Byrådet har betænkeligheder ved nyt boligbyggeri: Stiller væsentligt krav til udviklerne bag projektet
Projektet med 29 seniorboliger på Oddervej fik ros på onsdagens byrådsmøde. Men da det også fik ris, kunne politikerne ikke endegyldigt vedtage den nye lokalplan og dermed give projektet grønt lys.
Det var blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt politikerne og borgerne kan være sikre på, at seniorboligerne ikke bliver ændret til bare at være boliger og dermed en standardmodel, som alle kan få fingrene i.
Det var også spørgsmål om trafik, bebyggelsesprocent og en bevaringsværdig bygning, som gjorde, at Byrådet valgte at sende projektet til behandling og yderligere belysning i teknisk udvalg.
Det betyder, at projektet i høj grad stadig kan være på vej, men politikerne er bare ikke færdige med at vurdere på det endnu.
De 29 seniorboliger, der længe har været på tegnebrættet på Oddervej tæt på Højbjerg Torv, må vente lidt længere på at blive vedtaget.
I første omgang blev det sendt til en ekstra politisk behandling, da der var betænkeligheder fra alle sider af byrådssalen.
- Hvordan er det lige, at vi sikrer, at det rent faktisk bliver seniorboliger? Som vi læser det, kan der laves en simpel vedtægtsændring, og så kan det være noget andet, sagde Jesper Kjeldsen (S) på onsdagens byrådsmøde.
Nogenlunde de samme ord gik igen hos alle, der satte sig til mikrofonen under behandlingen af projektet.
- Vi ved jo, at enkelte kan finde på at ændre vedtægterne, når man har fået lokalplanen igennem. Derfor har vi lige behov for at kigge bygherre i øjnene og sige, at det er det her, vi går med, lød det fra Venstres Gert Bjerregaard.
Projektet blev derfor ikke vedtaget, hvilket der ellers var lagt op til. I stedet blev byggeriet sendt videre til behandling i teknisk udvalg, hvor politikerne gjorde meget ud af at anbefale naboer, bygherre og andre interessenter at troppe op og tale deres sag.
Det lover vi
Udviklerne bag projektet har hele tiden slået på, at de 29 lejligheder udelukkende skal være forbeholdt personer over 50 år uden hjemmeboende børn.
Seniorboliger på Oddervej
Projektet skal ligge på Oddervej 75-79 tæt på Højbjerg Torv.
Forslaget går på, at der skal laves 29 lejeboliger, hvor de fleste af dem bliver under 60 kvadratmeter.
At de bliver betegnet som seniorboliger i dette tilfælde betyder, at de er forbeholdt personer over 50 år, som ikke har hjemmeboende børn. Det vil man i princippet kunne lave om i fremtiden.
Byggeriet bliver i alt 2.024 kvadratmeter i tre etager.
Der bliver lavet et fælleshus i to etager, og så vil der blive lavet 18 parkeringspladser og 80 cykelparkeringspladser.
Byggeriet kommer til at erstatte tre nuværende bygninger på Oddervej.
Men begrebet seniorboliger kan, som det blev nævnt i byrådssalen, være en måde at sælge projektet og overbevise politikerne på.
Kan du love, at I ikke kommer til at ændre på vedtægterne?
- Det kan jeg 100 procent. Vi har ikke noget imod at blive låst i en form for servitut. Vi står gerne på mål for, at det her bliver seniorboliger, siger Matias Thorn, der er en af de to udviklere bag projektet.
Hvad så, hvis I kommer i en situation, hvor I ikke kan leje boligerne ud. Kunne I så finde på at ændre i vedtægterne?
- Jeg tror ikke på, at vi kommer i sådan en situation. Alle undersøgelser siger, at der er kæmpe interesse for seniorbofællesskaber. Det er svært at finde sådan nogle i Aarhus, og her er man tæt på indkøb, busser og skoven, siger Matias Thorn.
Kan man nøjes med at rive to bygninger ned?
Spørgsmålet om seniorboliger eller en fremtid som ganske almindelige lejligheder til alle og enhver, var ikke det eneste, der fik politikerne til at trille projektet videre til udvalgsbehandling.
Blandt andet blev der fra flere byrådsmedlemmer også stillet spørgsmål til ideen om at rive bygningen med en bevaringsværdi på fire ned.
- Man fjerner en bygning, som er med til at vise, hvordan området har set ud i sin tid. Jeg synes, det er en flot bygning, så for mit vedkommende kommer jeg ikke til at bakke op om at rive den ned. Jeg vil hellere se et projekt, som tager højde for at bevare den. Så til udvalgsbehandling vil jeg gerne se et bud på, hvordan det kan se ud, hvis man bevarer den, sagde løsgænger Jakob Søgaard Clausen på byrådsmødet onsdag.
Den omtalte bygning er en af tre, der skal rives ned for at gøre plads til det nye byggeri. Og kan de ikke alle tre rives ned, så bliver der ikke noget projekt. Det slår udvikler Matias Thorn fast.
- Det er fint at tage spørgsmålet op, men vi kan ikke bevare det i midten. Jeg ville ønske, at politikerne havde været ude at se bygningen, for kommunens afdeling, der sidder med det her, har set på den, og den er misligholdt, og den har ikke en høj værdi for området som sådan, siger han.
Dobbelt så høj bebyggelsesprocent
Et andet af sagens centrale punkter er bebyggelsesprocenten. Den ligger på 105, hvilket er markant mere end de 50 procent, som de nuværende rammer tillader. Det har naboerne og fællesrådet opponeret imod, og det blev også taget op i byrådssalen.
Her blev der stillet spørgsmål til, om der kunne barberes noget af procenten. Det kan der ikke ifølge Matias Thorn.
- Så kan vi ikke få det til at hænge sammen. Vi har kigget på naboejendommen, som har en bebyggelsesprocent på 110, og vi kommer til at bygge en etage under naboen.
Men derfor siger de nuværende rammer stadig, at der ikke må bygges i mere end 50 procent. Kan du forstå, at naboerne ikke er begejstrede for jeres bebyggelsesprocent?
- Det forstår jeg godt, men når man bor i en by, kan der komme nye projekter. Og den gamle byplanvedtægt er lavet efter gamle forhold, hvor man i dag bare bygger med en højere bebyggelsesprocent, siger Matias Thorn.
En ekstra dans
Sidst men ikke mindst nævnte flere politikere trafikken som et punkt, der bør belyses yderligere.
Særligt på Solbrinken, der går parallelt med Oddervej, kan der risikere at komme mere trafik, lød bekymringen blandt andet på byrådsmødet.
- Jeg kan godt sige, hvad jeg synes om det, men mobilitetsafdelingen har vurderet det her flere gange, og de har tjekket forholdene af. Så jeg ville ønske, at byrådet havde taget fat i embedsværket, i stedet for at vi nu skal have en ekstra dans om de samme emner. Det er lidt ærgerligt, siger Matias Thorn.
Men selvom der nu skal tages endnu en svingom med de 29 lejligheder, så tror Matias Thorn stadig på, at projektet bliver til virkelighed.
- Jeg er stadig fortrøstningsfuld. Der er så mange seniorer, der er interesserede i den her type bolig. Men det er fint at få bekymringerne på banen, og det er jo kun positivt at få snakket om det.