- Jeg har set fodgængere springe for livet, fortæller byrådsmedlem Metin Lindved. Alligevel er der ikke udsigt til ændringer på Rosenvang Allé
I forbindelse med valgkampen til kommunalvalget sidste år delte byrådsmedlem Metin Aydin Lindved flyers ud i krydset mellem Rosenvangs Allé og Saralyst Allé. Det gjorde han for at skabe opmærksomhed på trafiksikkerheden i krydset og generelt på Rosenvangs Allé.
Han ville have undersøgt muligheden for at etablere en rundkørsel i krydset og en cykelsti langs vejen. Nu er svarene kommet, og det er blevet til en nedad pegende tommelfinger til begge projekter.
Kort fortalt er der ikke plads til hverken cykelsti eller rundkørsel, og det vurderes ikke, at der er mulighed for at indgå frivillige forhandlinger med de mange grundejere, der i så fald skulle købes grund af.
Metin Aydin Lindved har dog ikke opgivet sikkerheden endnu, og har indsendt en ny forespørgsel, hvor muligheden for at fartdæmpe strækningen skal undersøges.
Rosenvang Allé har længe været genstand for debat omkring trafiksikkerhed, og specielt det skæve kryds, hvor Saralyst Allé krydser vejen har været på dagsordnen ad flere omgange.
Nu er der så igen kommet nyt i sagen, desværre nedslående for de mange bekymrede forældre, hvis børn anvender vejen til at komme i skole, samt de mange højbjerggensere, der bor klods op og ned af den trafiktunge allé.
Byrådsmedlem for Radikale Venstre og snart vikarierende rådmand for Kultur og Borgerservice, Metin Aydin Lindved, har nemlig fået svar på en forespørgsel omkring en mulig cykelsti på Rosenvangs Allé, samt muligheden for at opføre en rundkørsel i det føromtalte kryds.
Begge projekter er i et svar fra Teknik og Miljø dømt urealistiske. Så kunne man jo ellers godt tro, at alt håb for sikkerheden var ude på Rosenvang Allé, men vi skal dog ikke kaste håndklædet i ringen endnu. I hvert fald ikke hvis det skal være op til Metin Aydin Lindved.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at begge projekter er dømt urealistiske, men jeg mener ikke det er helt tabt endnu, der er stadig muligheder for at fartdæmpe Rosenvangs Allé. Det sidder de og kigger på i Teknik og Miljø lige nu. Og så mener jeg også, at der er mulighed for at rykke på placeringen en mulig rundkørsel, hvilket kan gøre det mere realistisk.
Et uheld på fem år
Et af de ret mange punkter i svaret fra Teknik og Miljø, der gør, at en rundkørsel ikke er en mulighed er, at der i løbet af de seneste fem år "kun" er registreret et enkelt uheld i krydset ved Saralyst Allé. Vel at bemærke et uheld uden personskade. Det er dog et tal, der muligvis skal tages med en gran salt.
- Jeg har selv set flere små nærveds-uheld eller situationer, hvor fodgængere har måttet springe for deres liv. Så jeg er ret sikker på, at der er et ret stor antal uheld, der ikke anmeldes. Man kan kalde det et mørketal, forklarer Metin Aydin Lindved.
Han bor selv i området, og benytter vejen ganske ofte. Han er selv så bekymret for sikkerheden, at han har bedt sine børn om at undgå at krydse vejen ved netop det kryds, selvom det skulle betyde, at man må gå eller cykle en lille omvej.
Udover "manglen" på uheld er prisen for opførslen af en mulig rundkørsel også lidt af en forhindring. Det er nemlig ikke bare det, at der skal betales for beton og arbejdskraft. Det vil ifølge Teknik og Miljø også være nødvendigt at ekspropriere store dele privat grund. Altså at kommunen tvangskøber privat grund.
Et bud på prisen af den foreslåede rundkørsel lyder på tre til seks millioner kroner. Det er så foruden udgifter til arealerhvervelse og ekspropriation. Tallet stammer fra svaret fra Teknik og Miljø.
- Jeg mener dog at, en rundkørsel muligvis vil kunne parallelforskydes diagonalt mod nord-vest og derved begrænse påvirkningen af ejendommen – men det vil stadig skabe gener, men lidt mindre end tegningen viser, siger Metin Aydin Lindved
150 frivillige forhandlinger
Det var rundkørslen, men hvad så med den der cykelsti, der også var oppe at vende. Ja den kan der nok godt vinkes farvel til inden nogen overhovedet nåede at drømme. Og det er der mange grunde til.
Metin Aydin LindvedSom opfølgning på de skuffende svar omkring cykelsti og en rundkørsel for at gøre krydset mere sikkert, har jeg anmodet forvaltningen om, at komme med alternative muligheder for fartdæmpning,
For at starte fra en ende af. Der er simpelthen ikke plads nok på siden af Rosenvangs Allé til at lave en cykelsti. Skulle den realiseres ville det kræve, at kommunen køber grund fra 150 ejendomme, dertil skal der lægges penge til erstatning af hække, skure og hvad folk ellers har i deres haver.
Og sidste benspænd er, at kommunen ikke som udgangspunkt vil berøre privat grund, medmindre det sker på frivillig basis. Når der er tale om 150 ejendomme vurderes det til at være urealistisk.
- Jeg vidste nok godt, at det ikke var muligt med en cykelsti langs Rosenvang Allé, men jeg synes, at det skulle kigges igennem for en sikkerheds skyld. Bygninger er dog så tæt op ad vejen, at det bare ikke er muligt med en cykelsti, forklarer Metin Aydin Lindved.
Et tema rådmanden allerede var klar over ville blive et problem, da han under valgkampen til kommunalvalget delte flyers ud ved det farlige kryds. Dengang sagde han således om udsigterne til en mulig cykelsti.
- I den gamle del af Højbjerg ligger bygningerne tæt på vejen, så her skal embedsmændene se på, om det overhovedet er muligt med en cykelsti.
Hvilket det så ikke var.
Fartdæmpning på vej?
En sidste mulighed for at gøre trafikken bare en lille smule sikrere er at få etableret en form for fartdæmpning på Rosenvangs Allé. Det er faktisk en mulighed, der ikke er skudt fuldstændig i sænk.
Nu har Rådmanden nemlig sendt et nyt spørgsmål ind til forvaltningen. Denne gang skal det afklares om det er muligt med fartdæmpning på strækningen.
- Som opfølgning på de skuffende svar omkring cykelsti og en rundkørsel for at gøre krydset mere sikkert, har jeg anmodet forvaltningen om at komme med alternative muligheder for fartdæmpning, fortæller Metin Aydin Lindved.
Der da også har et bud, hvordan sådan noget kunne se ud.
- Det kunne jo være ved brug af de her striber på tværs af vejen, som giver en ret massiv lyd inde i bilen, hvis man kører hurtigt over dem. Det er en ret økonomivenlig løsning, som erfaringer viser virker bedre end eksempelvis mere skiltning, forklarer Metin Aydin Lindved.
Nu venter vi altså på at finde ud af, om fartdæmpning er en del af løsningen for at gøre det mere sikkert at færdes på langs og på tværs af Rosenvangs Allé.