En hest bliver på mystisk vis fundet død ved Holme Mølle.

Dyrlæge Christensen fra midtbyen drager syd på for at finde en dødsårsag, men han må vende hjem uden et svar. Kort tid efter er den gal igen. Samme sted.

Endnu en hest er pludselig fundet død, og endnu en gang må dyrlægen erkende, at han ikke kan finde frem til en dødsårsag.

Men der var noget lorent ved de døde dyr. Det var både dyrlægen og forsikringsselskabet klar over.

Året er 1910, Holme Mølle lå på det, der i dag hedder Holme Møllevej, og havde lige fået ny ejer. Og den nye mølleejer fik sig en mildest talt skrækkelig start på tilværelsen. Sådan kunne det i hvert fald se ud udefra.

For ikke nok med at man fandt en død hest på matriklen, så kunne han et par måneder senere se hele møllen stå i flammer. Det vender vi tilbage til.

Først skal mysteriet om de døde heste opklares.

Selvom dyrlæge Christensen ikke kunne fastslå en dødsårsag, var han ikke helt ubrugelig i sagen. For han havde fat i noget, da han anede uråd og begyndte at spekulere i forsikringssvindel.

Den første døde hest tilhørte ikke mølleren, men en gårdejer, som havde nogle interessante papirer i lommen. Hesten var nemlig forsikret i en sådan grad, at hestens ejermand scorede en pæn gevinst på dens mærkværdige afslutning på livet.

I Århus Stiftstidende kunne man læse, at ”Hesten var forsikret for 500 kroner, en sum, som var mere end tre gange større end hestens virkelige værdi”.

Hesteejeren havde tilfældigvis forsikringspapirerne på sig, og det gjorde kun mistanken om forsikringssvindel større.

Det skulle endda også vise sig, at hestene var købt billigt på grund af forskellige skavanker. Men da hestenes fejl og mangler ikke lige var til at spotte med det blotte øje, lykkedes det for hestenes ejermænd at få dem forsikret til en høj pris.

I Århus Stiftstidende kunne man i februar 1911 læse en artikel med overskriften ”Strangulerings-komplottet”.

Sagens særprægede titel skyldtes, at man var kommet til bunds i, hvordan hestene var døde. De var ganske enkelt blevet kvalt.

Det var dyrlæge Christensen, der løste gåden.

For han måtte igen forlade sin pind i midtbyen. Nu skulle han til Brabrand, hvor endnu en hest var fundet død, og igen var dødsårsagen i første omgang uklar.

Men denne gang gik dyrlægen et skridt længere, end han tidligere havde gjort. Han skar hoved og hals af dyret, så han kunne undersøge det nærmere. Det skriver Højbjerg Holme Lokalhistoriske Arkiv i bogen Fra Landsby til Forstad

”Derhjemme sleb han sine barberknive og barberede hestens hals og nakke ganske glat. Derved opdagede han en fure som fra et reb, der gik rundt om hele halsen”, står der i bogen.

Hesten i Brabrand tilhørte en vognmand, som måtte gå til bekendelse, da politiet på baggrund af dyrlægens arbejde stod med stærke beviser. Han havde været med til at kvæle sin egen hest til fordel for forsikringspengene.

Det endte da også med, at vognmanden blev idømt et halvt års fængsel, men sagen stoppede ikke her. Det blev nemlig i retten vurderet, at den føromtalte gårdejer, som havde forsikringspapirerne i lommen, var den store bagmand i "Strangulerings-komplottet", og han endte med en dom, der lød på seks år i fængsel.

Også mølleren og karlen på Holme Mølle blev idømt en fængselsdom på fire år, da retten mente, at de var medskyldig i kvælningen af heste. Det skriver lokalhistorisk arkiv i bogen Fra Forstad til Landsby.

Det kan måske lyde som nogle hårde domme, men der lå mere end forsikringssvindel og dyrplageri bag.

Og så er vi tilbage til den dårlige start for den nye mølleejer. Måske var han nemlig slet ikke så uheldig, som det først kunne lyde.

Som fortalt havde han jo selv en finger med i spillet om de døde heste, og heller ikke den nedbrændte mølle var helt uden hans aftryk.

Den nye mølleejer overtog Holme Mølle i oktober 1909 ifølge bogen Fra Forstad til Landsby. Den 15. februar kunne man i Århus Stiftstidende læse, at møllen var brændt.

”Ilden var opstået ved, at aksen løb varm. Møllen nedbrændte fuldstændigt. Der var mødt sprøjter fra Viby og Holme, men de kunne intet udrette.”

Men det med den varme akse viste sig ikke at holde stik. Flammerne havde fået hjælp, og branden var påsat.

Mølleejeren og møllekarlen var under heftig mistanke, og de endte med at krybe til korset. Dette skete inden, at hestemysteriet var opklaret. Og det skulle vise sig, at bekendelsen hjalp politiet på vej i hestesagen.

De to mænd endte nemlig med at fortælle ordensmagten en masse interessante ting. De var en del af en ”bande”, måtte man forstå. Og den bande gjorde sig ikke bare i påsatte brande, men også i hestedrab.

Med denne indrømmelse, med dyrlæge Christensens opdagelser og med bekendelsen fra manden fra Brabrand var mistankerne nu massive, og pilen pegede mere end nogensinde på "banden", hvor hestehandleren med forsikringspapirerne var bagmanden.

Mistanken blev til reel viden, retten slog fast, at både mølleren, karlen og den omtalte bagmand var skyldige i den påsatte møllebrand. Summen af brandstiftelse, dyrplageri og forsikringssvindel gav altså flere års fængsel til gruppen af mænd.

I dag er der ingen mølle på Holme Møllevej, og der er heller ingen heste, men det gamle stuehus ligger der endnu.

Ole Tolboe blev en smule paf, da hans moster stillede ham det mærkværdige spørgsmål i 1945.

- Vil du ikke med op og se onkels gevær?

Men det ville han da gerne. Han var trods alt teenager, og hvor tit fik man lige mulighed for at se et gevær helt tæt på.

- Vi gik op på loftet, og hun tog geværet ud af et godt skjult skab. Jeg tænkte godt nok, at der var noget mærkeligt ved det, men jeg anede ikke noget om, hvorfor han havde et gevær på loftet, siger Ole Tolboe, der i dag er 92 år gammel.

Det var et par dage før 5. maj, og da befrielsesdagen endelig kom, gav det hele pludselig mere mening. Ole Tolboes onkel var en del af Skådegruppen. En modstandsgruppebestående af folk fra Højbjerg.

- De trådte frem 5. maj som helte. Det var fantastisk, at vi havde sådan nogle, tænkte vi. På nutidssprog vil man nok sige, at de var seje, siger Ole Tolboe.

Offentliggørelsen af den hidtil hemmelige gruppe gjorde også, at en anden besynderlig oplevelse gav mening for Ole Tolboe.

Han gik nemlig til fodbold i klubben, der dengang hed Kragelund IF. Og da forårssæsonen endelig stod for døren, græsset var blevet grønt, var et nyt hold klar under klubbens faner.

Bagermesteren, frisøren og andet godtfolk fra Højbjerg havde erhvervet sig fodboldstøvler og var klar til at tjatte lidt til bolden.

Tilsyneladende var det dog de færreste på holdet, som primært bestod af voksne mænd, der mestrede spillet. I hvert fald satte det gang i lattermusklerne hos nogle af klubbens unge drenge.

- De var så dårlige, og det var ikke altid, de ramte bolden. Det var ynkeligt, men vi grinede af de her ”gamle mænd”, som kom med deres bøjede knæ. Og det blev kun sjovere af, at tre af vores lærere var med på holdet, fortæller Ole Tolboe.

Det viste sig da også, at holdet ikke var blevet til for at pleje skjulte talenter på fodboldbanen. Det handlede ene og alene om, at Skådegruppens medlemmer skulle i form, så de stod så skarpt som muligt, hvis der skulle blive brug for dem.

- Der var blandt andet en målmand, som var lidt rund i det. Han nåede ikke mange bolde, faktisk var hans opgave mest bare at hente boldene ud af nettet, når der blev scoret på ham. Men de fik brugt fodbolden som deres skalkeskjul til at løbetræne, siger Ole Tolboe.

Foruden onklen kendte Ole Tolboe de fleste af de cirka 30 mænd, der var en del af Skådegruppen. Flere af hans venner og klassekammerater havde fædre i gruppen, og den dag i dag kan han stadig opremse navnene  på størstedelen af gruppens medlemmer.

Og det var sjældent, at de lokale modstandsfolk for alvor var i ilden. Faktisk, fortæller Ole Tolboe, var det kun nogle få timer, før det hele sluttede, at Skådegruppen for alvor fik brug for træningen.

5. maj 1945 skulle magten overdrages, og medlemmer af Skådegruppen udgjorde en del af frihedskæmpernes styrker på Bispetorv i midten af Aarhus. En masse mennesker stimlede sammen om formiddagen, få timer før den officielle overdragelse.

Så gik et gevær af, og helvede brød løs. Et virvar af krudt og kugler fløj mellem modstandsfolkene og en tysk patrulje.

- Vi var taget ind til noget familie i midtbyen, så vi kunne tydeligt høre skuddene. Det var voldsomt at lytte til, siger Ole Tolboe.

Resultatet var også voldsomt. Dagen efter kunne man i Århus Stiftstidende læse, at 11 mennesker mistede livet og 37 blev såret.

Ifølge Ole Tolboe var der ikke nogen af Skådegruppens medlemmer, der mistede livet i skududvekslingen midt i Aarhus.

Og selvom gruppen sjældent var i direkte karambolage med tyskerne, var modstandsarbejdet ikke helt ufarligt. Udover at skulle vare parate, hvis episoder som den på Bispetorv skulle opstå, var det gruppens opgave at skjule våben, der blev kastet ned af engelske fly.

Her havde gruppens leder særledes meget is i maven.

Det var lærer Vilhelmsen, der stod i spidsen for Skådegruppen, og som lærer på Skåde Skole boede han og familien i en af lejlighederne på skolens øverste etage.

Resten af skolen var optaget af de tyske tropper, som boede i klasselokalerne nedenunder.

På trods af at det vrimlede med tyskere, var skolens kælder fyldt med engelske våben. Skolelæreren og lederen af gruppen, vadede ganske enkelt bare forbi soldaterne med tasken fyldt med våbendele.

”Han bar dem forbi den tyske vagt på skolen og ned i vores kælder. Godset bestod af små sække, der indeholdt dele som senere skulle sammensættes. Der var aldrig nogle af vagterne, der fik mistanke til os, men jeg har tit siddet alene med børnene og med kælderen fuld af engelske våben.”

Sådan lyder det i en beretning fra Højbjerg Holme Lokalhistoriske Arkiv. Det er Vilhelmsens kone, der har fortalt om sine oplevelser.

Tyskerne havde opstillet store kanoner flere steder i området omkring Skåde, så de kunne forsvare sig, hvis fjenden skulle komme fra bugten.

Det var derfor, at Skåde Skole for en stund agerede tysk barak.

Men da befrielsen var en realitet, og tyskerne var forduftet, var det op til Skådegruppen at bevogte på kanonerne, ammunitionen, og hvad der ellers var ved de kampklare stationer.

Ole Tolboe og hans kammerater kunne ikke lade være med at snuse rundt og kigge til de store kanoner, og en dag fik Ole Tolboe og god nyhed.

- En af mine venner kom og sagde, at nu var der en kanon, hvor der ikke var nogen vagter, og så skyndte vi os afsted. Alt var ryddet, næsten. Jeg fandt en stor patron, som var glemt i en underjordisk bunker, men den gled ud af det paprør, den var i, og faldt ned på betongulvet. Jeg var stiv af skræk, for jeg var sikker på, at den ville eksplodere, og at jeg så ville miste et ben, da den ramte gulvet. Men en eksploderede selvfølgelig ikke.

Kort tid efter blev der ryddet op ved de store forsvarsanlæg, og der var ikke længere brug for vagter, og lidt efter lidt forsvandt Skådegruppen og de andre modstandsbevægelser.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Det er titlen på et boligprogram, og det er tilsyneladende opskriften på at kunne sætte et tocifret millionbeløb på villaen. Især når man som trumf kan tilbyde en masse plads at boltre sig på.

Ikke overraskende så sender gps’en dig afsted mod en bestemt del af postnummeret, hvis du vil på jagt efter områdets dyreste boliger på markedet.

Der er lige nu ni boliger til salg for mere end 10 millioner kroner.