Parkeringskælder, supermarked og cafe: Få overblikket over muligt nybyggeri på Oddervej
Der er et godt stykke vej til, at byggeriet kan blive til virkelighed. Lad os starte med at få det slået fast.
Men lige nu er der et forslag på bordet for området omkring Alexandra Blomster på Oddervej.
Ideen er, at der skal være en slags butikscenter med supermarked, blomsterforretningen og måske en cafe og andre småbutikker.
Samtidig skal der laves boliger ovenpå butikkerne.
Få overblikket her.
Der skal bygges højere og tættere, end det ifølge den gældende lokalplan er tilladt, hvis byggeriet på Oddervej 84 skal blive til virkelighed.
Til gengæld kan en cafe og et supermarked være på vej til grunden, der blandt andet huser Alexandra Blomster i dag.
Det er Remien Ejendomme, der har grunden, og som har sendt en ansøgning afsted til kommunen.
Lejligheder
Der skal ikke kun være handlemuligheder på grunden. Det er også planen, at Højbjerg Plads i fremtiden skal huse en flok højbjerggensere.
I projektbeskrivelsen bliver der regnet med 41 boliger, som alle skal være større end 60 kvadratmeter. Præcist, hvor store de skal være, er der dog ikke på plads endnu.
- Det bliver kuber med beboelse, og dem kan man i princippet dele i både to, tre og fire. Så der er stor fleksibilitet i størrelsen og antallet af lejligheder, siger Claes Remien.
Det skal være boliger til mere eller mindre alle typer mennesker, og Claes Remien ser specielt muligheder for den ældre generation.
- Der er en del i Højbjerg, som bor i villaer, men som måske godt kunne bruge noget mindre, siger han.
Dagligvarer og måske en cafe
Cirka en femtedel af matriklens areal skal bruges på en ny dagligvarebutik. Stedet er det helt rigtige til en dagligvarebutik, lyder vurderingen fra Claes Remien, som også fortæller, at der er dialog med flere interesserede butikker. Han vil dog ikke komme det nærmere.
Det skal ikke kun være muligt at købe dagligvare på fremtidens Højbjerg Plads. Det er også tanken, at der som minimum rykker én ny butik yderligere ind.
- Vi vil gerne lave et lille center, hvor der er to, tre butikker. Det kunne være en lille vinforretning eller noget delikatesse. Vi har også en ambition om at få en cafe, siger Claes Remien.
Væk med det gamle
På grunden ligger der lige nu en genbrugsbutik, et autoværksted og en blomsterforretning. De to førstnævntes dage på Højbjerg Plads er talte, hvis projektet bliver til noget.
Alle bygningerne skal rives ned for at gøre plads til nybyggeriet, men blomsterforretningen får fortsat lov til at leve på grunden.
Alexandra Blomster, som forretningen hedder, skal være en del af det nye centerbyggeri.
Trafikalarm
Der er én alarm, der plejer at lyse rød hos de fleste, når ordene ”nybyggeri” og ”Oddervej” bruges i samme sætning.
- Trafik, trafik, trafik, brøler alarmen, mens de røde lamper blinker.
I forslaget til projektet, lyder det, at der skal laves en højresvingsbane for de bilister, der kommer fra nord. I dag er der allerede lavet en svingbane fra den modsatte side.
Det betyder også, at der kun skal være én ind- og udkørsel til centeret. I dag er der tre steder, hvor man kan komme ud på Oddervej, og de to af dem vil altså blive lukket, lyder det i forslaget.
110 parkeringspladser
41 boliger, en dagligvarebutik og mindst en butik yderligere lyder som noget, der trækker folk til. Det skulle det jo også gerne, hvis det skal være en succes. Og til alle dem, der skal bruge en bil for at komme til centeret, er der gode nyheder.
Der bliver masser af muligheder for parkering.
Foran centeret skal der være 26 parkeringspladser, og så vil der også komme en parkeringskælder med 84 p-båse. I alt vil der altså være plads til 110 parkerede biler.
Brug for en ny lokalplan
I den nuværende lokalplan fra 1990 er der flere punkter, der umuliggør byggeprojektet.
Derfor er der behov for en ny lokalplan.
Blandt andet står der i den nuværende, at der ikke må etableres dagligvarebutikker. Der står også, at bebyggelsesprocenten for boliger ikke må overstige 25. Samtidig må bebyggelsesprocenten for andet byggeri ikke overstige 50 procent.
I forslaget til projektet er der tale om en bebyggelsesprocent på 104 procent.
Den nuværende lokalplan sætter også begrænsninger i forhold til, hvor højt der må bygges. Lige nu er den maksimale byggehøjde på to etager. Forslaget til det nye Højbjerg Plads går på, at der skal bygges boliger 4,5 etager, hvor det er højest.
Tidsplan
Her kunne der passende bare stå et stort spørgsmålstegn.
For projektet er et godt stykke vej fra at blive til virkelighed. Faktisk er det på så tidligt et stadie, at kommunens teknik- og miljøafdeling endnu ikke har taget stilling til ansøgningen om en lokalplansændring.
Accepteres lokalplanprocessen, skal projektet fremlægges for Steen Stavnsbo (K), der er rådmand for teknik og miljø. Siger han ja til at gå videre med projektet, starter arbejdet med at sende projektet i offentlig høring, inden det til sidst skal drøftes i byrådet.
Der er altså flere ting, der skal gå op i en højere enhed, før projektet kan nå til et sted, hvor en ny lokalplan kan komme på tale. Og udarbejdelsen af sådan en kan hurtigt komme til at tage halvandet år eller mere.