Telefonen brummer i Metin Lindved Aydins jakkelomme.

Han fisker den op og konstaterer, at der er kommet et hav af notifikationer. Men den ringer ikke.

Så hiver han telefon nummer to op fra lommen. Den ringer ganske rigtigt.

- Er det okay, at jeg lige tager den her, spørger han.

Hvem, der ringer, finder vi aldrig ud af. Det er heller ikke så vigtigt, for Metin Lindved Aydin har forholdt sig til det, han skulle i denne omgang. Han skulle tage stilling til, hvad han synes, der skal ske med Rundhøj Torv, og hvordan det bliver et attraktivt sted fremfor et gråt og nedslidt torv?

Det er den type spørgsmål, Metin Lindved Aydin i mange år har stillet sig selv, og som han ikke mindst har fået fra sine medborgere.

Nu skal han bare til at forholde sig til spørgsmålene som politiker og medlem af kommunens tekniske udvalg. Fra årsskiftet træder han ind i det nye byråd som medlem for Radikale Venstre.

- Det ændrer jo sådan set ikke ret meget. Jeg er aktivist, som de fleste andre politikere, og jeg løber med de ideer og hjertebørn, jeg har. Det vil jeg også gøre i byrådet, siger han.

Det brummer igen i jakkelommen, og Metin Lindved Aydin stopper for en kort stund med at besvare spørgsmål for at tjekke telefonerne.

Denne gang kan opkaldet dog godt vente.

Hvis han tog telefonen, hver gang den ringede, kunne han efterhånden ikke bestille ret meget andet. For her på den anden side af valget, har han fået rigtig mange henvendelser. Og det er selvom, han endnu ikke officielt har taget hul på sine fire år som byrådsmedlem.

- Jeg bliver ringet op dagligt af folk, der har noget på hjerte. Det kan være, at de har hørt om en cykelsti, som, de mener, bør gå fra et sted til et andet. Her skal jeg blive bedre til ikke at tage det hele ind, og så skal jeg blive bedre til at bede dem, der ringer, om at gøre deres feltarbejde først.

- Det er også vigtigt at sige, at borgerne ikke altid har ret. Det kan godt være, at de har gode ideer, som vi skal lytte til, men borgerne er ikke nødvendigvis eksperter i sådan noget som regnvand og fredninger i et område. Men vi skal tage dem alvorligt, siger han.

Det er ikke uvant for Metin Lindved Aydin, at han får henvendelser fra borgere, der håber på hans hjælp til et eller andet. Men opkaldene er blevet flere, og det har han det helt fint med. Man kan også fristes til at sige, at han selv er ude om det.

For noget af det, han gik til valg på, var netop at lytte til borgernes ønsker, ideer og ikke mindst protester.

Mere borgerinddragelse var en af Metin Lindved Aydins største mærkesager.

- Der er fra kommunens side en intention om at samarbejde med borgerne, men det er mest bare pæne ord uden ret meget handling bag, sagde han til Skåde-Højbjerg-Holme i ugen op til valget.

Men hvordan vil han sørge for, at hans egne valgløfter ikke bare bliver flere ”pæne ord”.

- Det tager flere år at udarbejde en ny lokalplan, og så er det irriterende, hvis borgerne til sidst er trætte af den, og noget skal laves om. Derfor synes jeg, at vi i højere grad burde starte hos borgerne og høre dem til, hvad de tænker, siger han og kigger på centerbygningen ved Rundhøj Torv bag ham.

- Rundhøj Torv er et godt eksempel. Hvis vi skal til at gøre noget ved det, bør vi da starte med et borgermøde for at finde ud af, hvad borgerne i området ønsker sig. Lige nu tænker politikere og embedsværket først, og så spørger vi borgerne bagefter. Det er for åndssvagt, siger han.

I forlængelse af ønsket om mere borgerinddragelse ser Metin Lindved Aydin også gerne, at kommunen i højere grad gør brug af en ombudsmandsfunktion.

Det vil gøre det lettere for borgerne at klage over kommunens ageren.

- Det skal være sådan, at borgerne har nogle at gå til, hvis ikke et byggeri går, som det er aftalt mellem kommunen og borgerne.

Borgerinddragelse var et populært ord i tiden op til valget. De mange byggerier i Aarhus har fået mange naboer til at spørge sig selv, om de virkelig bliver hørt, når kommunen folder byggeplanerne ud.

Måske har Metin Lindved Aydins budskab om at vende proceduren, så borgerne spørges i starten, været noget af det, der gav ham et bragende godt valg.

For det fik han.

2.861 stemmer sendte ham ikke bare sikkert ind i byrådet. Det gjorde ham også til den radikale kandidat med flest stemmer, på trods af at partiet altså stillede an med en siddende rådmand.

Nu venter så det, der, udefra set, kan virke som en meget vanskelig opgave for politikerne. Nu skal han til at holde, hvad han har lovet. Mere borgerinddragelse.

Og han kan vide sig sikker på, at internetkrigerne nok skal sidde klar, hvis de får muligheden. Han er dog ikke så nervøs for, at han nu skal være skydeskive i den offentlige debat.

- De fleste af de tilbagemeldinger, jeg har fået indtil videre, har været positive. Samtidig har jeg store forhåbninger til de næste generationer, som i højere grad er flasket op med sociale medier og ved mere om, hvordan man skal opføre sig der, siger han.

De holder kæden stram. Både bogstaveligt talt og i overført betydning.

Hos Bings Bikestore er den stramme kæder, og resten af cyklen, nemlig levebrødet.

Og i løbet af de sidste par år, har de levet godt i den lille cykelbutik på Grumstolsvej tæt på Højbjerg Torv.

Det kan de blandt andet takke corona for.

- Jeg havde da gerne været det foruden, for jeg kender også mange i restaurationsbranchen, som jeg har ondt af. Men altså… Specielt da fitnesscentrene lukkede, kom udendørs idræt i høj kurs, og vi har set en stor stigning i salget af især mountainbikecykler, siger Michael Fogh, der er indehaver af butikken.

Læg dertil, at Bings Bikestore har tilkæmpet sig en position som en af landsdelens førende indenfor sportscykler.

- Vi har fået et rigtig godt renommé, og på den måde kan man sige, at vi var klar til corona, hvor mange jo har arbejdet hjemme og ikke haft transporttid til og fra arbejde. Det givet folk mere tid til sådan noget som cykling, siger Michael Fogh.

Butikken ligner på mange måder en almindelig cykelforretning. Der er bare ikke så mange cykelkurve.

Til gengæld står racercyklerne og mountainbikene på rækker, mens cykelentusiasten kan bruge lang tid på at kigge væggene med cykelgrej igennem.

Bag disken står to unge gutter med sorte handsker på og små dimser i hænderne. De er ved at fikse hver deres cykel.

Det ligner cykler, der lige er blevet hevet ned af taget fra en servicevogn i Tour de France. Der er ingen tvivl om, at vi er i en prisklasse, der kun tiltaler dem, der er mere end almindeligt bidt af sporten.

Den betegnelse kendetegner også de fleste af kunderne i Bings Bikestore. Størstedelen af cykelnørder, men der er også plads til de andre.

- Vi har cykler i både den billige og den dyre klasse. Men kommer du med 4.000 kroner og vil have en mountainbike, du skal bruge i skoven tre gange om ugen, så skal du ikke købe den her. Det kan cyklen ikke holde til, og så vil jeg anbefale at købe noget andet. Det skal være i orden, det du får hos os, siger Michael Fogh.

Indehaveren peger på, at netop det store fokus på at rådgive kunderne i deres valg af cykler, giver dem gode anbefalinger.

Alle de ansatte er selv store cykelentusiaster, og de ved, hvad de taler om. Derfor foretrækker Michael Fogh også at sælge cykler fra butikken og ikke via webshoppen.

Alligevel har virksomheden prioriteret at banke en velfungerende webshop op, og det er endda noget af det, Michael Fogh fremhæver som en del af butikkens positive udvikling.

- Men det handler faktisk ikke så meget om at sælge cyklerne der. Det er mere så kunderne kan se, hvad vi har, så de ikke kører forgæves. Vi har kunder fra hele landet, som kommer til os, og det er godt. Jeg vil altid sige, at en cykel skal mærkes og testes, før den bliver købt.

Bings Bikestore er ikke bare en velfungerende cykelforretning. Den er facilitator for et ugentligt cykeltræf, hvor cykelinteresserede kan troppe op i alt deres gear og straffe benene med en cykeltur i den østjyske natur.

- Det startede med, at vi sagde til en kunde, at vi fra butikken alligevel skulle ud at cykle en tur i weekenden, og så hoppede kunden med, siger Michael Fogh.

Siden er budskabet blevet delt, og hver eneste lørdag triller en gruppe cykelentusiaster afsted fra butikken på Grumstolsvej.

- Vi har prøvet, at der stod over 100 personer en lørdag. Det er vildt fedt, og det er selvfølgelig også en måde for os at tilknytte folk til butikken.

Det kræver ikke tilmelding eller en cykel fra Bings Bikestore at cykle med. Det eneste, der kan være en fordel, er at have nogenlunde gode ben.

- Altså det er ikke et cykelløb, men det betyder jo ikke, at bakkerne bliver mindre stejle, siger Michael Fogh.

Det er mandag og butikken holder egentlig lukket.

Alligevel er der nok at se til for indehaver af garnbutikken Fine Fibre, Mai Tønning.

For når der ikke er fysiske kunder i butikken, er der tid til at få klaret noget af alt det administrative arbejde, og der er ikke mindst tid til at få sendt noget garn ud i landet.

Kunder fra hele landet bestiller deres garn hos den lille butik tæt på Kridthøj Torv.

- Jeg har købt mig til en god webshop, og så har jeg nogle til at hjælpe mig med at sørge for, at folk finder mig, når de søger efter garn på internettet, siger Mai Tønning.

Men det er ikke kun online, at garnsalget giver travlhed. Hen over de sidste par måneder har der været mange kunder forbi den fysiske butik.

Hun har en virksomhedspraktikant, men når praktikperioden er overstået, er hun tilbage ved kun at være sig selv.

- Da jeg gik i sommermånederne og ikke havde meget at lave, fik jeg lidt ondt i maven, men nu kan jeg jo næsten ikke følge med. Det er sådan, at jeg overvejer, om jeg skal have ansat en til at være her nogle timer, siger Mai Tønning.

Det lå som sådan ikke i kortene, at Mai Tønning i dag skulle stå med sin egen butik. Og så alligevel lidt måske.

For det er længe siden, at tanken første gang strejfede den nu selvstændige højbjerggenser.

- Jeg plejede at købe mit garn i en anden lille garnbutik her i Højbjerg, men så lukkede den. Der overvejede jeg meget, om jeg skulle overtage den, siger Mai Tønning.

Det valgte hun ikke at gøre, og hun blev i stedet i sit arbejde som sygeplejerske. Og så måtte strikkeriet fortsætte som den store hobby.

Men da så tilværelsen som sygeplejerske gik i retning af et højere og højere tempo, besluttede Mai Tønning sig alligevel for at forfølge drømmen om at kunne leve af sin hobby.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne holde til det tempo, sygeplejerskerne skal arbejde i, indtil jeg bliver 70 år, og derfor begyndte jeg at lede efter et lokale.

Nu er hun selv chef, og det er både godt og skidt. Men mest godt, forsikrer hun.

- Jeg er jo vant til, at en anden kan lave mit arbejde, hvis jeg er syg, og der er da også aftener, hvor jeg lige kan ligge og tænke på, om jeg nu fik betalt den og den regning. Men det er fedt at bestemme selv, og det er fedt at have sin egen butik.

Hun har boet i Højbjerg i 19 år, og derfor var det også lokalområdet, der var hendes foretrukne sted at åbne sin butik.

Alligevel var det lidt tiltalende at åbne butikken tættere på midtbyen, da kundestrømmen der er større.

Men der måtte da også være mange strikkere syd for Aarhus, tænkte Mai Tønning.

- Og så synes jeg også, at der skal være en garnbutik i lokalområdet, og jeg er træt af, at man altid skal køre ind til byen, når man skal have noget.

Noget tyder på, at teorien om de mange strikkere syd for Aarhus var rigtig. For målt på den daglige travlhed går det godt med butikken.

- Mit indtryk er også, at mange af kunderne gerne vil have, at butikken kan overleve, og derfor støtter de mig. Det er da dejligt, siger Mai Tønning.

Når man er så vild med at strikke, som Mai Tønning selv er, så er en butik udelukkende med garn på hylderne lidt af et slaraffenland.

Men det er nogle gange sjovest at have andre at strikke med, fortæller Mai Tønning. Derfor har hun startet et lille strikkefællesskab, hvor 25 kvinder hver uge mødes til en kop kaffe, strikkeri og en masse hyggesnak.

- Der er mange, der synes, det er rart at være sammen om det en gang i mellem. Det er også meningen, at jeg starter nogle strikkekurser i det nye år, hvis vi må for corona.