Sidst vi hørte om Lone Larsen og hendes kamp for at hjælpe i Ukraine ved at sende alverdens nødhjælp afsted i en masse små personbiler og en enkelt varevogn. Er der sket lidt af hvert hos familien, der bor i Kalkærparken i Holme.

Det er nemlig blevet noget mere omfattende end det var tidligere. Først og fremmest er det et familieprojekt, Lone Larsens datter og mand er lige så involverede i arbejdet og har været det hele vejen igennem. Så er Lone larsen heller ikke længere privat indsamler, foretagendet har fået et navn og er blevet godkendt som en NGO. Med navnet BecauseWeCare.

På nuværende tidspunkt har organisationen sendt intet mindre end 100 tons nødhjælp til Ukraine og det foregår ikke længere i personbiler og små varevogne. Nej, nu er det altså lastbiler og busser, der fragter de mange paller og kasser, der bliver samlet ind til den ukrainske grænse. Det betyder dog ikke familien Larsen bare sidder herhjemme i Danmark og nyder sommeren.

- Vi har selv være dernede fire gange nu, og skal også snart afsted igen, for de har virkelig brug for hjælp og jeg føler, at jeg bare må gøre et eller andet for at hjælpe, siger Lone Larsen.

Men hvordan ender en familie fra Holme, i øvrigt uden nogen form for tilknytning til Ukraine, med at bruge stort set alle sine vågne timer på at hjælpe i et land de aldrig har besøgt? Jae, det handler om at hjælpe, hvor man kan.

- Den torsdag(24. februar) Rusland angreb Ukraine sad vi efterfølgende og så fjernsyn fra morgen til aften i en uge. Og vores hjerter begyndte altså bare at græde. Der blev vi enige om, at vi blev nødt til at gøre noget, vi kunne ikke bare sidde og kigge på, fortæller Johanne Larsen.

Fredagen ugen efter efter blev der smækket et skilt på døren med indsamling og samme weekend, fik Lone og Johanne Larsen lov til at samle ind til Antikmarkedet i Rønde. Derfra gik det stærkt. Så stærkt at de torsdag 7. marts allerede satte kursen mod Ukraine for første gang.

Altså den tur vi beskrev nøje sidst vi beskæftigede os med krigen i Ukraine her hos os. Fik du ikke læst historien dengang, kan du læse der her.

Dengang kørte Lone Larsen og familien lidt i blinde mod Ukraine, de vidste ikke hvad de kom ned til, og hvem de skulle opsøge for at hjælpe. Sådan er det på ingen måde længere, som foretagendet i Holme er vokset er netværket nemlig også.

- Vi har fået en fast dansk kontakt, der bor i Ukraine og så arbejder vi sammen med flere organisationer dernede, som jeg ikke lige kan navnene på fordi, de jo er skrevet med det ukrainske alfabet, men vi har fået flere partnere, forklarer Lone Larsen.

På turene til og fra Ukraine er bilerne ikke tomme på noget tidspunkt. Turen derned er det proppet med nødhjælp og turen hjem bilen fyldt til bristepunktet med flygtninge. Og selvom turene er givende og motivationen er stor, fylder de dårlige og hårde oplevelser rigtig meget hos mor og datter.

Specielt en episode, fra den første tur til et midlertidigt flygtninge center i en nedlagt Tesco indkøbscenter i Polen, har de svært ved at ligge fra sig.

- Det var som om, man var inde i Bruuns Galleri, men alle butikkerne var tomme og havde fået et nummer, og så var det bare fyldt med feltsenge i alle de her butikker. Der var de ukrainske flygtninge så inddelt efter, hvor de forsøgte at komme hen i verden, fortæller Johanne Larsen

- Nummer 13 var dem, der ikke vidste hvor de ville hen, så der fik jeg lov at gå ind og finde nogle, der ville med til Danmark. Så fik jeg en seddel, hvor der stod tre pladser til Danmark og gik rundt der imellem sengene. Det var som at gå på indkøb efter mennesker, og jeg måtte sige nej til familier, fordi de var fire. Det var enormt ubehageligt, forklarer hun.

Der endte med at have en mor og hendes to børn med retur til Danmark. En familie de iøvrigt stadig har kontakt til.

Både Lone og Johanne Larsen er stadig tydeligt berørte af oplevelserne og har svært ved ikke at få våde øjne, når snakken falder på netop disse. Det er dog stadig glæden over at kunne hjælpe, der skinner mest igennem. BecauseWeCare har indtil nu hjulpet 86 ukrainere til Danmark.

- Det lyder måske ikke som helt vildt mange, men det er altså 86 mennesker, der ikke længere skal bekymre sig om at blive bombet imens de ligger og sover, siger Johanne Larsen.

Turene til Ukraine er selvfølgelig lange, og der tilbagelægges rigtig mange kilometer, sådan cirka 4.000 tur retur. Det er dog blot en lille del, af det familien har tilbagelagt for at hjælpe, når muligheden er der. I løbet af vores snak, kan det nærmest ikke tælles, hvor mange gange, der blev sagt: Så var vi lige i Horsens, på Mors, ved grænsen, i Kolding, i Aalborg, på Sjælland og så lige en gang mere til Horsens.

Alle disse ture for at hjælpe ukrainere rundt til værtsfamilier, til hoteller eller anden form for beboelse.

- Jeg skænker det virkeligt ikke en tanke, når jeg bliver ringet op, og der er nogle der har brug for hjælp. Jeg hopper bare i bilen og så er det afsted, det er helt naturligt for mig, siger Lone Larsen

Hun tør ikke gætte på, hvor mange kilometer de har kørt for at hente og bringe, eller levere gamle møbler, men det er i hvert fald mange tusinde.

- Jeg ville bare så gerne hente dem alle sammen, siger Lone Larsen.

Det er dog ikke alles hjerter, der brænder lige så meget for Ukraine som familien fra Kalkærparken. Ellers gør de det i hvert fald ikke længere. Det er nemlig blevet væsentligt sværere at samle ind og skaffe donationer, fra såvel private som virksomheder. Noget tyder på, krigen er gået lidt i glemmebogen hos de fleste.

- Det er lidt skræmmende, hvor hurtigt folk og medier nærmest har glemt, at der er krig. Det bliver stort set ikke nævnt længere, og vi kæmper da også lidt med at holde folk engagerede i projektet, fortæller Lone Larsen.

Der dog er utrolig glad for den hjælp, der stadig kommer. De har blandt andet fået stillet tre små lagre til rådighed fra Nettolager og har enkelte private personer, der nærmeste kommer med nye ting og donationer hver eneste uge.

- Det er bare så vigtig vi husker, at selvom krigen på et eller andet tidspunkt slutter, så behøver de stadig hjælp til at genopbygge, og der vil vi også være der. Det her slutter ikke bare fordi krigen slutter, slår Johanne Larsen fast.

Samuel Holding, læser til bygningsingeniør. 

Hvornår flyttede du til Højbjerg og hvorfor?

Jeg er vokset op her, og så flyttede min familie væk. Da jeg var 17 år, flyttede jeg hjemmefra, og her valgte jeg at flytte tilbage til det område, jeg kom fra.

Der er en god afstand fra Højbjerg til Aarhus, og samtidig har området både natur og hav tæt på. Og det er en særlig natur, det er ægte træer, der har stået i mange år. Det er ikke bare en opdyrket park.

Højbjerg har også det, at der ikke bor flere, end der nu gør. Vi bor ikke alt for tæt, og det, håber jeg, kommer til at fortsætte.

Hvad er dit yndlingssted i Højbjerg?

Det må være Skåde Bakker, og hvis jeg skal være endnu mere specifik, så vil jeg sige området ved Ildervej og Egernvej. Der er fred og ro, og så er landskabet bare utroligt flot, sådan som det snor sig. Og igen, så er skoven og havet tæt på.

Samtidig er det ikke for stort og for tæt. Der ligger ikke alt for mange huse, og det kan der heller ikke umiddelbart komme, for der er ikke plads til at udstykke en masse nye ejendomme.

Hvad er det bedste ved Højbjerg?

Det er et lokalsamfund lige op ad en stor provinsby. Vi har mange gode butikker, som lever af deres stamkunder. For eksempel Bings Bikestore. Det er en kendt cykelhandler, men som ligger i Højbjerg, og som ved hvad kunderne hedder.

Man kan bo i Højbjerg, hvor man ofte støder på nogen, man kender, og samtidig kan man gøre Aarhus til et tilvalg. Det er unikt, at man kan bo så tæt på en stor by og opleve det, som man forbinder med et lokalsamfund.

Hvad bekymrer dig?

Helt generelt så er jeg bekymret for byudviklingen. Det gælder hele Aarhus, og også Højbjerg. Hvor sikker kan man være i Højbjerg på, at sådan noget som den unikke natur bliver bevaret? Og vil der blive bygget store lejlighedskomplekser?

Alle kan og skal ikke bo de samme steder. For mig at se er plads en begrænset ressource, og det er Højbjerg et godt eksempel på. Der er ikke plads til mange flere boliger. Området er begrænset af Marselisborgskovene, og der er nu engang det areal, der er.

Hvis du skulle give en bøn til byrådet, hvad skulle det så være?

Det er vigtigt, at de grønne områder bliver bevaret. De er med til at gøre Højbjerg unik. Og så skal politikerne huske på, at de her postnumre, der ligger uden for Aarhus C, er lokalsamfund, hvor mange er meget lokalt forankrede. Her er det ekstra vigtigt, at borgerne bliver inddraget i projekter. Vil man gøre noget med området, så skal der være et stort fokus på at tale med borgerne, der bor her.

Det har manglet tidligere, og jeg synes stadig ikke, man er i mål med borgerinddragelsen. Men nu har det nye byråd heller ikke haft så meget tid til at lave om på det endnu, så det må vi vente med at se.