Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Skal Aarhus Havn udvides mod syd og mod Højbjerg? 11. marts er sidste frist for at indgive høringssvar. Arkivfoto: Jens Thaysen

Sidste chance for at få indflydelse på havneudvidelsen

Er det en god eller dårlig ide at udvide Aarhus Havn?

Det spørgsmål har mange stillet sig selv de seneste uger, og rigtig mange har givet deres svar til kende.

Faktisk er der kommet så mange høringssvar til projektet, at systemet ikke kunne følge med.

Derfor blev høringsfristen udsat til 11. marts.

Det vil altså sige, at det er absolut sidste udkald, hvis du skal nå at få et høringssvar med, inden politikerne begynder at forholde sig til borgernes holdninger.

I dagens anden historie kan du læse om, hvordan 15 ukrainere ved at være langt væk fra krigen i deres hjemland.

Det kan de i høj grad takke Lone Larsen og hendes familie for. Da de første gang så billeder fra det krigshærgede land, besluttede de sig for at gøre noget.

De startede en indsamling, og efter en uge havde de så mange sække og kasser med mad, varmt tøj og dyner, at de faktisk tvivlede på, om de kunne have det hele. Heldigvis var det ikke kun materielle ting, folk bød ind med under indsamlingen.

Der var nemlig også andre, der var klar til at smide, hvad de havde i hænderne for at køre til den polsk/ukrainske grænse.

12 personer og syv biler stævnede derfor ud fra Holme mandag aften, og nu er de ved at være hjemme igen.

Det har været en tur med masser af følelser, og en tur Lone Larsen ikke lige glemmer igen. Alligevel overvejer hun allerede nu at tage af sted igen.

I dagens sidste historie kan du læse om en af Højbjergs gamle, stolte virksomheder, som ikke længere vil være i Højbjerg.

HMF mangler plads, og den plads har virksomheden fundet i Skanderborg Kommune. Det betyder et farvel til maskinfabrikken, som efterlader sig en stor og ikke mindst attraktiv grund.

Tak for din tid, og god læselyst med de artikler, som ikke længere kan læses gratis, som redaktør Jens W. Møller fortalte om i sidste uges nyhedsbrev.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Aarhus Havn mangler plads, og derfor arbejdes der på en udvidelse. Men det er ikke en udvidelse, alle borgere er begejstrede for. Der er indgivet mere end 700 høringssvar på projektet, og langt de fleste af dem er med argumenter imod udvidelsen. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Sidste udkald, hvis du vil komme med høringssvar til den mulige havneudvidelse

Der er kommet mere end 700 høringssvar til den mulige udvidelse af Aarhus Havn.
Det er en udvidelse, der kommer til at påvirke Højbjerg, da udvidelsen sker mod syd.
Hvis du selv sidder med en holdning til havneudvidelsen, er det nu, du skal til tasterne.
Høringsfristen er den 11. marts.

Høringsfristen for den mulige havneudvidelse blev udskudt til 11. marts. Det vil sige, at du stadig kan nå at komme med et indspark.

Det har fået massiv omtale de seneste uger.

Havneudvidelsen er for voldsom, den ødelægger udsigten og det unikke ved Aarhus, for slet ikke at tale om konsekvenserne for miljøet, lyder det fra modstanderfløjen.

Fra den anden lejr argumenteres der for de afgørende arbejdspladser, som Aarhus kan ende med at smide i vandet, hvis ikke havnen følger udviklingen og får mere plads.

Men hvad synes du?

Hvis du stadig sidder og har en holdning til projektet, som du ikke er kommet ud med, så er det ved at være absolut sidste udkald.

Høringsfristen udløb egentlig 4. marts, men på grund af de mange høringssvar kunne systemet ikke følge med, og fristen er derfor udsat til 11. marts.

Det vil sige, at det er nu, du skal til tasterne, hvis du vil have et høringssvar med i puljen.

Hvad betyder udvidelsen for Højbjerg?

Havnen hører jo sådan set ikke til Højbjerg, men området kan alligevel blive påvirket en hel del.

Tanken er, at den nuværende Østhavn skal udvides mod syd, med det der cirka svarer til 140 fodboldbaner. Det vil altså sige, at udsigten fra Strandvejen, Ballehage og Jelshøj i højere grad bliver til kraner og havnemole fremfor åbent vand og Mols.

Du kan læse mere om projektet set med Højbjerg-øjne her.

Der er blevet samlet ind i en uges tid, og bidragene er væltet ind. Det lykkedes at få plads til alle sækkene, og nu er det hele afleveret ved den polsk/ukrainske grænse. Foto: Christian Gnutzmann

Mandag kørte syv biler fra Holme mod Ukraine med varmt tøj, dyner og bleer: Nu er de på vej hjem med 15 ukrainere på bagsæderne

15 ukrainere er på vej til Danmark, efter at Lone Larsen og hendes familie tog en stor beslutning.

- Vi er nødt til at køre derned, tænkte de.

Men inden de satte kursen mod øst, startede de en indsamling.

Varmt tøj, bleer og madvarer væltede ind, og det samme gjorde frivillige, der ligeledes var klar til at hoppe i bilerne og køre mod Ukraine.

Nu er de syv biler ved at være hjemme igen, og det har været en tur, de ikke lige glemmer foreløbig. Alligevel er Lone Larsen klar til at tage en tur mere.

De sidste par uger har gjort kæmpe indtryk på Lone Larsen. Først blev hun overvældet over den enorme hjælp, hun fik til familiens indsamling for Ukraine. Da hun nåede frem til det krigshærgede land, var følelserne nogle helt andre.

- Mit hjerte græd. Jeg var nødt til at gøre noget.

Sådan tænkte Lone Larsen, da hun så de første billeder fra krigen og bomberne i Ukraine.

Så gjorde hun noget.

På en uge har hun sammen med sin familie samlet alverdens ting og penge ind. Penge som blandt andet er vekslet til bleer, kopnudler og ikke mindst finansiering til de seks biler og en varevogn, som lige nu er på vej hjem fra den polsk/ukrainske grænse.

Med sig retur har de alle de ukrainske flygtninge, de kunne finde plads til i bilerne.

- Vi har 15 personer med hjem. I min bil har min mand og jeg en mor og hendes to børn, siger Lone Larsen, da Skåde-Højbjerg-Holme fanger hende på en telefon, mens hun og de andre holder pause i Polen tæt på den tyske grænse.

Lone Larsen satte sig sammen med sin familie for at gøre noget for de ukrainske flygtninge. Det lykkedes, og nu er hun glad for at være på vej hjem. Foto: Christian Gnutzmann

Pausen er mere end velfortjent efter mange timers kørsel og nogle oplevelser, der i den grad har sat sig i maven på Lone Larsen.

- Det har været meget følelsesladet. Det var ikke sjovt at se, hvordan de bare sidder på de her opsamlingssteder. Menneskerne er nærmest sat i kasser og nummer. De lå på feltsenge i et gammelt indkøbscenter og ventede på at blive hjulpet væk derfra.

Arbejdet i døgndrift

Vi spoler tiden tilbage til mandag eftermiddag.

En varevogn triller ind på parkeringspladsen i Kalkærparken i Holme. Til stor jubel for resten af den flok, der om få timer hopper i bilerne og sætter kurs mod Ukraine.

- Nu kan vi få det hele med, siger Lone Larsen, der kort forinden har taget et uoverskueligt kig på de mange poser og kasser, der er blevet resultatet af en uges indsamling.

Lone Larsen frygtede, at de ikke kunne få plads til det hele. Derfor var det en rigtig god nyhed, da der pludselig var en mand med en varevogn, der meldte sig på holdet. Foto: Christian Gnutzmann

Manden i varevognen meldte sig til turen aftenen før. Han træder ud, præsenterer sig og giver hånd til resten af flokken. Så begynder pakningen af bilerne ellers.

- Hvad tænker I egentlig med overnatning på vej derned? Hvor længe kører vi, inden vi stopper?

De sidste detaljer skal lige på plads. Manden med varevognen har helt tydeligt smidt, hvad han havde i hænderne for at tage øst på.

Det samme har Lone Larsen, hendes mand og datter mere eller mindre gjort.

- Jeg har stort set arbejdet i døgndrift i en uge for at få det her til at lykkes, siger Lone Larsen.

Hendes øjne begynder at løbe i vand.

Efter en uge med ”overvældende opbakning” til indsamlingen er det endelig tid.

- Det rører mig virkelig, hvor hårdt ramt de er i Ukraine. Det, vi hører, er, at det bliver værre og værre. Så nu skal vi bare afsted, siger hun.

Sække, sække, og flere sække

På parkeringspladsen ved Kalkærparken ligger et hav af plastiksække.

Nogle er fyldt med varmt tøj. Andre med dyner, tæpper og telte.

Midt i det hele står en trillebør med vandflasker, og inde bagerst i garagen står en stak papkasser fyldt med kopnudler.

I bagagerummet i den ene bil er der proppet med camouflagetøj.

Det hele bliver afleveret ved to grænseovergange mellem Polen og Ukraine.

- Og så har vi lavet nogle poser med hygiejneting, nogle med mad og andre med ting til babyer. Modermælkserstatning og den slags. Alt det tager vi selv helt til grænsen og deler ud, siger Lone Larsen.

Dyner, bleer, tæpper og andre gode ting er nu delt ud ved den polsk/ukrainske grænse. Foto: Christian Gnutzmann

Hun forsøger at holde overblikket midt i alle sækkene. Men det er ved at være svært. Samtidig forsøger hun at forberede sig på det syn, der møder hende og de andre, når de kommer frem.

- Lige nu har jeg en klump i maven. Det er skræmmende, det vi skal ned til. Men da jeg vågnede i morges, tænkte jeg alligevel, at yes, nu skal vi snart afsted, siger Lone Larsen.

Nu er vi glade

Selvom Lone Larsen havde forsøgt at forberede sig på det værste, så blev hun alligevel overrasket.

- Jeg fik virkelig en knude i maven, da vi nåede frem. Jeg havde ikke troet, at de bare lå på stribe på gulvet på den måde, siger hun.

Nu venter de sidste timers køretur, inden de seks biler, kassevognen, de 15 ukrainere og flokken af hjælpsomme danskere igen er tilbage i Danmark.

- Vi er trætte. Min krop sejler helt, når jeg træder ud af bilen, fordi vi har kørt så meget. Men vi er glade. Megaglade. Vores mål var at tage herned med en masse ting, og så tage nogle ukrainere med hjem, og det lykkes vi med, siger Lone Larsen, som allerede er ved at overvej næste tur.

- Med det vi har set, så giver det endnu mere mening for os at tage en tur mere. Så det må vi hjem og kigge på.

Det er en grund på 90.000 kvadratmeter på en særdeles attraktiv placering, der bliver ledig, når HMF i 2024 planlægger at flytte til Skanderborg Kommune. Foto: Google Maps

HMF flytter væk fra Oddervej og efterlader en stor grund: - Der er mange muligheder på bordet, og vi arbejder på forskellige løsninger

Efter branden på virksomhedens afdeling i Galten i efteråret, har HMF været tvunget til at tænke i nye baner.

Virksomheden på toppen af Højbjerg mangler plads, og den plads har den nu fundet i Stilling.

Det betyder, at HMF efter næsten 80 år på Oddervej rykker teltpælene op og forlader Højbjerg.

Det efterlader en stor og attraktiv grund, som måske kan bruges til boliger.

Måske kan grunden på Oddervej blive til boliger, måske skal der fortsat være industri. Ifølge direktør i HMF, Jan Seehusen Christensen, er ingen af delene udelukket.

Siden 1945 har Højbjerg Maskinfabrik ligget på Oddervej.

Nu vinker kranproducenten snart farvel. Ikke bare til Oddervej, men også til Højbjerg og Aarhus Kommune.

Virksomheden, der i dag bare hedder HMF, flytter fra 2024 til Stilling.

Matriklen på Oddervej kan ikke længere følge firmaets behov for produktions- og kontorplads, og derfor er en flytning nødvendig.

Beslutningen er truffet, efter dele af virksomhedens afdeling i Galten brændte i efteråret.

- Vi har skullet finde noget plads efter branden, og samtidig giver det mening for os at få alt under ét tag. Så vi sikrer fremtiden for os ved at gøre det på den her måde, siger Jens Seehusen Christensen, der er direktør i HMF.

De sidste underskrifter på flytningsaftalen er endnu ikke sat, men HMF har altså valgt selv at melde ud, at virksomheden snart er fortid i Højbjerg.

- Det er måske lidt tidligt, vi melder ud, men vi har gjort det for at være transparente, siger direktøren.

Hvad skal der ske i Højbjerg?

Det er en kæmpestor grund, HMF kommer til at forlade, når virksomheden om et par år rykker til Skanderborg Kommune.

Derfor er det også interessant set med højbjergøjne, hvad der kommer til at ske på området.

- Det er ikke endeligt afgjort endnu. Der er mange muligheder på bordet, og vi arbejder på forskellige løsninger, siger Jens Seehusen Christensen, som ikke ønsker at komme nærmere ind på, hvad det er for løsninger, der er i spil.

De færreste kan nok huske tiden fra før, Højbjerg Maskinfabrik slog sig ned på Oddervej. Nu flytter virksomheden snart væk fra kommunen. Pressefoto: HMF

Med den fart, der er på byudviklingen i øjeblikket, og med placeringen på Oddervej i et område, hvor der ligger flere villakvarter, er det nærliggende at tænke i retning af et nyt boligområde.

Kunne grunden blive til boliger i fremtiden?

- Det ved jeg ikke. Grunden ligger godt, og den er egnet til både industri og boliger, som jeg ser det. Så igen, det kan gå mange veje, og det kan blive til mange ting, siger Jens Seehusen Christensen.

Virksomheden når næsten at runde 80 år på Oddervej, inden den flytter, og det er naturligvis noget, Jens Seehusen Christensen har gjort sig tanker om.

Men selvom HMF har en lang historik på Oddervej, er det ifølge direktøren ikke stedet og grunden, der har gjort forskellen for virksomheden.

- Det er de ansatte, der har kulturen, og dem kan vi heldigvis tage med os. Vi har de rigtige folk og det rigtige team til, at jeg tror på, at vi også kan lykkes, når vi flytter, siger han.