- Der er godt nok ikke meget tilbage, siger en kunde, da hun træder ind ad døren til tøjbutikken Entrée.

Og det har hun da egentlig fuldstændigt ret i.

Der er tæt på at være helt tomt i butikken ved Skådecenteret.

Hylderne er væk. Det samme er disken og prøverummet.

Det eneste, der er tilbage, er et par tøjstativer med nogle enkelte varer hængende tilbage.

- Opbakningen har været fantastisk fra kunder, der har villet købe det sidste. Og inventaret satte jeg til salg på Den Blå Avis, og så kom der nogen fra København, som var ved at starte butik, som købte det hele, siger Kirsten Toft.

I 33 år har hun drevet tøjbutikken, som var en af de første butikker i Skådecenteret. 18. marts lukker hun butikken.

- Jeg er 69 år, så nu synes jeg godt, at jeg kan tillade mig at trække mig tilbage og nyde mit otium.

Hun har haft forskellige naboer omkring sig ved centeret. Flere af dem har måttet dreje nøglen om.

Men det har altså aldrig været et tema for Kirsten Toft. Heller ikke selvom finanskriser, utallige indbrud, stigende nethandel og senest coronanedlukningen i perioder har udfordret hende og butikken.

- Der var en periode, hvor vi var hårdt plaget af indbrud herude. Jeg tror, jeg har haft 24 indbrudsforsøg. Jeg ved også, at det var med til at knække en af de andre butikker. Men jeg har holdt ud, og jeg bilder mig ind, at det er, fordi jeg har gjort det godt. Det er mit rustne CPR-nummer, der får mig til at holde op, siger Kirsten Toft.

At hun har gjort det godt, er hendes trofaste kunder helt sikkert enige i. Flere har i hvert fald været forbi med gaver, som tak for god service igennem mange år.

- Jeg har fået hjemmestrik, vin, blomster og chokolade. Det er virkelig enestående og meget rørende.

Hvad er det så, hun har gjort så godt, siden Entrée har overlevet, mens mange andre forskellige butikker ikke har kunnet klare den i Skådecenteret?

Kirsten Toft forsøger at svare beskedent på spørgsmålet.

- Jeg har gjort mig umage, og så tror jeg, at jeg har haft den rette indstilling. Det handler om, at man altid er her. Også selvom det er lørdag, og selvom man måske mest har brug for en fridag.

Samtidig har hun forsøgt at være tro mod sig selv, sit koncept og sin stil. Også selvom tidens mode måske har stukket i en anden retning.

- Jeg har selv bestemt, hvad der skulle være på hylderne. Der har jeg jo haft en fordel i forhold til de store kædebutikker, som ikke selv bestemmer. Og så tror jeg, at jeg har været god til at hjælpe kunderne til at vælge det rigtige, så de ikke er kommet hjem med noget forkert, bare fordi jeg skulle sælge noget, siger Kirsten Toft.

Kirsten Toft har vist, at en tøjbutik i Skådecenteret kan holde skruen i vandet og klare alverdens kriser.

Der vil også være mange kunder, der kommer til at savne butikken. Alligevel har det ikke været et tema for Kirsten Toft at sælge virksomheden, så en anden kunne køre forretningen videre.

- Uden at skulle lyde for smart, så vil jeg sige, at butikken har været bundet op på mig. Jeg tror også, at man er nødt til at have sin egen stil, hvis man skal drive en butik herude, siger hun.

Derfor er Kirsten Toft altså i gang som de sidste dage som butiksejer. Det er en tilværelse, hun kommer til at savne, men også noget hun er ganske afklaret med.

- Det har været en fantastisk tid, og jeg elsker min butik, men jeg har også været klar til at stoppe i lang tid. Jeg tog beslutningen sidste sommer, så jeg er helt afklaret. Men selvfølgelig kommer jeg da til at savne at snakke med kunderne, siger hun.

Når Kirsten Toft endegyldigt lukker og slukker sin tøjbutik Entrée, er det også et farvel til den sidste butik ved Skådecenteret.

Centeret har stadig blandt andet SuperBrugsen, en frisør og et pizzeria, men de deciderede butikker er forsvundet.

18. marts låser Kirsten Toft butikken for sidste gang, og tilføjer et tomt lokale til centerbygningen. Det bliver butikslokale nummer to, der står uden lejer, samtidig med at et kontorlokale også står tomt.

Det er en trist og kedelig tendens, men det er ikke nødvendigvis dødsstødet til håbet om et attraktivt handelscenter med flere forretninger, lyder vurderingen fra Bruno Christensen.

Han er ekspert i detailhandel, og han tror på, at butikkerne kan komme tilbage.

- Det kan sagtens lade sig gøre, men det afhænger af produkterne. Har man de rigtige ting på hylderne, kan man jo drive forretning alle steder. Skal man drive butik i Højbjerg, skal man for mig at se have specialprodukter i den lidt dyrere ende, siger han.

Hvis det ikke er tilfældet, bliver konkurrencen fra midtbyen for svær at hamle op med.

- Hvis man ligger i Højbjerg og begynder at konkurrere med det store udvalg i midtbyen, får man det svært. Man skal lave noget, som ikke findes på gågaden, for så kan det godt lade sig gøre.

Kirsten Toft har haft butikken Entrée, lige siden Skådecenteret kom til verden. Det vil sige 33 år.

I den tid har hun opbygget sig en horde af trofaste kunder, som altid har søgt i retning af hende, når der skulle købes nyt til garderoben.

- De har valgt mig til, og det er jeg meget glad for. Jeg tænker, at det er, fordi de har kunnet stole på mig. De har vidst, at jeg ikke bare ville sælge dem noget, men at jeg ville sælge dem det rigtige, siger hun.

Og det er lige netop fordelen ved at slå sig ned på et sted som Skådecentret, mener Bruno Christensen. Det er ude i lokalområdet, man for alvor har mulighed for at danne en fast kundekreds.

Samtidig er borgerne i højbergområdet typisk klar til at betale lidt ekstra for de gode produkter hos en lokal forretningsdrivende.

- Kan man få en lokal kundekreds, så er priserne på varerne ikke så afgørende. Men det kræver selvfølgelig, at man får oparbejdet et godt ry og et godt navn, og det får men bedst ved at have de rigtige produkter til dem, siger Bruno Christensen.

Deas, der administrerer bygningerne ved Skådecenteret, har ikke ønsket at kommentere udviklingen, og de har heller ikke ønsket at fortælle om planerne for fremtiden.

Men Bruno Christensen mener altså, at det er realistisk at banke nye lokale forretninger op fra bunden.

Også Jesper Nielsen tror på en lysere fremtid for Skådecenteret. Han er direktør i Skåde Brugsforening, som blandt andet har SuperBrugsen i Skåde og på Kridthøj Torv, ligesom de har bygningerne på Kridthøj Torv, og han noterer sig, at parkeringspladsen ved centeret ofte er fyldt med biler.

Derfor mener han, at der er god sandsynlighed for, at nye butikker dukker op.

- Det er bestemt realistisk. Der kommer mange mennesker her, og bygningerne er her til det. For mig at se er der de samme muligheder som på Kridthøj Torv, siger Jesper Nielsen.

Han er ked af, at Entrée nu lukker og slukker, men han tvivler på, at det får de store konsekvenser for brugsen, frisøren og det, der ellers er tilbage ved centeret.

- Det går faktisk bedre end nogensinde for vores butik, men det er da rigtig ærgerligt, at man ikke kan få ordentlige specialvarer længere. Og vi ser da meget hellere, at butikkerne er fyldte, end at de står tomme, siger Jesper Nielsen.

Selvom det udelukkende er alderen, der får Kirsten Toft til at lukke butikken, så er hun knapt så overbevist om, at nye butikker i fremtiden rykker ind i de ledige lokaler i centeret.

Stedet er i højere grad blevet et sundhedscenter, påpeger hun med henvisning til, at centeret blandt andet huser en tandlæge, et fitnesscenter, en læge og en akupunktør.

- Jeg tror, det bliver svært for nye butikker at starte op her, for det er dyrt og svært at komme i gang, siger Kirsten Toft.

Skulle der alligevel være nogen, der sidder med en butiksindehaver i maven, så er Kirsten Toft klar med de gode råd.

- Man skal selvfølgelig gøre sig umage overfor kunderne, så de får de rigtige ting. Man skal også sørge for at holde fast i sit koncept og i sig selv. Og så skal man have tålmodighed, for det kan være økonomisk hårdt i starten.

Paulo Lobato svipper med ketsjeren og sender fjerbolden mod væggen.

Den kommer tilbage, og han svipper igen.

Han er kommet i god tid til dagens træning, og så kan han jo bruge tiden på at øve lidt.

Han svipper igen og igen, indtil bliver afbrudt af en af de andre på holdet. Det er Jonathan, der lige skal have en goddag-krammer.

Så svipper Paulo Lobato lidt igen.

Klokken er 15, og træner Rasmus Grill kalder til samling. Spillere, forældre og hjælpere samler sig i en rundkreds.

Der er en ny mand til dagens træning, så det første punkt på dagsordenen er en lille navnerunde. Og så starter opvarmningen, som afsluttes af en velfortjent vandpause.

- Det er lidt hårdt, men også rigtig sjovt, siger 23-årige Paulo Lobato.

Han er en af de mest trofaste spillere på det hold, der hver søndag bruger det meste af hallen ved Højbjerg Badmintonklub.

Holdet er for personer med et udviklingshandicap, og det har været en del af klubben siden 1999.

Vandpausen er ovre, opvarmningen er slut, og det er tid til øvelser og kamp.

Træner Rasmus Grill sammensætter hold og fordeler spillerne på banerne.

Man kan høre, hvordan fjerboldene rammes rent, rammes på kanten af ketsjeren, og hvordan de slet ikke rammes og i stedet går i gulvet.

- Den var for høj, siger Paulo Lobato lettere bebrejdende, da fjerbolden går ned bag ham.

I den næste duel rammer han den helt rent, og spillerne på den anden side af nettet har ingen chance for at tage den.

Paulo Lobato vender sig om og kigger tilfreds på træner Rasmus Grill, som nikker anerkendende. Et flot slag.

- Flot Sarah, megagodt Lars, verdensklasse Peter, lyder det også fra træneren.

Stemningen er god, og efter nogle minutters spil er det blevet tid til en ny vandpause.

Rasmus Grill er ved søndagens træning den eneste træner. Normalt er de to.

Den anden er 24-årige Maria Sorribes, som er ansvarlig for holdet. Hun er i gang med sin sjette sæson som træner på holdet.

- Det er faktisk ikke, fordi jeg har en relation til nogen med et handicap, men jeg kan se, at holdet gør en forskel for spillerne. Jeg har selv spillet i mange år, og jeg ved, hvor meget glæde badminton kan give, og derfor synes jeg, at det skal være for alle, siger hun.

Derfor tager hun også glædeligt afsted næsten hver eneste søndag eftermiddag.

- Det giver bare så meget mening at være sammen med de her mennesker. Det er 100 på deres præmisser, og det er bare helt fantastisk.

Tilbage i badmintonhallen er tørsten slukket. Rasmus Grill kalder på ny til samling.

Han skal til at sætte den næste øvelse i gang, og det er en, som Paulo Lobato er ekspert i.

Det er den, hvor man svipper til fjerbolden og spiller bande med væggen.

Han viser lige de andre, hvordan øvelsen fungerer, og så finder spillerne ellers en ledig væg.

Alle på nær en. Maja Jensen sidder denne øvelse over.

- Den er lidt for kedelig, siger hun.

Så kan hun jo passende bruge tiden på at fortælle om, hvorfor hun går på holdet.

- Badminton er bare rigtig sjovt. Det er også lidt hårdt, men vi har det hyggeligt, og der er et godt fællesskab.

Hun er med sine cirka ti år på holdet en af dem, der har været med i længst tid, og det har også kastet flere stævnesejre af sig fortæller hun.

Spillerne nøjes nemlig ikke med kun at træne. Fire-fem gange om året er der stævner rundt omkring i landet.

- Det giver rigtig meget til spillerne at komme rundt. De begynder også at kende spillerne fra andre steder i landet, og de får nogle fede venskaber, siger holdansvarlig Maria Sorribes.

Klokken begynder at nærme sig 16.30, og det betyder, at dagens træning lakker mod enden.

Nok en gang kalder træneren til samling. Denne gang skal alle sætte sig ned i en rundkreds i hjørnet af hallen.

Det er blevet tid til lidt afsluttende hyggesnak, og ikke mindst udstrækning.

Rasmus Grill viser lidt forskellige udstrækningsøvelser.

Der skulle jo helst ikke komme skader og alt for ømme ben.