Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Flere og flere søer dukker op i Marselisborg skovene. Foto Axel Schütt

Oplev naturen og spis skoven

Sommerferien ligger som en dyne henover de fleste i disse uger. Du er måske lige kommet tilbage fra en dejlig ferie med familie eller venner, eller måske er du først lige kommet afsted. Hvis man da skal afsted.

Lige meget hvad, vil vi her på Skåde-Højbjerg-Holme Liv i hvert fald gerne hjælpe med, at finde på aktiviteter og oplevelser for såvel voksne som børn. Derfor har vi i denne uge fokus på den natur, der ligger omkring os, og bare venter på at give gode sommerferie minder til hele familien.

Om du er til smukke udsigter, lange vandreture eller vil mærke historiens vingesus. Har vi samlet en liste, der kan tilfredsstille de flestes ferieønsker.

Så mangler du en ide til et udflugtssted sammen med venner eller familie, er der i hvert fald syv rigtig gode bud i denne uges nyhedsbrev. Alle stederne ligger indenfor kort afstand af Højbjerg og er nemme at komme til med enten offentlig transport, bil eller for de helt sommerfriske en kort cykeltur.

Guiden har nemlig fået det benspænd, at alle stederne skal ligge i den sydslige del af Aarhus.

Er du mere til at opleve naturen hjemme på terrassen på et godt glas vin i hånden, er der også en løsning på det. Vi har nemlig samlet en masse lækre urter og andre lækkerier fra skovbunden, du kan forsøge dig med hjemme i køkkenet.

Du kan altså finde alle mulige forskellige ting i Aarhus syds skovbund. For at nævne et par af naturvejlederens mange forslag, er der selvfølgelig tale om de velkendte såsom brændenælder og skvalderkål, men også de mere ukendte som eksempelvis springklap, har fået en plads på listen.

Så om du vil sove i shelter, nyde udsigten til Aarhus fra strande og høje eller samle ingredienser ind til aftensmaden og på den måde opleve Aarhus´ natur er der rig mulighed for at finde inspiration her.

God jagt.


Billede af Markus Hjelmager Sørensen
Billede af skribentens underskrift Markus Hjelmager Sørensen Journalist
Giber Å er et af de mange oplagte udflugtsmål, hvis I mangler en aktivitet i sommerferien. Foto: Flemming Krogh

Tag på tur i sommerlandet: Her er syv naturoplevelser for børn og voksne syd for Aarhus

Mangler du et par sommeraktiviteter, der kan aktivere hele familien. Er der her syv rigtig gode bud på endagsture, eller naturoplevelser med en enkelt overnatning.

Der er lidt for enhver smag med både vandreture, udsigtspunkter, en skøn strand og en borg de fleste århusianere nok kender.

Mangler du en god destination til en dagstur eller en enkelt overnatning? Så guider naturvejleder Carsten Lambek dig her til gode naturoplevelser i din baghave.

Sheltertur i Tranbjerg Skov

Sådan ser det ud, når sheltererne ved Grønløkke Allé i Tranbjerg står under vand. Foto: Borgertips til Aarhus Kommune

Hvis du er til stjernehimmel, bålmad og overnatning i det fri, anbefaler naturvejleder Carsten Lambek dig at pakke soveposen og besøge shelterpladsen i Tranbjerg Skov, som ligger lige ned til en lille sø.

Det særlige ved shelterne er, at de er placeret så tæt på søen, som også fungerer som regnvandsbassin, at der om vinteren ofte står vand helt ind under de små træhuse.

Vandstanden varierer meget hen over året, så det kan være en god idé at tage gummistøvler med for en sikkerheds skyld. 

Carsten Lambek anbefaler, at man kombinerer en overnatning med en gåtur rundt om søen og mad over bål. Det er en særlig måde at opleve naturen på, synes han.

- Det fede ved at sove udenfor er, at man oplever naturen, også når det bliver mørkt. Lydene og duftene. Selv som voksen kan man faktisk blive en lille smule bange for de lyde, man hører, fordi ens sanser bliver skærpet utrolig meget, siger han.

Derudover er det en oplevelse at se stjernehimlen uden byens lysforurening og sidde rundt om et ildsted, når mørket falder på.

- Så er man bare sammen, og man behøver ikke at kigge på sin mobiltelefon, når man sidder rundt om et bål, for man har verdens bedste tv lige foran sig, siger Carsten Lambek.

Shelterne kan bookes via www.friluftslivaarhus.dk, og parkering findes på grusvejen mellem Jegstrupvej og Skovgårdsvænget.

Carsten Lambek anbefaler, at man medbringer en sovepose, en hovedpude, lidt brænde til bålet eller et gasblus og noget at lave mad med.

Vilhelmsborg

Det gamle gods set fra luften. Foto: Silas Bang

Vilhelmsborg mellem Mårslet og Beder er også et besøg værd.

Der er tæt løvskov omkring det gamle gods med mange gode vandreruter, og man kan for eksempel gå langs Giber Å og ende ved Moesgaard Strand.

- At gå en tur fra Vilhelmsborg ned mod Moesgaard er for mig som at gå en tur i historiens vingesus, siger Carsten Lambek.

Vilhelmsborg er blandt andet kendt for at have huset H. C. Andersen, når han kom på besøg i Aarhus, og det forlyder blandt andet, at den berømte eventyrforfatter engang var uheldig at køre i Giber Å under et besøg på godset.

- Historien lyder, at H. C. Andersen kører mod godset i hestevogn igennem Vilhelmsborgskoven. Da han skal krydse Giber Å på et stykke, hvor der i dag er en lille jernbro, siges det, at en af hestene bliver skræmt, så hestevognen og H. C. Andersen røg i åen, fortæller Carsten Lambek.

- Man kan jo tænke på, hvor mange eventyr, H. C. Andersen har skrevet på, mens han var på Vilhelmsborg.

Hovedbygningen på Vilhelmsborg er fra 1600-tallet.

Den Blå Skov

De lave træer står næsten gemt mellem højt græs og vilde blomster, som får lov til at vokse vildt. Foto: Kristine Dam Johansen

I de fleste skove vokser træerne ikke bogstavelig talt ind i himlen, men i hvert fald et godt stykke over hovedet på dem, der går rundt på stierne. 

Men hvis man vil opleve en helt ny skov, hvor træerne kun går de fleste til brystet, er Den Blå Skov mellem Beder og Malling et besøg værd. 

Her er Aarhus Kommune, Plant Et Træ og Blue Energy i fuld gang med at anlægge en helt ny skov med 100.000 træer, og rigtig mange af dem er allerede blevet plantet. 

- Der er lavet stier, og man kan opleve træer, der indtil videre kun er 70-100 cm høje. Der er plantet alle mulige slags træer - frugttræer, bøg, eg, elm, birk og andre gængse danske træarter - for at få så stor en biodiversitet som muligt, fortæller Carsten Lambek. 

Træerne i Den Blå Skov står i buer og ikke i snorlige rækker, som man ellers ville have gjort, hvis træerne skulle bruges til tømmer. 

- Der er stier og små vandhuller, som man kommer forbi. Det er skideflot, siger Carsten Lambek. 

Kør til idrætscentret Egelund og gå derfra.

Vandretur fra Ajstrup Strand

Sommerstemning på Ajstrup Strand. Foto: Henrik Havbæk Madsen

En anden smuk gåtur kan man finde ved at tage til Ajstrup Strand og gå nordpå langs vandet.

Går man fra Ajstrup Strand og hele vejen ind til Aarhus C, er der cirka 13 kilometer, men ruten kan opdeles som man vil. 

På vejen nordpå kommer man blandt andet forbi Mariendal strand, hvor der er anlagt nogle særlige pileshelters, som man kan overnatte i. Man kan også nyde udsigten ved Fløjstrup Strand, og går man helt ind til Moesgaard Strand, hvor man kan spise en is og få en kop kaffe. 

- Hvis man kommer om aftenen og er det helt fantastisk at se lyset ind over Aarhus Midtby, mens man går langs vandet. Aarhus er en utrolig smuk by fra den side, siger Carsten Lambek. 

- Samtidig kan man gå i de skove, hvor vikingerne i gamle dage gik på jagt og samlede vilde urter, inden de er tog ind til hovedbyen Aros, siger han.

Fra Ajstrup Strand til Mariendal Strand er der cirka 1,5 kilometer. 

Fra Ajstrup Strand til Fløjstrup Strand er der cirka 2,5 kilometer.

Fra Ajstrup Strand til Moesgaard Strand er der cirka 6 kilometer.

Holme Bjerge

Aarhus by og havn set fra Jelshøj. Foto: Jens Thaysen

Hvis du vil se din by fra bakkens top, er Holme Bjerge et oplagt udflugtsmål. Holme Bjerge er et bakkedrag med en storslået udsigt ind over Aarhus by, og det store naturområde blev fredet i 1967. 

Her finder man blandt andet bronzealderhøjen Jelshøj, hvor man fra toppen kan se byen og Aarhus Havn. 

Der er masser af vandrestier i området med informationstavler undervejs, og man kan dele turen op, som man vil. 

- Har man børn med, som ikke kan gå så langt, kan man nøjes med at gå op på Jelshøj og ned igen, foreslår Carsten Lambek.

Du kan finde en oversigt over vandrestier i området her. 

Giber Å

I Marselisborg Skovene kan man finde en lille træbro, som går over Giber Å. Foto: Flemming Krogh

Et af Carsten Lambeks yndlingssteder i det sydlige Aarhus er Giber Å, som er et udflugtsmål i sig selv.

- Jeg synes, det er noget af det smukkeste at gå langs åen under det grønne tag fra de gamle bøgetræer. Hvis man kigger efter, kan man være heldig at se havørreder i åen, og der er masser af store sten og urter langs bredden, siger han. 

 Går man fra Skovmøllen til Moesgaard Strand er der cirka to kilometer, så børnene også kan være med. 

- Det er en unik oplevelse at gå fra Skovmøllen til Moesgaard Strand. Det er der, hvor vikingerne har færdes, og i gamle dage blev Skovmøllen brugt til at lave mel til Aarhus By. Der har også været erhvervsfiskere, som kunne fiske så meget i Giber Å, at de kunne leve af det, siger Carsten Lambek. 

Solbjerg Skov

Der kan være chance for at finde dyrespor i Solbjerg Skov. Foto: Richard Sylvestersen

Hvis du selv eller dine børn synes, det er hyggeligt at finde dyrespor i skoven, er en tur til Solbjerg Skov et besøg værd, siger Carsten Lambek. 

- Der er et utroligt fint stisystem i skoven, hvor man kan gå forskellige ruter. Det er et godt sted at kigge efter dyrespor, for eksempel spor efter rådyr. Der kan også være en rævegrav eller andre ting, som man kan opdage. Det er lidt nemmere at finde dyrespor i en ny skov end en gammel skov.

Solbjerg Skov blev etableret i 2001 og er 130 hektar. 

I den ene ende af skoven er der lavet hundeskov med en agilitybane.  

Vi guider dig til de bedste naurlige ingredienser syd for Aarhus. Foto: Vild Mad

Sjovt og smagfuldt: Sådan finder du tilbehør til aftensmaden i Aarhus syds natur

Er du en af de mange, der elsker at gå i skoven og nyde naturen, så er denne liste garanteret lige noget for dig.

For hvordan kunne du bruge tiden i skoven bedre, end at samle ingredienser ind til aftensmaden imens du nyder turen. Men hvad er det så lige man skal kigge efter og hvad er i sæson her i sommeren? Ja lige netop det har du du svaret på i denne artikel.

Her er der samlet otte forskellige ting, du kunne finde rundt omkring i skovene i Aarhus Syd. Der er tale båder bær, urter og også den for nogle frygtede brændenælde. Så er der også de mere ukendte som springklap og rød tvetand.

Du kan finde vilde og lækre supplementer til din middag ude i Aarhus Syds natur og samtidig få en god oplevelse med. Vi har allieret os med en naturvejleder, der guider dig til dine sommerurter og bær.

Det giver en særlig følelse, når man helt selv har lavet noget fra bunden. Den halvskæve hylde på væggen. Den hjemmestrikkede sweater. Aftensmaden.

Med netop aftensmaden er det faktisk muligt at lave dele af den fra bunden. Jordbunden, forstås. Jan Kjærgaard er mangeårig naturvejleder og har arbejdet for Naturstyrelsen Søhøjlandet, og han påpeger, at der er mange fine supplementer til aftensmaden at finde i naturen.

- De er rigtig mange fine ting, der smager godt, man kan finde om sommeren. Så er det da også en god oplevelse, at man er ude at finde det selv. Men man skal se det som tilbehør, man skal ikke forsøge at finde ting til en hel middag, siger han.

Han påpeger samtidig, at det især ved urter er vigtigt, at man ved, hvad man laver, når man finder dem ude i naturen.

- Urter er i gennemsnit 30 gange giftigere end svampe. Kommer man til at spise skarntyde, som man tror er spansk kørvel, så er man altså på den, fastslår han.

Urter hører sig dog mest foråret til, påpeger Jan Kjærgaard, der fremhæver sommeren som bærrenes årstid, mens der henover efteråret er højtid for svampe.

Læs Jan Kjærgaards bud på supplementer til maden, som du kan finde i Aarhus Syds natur, herunder.

Rød tvetand

Foto: Vild Mad

Egentlig er rød tvetand en ukrudsplante, som kan vokse de fleste steder. Du kan finde den i strandeng, løvskov, nåleskov og langs hegne, grøftekanter og græsland. Den kan findes hele året og topper fra foråret hen til efteråret. Den har en firkantet stængel, som kan blive op til 40 centimeter høj. 

- Du skal plukke de øverste 15-20 centimeter. Derefter kan du skære dem i nogle gode, rustikke stykker og panere dem i en pankodej. Derefter kan de komme i frituren, så får du nogle rigtig sprøde stykker med en en god smag. Det er en af de urter, du kan samle nok af til et måltid, men det vil nok blive lidt kedeligt, fortæller Jan Kjærgaard. 

Springklap

Foto: Vild Mad

Springklappen kan ifølge Jan Kjærgaard plukkes hele året. 

- Det er den fineste karse, du kan få. Du kan komme den i salaten eller ud over din æggemad, og så kan du også bruge den i akvavit siger han. 

Han påpeger, at det er bedst at finde springklap, der endnu ikke har fået blomster, fordi den kan blive sej herefter. 

Spansk Kørvel

Foto: Vild Mad

Med den spanske kørvel, er det vigtigt, at du ikke kommer til at forveksle den med skarntyde. Sidstnævnte er nemlig giftig. Spansk kørvel finder du i skovbrynet, løvskoven eller i grøftekanten. 

- Hvis du tager bladene og lugter til dem, kan du lugte, at spansk kørvel dufter af anis. Lidt af lakrids. Hvis den ikke lugter af det, kan det være giftigt. 

- Spansk kørvel kan du bruge i brændevin, og bærrene smager af lakrids. 

Pluk ikke spansk kørvels blade helt inde fra stilken, men brug de yderste spidser fra flere planter. 

Sommerbær

Foto: Vild Mad

Sommeren er bærenes højtid, fremhæver Jan Kjærgaard, som anbefaler, at man tager en plasticbøtte med, når man tager i skoven. Lægger man dem i en plasticpose, bliver de ifølge ham smadret. 

- Man kan være så heldig at finde vilde jordbær og hindbær, når man er ude i skoven, og så er det da for dumt, hvis man ikke plukker dem, når man ser dem. Friske bær - det er da helt super, siger han. 

Her er fem bær, du kan finde i naturen.

Skovjordbær, hindbær, brombær fuglekirsebær og korbær kan du finde ude i naturen her til sommer. Bærene holder ikke længe, så du bør opbevare dem køligt. Foto: Vild mad

Brændenælde

Foto: Vild Mad

- I det vilde hjørne af din have har du sikkert brændenælder. Der er ikke noget ved brændenælder, der er sprunget ud. Men hvis du slår dem ned, kommer de tilbage ved denne årstid. 

- Så kan du plukke bladene fra brændenælderne og hakke dem. Jeg plejer at klippe dem i stykker. Så kan du lave brændenældesuppe. 

- Tilføj gerne ris, så portionen bliver fordoblet. Brændenælder har en kraftig smag og kan godt tåle at blive fortyndet. Giv det noget salt og fløde - det er sjældent, fløde skader - og så har du noget rigtig godt tilbehør til for eksempel din friturestegte røde tvetand. 

Det kan være en god idé at plukke brændenælder med en handske for at undgå at dens sviende stik. 

Skvalderkål

Foto: Vild Mad

- Du kan finde den i mudderkanten i skoven, hvor der måske er en bil, der har lavet et spor ved skovstien. Jeg vil dog helst finde den væk fra vejene, hvor der er trafik, siger Jan Kjærgaard.

- Den minder om persille i smagen, og den kan bruges til pesto, tilføjer han.

Strandbede

Foto: Vild Mad

Ved Nordsminde Fjord kan du finde strandbede. Den findes ofte ved i grus eller sandet jord langs strandområder. 

- Den har en fyldig smag, og den minder om asparges. Den er rigtig god at stege i noget smør, siger Jan Kjærgaard. 

Løgkarse

Foto: Vild Mad

Løgkarsen kan du finde i udkanten af skove eller i den vilde del af haven. Du kan kende den på de hvide blomster og lugten af løg. Man kan bruge stort set hele planten til madlavning.

- Løget fra løgkarse kan du bruge som løg. Bladene fra løgkarse kan du bruge til at lave en enormt god pesto. Hvis du gerne vil bruge bladene, skal du tage dem fra ikke blomstrende individer. Du kan desuden bruge frøene fra de blomstrende løgkarseplanter til at lave sennep, siger Jan Kjærgaard.

Lars Thruesen

- Mine bekymringer om, at butikkerne ville forsvinde, er gjort til skamme

Der er frisk luft, der er fred og ro, der er naturperler, og så er der kun en smuttur ind til Aarhus.
Højbjerg har det meste, og derfor har menighedsrådsformand Lars Thruesen svært ved at finde noget at klage over.
Skulle han finde på noget, så skulle det være infrastrukturen, hvor der ifølge Lars Thruesen er steder, hvor bilerne kæmper lidt for meget om pladsen.

Selvom menighedsrådsformand Lars Thruesen fra Holme har svært ved at finde noget at klage over, så har han alligevel et enkelt ønske til politikerne. Der må gerne kigges lidt på infrastrukturen, mener han.

Lars Thruesen, formand for menighedsrådet i Holme Kirke.

Hvornår flyttede du til Højbjerg og hvorfor?

Jeg har sådan set boet her hele mit liv, bortset lige fra da jeg var studerende, hvor jeg boede i Vejlby-Risskov.

Jeg har boet lidt forskellige steder i Holme, og jeg er blevet her, fordi det bare er et fantastisk sted. Det er tæt på naturen, tæt på skoven og tæt på vandet. Og når jeg nu er vokset op her, så har jeg jo fået et tilhørsforhold.

Hvad er dit yndlingssted i Højbjerg?

Jeg bor, så jeg kan se op til Jelshøjvænget, og det må også være mit yndlingssted. Det er et fantastisk sted at komme op og se udsigten fra. Der er bare god udsigt til det hele, så der kommer jeg ofte.

Hvad er det bedste ved Højbjerg?

Det er nærheden til naturen, samtidig med at man bor i en stor by. Altså, det tager ti minutter med bussen, så er man inde i centrum. Der er rigtig god offentlig transport, hvor jeg bor, også selvom vi ikke har letbanen. Men jeg kan komme hen til tre-fire forskellige busser på fem minutter.

Så jeg kan komme alle steder hen, det er meget attraktivt. Og samtidig er vi jo ikke helt inde i byen, så vi har stadig den friske luft. Jeg kan sidde på min terrasse, uden at jeg kan høre en bil. Der er helt stille. Ligesom hvis man tager ti minutter længere syd på. Jeg ved godt, at det ikke er sådan alle steder i Højbjerg, men jeg kan tydeligt høre fuglefløjt, så vi er privilegerede.

Hvad bekymrer dig?

Det er der ikke meget, der gør. Noget, der har bekymret mig, er vores centre. Jeg har været meget bekymret for, at de faldt hen. Der er jo ikke liv i Rundhøj Torv, som der var for mange år siden. Højbjerg har ikke et egentligt centrum, og det kan da godt bekymre mig lidt.

Men måske er vi ved at få det med Kridthøj Torv, som ellers også har været faldet lidt hen. Men nu er det ved at være et fantastisk sted med en ny bager, en god slagter og en god fiskemand blandt andet. Vi har fået et madmekka.

Så mine bekymringer om, at det hele forsvandt, og hvad Højbjerg ville blive for et område, hvis butikkerne blev væk, er gjort til skamme.

Hvis du skulle give en bøn til byrådet, hvad skulle det så være?

Jeg synes egentlig, at der er godt styr på, hvad der bliver lavet af byggeri. Vi har naturen, og den er fredet. Men man kunne godt kigge lidt på infrastrukturen. Det er ved at blive et problem.

Specielt Ringvej Syd kan være træls. Jeg kan dårligt komme ud fra Madsbjergparken om morgenen. Og når det nu er her, jeg holder i kø, så er det også her, jeg opdager problemet.

Men nu laver de Giber Ringvej, og det bliver forhåbentlig en stor del af løsningen.

Samtidig kunne byrådet også godt kigge på at lave et lyskryds i krydset, hvor Saralyst Allé rammer Rosenvangs Allé.

Men ellers har jeg ikke meget at brokke mig over. Jeg er et grundlæggende positivt menneske, og jeg har fået så meget godt af Højbjerg og Holme. Det er også derfor, jeg har valgt at involvere mig i menighedsrådet for at give noget tilbage.