Der er poser alle vegne. Bilerne er stopfyldte med vandflasker, dyner og kopnudler.

10-12 personer går rastløst rundt mellem poserne. De hilser på hinanden og præsenterer sig. Spørger om ting som ”hvad tænker I egentlig med overnatning på vej derned?”.

De sidste detaljer skal på plads, og der skal findes sprækker i bagagerummene til de poser, som stadig ligger hulter til bulter på parkeringspladsen.

Sådan startede det for familien Larsen fra Holme. Det var i marts, kort tid efter at krigen i Ukraine brød ud.

Peter, Johanne og Lone Larsen smed alt, de havde i hænderne og fik på få dage arrangeret en tur til den polsk-ukrainske grænse. Med sig derned havde de et utal af sække med ting, som andre havde doneret. Med retur havde de 15 ukrainere.

På det tidspunkt var de en del af det, der mindede om en dansk konvoj, hvor privatpersoner gjorde som familien Larsen og kørte alt mulig brugbart ned til de trængte ukrainere.

Men siden er fokusset på krigen blevet mindre og mindre. Sådan er det ikke gået hos familien Larsen.

Tværtimod. Det har nærmere grebet om sig, og tingene ligger ikke længere i en uoverskuelig stak på en parkeringsplads i Kalkærparken i Holme.

- Vi har to lagerrum til alle tingene, og vi sorterer det i kasser, så det er nemmere at holde styr på, og vi sørger for at vaske alt tøjet inden, hvis det er nødvendigt. Og så samler vi kun det ind, der er behov for, siger Johanne Larsen, der er familiens datter.

Hvis de kunne, så kørte de mere eller mindre i pendulfart mellem Holme og Ukraine. Men det kan de af gode grunde ikke.

Peter Rasmussen har et arbejde, han skal passe, Johanne Larsen har to jobs, der skal findes tid til, mens Lone Larsen er førtidspensionist. Og de skal jo også lige have tid til at få styr på alt det, der bliver doneret.

I alt er det blevet til fem ture for den lille familie til Ukraine. De fire af dem var med stoppested ved grænsen til Ukraine, og i november var Johanne og Lone Larsen helt inde i det krigsramte land.

- Vi boede på et hotel inde midt i Lviv, så det var ikke krig-krig på den måde, siger Lone Larsen, der bliver afbrudt af datteren.

- Det var faktisk lidt som en helt almindelig storby, hvor folk går på restaurant og forsøger at have en hverdag, siger Johanne Larsen.

Men alligevel var det langt fra at være en almindelig storbytur. For da de to kvinder fra Holme var ude for at se et børnehospital, gik luftalarmen.

- Så måtte vi i kælderen. Vi tænkte, at vi skulle skynde os helt vildt, men ukrainerne var vant til det. ”Vi kan godt lige gøre det her færdigt inden”, var deres tankegang, siger Lone Larsen.

- Det var den eneste gang, at der var alarm og bombardement, mens vi var der. Det var vi heldige med, sagde de til os.

Men den ene gang var også mere end rigeligt, og det var nok til, at Johanne og Lone Larsen fik en smagsprøve på den frygtelige tilværelse.

- Der lå en to uger gammel baby på intensivafdelingen, og den måtte jo blive liggende på hospitalet, mens vi andre gik i sikkerhed. Det gør bare endnu mere ondt i hjertet, når man nu har mødt menneskerne, og man kan jo ikke lade være med at tænke på den her lille baby og være bange på den og familiens vegne, siger Johanne Larsen.

- Det er hårdt at se, hvor ramte de er, siger Lone Larsen.

På turen til Lviv var Johanne og Lone Larsen rundt og se flere af de steder, de i fremtiden skal arbejde sammen med. To børnehjem og så børnehospitalet. Arbejdet fortsætter.

- Vi kan ikke stoppe nu, hvor vi har set de her ting. Vi har bare lyst til at tage af sted igen, og det skal vi også i starten af januar, siger Lone Larsen.

Det hele er frivilligt, og faktisk har familien selv betalt udgifterne ved de første fire ture til Ukraine. Den seneste tur blev sponsoreret. Men det handler ikke om penge.

Faktisk nævner de slet ikke økonomien, når de bliver spurgt til, hvor længe de skal blive ved.

- Så længe vi kan hjælpe, kører vi ikke træt i det. Ellers tror jeg, at det var sket allerede, siger Lone Larsen, der overlader ordet til sin datter.

- Men det skal give mening selvfølgelig. Hvis vi på et tidspunkt stopper med at få donationer, så giver det jo ikke så meget mening. Det gør det heller ikke, hvis vi ikke kan finde steder dernede, vi kan hjælpe.

Familien Larsen laver det frivillige arbejde under navnet Together For You. Du kan finde Facebooksiden her.

Det var ambitiøst, da Lisbeth Olesen satte sig for at skulle samle et ton skrald i naturen i løbet af 2022.

Men det var ingen sag, viste det sig. Allerede i maj havde hun sammen med andre frivillige nået den høje målsætning. Og så satte hun en ny.

Nu skulle der samles to tons i løbet af 2022. Den målsætning er også næsten nået. Der mangler kun det sidste, og det skal nok komme i sækken, inden 22 bliver til 23.

- Der er nogle steder, hvor man tænker ”hold da magle”. Affaldet ligger simpelthen i lag. Så vi skal nok nå op på de to tons, siger Lisbeth Olesen.

Hun har i lang tid samlet skrald på sine gåture for sig selv, men i år er den frivillige hobby blevet til en bevægelse.

”En for holdet” hedder den. På Facebook lægger Lisbeth Olesen løbende billeder op fra skraldeture og holder resten af skraldekorpset opdateret på, hvor mange kilo der er fjernet fra naturen.

- Det er skræmmende, at vi snart har samlet to tons på et år. Det er cirka 400 sække fyldt med affald, og det synes jeg, at der skal skabes opmærksomhed omkring, siger hun.

Når der bliver lagt billeder op i gruppen En for holdet af ”dagens frivillige hold”, kan man udover Lisbeth Olesen også ofte se Metin Lindved Aydin (R). Han bor selv i Højbjerg og sidder i byrådet.

Men han er også den eneste politiker, der er hoppet med på skraldevognen. Og det er her, Lisbeth Olesens næste ambition kommer ind i billedet.

- Jeg vil gerne have flere med, så politikerne selv kan se, hvor meget skrald der ligger rundt omkring.

Hun vil især gerne have gjort noget ved de mange skraldespande, der står i offentligheden.

- Der bør være låg på dem. Fugle og ræve tager skrald op og spreder det. Og så er der nok bare behov for en holdningsændring, så vi bliver bedre til ikke at smide skraldet i naturen. Det kræver måske, at der bliver sat gang i nogle kampagner.

Hun har da også haft fat i flere af kommunens politikere.

- De ved godt, hvem jeg er efterhånden. Jeg har skrevet til flere rådmænd og inviteret dem med på tur. Det har de ikke været endnu, men bare det, at de kender til problemet, gør jo, at vi er på vej.

Rom blev ikke bygget på en dag, og Højbjerg og Aarhus bliver ikke skraldefri på en søndag. Det ved Lisbeth Olesen udmærket godt.

Men det gør en forskel, når hun og de andre tager hapseren og sækken med i naturen.

- Jeg kan jo se, at nogle steder bliver renere. På Østhavnsvej ved havnen for eksempel er der slet ikke så meget skrald som før, siger hun.

Derfor slår hun fast, at hun også i det nye år kommer til at gøre sit for at holde naturen ren.

- Vi fortsætter selvfølgelig. Det er jo også en fantastisk måde at tømme hovedet og få noget motion på. Og så møder jeg en masse andre mennesker samtidig.

Om det så bliver et, to eller måske endnu flere tons, der ryger i sækken, må tiden vise. Hun skal jo også lige have tid til at passe sit job som selvstændig klinisk kostvejleder.

- Der skal både ryddes op i naturen og i ubalance i kroppen, siger Lisbeth Olesen.