Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

For godt to uger siden var der røveri på Circle K på Stenvej. Politiet efterforsker fortsat sagen. Foto: Christian Gnutzmann

Røveriet på tankstationen spøger endnu

"Åh nej…"

Det ville nok være min første reaktion, hvis jeg blev ringet op midt om natten med beskeden om, at en af mine medarbejdere havde været udsat for et røveri.

Og det var lige netop sådan, Tannaz Peyrovi reagerede, da mareridtet blev til virkelighed for hende for godt to uger siden.

- Åh nej, bare medarbejderen er okay, tænkte hun.

Tankstationen på Stenvej, hvor Tannaz Peyrovi er butikschef, fik natten til 9. maj besøg af tre mænd, der ikke havde i sinde at betale for deres varer. Tværtimod. De truede ekspedienten med et jernrør og tømte en pulverslukker i retning af hende.

De kom derfra med øl og cigaretter, og der skete heldigvis ikke ekspedienten noget, men oplevelsen har naturligvis sat sig sine spor.

Dog har ekspedienten været på arbejde siden, og butikschef Tannaz Peyrovi fortæller, at ingen af de ansatte er bange eller utrygge ved at stå bag disken. Sagen er dog endnu ikke afsluttet hos politiet.

Fra en ubehagelig oplevelse til noget, der forhåbentligt behager alle, der oplever det.

Lige for tiden kan man på Moesgaard Museum opleve Nordeuropas største teatershow. Det er Det Kongelige Teater, der opfører Hobbitten, og det er tredje gang, teateret slår pjalterne sammen med museet.

Men det er ikke kun dem fra København og Det Kongelige Teater, der har en aktie i forestillingen. Der er også lokale folk på scenen, og selvom de ”blot” er statister, så er de uundværlige. Faktisk kunne forestillingen ikke blive til, hvis ikke de 70 frivillige ville bruge måneder på at blive klar til at gå på scenen.

I dagens tredje historie kan du læse om en vejstrækning, hvor bilerne kommer lige hurtigt nok. Det har fået beboerne på vejen til at tage fat i kommunen, som nu vil gøre noget ved farten.

Der skal laves fartdæmpning på vejen, og det skal laves i år. I alt otte-ti vejbump skulle gerne få farten ned til 40 kilometer i timen.

Til sidst vil jeg flage for et par arrangementer, som Aarhus Kommune står bag. Det handler om den mulige havneudvidelse, som du kan være med til at debattere endnu en gang.

Lyder ovenstående som noget, du vil læse mere om, så rul lidt længere ned, og klik dig ind på artiklerne.

Som du måske har opdaget, så er Skåde-Højbjerg-Holme blevet et betalingsmedie, og hvis du ikke allerede har tegnet et abonnement, vil vi rigtig gerne have dig med på holdet.

Som abonnent får du adgang til alle vores artikler, ligesom du ugentligt modtager nyhedsbreve om det vigtigste fra dit lokalområde.

Du kan tilmelde dig som abonnent her.

Og hvis du lige vil se os lidt an først, kan du fortsat modtage selve nyhedsbrevet ganske kvit og frit.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Der er stadig gang i efterforskningen af det røveri, der fandt sted tidligere på måneden på en tankstation i Højbjerg. Foto: Christian Gnutzmann

Midt om natten kom tre mænd ind med pulverslukker og jernrør og røvede tankstation: - Jeg tænkte bare "åh nej, det er det værste, der kan ske"

Desværre sker det engang i mellem, at tankstationer bliver udsat for røveri.

For et par uger siden var det Circle K på Stenvej ved Skådecenteret, der havde et ubehageligt besøg.

Tre mænd truede sig til øl og cigaretter, inden de forsvandt igen. Politiet efterforsker fortsat sagen, og derfor vil det ikke fortælle mere lige nu.

Til gengæld har butikschef Tannaz Peyrovi sat ord på oplevelsen. Hun var ikke selv på tanken, da røveriet fandt sted, men lige siden har det fyldt en del hos hende og personalet. Naturligt nok.

Tingene er blevet snakket godt og grundigt igennem, sikkerhedsprocedurerne er blevet gennemgået fra ende til anden, og de ansatte er trygge ved at gå på arbejde.

De har haft noget at snakke om på tankstationen på Stenvej de sidste par uger. Og det har ikke været af den gode slags. For godt to uger siden var der nemlig røveri på tanken.

Klokken lidt over to om natten blev Tannaz Peyrovi ringet op med en af de beskeder, man som chef ikke vil have.

En af hendes medarbejdere var i røret.

Der har været røveri på tankstationen, kunne hun konstatere.

- Jeg tænkte bare: Åh nej. Det er det værste, der kan ske, siger hun.

Heldigvis kunne medarbejderen fortælle hende, at der ikke var sket vedkommende noget.

- Og det er det vigtigste i sådan en situation. Der bliver med det samme sat en masse ting i gang, men bare medarbejderen har det godt. Det er det vigtigste, siger Tannaz Peyrovi, der er butikschef på Circle K ved Skådecenteret.

Politiet fik en anmeldelse klokken kvart over to natten til mandag den 9. maj. Tankstationen på Stenvej i Højbjerg havde haft et ganske kedeligt besøg af tre mænd, der endte med at gå derfra med øl og cigaretter.

Først kom to mænd ind, og de gik om bag disken for at finde cigaretter. Da den kvindelige ekspedient bad dem gå væk, træk den ene mand et jernrør frem.

Og som om det ikke var nok, kom en tredje mand ind i butikken med en pulverslukker, som han tømte mod ekspedienten. Hun blev dog ikke ramt, fremgår det af politiets døgnrapport.

Oprydning både fysisk og mentalt

Selvom Tannaz Peyrovi hurtigt kunne forstå på sin medarbejder, at hun ikke var kommet til skade, så var det naturligvis stadig en noget rystet medarbejder, der ringede og overbragte den ubehagelige nyhed til butikschefen.

- Der var psykologhjælp med det samme. Vi har et vildt godt beredskab, så der har været mulighed for hjælp til alle, der ville have det. Og så har vi selvfølgelig holdt en masse møder og snakket meget om tingene, og det har haft en god effekt, siger butikschefen.

Den medarbejder, der passede butikken alene den nat, hvor røveriet fandt sted, har været på arbejde flere gange siden.

- Og det er fordi, vedkommende har været klar til det. Vi lader selvfølgelig ikke nogen af vores medarbejdere komme, før de er helt klar til det. Og der er heller ikke nogen af os, der er utrygge eller bange for at gå på arbejde.

Butikken bærer da heller ikke præg af at have været udsat for et røveri. Det eneste, kunderne måske bemærkede efter røveriet, var, at butikken holdt lukket nogle timer morgenen efter.

- Der var blevet brugt en pulverslukker, så for en sikkerhedsskyld lukkede vi i et par timer for at få rengøringshjælp. Og det var også fint med lidt ro, siger Tannaz Peyrovi.

Styr på sikkerheden

Tanken på Stenvej har åbent døgnet rundt alle ugens dage. Det betyder også, at der kan være længere passager om natten, hvor der ikke er ret meget gang i butikken.

Men heller ikke med det ubehagelige røveri i baghovedet er personalet nervøse for at møde ind til en nattevagt. Eller alle mulige andre vagter for den sags skyld.

Det skyldes ifølge butikschefen i høj grad, at sikkerheden er i top.

- Vi har en afdeling i Circle K, der står for sikkerheden, og dem har vi haft møder med efterfølgende. Vi tjekker løbende sikkerheden igennem, men lige nu er vi ekstra opmærksomme på det, og vi har tjekket det hele igennem igen, siger Tannaz Peyrovi.

Om natten er døren låst, og det er personalet selv, der låser døren op, når der kommer kunder til butikken.

Politiet har fået adgang til alt det overvågningsmateriale, der findes fra tankstationen, og sagen efterforskes stadig. Derfor har politiet ikke yderligere at tilføje end det, der fremgår af døgnrapporten fra den 9. maj.

Det er Det Kongelige Teater, der opfører forestillingen Hobbitten. Den spiller frem til slutningen af juni. Pressefoto: Miklos Szabo

Jens har brugt måneder på at blive klar som statist på Hobbitten: Uden ham og de 70 andre frivillige var der ingen forestilling

Det nærmer sig en arbejdsuge, når man tæller timerne, statisterne på Hobbitten bruger på at øve.

Siden 20. april har de arbejdet på showet fem dage om ugen i cirka fem-seks timer ad gangen. Og det er altså selvom, ingen af dem har replikker, og selvom de ”blot” spiller træer, trolde og trækker rundt med heste.

Det sidste er opgaven for Jens Rasmus Berenth. Han er ”oppasser” for den pony, som forestillingens hovedperson sidder på. Det er altså Jens Rasmus Berenths ansvar at holde styr op hesten.

Måske lyder det som en simpel opgave og som noget, man godt kunne undvære. Men der tager man fejl.

Ingen af de i alt 70 frivillige statister kan undværes. For uden dem var der ikke en forestilling, i hvert fald ikke i det format, publikum kan nyde over cirka 30 aftener den kommende måneds tid.

Man skal rive en hel del tid ud af sin kalender, selvom man "bare" skal være statist på Hobbitten ved Moesgaard Museum. Og selvom der ikke er nogen penge i det, er det alle de frivillige timer værd, fortæller en af statisterne.

Det ene øjeblik er de træer, det næste er de trolde og elvere, inden de til sidst agerer fisk og flod.

Som statist har man mange roller og funktioner under de 2,5 time, som Det Kongelige Teaters forestilling Hobbitten tager.

Jens Rasmus Berenth Hansen er en del af det frivillige korps, men han spiller hverken skov, dukkefører eller grøntsag i en suppe. Han er en såkaldt ponystatist.

- Det er mig, der fører den pony, som hovedpersonen Bilbo sidder på. Jeg trækker den rundt på scenen, så man kan sige, at jeg er en del af den levende kulisse, siger han.

Jens Rasmus Berenth Hansen fra Højbjerg er for anden gang statist ved et teaterstykke på Moesgaard Museum. Han kunne ganske enkelt ikke lade være med at melde sig igen. Privatfoto

Det kan måske lyde som en lille, og knapt så vigtig brik i det store teaterpuslespil. Men hvis Jens Rasmus Berenth Hansen ikke er der, så er der ikke nogen til at styre ponyen. Og udgår ponyen, går hele den scene lidt i vasken.

- Vi kunne ikke lave forestillingen uden statisterne. Eller måske kunne vi godt, men så ville det være en helt anderledes forestilling. Det er statisterne, der giver de storslåede billeder, siger statistkoordinator Maria Suh.

Statistkoordinator Maria Suh holder styr på de frivillige tropper. Nogle af statisterne skal blandt andet styre de mange dukker. Foto: Christian Gnutzmann

Hun har ansvaret for at holde styr på de i alt 70 frivillige statister, og hun ser rigeligt til dem. Fra februar til slutningen af april har der været træning og øvegange hver tirsdag og i nogle weekender. Og i løbet af den seneste måned har de mødtes fem gange om ugen i cirka fem-seks timer ad gangen.

Som Roskilde Festival

For Jens Rasmus Berenth Hansen og de øvrige ponystatister er der dog knapt så mange timer i det. De er et par statister mere end ponyer, og derfor kan de skiftes lidt.

Det skal jo være sådan, at en af dem kan være syge, uden at ponyen må udgå af stykket.

Hobbitten på Moesgaard Museum

Det er Det Kongelige Teater, der opfører forestillingen Hobbitten i det fri lige ved Moesgaard Museum.

Det er Nordeuropas største udendørs teatershow med plads til 3.000 gæster ved hver forestilling.

Forestillingen havde premiere fredag den 20. maj og frem til og med 25. juni bliver stykket spillet cirka 30 gange.

Det er tredje gang, at Det Kongelige Teater rykker arsenalet til Moesgaard Museum. I 2017 var det forestillingen Røde Orm, der kunne opleves ved Moesgaard, mens man i 2019 kunne sætte sig til rette på udendørstribunen og se Kong Arthur. Nu er det så blevet Hobbittens tur.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Men selvom Jens Rasmus Berenth Hansen er en del af et rotationsprincip, går der rigtig meget af hans fritid med Hobbitten.

- Jeg er på hver anden eller tredje dag om ugen, og jeg føler, at jeg får rigtig meget igen. Der er et fedt socialt liv, man møder nye venner og får store oplevelser, som man husker for livet.

Der er plads til 3.000 gæster ved udendørsscenen ved Moesgaard Museum. Pressefoto: Miklos Szabo

Og som det jo er med frivilligt arbejde, så er der ingen penge i det. Men det er bestemt heller ikke nødvendigt.

- Atmosfæren her minder mig lidt om, da jeg var på Roskilde Festival i min ungdom. Det er glade mennesker, dejligt vejr og musik. Og så er vi alle sammen med i et projekt, hvor vi kan se, at vi kommer længere for hver dag, siger han.

Med for anden gang

Til dagligt arbejder Jens Rasmus Berenth Hansen som sosuassistent på et plejehjem. Så det er ikke, fordi han mangler noget at give sig til. Og han vidste udmærket, hvad han gik ind til, da han gik til audition på statistrollen på Hobbitten.

Han var nemlig med i 2019, da Moesgaard Museum husede Det Kongelige Teaters Kong Arthur-forestilling.

- Jeg var nødt til at være med igen. Det ville jeg ikke gå glip af. Faktisk var vi 20 frivillige, der efter Kong Arthur oprettede en forening for scenekamp, så det er der kommet et konkret sammenhold ud af, siger Jens Rasmus Berenth Hansen.

Pinde i en hat og lidt flere pinde om håndleddene, og så er statisterne pludselig et træ i en skov. Foto: Christian Gnutzmann 

Man kan måske beskrive statisttilværelsen som lidt af et højskoleophold. Sådan vurderer statistkoordinator Maria Suh det i hvert fald.

Og det er en meget broget flok, der indtager statistrollerne.

- Den yngste er 16, og den ældste er i midten af 60’erne. Vi har folk med alle mulige forskellige baggrunde. Der er chefer, studerende og pensionister, siger Maria Suh.

Forestillingen havde præmiere på Moesgaard Museum fredag, og den kører frem til slutningen af juni.

Hvis ikke der opstår uventede udfordringer, bør det ifølge Lars Clausen fra Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling ikke tage mere end et par uger at anlægge de nødvendige fartbump. Foto: Christian Gnutzmann

Borgerne klagede over hastigheden: Nu skal vejbump få bilisterne til at sænke farten

Otte-ti vejbump skal få farten ned på Grumstolsvej.

Det har Aarhus Kommune besluttet, efter den er blevet gjort opmærksom på for meget fart i bilerne på strækningen fra Hørhavevej til Oddervej.

Borgere har flere gange taget fat i kommune for at fortælle om problematikken, og nu bliver der gjort noget ved det.

I løbet af i år vil Aarhus Kommune anlægge de bump, der gerne skulle få farten på vejen ned til 40 kilometer i timen.

For at genere bustrafikken mindst muligt bliver det de såkaldte pudebump, der skal anlægges. Det er bump, som busserne kan køre henover uden problemer, mens personbilerne bliver tvunget til at lette på speederen.

Det bliver de såkaldte pudebump, der skal få farten ned på en lidt for hurtig vej i Højbjerg. Det fortæller Lars Clausen fra kommunens mobilitetsafdeling, som også kommer med et godt råd til dig, der savner fartdæmpning på din vej.

Der bliver kørt lige friskt nok på Grumstolsvej i Højbjerg.

Det har en række borgere i hvert fald oplevet, og det har flere gange fået dem til at tage fat i Aarhus Kommune.

Og efter kommunens folk selv har foretaget fartmålinger på strækningen mellem Hørhavevej og Oddervej, har de kunnet se, hvad borgerne påpegede. Farten er for høj, og det skal der gøres noget ved.

Derfor vil der i løbet af i år blive etableret vejbump på strækningen.

- Det vil formentlig blive det, vi kalder pudebump, som ikke generer busserne, men som vil få personbilerne til at sænke farten, siger Lars Clausen, der er specialkonsulent i Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling.

Det er endnu ikke besluttet, hvor på Grumstolsvej, der skal etableres vejbump, men det er besluttet, at der skal gøres noget ved farten på vejen. Foto: Christian Gnutzmann

Det skulle gerne dæmpe farten til 40 kilometer i timen. I dag må man køre 50 på strækningen, men kommunens målinger fra 2018 viste, at 85 procent af bilisterne kørte 62 eller derunder, mens resten havde en gennemsnitsfart på mere end 62 i timen.

- For at tilgodese den kollektive trafik, tager vi meget hensyn til busserne, når vi fartdæmper, og på den her strækning har vi kigget på, hvordan vi gør det mest hensigtsmæssigt. Det er blevet udskudt nogle gange, men nu kommer vi til at gøre noget for at øge trygheden og trafiksikkerheden, siger Lars Clausen.

Otte-ti bump

Det kræver et bump for cirka hver 150 meter, hvis det for alvor skal have en effekt på farten. Derfor siger den hurtige hovedregning, at Grumstolsvej i løbet af i år vil blive otte-ti bump rigere.

- Men det er altid en udfordring at placere dem. Der kan både være noget med folks indkørsler og vejens afvanding, men jeg regner med, at det bliver cirka det antal, siger Lars Clausen.

Ifølge Lars Clausen er Grumstolsvej en vej, der med bløde sving "inviterer" til at træde lidt for hårdt på speederen. Foto: Google My Maps

Han kan dog ikke sige, præcist hvordan og hvorledes bumpene bliver placeret, men det er altså planen, at det skal ske i løbet af 2022.

Bliver der kørt for stærkt på din vej?

At Grumstolsvej snart får fartdæmpende tiltag, kan beboerne takke hinanden for.

Det er ikke sikkert, at Aarhus Kommune var blevet klar over problematikken, hvis ikke borgerne havde råbt op.

Og nu sidder du måske og tænker, at bilerne da også kører lige rigeligt stærkt, der hvor du bor. Men hvad er så det bedste at gøre?

- Vi opfordrer til, at man tager fat i sit lokale fællesråd. Vi arbejder sammen, og vi taler løbende med hinanden. Vi oplever et stigende krav fra borgerne om fartdæmpning mange forskellige steder, men vi får den bedste by for de penge, vi har til rådighed, hvis det går igennem fællesrådet, siger Lars Clausen.

Skal Aarhus Havn udvides i retning mod Højbjerg? Det spørgsmål har været heftigt debatteret, og debatten kommer til at fortsætte. Arkivfoto: Axel Schütt

Sæt kryds i kalenderen: Nu skal havneudvidelsen debatteres endnu en gang

Der har været massiv opmærksomhed omkring den mulige udvidelse af Aarhus Havn, og der er ikke noget, der tyder på, at opmærksomheden stilner af lige foreløbig.

I hvert fald er der lagt op til, at interesserede borgere hen over sommeren kan komme til orde igen.

Aarhus Kommune inviterer til to borgerkonferencer ”med henblik på at få uddybet og kvalificeret beslutningsgrundlaget med afsæt i de indkomne høringssvar inden den politiske behandling af sagen”, som det hedder i pressemeddelelsen fra kommunen.

Det første af de to møder bliver afviklet den 21. juni.

Der bliver mulighed for at sige sin mening, komme med inputs og ikke mindst høre, hvad øvrige parter har at sige om den mulige havneudvidelse, når der hen over sommeren afvikles to borgerkonferencer.

Det sidste ord er ikke sagt i debatten om havneudvidelsen.

Heller ikke selvom høringsperioden er afsluttet.

For den massive opmærksomhed og ikke mindst kritik af det store udvidelsesprojekt har fået borgmester Jacob Bundsgaard (S), og rådmanden for Teknik og Miljø Steen Stavnsbo (K) til at tage initiativ til to borgerkonferencer.

Første etape bliver tirsdag den 21. juni, mens anden akt bliver efter sommerferien.

Konferencen den 21. juni bliver på Rådhuset med plads til 500 deltagere. Det vil også være muligt at følge med online. Teknik og Miljø vil komme med mere information om tilmelding og lignende senere.

Først skal der nemlig afvikles to temamøder.

Det første blev holdt allerede tirsdag i denne uge, og igen 7. juni vil der været et nyt møde.

Her kræver det invitation for at deltage, og det er udvalgte interessenter og fagpersoner, der deltager.

De to gange temadrøftelser vil være lukkede for offentligheden, og de vil danne grundlag for den dialog, der skal finde sted på borgerkonferencerne.