De har været gemt bag en centergang og tomme butikslokaler, men nu rykker frisøren, bodegaen og pizzeriaet frem i forreste linje
Langt om længe forsvinder de tomme butikslokaler i centerbygningen ved Rundhøj Torv.
KFI, der ejer bygningen, har bygget om, og lige om lidt er første del af arbejdet færdigt, og frisøren, bodegaen og pizzeriaet kan tage de nye lokaler i brug. Helt ude ved vejen.
Når flytningen er overstået, begynder næste etape af centerombygningen. Her skal Netto optimeres og bygges større.
Det arbejde skulle gerne stå færdigt til sommer.
Og det bliver godt for området, lyder vurderingen fra pizzeriaet, bodegaen og frisøren. De tror på, at flytningen bliver starten på en optur.
Gabende tomme butikslokaler med maling på vinduerne og tomme reklameskilte.
Det er mange år blevet mødt af som det første, når man drejet ind på parkeringspladsen ved Rundhøj Torv.
Ikke ligefrem noget, der fortæller om et rigt butiksliv.
Men der er faktisk gang i forretningerne i det efterhånden decimerede center på Rundhøj Allé. Netto tiltrækker mange handlende, der bliver klippet masser af lokker hos Salon Erik, mens der bliver langet pizzaer over disken hos Rundhøj Pizza og Grill, og øllene bliver knappet op hos Rundhøj Bodega.
De tre sidstnævnte forretninger kan man bare ikke se fra gaden. De ligger skjult inde i centeret bag de tomme lokaler. Men ikke ret meget længere.
Nu er første del af ombygningen af centeret nemlig ved at være så langt, at frisøren, bodegaen og pizzeriaet kan flyttes frem i forreste geled. Med hver deres indgang.
- Det bliver rigtig godt. Det har ikke set pænt ud i nogle år, så det er dejligt, at der sker noget med facaden, og at der kommer noget fornyelse, siger Pernille Jakobsen, der er daglig leder i Salon Erik.
Hun regner med, at frisørsalonen rykker inventaret og tager det nye lokale i brug omkring 1. marts.
- Vi håber, at vi kan flytte på en weekend, men det er svært at sige præcist, hvornår det bliver. Men det ser rigtig flot ud det nye, og vi glæder os til at få vores egen indgang.
Se, hvor hyggeligt det ser ud
Det kommer til at tage lidt mere end en weekend at flytte baren fra bodegaen til de nye gemakker. Trine Skov, der ejer Rundhøj Bodega, fortæller, at det kommer til at tage omkring 14 dage.
- Sidste åbningsdag bliver 4. marts ifølge håndværkerne. Så skal vi flytte hele baduljen, og vi kan åbne igen i midten af marts, siger hun.
Ligesom hos frisøren så er der store forventninger til de nye lokaler.
- Nu er der gået så lang tid, hvor der ikke har været butikker, og det er faldet lidt sammen, så jeg tror, at både beboere i området og handlende glæder sig til, at centeret ikke ligner noget, der er ved at lukke. Der sker virkelig noget nu, det er altså ikke bare lige en omgang maling, siger Trine Skov.
Når bodegaen genåbner, bliver det med cirka lige så meget plads som i dag. Og nok så vigtigt, så bliver det i en størrelse, der gør det muligt fortsat at måtte ryge indendørs. Og så er det slut med at holde til inde bag det skakternede centergulv.
- Jeg glæder mig til at få front ud mod torvet. Vi har valgt at have foldedøre, så vi kan åbne op særligt om sommeren, så folk kan kigge ind og se, at det altså er rigtig hyggeligt her. Jeg tror, det bliver meget bedre og meget mere indbydende, end det er nu.
Betyder noget, at andre butikker er forsvundet
De har begge været med i mange år. Pernille Jakobsen har passet frisørsaksen i 25 år, mens Trine Skov har stået bag baren siden 2003.
Det betyder, at de begge har kunnet følge med i, hvordan butikker omkring dem har drejet nøglen om eller valgt at flytte væk fra Rundhøj Torv. Blandt andet flyttede Ostebutikken Lading Mejeri i 2016 fra Rundhøj til Kridthøj Torv.
- Der er ikke så meget gang i centergaden længere, og så kan man lige så godt lave det om. Det kommer heller ikke til at se så forfaldent ud med det nye, siger Pernille Jakobsen.
Hun mener ikke, at frisørsalonen har lidt under butiksdøden omkring dem, men hun forstår godt, at nye butikker ikke er stået i kø for at flytte ind på Rundhøj Torv.
- Jeg tror, det ville være svært at starte noget nyt op, efter det hele er blevet tomt, siger hun.
Hos Rundhøj Bodega vurderer Trine Skov, at det har haft en negativ betydning, at centeret ikke længere har farvehandel, ostebutik eller de øvrige forretninger, der gennem tiden har holdt til på matriklen.
- Selvfølgelig har det noget at sige, når butikkerne pludselig forsvinder. Det har vi kunnet mærke. Men jeg tror, at ombygningen kan være med til at sparke gang i Rundhøj Torv igen, siger hun.
Centertiden er forbi
Midt imellem bodegaen og frisøren ligger Rundhøj Pizza og Grill. Her har Aydin Ethesham, siden han var lille, kunnet følge med i udviklingen i centeret.
Han er søn af pizzeriaets ejer, og som han siger, har både han og hans brødre været igennem en ”værnepligt” i køkkenet.
- Vi har været der i 22 år, og engang var der kæmpe kundestrøm og alle mulige butikker. Der var meget liv, men det er gået ned ad de sidste ti år, hvor den ene butik efter den anden er lukket, siger han.
Derfor har de ligesom naboerne ventet i lang tid på, at centeret blev bygget om. Og ifølge Aydin Ethesham er det den helt rigtige løsning at nedlægge centergangen.
- Vi får vores egen facade, så vi ikke ligger gemt væk, og det gør, at nye kunder kan se os fra vejen og fra busstoppestedet. Det bliver mere et torv fremfor et center, og vi kan jo se, hvor meget succes de har haft med det på Kridthøj Torv, siger han.
Pizzeriaet kommer til at flytte ind i det nye lokale, når det står færdigt i marts, og så vil forretningen holde lukket i nogle dage, mens inventaret kommet på plads.
Netto holder lukket
Mens centergangen bliver nedlagt, og pizzeriaet, bodegaen og frisøren flytter i nye lokale i den modsatte ende af Netto, så får netop Netto også lov til at brede sig lidt mere.
Butikken skal udvides og opgraderes, og det arbejder begynder 1. april, når arbejdet med den øvrige del af centeret er overstået.
Ifølge KFI, som ejer centerbygningen, vil ombygningen være i mål i slutningen af juni, og Netto vil være lukket i den periode.
Også foran Netto, og foran de øvrige butikker, skal der ske noget. Parkeringspladsen og parkeringskælderen står foran en overhaling, men det er kommunens bord, og her er der endnu ikke nogen helt klar køreplan.
Meldingen fra Aarhus Kommune er, at den håber at have skitser og en tidsplan klar til omkring sommerferien.