69-årige Hanne drømmer om sit næste hjem: Det skal være småt og socialt, men det findes ikke
Selvom man er glad for sit hjem, kan man jo godt begynde at overveje fremtiden.
Det gør 69-årige Hanne Jensen, der har en dejlig villa i Holme med sin mand. Problemet er bare, at villaen nok går hen og bliver for stor om fem-ti år, og hvor skal man så flytte hen?
Hanne Jensen drømmer om et seniorbofællesskab. Altså en bolig på cirka 70-80 kvadratmeter et sted, hvor der bor andre i samme aldersgruppe. Så kan de jo gå og hygge sig, tage på ture og underholde hinanden.
Drømmen er hun ikke ene om at have. Ejendomsmæglere fortæller, at efterspørgslen på lige netop den type boliger er kæmpestor. Det skyldes i høj grad, at tilbuddet er svært at finde. I hvert fald i 8270 Højbjerg.
Og det er en ret væsentlig pointe for Hanne Jensen, at seniorboligen skal ligge i det område, hun kender og holder af.
Når Hanne Jensen går tur med sine veninder, stopper de ofte op ved en mark, et gammelt hus eller andet, der kunne minde bare det mindste om en byggegrund.
Så får drømmene lov til at blomstre.
- Her kunne vi bo, og der kunne vi bo, tænker de.
Det er sådan set ikke, fordi Hanne Jensen er træt af at bo, hvor hun gør. Sammen med sin mand har hun et dejligt hjem tæt på Holme Kirke.
Men hun fylder 70 næste gang, og når hun tænker nogle år frem, kan villaen i Holme hurtigt blive for stor og måske også ensom.
- Jeg har ikke noget behov for at flytte lige nu, men hvis jeg bliver alene en dag, skal jeg ikke bo her. Jeg kender mange, der har det på samme måde.
Det er derfor, at hun og veninderne ofte stopper op og lader drømmene få frit løb på gåturene. For drømmene er netop kun drømme. Det er svært at opstøve et seniorbofællesskab i 8270 Højbjerg.
- Det er en stor mangelvare herude. Og vi vil jo gerne blive ved med at bo her i området, hvor vi har et godt netværk, og hvor vi kender hinanden, siger Hanne Jensen.
Fællesskabet er afgørende
Ideen om at rykke i en seniorbolig bygger ifølge Hanne Jensen på to ting.
For det første skal boligen være mindre. Når børnene er flyttet hjemmefra, og dåbsattesten bliver ældre og ældre, er det ikke sikkert, at der er det samme behov for mange kvadratmeter længere. Et mindre hjem ville tværtimod give færre kroge, der skal støvsuges, passes og plejes.
Den slags kan Hanne Jensen måske godt finde. Overalt i kommunen pønser byudviklere på at bygge lejligheder i stort set alle størrelser.
Men som nævnt er der to grundsten i Hanne Jensens boligdrøm. Og ting nummer to er måske endnu vigtigere end at gå en størrelse ned i bolig.
- Man skal have fællesskabet med. Hvis man bor alene, kan det hurtigt blive ensomt, og så ville det være fantastisk med et sted, hvor der altid er nogen at snakke med, gå ture med, tage i teateret eller alt muligt andet. Der er jo tusind ting, man kan gøre, når man er pensionist. Det er bare sjovest at have nogen at gøre det sammen med, siger hun.
Sammen med cirka 20 andre kvinder på cirka samme alder har Hanne Jensen en gåklub. Det er her, det ofte er nødvendigt at gøre holdt for at forestille sig, hvor fantastisk det ville være med et seniorbofællesskab, som de alle kunne rykke ind i, når tiden er til det.
- Vi snakker altid om, hvor hyggeligt det kunne være. Så kunne vi have hver vores bolig, men tæt på hinanden.
Få pletter at finde
Men lige nu må Hanne Jensen og andre med samme tanker kigge langt efter drømmetilbuddet. Det er stort set ikke til at finde seniorbofællesskaber. Heller ikke selvom mange andre end Hanne Jensen efterspørger det.
Carsten Andersen, RealMæglerne.Jeg får ugentligt efterspørgsler på mindre boliger, men udbuddet er der bare ikke. Og jeg tror kun, at efterspørgslen vil stige. Lige nu ser vi små rækkehuse, som bliver klemt et stykke over en salgspris på fire millioner. Også selvom det skal renoveres
Ifølge Allan Jørgensen, der er direktør i Nybolig Højbjerg, er det en generel tendens, at seniorbofællesskaber ikke ligefrem hænger på træerne.
- En nyere etplansbolig i mindre størrelse er ikke noget, der bliver bygget meget af. Og der er jo også meget få pletter at bygge på i Højbjerg, siger han.
Han kunne helt sikkert sælge mange boliger, som den Hanne Jensen drømmer om. Han har dem bare ikke på hånden.
- Vi snakker med mange, som måske er ved at være klar til at sælge deres store villa, men fordi de ikke kan finde den næste bolig, sælger de ikke. Så det er ikke, fordi de er nervøse for, om de kan få solgt deres nuværende bolig, siger Allan Jørgensen.
Ikke Aarhus Ø eller en mark
Er man villige til at rykke teltpælene op og bevæge sig væk fra lokalområdet, kan det godt lade sig gøre at finde bofællesskaber som dem, Hanne Jensen drømmer om.
Der findes for eksempel Generationernes Hus på Aarhus Ø. Det er bare ikke alle, der har lyst til at rykke så langt væk fra det sted, man kender, og hvor man måske har boet det meste af sit liv.
- Rigtig mange vil gerne blive boende i området, fordi de har en speciel tilknytning til det. De kender indkøbsmuligheder og så videre, og så har man ikke altid lyst til at starte forfra med at danne sig et netværk, siger ejendomsmægler
Derfor er det også svært bare at udstykke nye grunde, som kunne bruges til de perfekte seniorboliger.
- Udfordringen er også, at seniorer helst ikke vil langt ud på en mark. De vil gerne have en bus og indkøbsmuligheder tæt på, siger Allan Jørgensen.
Det er hovedet på sømmet, sådan Hanne Jensen har det. Hun tripper ikke efter at komme tættere på Aarhus C, men hun vil hellere ikke langt væk fra byen. Med andre ord så er det perfekte seniorbofællesskab et, der ligger i 8270 Højbjerg. Allerhelst i Holme.
- Vi vil jo være med, hvor det sker. Jeg vil i hvert fald ud at opleve noget, og derfor skal boligerne ikke ligge på en mark langt væk fra det hele, siger Hanne Jensen.
Et problem for alle aldersgrupper
En fordel for det lidt ældre segment er, at de typisk har boet i deres villaer i Højbjerg i mange år, og det har sikret dem en stor friværdi i ejendommen.
Det betyder, at de rent økonomisk er godt klædt på, men det hjælper jo ikke meget, hvis boligtilbuddene ganske enkelt ikke er der.
Sådan lyder vurderingen fra en anden af områdets ejendomsmæglere, Carsten Andersen fra RealMæglerne.
- Jeg får ugentligt efterspørgsler på mindre boliger, men udbuddet er der bare ikke. Og jeg tror kun, at efterspørgslen vil stige. Lige nu ser vi små rækkehuse, som bliver klemt et stykke over en salgspris på fire millioner. Også selvom det skal renoveres, siger han.
Og det er ikke kun Hanne Jensen og hendes omgangskreds, der er på jagt efter de lidt mindre rækkehuse. Når telefonen ringer hos Carsten Andersen med en forespørgsel på sådan en type bolig, kan det være alle aldersgrupper, der er i den anden ende af røret.
- Hele køberspektrummet savner den slags boliger. Både de unge, skilsmisseparret og seniorerne. Så det er ærgerligt, at der ikke bliver bygget mere af det, for det kan hurtigt blive solgt, siger han.
Håb for Hanne
Der er ikke noget, der tyder på, at Hanne Jensen får mulighed for at rykke i et seniorbofællesskab i Holme lige foreløbigt.
Behovet er der heller ikke lige nu. For hun er jo glad for at bo i det store hus i Holme med sin mand. De har deres elcykler, som sender dem vidt omkring.
Men bekymringen lurer, når nu der ikke er det ønskede alternativ. For hvor skal hun bo om fem-ti år?
Her tillader Allan Jørgensen fra Nybolig Højbjerg sig at være forsigtig optimist på Hanne Jensens vegne.
For den store efterspørgsel er naturligvis noget, som byudviklere også har noteret sig.
- Alle udviklere kigger på seniorvarer, og jeg oplever at flere og flere firmaer specialiserer sig i det. De har bare ikke kunnet finde områder at bygge på. Men jeg tror, det kommer, og om fem-ti år vil det være lettere at finde et tilbud, siger han.
Lige nu bliver der arbejdet på 29 seniorboliger i et etagebyggeri på Oddervej tæt på krydset ved Rosenvangs Allé. Projektet er snart så langt, at det kan sendes i offentlig høring.
Samtidig er der udsigt til at HMF, Højbjerg Maskinfabrik, efterlader sig en kæmpestor grund på toppen af Skåde Bakker. Måske, måske ikke kan den grund blive til boliger.
- Der ligger flere erhvervspletter, hvor man på sigt kunne forestille sig, at der kunne blive plads til boliger, hvis virksomhederne flytter længere ud, siger Allan Jørgensen.