Der står et stort rundt nul ud for Skåde Skole i kommunens opgørelse for, hvor mange procent af boligerne i skoledistrikterne, der er almene boliger.

Det må siges at være så langt fra at komme op på de 25 procent, som ellers er den samlede målsætningen for kommunen.

Og selvom en ny plan for flere almene boliger i kommunen netop er vedtaget i byrådet, er Skåde ikke udpeget som et distrikt, hvor der umiddelbart skal sættes ind.

Man kan derfor fristes til at spørge, om politikerne helt har glemt distriktet med færrest almene boliger?

- Jeg synes, det er en fejl, at Skåde ikke er en del af planen, for hvis blandingsteorien skal have virkning, skal det jo være sådan at direktørens børn møder arbejdsklassens børn, siger Enhedslistens Solveig Munk, der er konstitueret formand for Teknisk Udvalg.

Hun kritiserer planen for, at den udelukkende fokuserer på oplandsbyerne udenfor ringvejen. Det efterlader netop Skåde Skoledistrikt uden en køreplan for flere almene boliger. Det samme gør sig gældende for Strandskolen i Risskov, hvor der også er meget få almene boliger.

- Det er traditionelle velhaverkvarterer, og hvis man vil have en spredning i befolkningen, så er det en god ide med boliger, der er til at betale, siger Solveig Munk.

Mens man ikke kan opstøve en almen bolig i det distrikt, der hører til Skåde Skole, så skal man ikke bevæge sig ret langt, før man finder dem.

I Beder er 22 procent af boligerne almene, mens Kragelundskolens distrikt har 42 procent almene boliger, og Holme Skole har 50 procent.

De almene boliger findes altså i området og indenfor postnummer 8270, men ikke i Skåde. Og ifølge Tom Nielsen, der er professor ved Arkitektskolen Aarhus og har forsket i by og landskab, er den simple forklaring, at byggegrundene i Skåde ganske enkelt har været for dyre, da der skulle opføres alment boligbyggeri.

- Mange almene boliger blev bygget i efterkrigstiden, hvor der var brug for dem, og her var meget af den gode jord bebygget med villaer, og så måtte man bygge almene boliger, hvor jorden var billig, siger han.

Det kan der i princippet godt gøres noget ved. Byrådet kan planlægge sig ind i en tid, hvor almene boliger skal fylde mere i området som Skåde. Men Tom Nielsen tvivler på, at fremtiden byder på ret mange flere almene boliger til de områder.

- Kluden er vredet, og der er ikke ret meget plads at bygge på. Det kan godt være, man kan finde må steder, men jeg vil tro, at det bliver meget begrænset, siger han.

Skåde hører til blandt de dyreste postnumre i Aarhus Kommune. Det kommer sikkert ikke som nogen stor overraskelse.

Og med prisernes udvikling er der ikke noget, der umiddelbart tyder på, at befolkningen bliver mere blandet i skoledistriktet i Skåde.

Den nye plan for almene boliger i Aarhus Kommune lægger op til, at nybyggeri i højere grad skal indeholde en vis procentdel almene boliger. Men ifølge Solveig Munk kan det blive nødvendigt at tage andre redskaber i brug.

Folketinget ventes senere i år at vedtage en ny lov, som blandt andet gør det muligt for Aarhus Kommune at opkøbe villaer for i stedet at bygge almene boliger. Og det er en mulighed, Aarhus Kommune bør gribe, mener Solveig Munk.

- Lige nu bruger vi kvotetildelingen, hvor en andel af boliger i nye byggeprojekter skal være almene, men vi har brug for flere redskaber, siger Solveig Munk.

Vil du være klar til at købe private ud af deres boliger for at rive boligerne ned og så lave almene boliger i Skåde?

- Ja, det vil jeg være klar til. Det er ikke ensbetydende med, at man skal rive villaerne ned. Måske kan de bare bygges om, siger hun

Tidligere har Aarhus Kommune ikke på samme måde som nu haft muligheden for at stille krav til, hvor stor en procentdel af nye byggeprojekter, der skal udgøres af almene boliger. I 2015 gjorde Folketinget det dog muligt for landets kommuner at gøre krav på, at en fjerdedel af boligerne i nye lokalplaner skal være almennyttige.

Så i stedet for potentielt at opkøbe villaer for at bygge almene boliger i Skåde Skoles skoledistrikt, så Solveig Munks kollega i Teknisk Udvalg Steffen Wich (S) hellere, at andelen af almene boliger øges naturligt via byudviklingen.

- Jeg synes, der skal være grænser for, hvor mange kræfter man skal bruge på at ændre de lave procentsatser. Det skal komme helt naturligt med byudviklingen. Men det er klart, at vil man bygge i et område med en lille andel almene boliger, så skal man virkelige have gode argumenter for at slippe for det nye administrationsgrundlag med kravet om 25 procent, siger han.

Et andet medlem af Teknisk Udvalg Jakob Søgaard Clausen (DF) er enig med Steffen Wich. Der skal arbejdes for flere almene boliger i Skåde, men det må ikke blive for enhver pris.

- Kravet om 25 procent er en god balance, som skal bruges i forbindelse med udarbejdelsen af nye lokalplaner. Vi skal ikke til at rage gammelt ned for at bane vejen for flere almene boliger, han.

Bente Lykke Sørensen, der er bystrategisk chef i Aarhus Kommune, fortæller, at der lige nu er tre redskaber for at sikre flere almene tilbud.

Først og fremmest kan der lægges et krav om op til 25 procent almene boliger ind i en lokalplan. Det vil tvinge en eventuel byudvikler til at lave et antal almene boliger.

Samtidig kan det være, at en boligorganisation ejer en byggegrund eller har mulighed for at købe en, hvor de så vil opføre almene boliger.

Sidst men ikke mindst kan det være, at kommunen har noget jord på hånden, som kan bruges til opførelsen af det billigere tilbud. Og denne mulighed ser ud til at være til stede på et lille stykke jord i Skåde.

- Kommunen ejer en lille kommunal grund i distriktet, hvor vi er ved at se på muligheden for almene boliger. Men selv hvis det lykkes, så taler vi ikke om ret mange. Måske otte-ti stykker, siger hun uden at kunne uddybe det nærmere.

Så vidt de mulige greb, der kan betyde flere almene boliger. Senere på året kan et fjerde redskab altså lande i politikernes værktøjskasse, hvis det bliver muligt at opkøbe villaer for at lave dem til almene boliger.

- Hvis den vedtages af Folketinget, får vi muligheden for at gøre brug for nogle nye værktøjer til at sikre flere almene boliger, men lovpakken skal drøftes politisk i byrådet. De skal tage stilling til, hvad der giver mening at bruge i en århusiansk kontekst, og hvilke værktøjer man gerne vil gøre brug af, siger Bente Lykke Sørensen.

Umiddelbart er der langt fra flerstjernede michelinrestauranter i Japan og Tyskland til et lille lokale i Højbjerg og håndlavede ispinde.

Ikke desto mindre er det den vej, Hussein Mustapha har taget. Han har været kok på michelinrestauranter, men nu laver han hjemmelavede is.

Og når alt kommer til alt, er der faktisk ikke så stor forskel alligevel. Det handler om at nørde med tingene, bruge gode råvarer og ramme de helt rigtige smage.

Det har Hussein Mustapha gjort i sin tid som kok, og nu gør han det som selvstændig isproducent med forretningen Spis Ispinde.

- For mig er det at lave den perfekte ispind det samme som at stå med en kuvert til 2.500 kroner. Det handler om at nørde og om at gå i dybden med tingene. Og her kan jeg også få lov til at være lidt funky og eksperimentere, siger han.

Og det må man sige, at han gør. Der er et stykke vej fra Hussein Mustaphas varianter som Mokka Morten, Mango Marie og Peanut Paul til det, man finder i fryseboksen tæt på kassen i Rema 1000 eller Netto.

Faktisk har han tidligere testet endnu mere specielle varianter af.

- Jeg har lavet en is med kaviar, og jeg har også prøvet en med østers. Jeg synes jo ikke, at det kan blive for funky, men det handler også om at finde en balance. Det må ikke være røvkedeligt, men der skal selvfølgelig også gerne være salg i isene, siger han.

Hussein Mustapha henter en plastikbøtte fyldt med hvid chokolade. Ægte hvid chokolade. Her er ingen pulverprodukter. Det gør han meget ud af at fortælle.

Chokoladen skal smeltes, så det kan komme på som det sidste overtræk af varianten Peanut Paul.

Hver eneste is bliver dyppet i den smeltede chokolade. To ad gangen, en i hver hånd, ned i chokoladen så de er halvt dækket. Op igen og så på køl.

- Det tager cirka fem dage for mig at lave en is. Først skal selve ismassen laves, så skal den stå lidt, så skal overtrækket laves og smages til. Det skal stå lidt, og så skal isene dyppes.

De ryger tilbage i fryseren, nu med det hvide overtræk. Hussein Mustapha går videre til dagens næste opgave.

To spande med henholdsvis hindbær og havtorn skal gøres klar til at komme på isene.

De er smagt til, og nu skal det bare blendes.

- Det er økologiske hindbær, og de smager virkelig godt.

Man kan måske diskutere, om ikke der trods alt er forskel på at være kok i køkkenet på en Michelin-restaurant og så på at gå og dyppe sine egne is i et lille lokale syd for Aarhus.

Men selvom der er forskelle, er der ifølge Hussein Mustapha også klare ligheder. Han smager i hvert fald lige så meget på varerne her, som da han arbejdede som kok.

- Det handler om at få det bedste ud af råvarerne. Hvordan får jeg den bedste smag fra jordbærrene? Det er jeg nødt til at smage til for at finde ud af, siger han.

Det kan lyde som et drømmejob sådan at gå og prøvesmage is dagen lang. Det er det måske også, men det kan altså også have en bagside.

- I starten tog jeg 10-12 kilo på. Jeg kunne jo ikke nøjes med bare at smage lidt af isen, jeg var nødt til at spise en hel for at finde ud af, om det fungerede. Og der er altså gods i de her is, siger han.

De kilo har han dog smidt igen, og nu behøver han ikke gå at spise is hele tiden. Selvom det udefra set må være en stort set umulig opgave at holde sig fra de kolde varer.

Ligesom isene er lavet helt fra bunden af, så er Hussein Mustaphas lille forretningseventyr også startet, som en hver romantisk iværksætterhistorie bør gøre.

Han startede med at købe nogle små maskiner, og så indrettede han sin seks kvadratmeter store kælder til isproduktion.

Men det siger næsten sig selv, at seks kvadratmeter hurtigt bliver for trangt, hvis der for alvor skal produceres is. Han rykkede derfor til Street Food i Horsens.

Det blev dog aldrig den store succes, og et par måneder senere flyttede han tilbage til Aarhus, hvor han altså var så heldig at få fat i lokalet på Jelshøjvænget ved krydset mellem Oddervej og Ringvej Syd.

- Det er et perfekt sted. Det må godt være sådan lidt hemmeligt, og jeg har ikke planer om at skulle ligge på et torv. Det skal være noget helt særligt, som her, siger Hussein Mustapha.

Med tiden er det planen, at han vil sælge sine håndlavede is direkte fra køkkenets vindue. Men så langt er han ikke endnu.

- Lige nu sælger jeg gennem mine ni forhandlere, og jeg har travlt. Faktisk siger jeg nej til nogle, fordi jeg skal kunne følge med. Jeg vil ikke lave masseproduktion, for det skal netop ikke være ren industri. Jeg skal selv kunne følge med.

Forhandlerne ligger både i København, Vejle og i Aarhus. Der er dog endnu ingen steder i Højbjerg, man kan finde de hjemmelavede is. Man kan til gengæld købe dem på blandt andet Aros og i Nabo Kiosk ved Ingerslev Boulevard.

Der er gang i køkkenet. Fryserne er fyldte med færdiglavede is. Det går godt, for den selvstændige ismand. Også selvom han arbejder rigtig meget og derfor ikke tør begynde at regne på sin timeløn.

Men selvom han er glad og tilfreds med tilværelsen, så ved han godt, at han har kastet sig ud i en branche, hvor salget kan afhænge meget af vejret.

Det er trods alt de færreste, der hiver en lækker ispind op af frysedisken i kiosken om vinteren, hvor vejret føles lige så koldt som isene.

- Jeg tænker meget over, hvad jeg skal gøre til vinter. Det kan være, at jeg skal lave en julekalenderis.

Det kan også være, at han kaster sig ud i at proppe isen ned i en bøtte. Det kender vi jo fra dagligvarebutikkerne, hvor forskellige isproducenter er repræsenteret i frostboksen.

- Og jeg ved, at der også bliver solgt den slags is om vinteren, jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg skal gøre.

Maria viser stolt kaninen Frederik frem.

Den har mad, vand og et rent bur at hoppe rundt i. Det er i høj grad Marias fortjeneste, for det er hende, der passer og plejer den, og hun fanger den, når den stikker af.

Maria er udviklingshæmmet, og hun er en af seks beboere på botilbuddet Solgården i Vikingedalen i udkanten af Skåde.

- Det er et dejligt sted at bo, siger Maria, der dog synes, at hendes nabo spillede lidt for høj musik aftenen forinden. Ellers har hun ikke noget at sætte en finger på.

Hendes fem naboer er alle udviklingshæmmede med autisme. Fælles for dem er det, at det ofte kræver en eller anden form for motivation at komme udenfor lejligheden.

For Maria er kaninen Frederik et vigtigt element i dagligdagen, og snart kan der komme mere af den slags.

Der er nemlig en gedigen opgradering af områdets udearealer på vej. Lige nu er der en stor græsplæne med fodboldmål, træer og andet godt, men om halvandet år skulle der gerne stå et større slaraffenland af udeoplevelser klar.

Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilliget 2,8 millioner kroner til Vikingedalen, som blandt andet huser Solgården. Og de midler skal bruges på at gøre området mere interessant.

Vikingedalen huser både Solgården og Sagagården, der snart er klar til indflytning. Her bor voksne udviklingshæmmede med autisme.

På den anden side af de grønne områder ligger Børne Centeret for børn og familier, der har brug for en særlig indsats, som også kommer til at få glæde af de lige knap tre millioner kroner.

Der skal laves legeplads til både børn og voksne, kolonihave, parkourbane, bålhytte og sansehave.

- Det er vigtigt, at vi udvikler os, og at vi skaber mange muligheder for borgerne, så der er noget, som de har lyst til at lave. Det kan være, at en synes, at kolonihaven er enormt tryg at være i, og det kan være, at en synes, det er fedt at være i sansehaven, hvor der skal være bærbuske, sten og vand og måske udendørs musikinstrumenter, siger Simon Sandbo, der er afdelingsleder på Solgården.

Han glæder sig over, at nogen kigger i deres retning, og at der bliver gjort noget godt for borgerne i Vikingedalen.

- Det er dejligt, at vi kan få de her ting. Selvom det kommer til at give byggerod, så er det bare vildt godt givet ud. Det giver borgerne stor værdi, og de kan udfordre sig selv på en anden måde ved for eksempel at gå på en balancebom, siger han.

Kaninen Frederik skal altså håbe på, at Maria ikke bliver alt for glad for de nye faciliteter. Men mon ikke, at hun nok skal få tid til stadig at fodre det lille kæledyr. Ellers kan det være, at hun får en hjælper eller to.

For der er nemlig flere borgere på vej til Vikingedalen.

Til oktober står Sagagården klar, og her flytter seks nye borgere ind.

Når de gør det, markerer det samtidig to årsdagen for Solgården. Tilbuddet åbnede i oktober 2020, og selvom der er blevet bygget og renoveret på området lige siden, så er det gået rigtig godt med opstarten af stedet, fortæller Simon Sandbo.

- Jeg synes, at vi er kommet over den stressperiode, det kan være for borgerne at flytte i andre omgivelser. Nu kender de stedet og medarbejderne, så jeg synes virkelig, at det går godt, siger han.