt i tiden med corona, og da hun åbnede sin fysiske butik for et år siden, var vi knapt blevet færdige med at bekymre os om coronapas og nærkontakter, før krigen brød ud i Ukraine.

- Man har med krigen kunnet mærke for alvor, at folk er blevet forskrækkede, og at købelysten er faldet. Folk har ikke turdet at bruge penge på grund af uvisheden om, hvad der skulle ske. Og mine ting er jo nice to have, mere end det er need to have.

Der er mange forskellige ting på hylderne i Tibladin, og sortimentet bliver kun større og større. Foto: Tibladin

Derfor var særligt februar og marts nogle lange måneder som butiksindehaver, men butikken er kommet efter det.

- Folk tænker stadig mere over deres køb, men så bruger de måske også pengene lidt mere bevist, og her er der mange, der gerne vil støtte de små forretninger, hvor de både kan få noget unikt og god kvalitet, siger Mette Frank Bijaad

Oddervej, hygge og et større sortiment

På hjemmesiden beskriver Mette Frank Bijaad selv sit udvalg af varer som ”unika interiør med et marokkansk touch”.

Og det er ikke tilfældigt, at Marokko er flyttet med ind i butikken på Oddervej. Mette Frank Bijaads mand er halvt marokkaner, og hun har rejst i landet et hav af gange.

- Hver gang er jeg kommet hjem med så meget inspiration, jeg har skullet af med. Det er et bombardement af sanser, farver, smage og dufte, siger hun.

Den store portion inspiration og hendes mange kreative tanker gør også, at sortimentet i butikken hele tiden udvider sig. Det er selvfølgelig en god ting, men det må heller ikke blive sådan, at butikken er for stor, så indehaveren selv får for travlt.

- Det vigtigste for mig er, at kunderne føler sig hjemme, når de kommer. Det er ikke bare sådan noget ligegyldigt ind og ud, som det er nede i byen for eksempel. Her er der flere, der også bare kommer for at snakke.

Kunderne kommer altså af en grund. Det er sjældent, at en kunde spontant er gået ind i Tibladin, som man ville gøre det på gågaden.

- Der kan man sige, at Oddervej er en svær lokation. Jeg prøver at kommunikere, at butikken faktisk har parkeringspladser, siger hun.

Der er dog også klare fordele ved placeringen på Oddervej. Også selvom den naturlig passage af mennesker ikke er den samme, som for eksempel på gågaden.

- Skulle jeg nu betale 40.000 kroner i husleje, ville det ikke løbe rundt. Det er det gode ved den her lokation.

Det skal du også vide: Busrute fortsætter med at køre gennem Højbjerg, og cykelstien på Oddervej kan sende dig en sms

Her får du et kort nyhedsoverblik fra 8270.

Én busrute får lov at fortsætte sin tur gennem Højbjerg, mens en anden snart kan køre i garagen

Det ser ud til, at de næsten 7.000 passagerer, der hver dag stiger af og på bus 100, slipper for at kigge efter andre transportmuligheder.

Bussen har været i overhængende fare for at blive sparet væk for at få Region Midtjyllands kollektive trafik-budget til at gå op. Regionen lægger op til at skulle spare 41 millioner kroner på den kollektive trafik.

Men nu tyder det på, at busruten er reddet. Det skriver Århus Stiftstidende.

”I forslaget som Regionsrådet tager endeligt stilling til på sit møde 21. december, er besparelsen på rute 100 forsvundet” skriver avisen.

Til gengæld ser det ikke helt så lyst ud for rute 103. Ruten kører på dele af den samme strækning som rute 100, men 103 står altså til at blive nedlagt.

101 bilister blev snuppet af fotovognen på Oddervej

Der blev kørt lige friskt nok på Oddervej, da politiet lørdag havde kørt en fotovogn ud til strækningen.

Den blev placeret omkring golfklubben, og på syv timer blitzede den i alt 101 bilister. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Hastighedsgrænsen på stykket af Oddervej er på 60 kilometer i timen, og det kneb især for ni af de 101 bilister.

De ni kan se frem til at klip i kørekortet, da de klemte speedometeret et stykke over de tilladte 60 i timen.

Ny teknologi gør cykelstien på Oddervej klogere: Nu kan en sms fortælle dig, om det er for glat til at cykle

Kan en sms, der fortæller, at cykelstien er farbar og sikker, få dig til at tage cyklen selv på de kolde dage?

Det vil Aarhus Kommune nu prøve af.

Derfor bliver der på Oddervej og fem andre strækninger i og omkring Aarhus sat sensorer ned i asfalten, som måler asfaltens temperatur.

Sammen med den øvrige del af kommunens vintertjeneste, skal temperaturmålingerne give et praj om, hvorvidt det stadig er en god ide eller ej at cykle.

Ideen er, at den venlige sms skal få flere til at tage cyklen, også på dage vejret ellers får den varme bil til at lyde lidt bedre.

Hvis du vil tilmelde dig sms-systemet, kan du klikke dig ind på kommunens hjemmeside og læse mere.

Folkehuset i Holme og Skåde serverer hygge og varm fællesspisning

Vejret bliver koldere, dagene bliver mørkere, og priserne på mad stiger.

Der kan i høj grad være behov for lidt at styrke sig på, og det tilbyder kommunens folkehuse nu.

For 25 kroner kan man alle hverdage få en portion varm suppe og et hyggeligt samvær. Tilbuddet gælder både i Folkehuset Holme og Skåde.

- Vi befinder os på mange måder i en kold og mørk tid. Mange århusianere er allerede hårdt presset på pengepungen. Inflationen er på det højeste niveau i 40 år, og vi forventer, at energipriserne stiger endnu mere. Derfor har vi besluttet, at alle århusianere skal have mulighed for at varme sig på en god portion varm og nærende suppe i vores folkehuse her i de kolde måneder,” siger sundhedsrådmand Christian Budde (V) til kommunens hjemmeside.

Suppen bliver serveret fra omkring klokken 11.30.