Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

På en mark mellem Holme og Tranbjerg kan et stort boligområde være på vej. Der er dog et par forhindringer, som lige nu står i vejen for projektet. Byggeriet i baggrunden er Aarhus Friplejehjem og ungdomsboliger. Foto: Christian Gnutzmann

400 boliger kan være på vej ved Holme

Store drømme kan være svære at slippe.

Også selvom de allerede én gang er blevet skudt ned.

Det er Mikael Mortensen et godt bevis på. I små 20 år har MVM Ejendomme, som han er direktør for, ejet jorden ved Slet Møllevej, hvor Aarhus Friplejehjem ligger.

Planen er at bygge boliger på grunden. Det har altid været drømmen, og det er det endnu.

Man kunne måske ellers godt sige, at han burde have droppet den, da politikerne sidste år sagde nej til at bane vejen for boliger på matriklen.

Det gjorde de, fordi området er forbeholdt erhvervsbyggeri, og fordi der mod nord ligger en såkaldt risikovirksomhed. Det fik politikerne til at droppe tanken om at ændre områdets karakter til boligområde.

Hvad skal jeg dog bruge den information til, tænker du måske.

Og så er vi tilbage til det med, at store drømme har det med at brænde sig fast, også selvom der bliver sagt nej. For Mikael Mortensen har arbejdet videre med planerne, og han mener at have gode argumenter for, hvorfor der bør prioriteres boliger på området i stedet for erhverv.

Derfor har han sat et arkitektfirma i gang med at tegne streger til et konkret projekt. Og det er et projekt, der kan løbe op i 400 nye boliger.

Det projekt får Aarhus Kommune lov til at tygge på, når der er noget konkret at vise frem.

Mikael Mortensen håber selvsagt, at politikerne denne gang er klar til at give boligerne grønt lys, og det samme håber formanden for fællesrådet i Tranbjerg, Helle Søby Degn. I hendes øjne er området perfekt til nybyggeri.

Det var alt for denne omgang.

Faktisk var det alt fra mig i et stykke tid, for nu klapper jeg nemlig computeren sammen og drager på barsel.

Mens jeg er væk, overlader jeg trygt stafetten til Markus Hjelmager Sørensen. Så frygt ej. De lokale historier fra Skåde-Højbjerg-Holme vil fortsætte med at tikke ind i din indbakke.

Markus er hammerdygtig, og han vil meget gerne høre fra dig, hvis du har en god historie, en undren eller andet, du mener, han bør kigge på. Du kan smide ham en mail på marhs@stiften.dk.

God læselyst.

Billede af Markus Hjelmager Sørensen
Billede af skribentens underskrift Markus Hjelmager Sørensen Journalist
Det er ikke hverdagskost, at en byudvikler og en fællesrådsformand er enige om, at et byggeprojekt med hundredevis af boliger er det helt rigtige. Men det er tilfældet på Slet Møllevej mellem Tranbjerg og Holme, hvor Helle Søby Degn fra Tranbjerg Fællesråd og Mikael Mortensen fra MVM-Ejendomme er på bølgelængde. Foto: Christian Gnutzmann

Planer om 400 nye boliger ved Holme får et nyt forsøg: - Der er brug for den her type boliger

Området mangler den her type boliger, og der er ikke nogen, der har noget i klemme på arealet. Med andre ord. Det er bare at gå i gang med at bygge.
Sådan lyder det fra både fællesrådet i Tranbjerg og Mikael Mortensen, der ejer den omtalte jord på Slet Møllevej ved siden af friplejehjemmet.
Der er bare lige det problem, at området slet ikke er beregnet til boliger men til erhverv. Det kan byrådet ændre på, men da det sidste år skulle tage stilling til netop det spørgsmål, blev det et nej til boligområde og et ja til at holde fast i erhvervsarealerne.
Det har dog ikke fået Mikael Mortensen til at droppe tankerne. Han mener at have gode argumenter for, hvorfor området bør ændres til boligområde. Derfor er han nu på vej med et projekt med 400 boliger, som politikerne til sidst kan tage stilling til.

Der er plads til cirka 400 boliger, og Tranbjerg Fællesråd er allerede positive overfor projektet. Problemet er bare, at kommunen så sent som sidste år sagde nej, fordi der skal være plads til erhverv på grunden. Nu får planerne et forsøg mere.

Det er på en måde et lille smørhul.

Til den ene side er der udsigt til Jelshøj. Til den anden side ligger det nye friplejehjem og ungdomsboliger.

Mod syd er der grønne områder, inden Tranbjerg begynder, og vender man sig rundt, kan man se industrikvarteret i Holme med Proshop i frontlinjen.

Det er markerne ved Slet Møllevej, der er tale om.

Lige nu er det landbrugsjord, men måske kan det blive hjemsted for op imod 400 boliger. Det er i hvert fald den ide, Mikael Mortensen, som er direktør i MVM-Ejendomme, forsøger at føre ud i livet.

- Vi snakker om etageboliger, som skal være til at betale. Det skal være sådan, at seniorerne og skilsmissefamilier også kan finde et sted at bo i nærheden af det område, de allerede bor i, siger Mikael Mortensen, som synes, at den sydlige del af Aarhus er blevet forsømt.

- Der mangler den her type boliger i vores del af byen. Vi har brug for, at de ældre kan flytte i noget billigere, så nye familier kan komme ind i deres huse, så vi får en naturlig udskiftning, siger Mikael Mortensen, der selv bor i Tranbjerg i bunden af den mark, han gerne så boligbyggeriet på.

Skal bare være pænt

Siden 2003 har MVM-Ejendomme ejet landbrugsjorden ved siden af friplejehjemmet. Planen er, at jorden skal sælges, og så er det Arkitema, der skal være arkitekter på det.

- Vi vil bare være sikre på, at det bliver et godt byggeri, og så skal det være pænt at kigge på, siger Mikael Mortensen.

Snart kan han forhåbentlig se det første udkast til et konkret projekt. For lige nu er projektet endnu ikke fattet ned på papir.

- Men vi håber, at Arkitema kan komme i gang inden sommerferien, og så skal det sendes til kommunen, som ikke tager stilling til det, før der er noget konkret.

Fik nej sidste gang

Når Arkitema står klar med et konkret bud på et projekt, bliver det lidt af en milepæl for MVM-Ejendomme. Siden 2005 har virksomheden forsøgt at få ønsket om at bygge boliger igennem til kommunen.

Senest i løbet af 2020 og 2021, hvor det blev drøftet på Rådhuset. Her blev det et nej fra politikerne.

Den store udfordring er, at området er udlagt til erhvervsområde. Det betyder, at arealet er forbeholdt virksomheder. Den slags arealer findes der mange af i kommunen, så man sikrer sig, at der altid er plads til nyt erhverv.

Et af argumenterne for, at området egner sig til bebyggelse, er, at der ikke er en park eller lignende, som må lade livet for boliger. Det er derimod "bare" en mark, som skal agere byggegrund. Det vægter Tranbjerg Fællesråd højt. Foto: Christian Gnutzmann

Sidste år vedtog byrådet en temaplan for erhvervsarealer, hvor der netop var forslag om at ændre området ved Slet Møllevej fra erhverv til boligområde. Men det var der altså ikke opbakning til, på trods af at flere politikere ellers var lune på tanken.

Det helt store benspænd var, at virksomheden Carpenter ligger små 300 meter nord for der, hvor arealet begynder.

Carpenter bliver betegnet som en risikovirksomhed, hvilket betyder, at det kan få alvorlige konsekvenser for mennesker omkring virksomheden, hvis noget går galt. Det kan være på grund af giftige eller brandfarlige stoffer.

Det fik byrådet til at bakke ud og sige nej til at ændre områdets karakter, og dermed måtte Mikael Mortensens boligdrømme forblive drømme lidt endnu.

Prøver igen

Mikael Mortensen tror dog stadig på, at boligerne bliver til virkelighed. Også selvom Carpenter stadig ligger, hvor den gjorde for et år siden.

- Lokalplanen giver tilladelse til at bygge et hotel, men det vil være mere fornuftigt at bygge de boliger, man mangler i Tranbjerg og Aarhus Syd, siger han.

En aktindsigt, sendt afsted af MVM-Ejendomme, viser, at der er lavet en beregning af konsekvenser ved forskellige uheldsscenarier hos Carpenter.

Beregningerne viser fem forskellige scenarier for brand eller en utæt slange. Her vil kun et af scenarierne have konsekvenser for personer udenfor virksomhedens matrikel, og her vil det være nabovirksomheden i den østlige ende, der risikerer at blive påvirket.

Samtidig vurderer Center for Miljø og Energi, at ”der er truffet effektive foranstaltninger, der hindrer, at et uheld sker eller udvikler sig, så det kan medføre alvorlige farer udenfor virksomheden samt på miljøet”.

Kan starte i morgen

I princippet har de været klar til at bygge boliger på grunden i små 20 år. Så hvis tilladelsen kommer fra kommunen, kommer de ikke til at sidde på hænderne.

- Vi kan starte i morgen, sådan lidt sat på spidsen. Der er jo byggemodnet her. I forbindelse med at man byggede plejehjem og ungdomsboliger, har man etableret kloaksystem, varme og veje. Det hele er her jo, siger Mikael Mortensen.

Aarhus Friplejehjem åbnede i 2015. Måske kan flere naboer være på vej. Arkivfoto: Axel Schütt

Der mangler bare grønt lys fra byrådet, så området kan ændres fra erhvervsareal til boligområde.

- Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt med mere erhverv herude, når der er bygget plejehjemsboliger og ungdomsboliger. Der er 130.000 kvadratmeter ledigt erhvervsareal i Aarhus Syd, og nye virksomheder vil hellere tættere på motorvejen. Vi haft grunden siden 2003, og der er ikke kommet en eneste henvendelse fra en virksomhed, der ville bygge, siger Mikael Mortensen.

Lige hvad vi har brug for

Det sker ikke så tit, at byudviklere møder stor opbakning fra borgere og fællesråd. Men i det her tilfælde håber Helle Søby Degn, formanden for fællesrådet i Tranbjerg, også på, at projektet bliver til noget.

- Jeg har forhørt mig hos vores medlemmer, og der er ikke nogen, der har noget i klemme ved det her område. Det er bare en mark nu, så det er ikke sådan, at man mister et grønt område. Og den grønne kile vil fortsat være her, siger hun.

Helle Søby Degn kender flere, der er ved at være oppe i årerne, og som kunne være klar til at rykke i noget mindre. Det tilbud findes bare ikke lige nu.

- Det er det, vi har brug for, så vi får noget udskiftning. Det vil også være en mulighed for industrien, som jo har brug for at tiltrække folk.

Samtidig peger hun på, at området ved Slet Møllevej mere eller mindre er køreklart. Det vil ikke give en masse problemer med manglende stisystemer, skoleveje og hvad man ellers oplever af udfordringer ved nybyggede boligkvarterer.

- Man bør kigge på steder, som her, hvor man har tingene i forvejen. Der kan blive noget ekstra trafik, men her kunne politikerne jo passende gøre noget ved Sletvej i samme omgang, siger Helle Søby Degn med henvisning, at byrådet for år tilbage var klar til at lægge Sletvej syd om Slet for at flytte en stor del af trafikken.

Gert Bjerregaard (V) mener, at det er en god idé, at området ved Slet Møllevej får et formål ved, at man laver boliger, i stedet for at det ligger hen som erhvervsområde. Foto: Axel Schütt

Unaturligt eller en god mulighed: Byrådspolitikere uenige om boliger i Slet

Jan Ravn Christensen fra SF er imod udviklingen af området ved Slet Møllevej til 400 boliger, som MVM-Ejendomme ønsker at udvikle til boliger, og som Tranbjerg Fællesråd støtter op omkring. Han mener, at det vil være unaturligt at have boliger i området, fordi infrastrukturen ikke er til det. Ifølge ham vil det ikke ændre noget, at man vurderer, at der ikke er miljørisici i området.

Modsat Jan Ravn Christensen er Gert Bjerregaard fra Venstre positiv over for ideen, såfremt det altså kan fastslås, at området ikke indeholder miljøfarer for potentielle beboere. Han synes i stedet, det er ærgerligt, hvis området ligger hen, fordi det er et erhvervsområde, når der er et ønske om at bygge der. Han påpeger, at man vil kunne finde andre områder, der kan gøres til erhvervsområder, hvis området ved Slet Møllevej omdannes.

Gert Bjerregaard (V) mener, at hvis man kan påvise, at der ikke er miljørisici, kan det være en god mulighed med boliger i Slet, mens Jan Ravn Christensen (SF) kalder det for et unaturligt sted at lave boliger.

Byudvikleren MVM-Ejendomme ønsker at lave 400 boliger i ”etageboliger, som skal være til at betale” på markerne ved Slet Møllevej syd for Aarhus Friplejehjem. Tranbjerg Fællesråd bakker op om projektet. Men byudvikler og fællesråd sidder ikke med beslutningerne i sidste ende.

Det gør Aarhus Byråd.

Sidst området blev behandlet af byrådspolitikerne, var miljørisici fra virksomheden nordøst for området Carpenter årsagen til, at området ikke blev omdannet fra erhvervsområde til boligområde. Man var simpelthen bange for, at det ville gå udover boligerne og de potentielle beboere, hvis noget gik galt på virksomheden.

Miljørisici er ifølge medlem af teknisk udvalg gruppeformand for Venstre og Gert Bjerregaard i høj grad det, der skal på plads, før området kan gå fra erhvervsområde til boligområde.

- Det, der er afgørende, er, at vi ikke etablerer boliger på et areal, hvor der er høje miljørisici. Er der ikke en risiko, synes jeg, der er en god mulighed i det. Det skal vi selvfølgelig have undersøgt grundigt, før vi træffer nogen beslutning, siger han.

Jan Ravn Christensen synes ikke, at det er naturligt at lave boliger på området ved Slet Møllevej uanset mijørisici. Foto: Kim Haugaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Selvom MVM-Ejendomme kan påvise, at nabovirksomheden ikke udgør en risiko for potentielle boliger, tilslutter Jan Ravn Christensen (SF) sig ikke idéen om 400 boliger på området.

- Det er ikke et naturligt område at lave boliger på. Det ændrer ikke noget, at der ikke er miljørisici, vurderer han.

Jan Ravn Christensen og Gert Bjerregaard var begge med til at debattere området, da det var i byrådet første gang. Her blev det ikke omdannet fra erhvervsområde til boligområde.

Ikke hensigtsmæssigt

Byrådsmedlemmet fra SF mener ikke, at der er den nødvendige infrastruktur i området til at omlægge det til boligområde. Han synes ikke, at boliger vil forekomme naturlige i forlængelse af virksomhederne nord for området, der blandt andet tæller Jem & Fix, Norlys, Toldstyrelsen og Volkswagen.

- Det interessante for os i SF er, at man udvikler boligområder i overensstemmelse med den infrastruktur, der er. Der er ikke lige nogen skole i nærheden, nogle stier, man kan gå til og fra daginstitutioner. Det er ikke hensigtsmæssigt at bygge boliger i området, siger han.

Men Fællesrådet vurderer jo, at det giver god mening, og de er vel lokalområdets talspersoner for, om området er egnet?

- Mit indtryk er, at der er delte meninger om, hvorvidt det er en god idé, selvom Fællesrådet vurderer, at det er en god idé.

Hvor er erhvervet?

Området er lige nu en mark, selvom det er udlagt til erhvervsområde. Det giver ifølge Gert Bjerregaard anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden ikke vil gøre mere gavn som boligområde, mens man kunne udlægge noget andet til erhverv.

- Der er nok ikke nogen, der har lyst til at udvikle det som erhverv, siden det har ligget hen så længe. I stedet for at lade det ligge hen, synes jeg, man kunne imødekomme ønsket om at lave boliger i stedet, såfremt området altså egner sig til det i forhold til miljørisici, fortæller han og supplerer:

- Så kan man se på, om der ikke er andre områder, der kan komme i spil til erhverv.

Jan Ravn Christensen tror stadig på, at området kan fungere til erhverv, fordi der er stor efterspørgsel på erhvervsområder i Aarhus.

- Det kan jo være en rigtig god forretning, at man ikke får erhverv ind og i stedet får lov at bygge boliger i et område. Men jeg er ikke sat i verden for, at nogle kan tjene en masse penge. Jeg er sat i verden for at tjene den almindelige borger.