Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Fodbolden har over hele landet nyt godt af, at det har foregået udendørs. Det har fået flere medlemmer af andre foreninger til at drible udenfor. Genrefoto: Annelene Petersen

Foreningslivet lever efter corona: Se medlemstallet i din klub

Jeg har været medlem af en idrætsforening lige så længe, jeg kan huske.

I perioder har jeg også lagt kontingentkroner i en to-tre stykker på samme tid.

Jeg melder mig derfor gerne i koret, der fortæller om alt det fantastiske, der følger med, når man er en del af et fodboldhold, en håndboldklub eller et badmintonmakkerpar.

Derfor er det også glædeligt at se på de nyeste medlemstal fra DGI. De viser, at antallet af medlemmer i idrætsforeningerne i Højbjerg ”kun” er faldet med 250 personer fra 2019-2021.

Corona, afspritning, nedlukninger og afstand skræmte altså kun få procent væk fra foreningslivet, som langt hen ad vejen ser ud til at være kommet helskinnet igennem en ellers meget besværlig periode.

Der er dog kommet ridser i lakken. Alt andet ville næsten også være for meget af det gode. Specielt de idrætter, der holder til indendørs, har haft udfordringer.

Det kan Højbjerg Gymnastikforening skrive under på. Formand Lisbeth Spanggaard fortæller, at flere stoppede til gymnastik for at starte på noget af den udendørs idræt, der ikke var ramt af restriktioner i samme omfang.

De er dog på vej tilbage, og gymnastikforeningen er stadig en kæmpestor spiller på foreningsmarkedet i 8270.

Det samme er Højbjerg Badmintonklub. Selvom det netop er en sport, der foregår i en hal, så har klubben faktisk flere medlemmer nu end før corona.

Men det er ikke det eneste, klubben kan prale af. I påsken vandt klubbens sjettehold en ret vigtig kamp, som betyder, at Højbjerg Badmintonklub har opnået noget, ingen andre danske klubber tidligere har præsteret.

I dagens sidste historie forlader vi foreningslivet for nu. Det skal i stedet handle om ukrainske flygtningebørn. Måske bliver de en del af foreningslivet på et tidspunkt, men først og fremmest skal de have en hverdag til at fungere.

For nogle af dem bliver skoler i Højbjerg en del af hverdagen fra maj. På Skåde Skole er ansøgerne væltet ind til lærer- og pædagogstillinger til de tre modtageklasser, skolen står klar med fra 2. maj.

Det var alt fra mig for denne gang. Husk på, at du altid kan skrive til nicje@jfmedier.dk, hvis du har en historie eller et emne, du mener, jeg bør tage fat i.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Golf er over hele landet den sportsgren, der efter fodbold, er vokset mest målt på antallet af medlemmer. Det er især blandt dem under 25 år, at udviklingen har været stor. Genrefoto: Johnny Pedersen

Golfklubben og gymnastikforeningen mærker efterskælvet af corona, men det er med forskellige fortegn

Den overordnede konklusion efter corona og nedlukninger må være, at foreningslivet har klaret sig hæderligt.

Dele af idrætten har endda formået at vækste i antallet af medlemmer. Fælles for dem, der har formået det, er, at de langt hen ad vejen holder til i det fri.

De idrætsgrene, der foregår indendørs, har haft lidt sværere ved at holde på medlemmerne, og det skyldes, at restriktionerne ramte hårde i hallerne end på boldbanerne.

Det har de både oplevet i Aarhus Golf Club og i Højbjerg Gymnastikforening. Golfklubben passede godt til corona og alle restriktionerne. Det gjorde gymnastikken ikke.

Alarmerne blinker dog ikke hos gymnastikklubben, hvor formanden faktisk har ganske meget ro i maven. Det tabte skal nok blive hentet, mener hun.

I artiklen kan du folde kortet over Højbjerg ud og se, hvordan de forskellige foreninger ligger i forhold til medlemstal.

Det ene sted håber de at holde fast i den medlemsfremgang, coronaperioden gav dem. Det andet sted skal de indhente det tabte fra nedlukningerne.

Det var en stor fordel at holde til udendørs, mens coronaen for alvor stod på.

Det kommer nok bag på de færreste, og det bliver endnu en gang understreget af de nyeste medlemstal fra DGI.

Her er den klare tendens, at de sportsgrene, der holder til i haller, gymnastiksale og svømmebassiner, har kæmpet mest med at holde medlemstallet på omgangshøjde i de sidste to år.

Til gengæld har mange af de foreninger, der dyrker idræt i det fri, sagt goddag til flere, end de har sagt farvel til. Både fodbold, golf og tennis er i Højbjerg gået frem i antallet af medlemmer. Det viser tallene fra DGI.

Aarhus Golf Club, der ligger tæt på Moesgaard Museum, har oplevet en medlemsstigning på 20 procent siden 2019.

- Corona har været godt for udendørssport, som ikke er holdafhængig. Hos os mødes man kortvarigt, og så slår man ellers boldene i forskellige retninger, siger Peter Agerboe, der er klubleder i Aarhus Golf Club.

Nummer to på listen over største procentmæssige stigning er Højbjerg Tennisklub. Her var der sidste år 16 procent flere medlemmer end i 2019. Tennis passer meget godt ind i Peter Agerboes analyse om, at udendørs sport, hvor man enten er alene eller sammen med ganske få andre har været perfekt i en tid, hvor restriktionerne væltede om ørerne på os.

Fra gymnastik til fodbold

I den modsatte ende af tabellen ligger Højbjerg Gymnastikforening. Ifølge de nye tal fra DGI er foreningen den i Højbjerg, der har fået det største hak i tuden i perioden med nedlukninger.

I 2019 havde gymnastikforeningen 2.148 medlemmer. Sidste år havde den 610 færre. Med til historien hører også, at der fra 2018 til 2019 kom næsten 500 nye medlemmer.

Ifølge foreningens formand, Lisbeth Spanggaard, kan måden at opgøre medlemstallet på betyde noget for det endelige resultat.

Man skal have været medlem af en forening i tre måneder, før man tæller på DGI’s opgørelse. Hvis gymnastiksæsonen slutter til påske, og hvis påsken falder sent, kan medlemmerne nå at tælle med både i starten af året og i slutningen af året.

Medlemstal fra DGI

DGI kommer hvert år med en opgørelse for antallet af medlemmer i landets idrætsforeninger.

Det er ikke alle foreninger, der kan findes på opgørelsen fra DGI, og i denne artikel fokuserer vi på de tal, DGI har.

De viser, at det samlede medlemstal for foreningerne i Højberg gik fra 12.129 medlemmer i 2019 til 11.935 i 2020 og 11.879 medlemmer i 2021.

På DGI’s opgørelse er IF Lyseng én stor forening, som inkluderer alle Lysengs foreninger under et, og her var der sidste år 3.765 medlemmer. Det vil sige Højbjergs største forening. Højbjerg Gymnastikforening er med 1.538 medlemmer næststørst.

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så har corona været hård ved gymnastikken i Højbjerg.

- Vi kunne helt klart mærke, at vi var lukket ned, mens dele af udendørsidrætten ikke var. Der var skolebørn, der stoppede hos os for at spille fodbold, og så er det måske ikke alle, der er kommet tilbage igen, siger Lisbeth Spanggaard.

41 sommerhold

Der blev råbt vagt i gevær fra foreningslivets side, da første nedlukning blev en realitet. Nogle frygtede, at idrætsaktiviteter på pause kunne blive dødsstødet for flere foreninger. Men Lisbeth Spanggaard har aldrig for alvor været bekymret for gymnastikkens overlevelse i Højbjerg.

- Vi spurgte medlemmerne undervejs om, hvad de følte med coronasituationen, og der sagde de til os, at vi gjorde det godt. Vi har under nedlukningerne kørt 166 online træninger, og der var specielt mange voksne, der hoppede med, siger hun.

Historier fra foreningslivet

Foreningslivet fylder meget i hverdagen, og derfor er det også et vigtigt emne for Skåde-Højbjerg-Holme

Her har vi tidligere skrevet om nogle af de lokale foreninger, og historierne kan du finde her:

- Jeg ved, hvor meget glæde badminton kan give, og derfor skal det være for alle

En million kroner til nye rammer: - Det er en stor anerkendelse af vores arbejde

De bedste løbere i landet valfarter til den lokale klub: Vi forsøgte at følge med danmarksmesteren

Ung højbjerggenser løb sig til EM-guld i orienteringsløb

Én træningskamp fik 11 andre hold til at aflyse træningen, fordi der ikke var plads: Nu er Lyseng klar med en plan for fremtiden

Har du et tip til en historie fra foreningslivet, som Skåde-Højbjerg-Holme bør kigge på, så send en mail til nicje@jfmedier.dk.

Selvom foreningen har tabt medlemmer, er der stadig mange hold at se til. Nu hvor påsken er overstået, begynder sommersæsonen for gymnasterne, og her starter Højbjerg Gymnastikforening 41 hold op.

- Vi har en udfordring i forhold til at få nogle af de tabte medlemmer tilbage, men jeg har alligevel rimelig ro i maven.

Det er fortsat IF Lyseng, der er Højbjergs største forening. Når man lægger Lysengs forskellige tilbud sammen, når medlemstallet op på 3.765. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

En ting, der dog kan gå hen at blive en udfordring, er antallet af frivillige. Overalt i forenings-Danmark kan man altid bruge flere frivillige. Men her på den anden side af corona er det som om, at efterspørgslen på de frivillige hænder er blevet endnu større.

Sådan er det også i Højbjerg Gymnastikforening.

- Vi kommer til at mangle hold på pigesiden, og det er ikke, fordi vi mangler børn, men fordi vi mangler voksne, der kan stå for holdene. Jeg tror, det handler om, at de har været væk og måske fundet ud af, at det var meget rart at lave noget andet. Men jeg håber, at vi også kan få fat her igen, siger Lisbeth Spanggaard.

Bliver de hængende i golfklubben?

Mens Lisbeth Spanggaard håber på, at gymnastikken trækker folk til igen, kan golfklubben, tennisklubben andre foreninger, der har høstet flere medlemmer, end de plejer, glæde sig over udviklingen. Men i Aarhus Golf Club venter klubleder Peter Agerboe med den vilde jubel.

For nu er restriktionerne jo som bekendt fortid, og håndbold, badminton og de øvrige indendørs idrætsgrene kører på fuld damp. Så kan golfklubben mon risikere, at medlemmerne forsvinder igen?

- Mit gæt er, at vi holder på mange af dem, men vi skal nok vente lidt længere, før vi ved, hvor mange der hænger ved, siger klublederen.

Han hæfter sig ved, at de nye golfspillere formegentlig ikke er nogen, som klubben har stjålet fra de andre idrætsgrene. Det er nærmere folk, som tidligere har spillet golf, og som måske har været hjemsendte under corona, og derfor fandt tid til at støve køllerne af igen.

- Jeg tror, at flere har fået øjnene op for, at man godt kan nå både at arbejde og spille golf, hvis man får det planlagt rigtigt.

Samtidig har flere af de nye medlemmer været studerende, som i en lang periode var henviste til onlineundervisning, hvilket også gav en større grad af frihed i det daglige skema. Og så kunne man jo passende tage på golfbanen.

- Men her har vi set en lille medlemsnedgang igen, siger Peter Agerboe.

Der er ikke bare mange medlemmer i Højbjerg Badmintonklub, der er også mange medlemmer, der er rigtig gode til det med fjerbold og ketcher. Privatfoto

Bemærkelsesværdig badmintonhistorie i Højbjerg: Seks hold spiller i landets øverste rækker - her er opskriften

De har tradition for at udvikle talentfulde badmintonspillere. Med navne som Camilla Martin og Peter Gade har de lidt at prale af i Højbjerg Badmintonklub.

Nu har de fået endnu mere at juble over. For nyligt spillede klubbens sjette hold sig nemlig op i Danmarksserien, og det betyder, at seks af klubbens seniorhold nu blander sig i den tunge ende af dansk badminton.

Det har ingen danske klubber før præsteret. Og der er en god grund til, at Højbjerg Badminton ligger, som de gør.

Det er lidt kedeligt og meget banalt, men det handler ganske enkelt om at levere god træning til spillerne. Og som en vigtig del af det, handler det om at tilrettelægge mængden og måden at træne på, så det passer perfekt til de enkelte spillere.

Højbjerg Badmintonklub har nu seks hold i landets fem bedste rækker. Det har ingen tidligere præsteret.

Der var god grund til at poppe champagnen for nyligt i Højbjerg Badmintonklub.

Klubben ved Lyseng kunne nemlig fejre endnu en oprykning til et af seniorholdene, og denne gang var det en særlig en af slagsen.

Det var klubbens sjettehold, der rykkede op i Danmarksserien, og med seks hold i Danmarksturneringen, har Højbjerg Badminton opnået noget, ingen anden dansk klub før har præsteret.

Klubben har nu et hold i Badmintonligaen, landets bedste række, den har et hold i 1. division, et i 2. division, et i 3. division og nu to hold i Danmarksserien.

- Mange klubber drømmer om bare at have et enkelt hold i Danmarksserien, så vi er meget stolte, siger Michael Kjeldsen, der er sportschef i klubben.

Nu skal der så arbejdes hårdt for at forblive i toppen.

- Vi skal selvfølgelig også gerne ligge her med alle seks hold om to-tre år, så det ikke bare er noget forbigående.

Et godt træningsmiljø

Højbjerg Badmintonklub er en af landets største målt på antallet af medlemmer. Derfor er fundamentet for en god eliteafdeling også på plads. Men der er jo ikke nogen garanti for, at en klub spiller med i toppen, bare fordi den har mange medlemmer.

Ifølge Michael Kjeldsen kommer den sportslige succes af en opskrift, der lyder simpel, men som kan være svær at føre ud i livet.

- Vi er blevet gode til at lave gode træningsmiljøer, som er inspirerende for alle, der vil spille badminton. Hvis man er et ungt talent, og gerne vil spille meget, så kan man det, og hvis man ikke har så meget tid, eller ikke har lyst til at træne så meget, så kan man også det, men stadig få god træning.

Begge typer af spillere er vigtige for klubben. For der er spillere på de bedste hold i Højbjerg Badmintonklub, som ikke træner mere end et par gange om ugen.

- Samtidig er det vigtigt med de rutinerede spillere til at uddanne de unge i at spille god badminton, siger Michael Kjeldsen.

Klubben har generelt tradition for at udklække topnavne. Både Camilla Martin og Peter Gade har slået deres folder i Højbjerg Badmintonklub.

Flere medlemmer end før corona

Tilbage til champagnen. Den blev i bedste oprykningsstil poppet og hældt i glassene, da klubben i påsken opnåede den historiske bedrift.

Men det er ikke den eneste triumf, klubben kan fejre. For nyligt kom DGI med nye medlemstal for landets idrætsforeninger, og her kunne klubben prale af at have lidt mere end 800 medlemmer.

Det er lidt færre end i 2020, men det er flere end i 2019, hvilket betyder, at corona og nedlukninger ikke har skåret i medlemstallet. Det er tværtimod lykkedes at hente et par nye spillere til i forhold til udgangspunktet fra før corona.

- Jeg er rigtig stolt af at være en del af en klub, der tilbyder så mange facetter af sporten, og hvor vi favner bredt. Vi prøver at facilitere et frirum for både de unge og vores seniorer, så de kan gøre, hvad de vil. Hvis de vil være verdens bedste, kan vi facilitere det, og hvis de bare vil hygge sig og spille med kammeraterne, kan vi lave plads til det, siger Michael Kjeldsen.

Klubben har samtidig haft et samarbejde med de omkringliggende skoler, som ganske gratis har kunnet komme forbi badmintonhallen og lære lidt om spillet med fjerbolden.

- Det har også givet os mange nye medlemmer, siger sportschefen.

- Vi har rent fysisk plads til at lave tre klasser, og til dem skal vi have en lærer og en pædagog til hver, siger Mogens Steen Petersen, der er leder på Skåde Skole. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

108 ukrainske flygtningebørn kan rykke ind på skoler i Højbjerg: Ansøgerne står i kø for at undervise

Når man pludselig skal ansætte seks nye folk til staben, kan det måske give lidt panderynker.

Især når det er til en lidt anden opgave, end de fleste lærer og pædagoger nok havde tænkt, da de tog deres uddannelse.

Ikke desto mindre har der været et hav af ansøgere på Skåde Skole, som er en af de udpegede skoler, der skal oprette modtageklasser for ukrainske flygtninge.

Mandag den 2. maj er skolen klar til at modtage op imod 54 elever i forskellige årgange.

Det bliver en speciel og spændende opgave, fortæller skolelederen, som dog er sikker på, at skolen nok skal klare den.

Der har været lidt at se til for Skåde Skole henover påsken, hvor seks nye skulle ansættes til de modtageklasser, der fra maj skal tage i mod ukrainske skolebørn.

I påsken kunne man læse et jobopslag fra Skåde Skole. Tre lærestillinger og tre pædagogstillinger.

Det er der som sådan ikke noget særligt i. Men når du alligevel kan læse om det her, er det fordi, det ikke er helt almindelige undervisningsopgaver, der skal løses.

Eleverne, der skal undervises, er nemlig ukrainske flygtninge, som starter i skole 2. maj. Og på trods af det relativt korte varsel, væltede det ind med ansøgninger på Skåde Skole.

- Vi har fået 63 ansøgere til lærestillingerne og 53 til pædagogstillingerne. Det er en imponerende ansøgerskare og helt usædvanligt. Forvaltningen troede næsten, det var løgn, siger Mogens Steen Petersen, der er skoleleder på Skåde Skole.

Han ved ikke præcist, hvor mange børn der kommer, men han er forberedt på, at der kan komme 54 nye elever til skolen den første mandag i maj.

Skolen skal være klar med en indskolingsklasse, en klasse i mellemtrinet og en i udskolingen. Der kan være op til 18 elever i hver klasse. På den måde kan ukrainerne gå i samme skole som deres ældre og yngre søskende.

- Vi skal nok blive klar til 54 elever, men vi ved ikke, hvor mange der kommer. Uanset hvad handler det om at få dem integreret på skolen så hurtigt som overhovedet muligt. De skal være en del af os med det samme, siger Mogens Steen Petersen.

Erfarne mennesker

Det er på mange måder en særlig opgave, der venter Skåde Skole fra maj.

En ting er, at der kan være en helt naturlig sprogbarriere. Noget andet er, at mange af de børn, der skal starte i dansk skole, har oplevet noget, deres kommende skolekammerater ikke kan forestille sig.

- Nogen af dem har formentlig oplevet meget vanskelige ting. De har sikkert alle sammen efterladt en bror, en far eller en onkel i Ukraine, så vi skal være gode til at tage os af dem, siger Mogens Steen Petersen.

Derfor glæder han sig også over, at der er mange dygtige folk, der har søgt stillingerne.

- Vi kommer til at ansætte erfarne mennesker, der ved noget om dansk som andet sprog, og samtidig er der i kommunen folk, der har masser af erfaring med børn, der kommer fra krigsområder. Der er et netværk, vi kan trække på, så opgavemæssigt er jeg ikke bekymret.

Han er til gengæld spændt på, hvor lang tid der går, før ukrainerne kan rejse hjem igen. Han forbereder sig på, at der kan gå lang tid, før ukrainernes skoletid i Danmark slutter.

- Det siger jeg også til dem, jeg ansætter. De skal være klar over, at det kan tage lang tid. Men alle, jeg taler med, synes, det er en spændende opgave. Det er lidt hektisk, men det er spændende. Det er bare irriterende med en opgave, hvor slutningen bliver bestemt af Putin.

2.000 børn og unge

Skåde Skole er ikke alene om at skulle oprette modtageklasser for ukrainske flygtninge. Flere skoler i Aarhus står lige nu i samme situation, hvor de er ved at gøre klar til at tage imod en række nye elever.

Også Kragelundskolen er udpeget til at oprette modtageklasser, og der kan derfor være cirka 100 ukrainske børn og unge, der starter i skole i Højbjerg 2. maj.

Aarhus Kommune arbejder ud fra en forventning om, at kommunen vil modtage cirka 2.000 børn og unge i skolealderen, og der skal derfor oprettes en hel del modtageklasser, som gerne skal være spredt rent geografisk.