Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Fru Lund er en sund og rask forretning, og det har corona ikke ændret på. Den "hemmelige" opskrift er ifølge Morten Lund, at man tager kunderne seriøst og giver så meget af sig selv som muligt. Foto: Christian Gnutzmann

Man kan ikke snyde de lokale

Hvis man lever af lokale kunder, så ville det være godt og grundigt dumt at forsøge at snyde dem.

Det har familien bag Fru Lund regnet ud for længst.

Derfor går de også gerne de ekstra skridt for deres kunder, også selvom det ikke nødvendigvis giver den bedste forretning på den korte bane.

Men på længere sigt skal det nok være en gevinst. Det er Morten Lund fra Fru Lund ikke i tvivl om. Faktisk tror han slet ikke på, at den bedste forretning kommer af at tænke på penge hele tiden.

Hvis man har det sjovt med det, man laver, og hvis man altid er klar til at give lidt ekstra af sig selv, så skal man også nok begynde at tjene penge, lyder mantraet.

Noget kunne tyde på, at de har fat i den lange ende. Også selvom det seneste regnskab viste underskud.

For butikken er fortsat sund og rask, og underskuddet kan i høj grad tørres af på corona.

I dagens første artikel kan du læse mere om den lokale tøjforretning, som tidligere på året fik følgeskab af en café.

Du kan i dag også læse mere om en af de kommende lokale byrådsmedlemmer. I denne uge er det Jasmine Søgaard fra Socialdemokratiet, der fortæller om, hvordan det stadig er overvældende at træde ind på Rådhuset.

Hun er dog ved at have vænnet sig til det, og det er godt, for hun kommer til at bruge en hel del af sin tid der i løbet af de næste fire år.

Hun stod langt nede på den socialdemokratiske liste, og hun var måske ikke spået til at brage ind i byrådssalen, men det gjorde hun altså. Hun er tilmed blevet udpeget som partiets politiske ordfører og formand for Økonomiudvalget.

Læs, hvad hun tænker om det, og hvordan hun kan bruge de poster til at føre sin politik.

Du kan også blive klogere på, hvordan hun vil forsøge at indfri sit valgløfte om et renere grundvand.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Der manglede en café i Højbjerg, tænkte Morten Lund og familien bag tøjbutikken Fru Lund. Derfor tømte de det gamle opbevaringslokale og startede en café ved Højbjerg Torv. Foto: Christian Gnutzmann

Fru Lund følger en banal, men bundsolid opskrift: - Hvis man kun tænker på at tjene penge, bliver man sjældent rigere

Det er i virkeligheden meget enkelt.

Giv kunderne en god, nærværende og ordentlig service. Du skal helst have det sjovt samtidigt. Så skal der nok komme penge i kassen.

Sådan lyder hovedtrækkene i måden at drive virksomhed på hos Fru Lund.

Det kan måske virke som om, at det ikke giver pote på den korte bane, men Morten Lund er ikke i tvivl om, at det er det rigtige på længere sigt. Specielt fordi Fru Lund lever af de lokale kunder, og skal de komme igen, skal de behandles ordentligt, siger Morten Lund.

De har mange ideer til deres virksomhed hos Fru Lund. Ikke alle handler om at tjene penge, men sådan skal man heller ikke altid tænke, lyder det fra Morten Lund.

For et år siden, måtte Morten Lund gøre noget, han ikke har prøvet før.

Han måtte offentliggøre et regnskab med røde tal på bundlinjen for familievirksomheden Fru Lund.

Alligevel sidder han tilbagelænet i sin stol, og uden at ryste på hånden fortæller han, at forretningen er ganske sund.

Corona får skylden for det seneste regnskab, da virussen ikke ligefrem gjorde det let at drive detailforretning.

Tøjbutikken Fru Lund har ligesom alle andre beslægtede forretninger været lukket i perioder med nedlukning. Som om det ikke var nok, var det meningen, at Fru Lund også skulle være navnet på en café i tøjbutikkens nabolokale.

- I forbindelse med butikkens 10-års jubilæum havde vi planlagt at åbne cafeen lige på det tidspunkt, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts 2020. Så det måtte vi udsætte, siger Morten Lund.

Cafeen kom dog til verden cirka et år senere end planlagt på hjørnet af Rosenvangs Allé ved Højbjerg Torv.

Så banalt, det gør ondt

Det er familien Lund, der driver både tøjforretningen og cafeen, og derfor drives de to forretninger også efter samme opskrift.

Mantraet er, at servicen skal være i orden, og at det skal være sjovt at være en del af.

- Det er jo næsten så banalt, at det gør ondt. Men det handler om at ville det og om at give noget af sig selv, og så skal kvaliteten selvfølgelig være god, siger Morten Lund.

Både butikken og cafeen lever i høj grad af lokale kunder.

- Dem kan man ikke snyde, og det skal man heller ikke. Det er jo ikke som en butik inde på gågaden, hvor mange kunder er turister, der alligevel aldrig kommer tilbage. Hos os er servicen nødt til at være i orden, ellers kommer folk ikke igen.

Adgang via cafeen

Det sker ofte, at Morten Lund selv trækker et forklæde over hovedet og hopper bag disken.

Han kan næsten ikke lade være, fortæller han. Men det er også vigtigt, at han selv har fingrene i den daglige drift af forretningen. Ellers ved han jo ikke, hvilke knapper der skal skrues på.

Når han så står der bag disken, kan han med få skridt gå fra at være barista til at være tøjmand. Tøjbutikken og cafeen hænger nemlig sammen.

Han holder sig dog til cafeen og virksomhedens webshop, men mange af de ansatte kan både passe cafeen og give dig gode råd med på vejen i forhold til tøjkøb.

Det giver den fordel, at bemandingen i de to forretninger kan støtte hinanden og skifte lidt rundt, alt efter hvor der er travlt.

- Vi er begyndt at holde tøjbutikken åbent om søndagen, og så kan man sige, at vi måske skal bruge en halv mand der i nogle perioder, men halvanden i cafeen for eksempel. Hvis der så er meget travlt i cafeen, sætter vi et skilt op i tøjbutikken, hvor der står, at man skal gå igennem cafeen.

Ikke for pengenes skyld

Søndagsåbent i tøjforretningen er ikke det eneste nye tiltag hos Fru Lund.

Cafeen holder åbent fra klokken otte, så de morgenfriske kan komme forbi og få morgenkaffen. Snart bliver det også muligt med klik-og-hent morgenbrød.

Fælles for tiltagene er, at Morten Lund runder dem af med at sige, at det ikke er, fordi der som sådan er mange penge i det.

Så kunne man måske undre sig over, hvorfor i al verden en forretningsdrivende laver den slags tiltag, men det er der en god forklaring på.

- For det første synes vi, at den slags mangler i Højbjerg, og det er ikke vores ambition at skabe et forretningsimperium, men det skal være et sjovt sted at være. Og hvis man altid gør tingene for pengenes skyld, bliver det sjældent godt. Men hvis man har det sjovt med det, man laver, bliver det faktisk også tit til en god forretning, siger Morten Lund.

1.710 satte krydset ud for Jasmine Søgaards navn ved kommunalvalget i november, og det var nok til at stemme den socialdemokratiske kandidat ind. Pressefoto

Fra en plads langt nede på stemmesedlen til politisk ordfører og udvalgsformand: - Det er meget overvældende

Måske genkender du Jasmine Søgaard (S). Måske gør du ikke.

Der er i hvert fald nogen, der genkender hende på gaden, men om det så er på grund af hendes job som underviser på HF og VUC, eller om det er på grund af hendes politiske karriere, ved hun ikke.

Men mon ikke, at der i løbet af de kommende fire år er flere, der vil genkende hende for det sidste.

Hun er nemlig blevet valgt ind i byrådet, efter at hun for første gang stillede op ved kommunalvalget.

Ikke nok med det, hun er også blevet udpeget som politisk ordfører og formand for Økonomiudvalget.

Her kan du læse mere om, hvad hun tænker om de nye titler og om det at skulle have rådhuset som arbejdsplads.

Jasmine Søgaard (S) stillede op som byrådskandidat for første gang ved det netop overståede kommunalvalg. Og selvom hun stod langt nede på listen, lykkedes det hende at skrabe stemmer nok sammen til en plads i byrådet.

Hun er ved at have vænnet sig til det.

Men alligevel giver det et lille sug i maven, hver gang Jasmine Søgaard træder ind ad døren til Rådhuset.

- Jeg er gået forbi bygningen tusindvis af gange i min barndom, og jeg har altid syntes, at det var en helt utrolig bygning, men ikke et sted, man bare lige gik ind. Men det gør jeg så nu, og det er bare helt vildt fedt, siger hun.

Fra årsskiftet er det hendes arbejdsplads som nyvalgt medlem af byrådet for Socialdemokratiet.

Det betyder, at hun drosler lidt ned på det civile job som underviser på HF og VUC, og hun har også forberedt familien i Højbjerg på, at hun nok kommer til at være lidt mere væk hjemmefra.

Det var første gang, hun stod på stemmesedlen, og selvom hun var listet som nummer 17 på Socialdemokratiets liste ved kommunalvalget, høstede hun altså stemmer nok til en plads i byrådet.

Ikke nok med det skal hun også være partiets nye politiske ordfører, ligesom hun skal være formand for kommunens økonomiudvalg.

- Det er meget overvældende, og jeg er meget taknemmelig for alle, der har stemt på mig. Men jeg synes jo også, at jeg har arbejdet hårdt for det, og jeg føler, at jeg i valgkampen var på gaden 24/7, siger Jasmine Søgaard.

Det lyder lidt tørt

Posterne afspejler det gode valg, mener Jasmine Søgaard, som henviser til, at hun fik 1.710 personlige stemmer.

Men hvad kan man bruge de fine titler til?

- Jeg håber at kunne være med til at omprioritere, hvordan kommunen bruger penge, så sådan noget som velfærd og grøn omstilling får flere penge. Det lyder lidt tørt, men min opgave bliver at kigge på, hvordan vi strikker budgettet rigtigt sammen, og det bliver meget spændende at være med til, siger hun.

Hun kommer samtidig til at sidde i børn- og ungeudvalget, og her kommer hendes fokus til at ligge på en optimering af indeklimaet i institutionerne, normeringer og medarbejdertrivsel.

- Det ligger mig meget på sinde, at vi bruger flere penge på den slags og på at efteruddanne og fastholde alle vores velfærdsmedarbejdere, for det er vigtigt, at børnene får en god start på livet.

Du sagde i valgkampen, at…

Skåde-Højbjerg-Holme talte med de lokale byrådskandidater op til valget. Her fik de mulighed for at pege på et indsatsområde, som de ville slå et slag for, hvis de blev valgt ind.

Jasmine Søgaard pegede på grundvandet som et sted, hvor der skal gøres noget.

- For mig at se er det største problem, at 35 procent af kommunens grundvand er forurenet med sprøjtegift, og det går den forkerte vej, sagde hun før valget.

Nu endte hun ikke i teknisk udvalg, som udefra set nok havde været der, hvor hun ville have fået størst kontakt med emner som grundvand og forurening.

Men det betyder ikke, at hun har glemt sit valgløfte.

- Socialdemokratiet kommer til at have to mand i det udvalg, som jeg vil arbejde tæt sammen med, og som jeg vil sparre med. Og så vil jeg kontinuerligt gribe fat i Christiansborg for at få midler og den rette lovgivning, så vi kan lave en grundvandspark. Det er absolut nødvendigt, siger hun.

Hvor er det lige, de kender mig fra?

En ting er at have vænnet sig til hoveddøren på Rådhuset, noget andet er den øgede opmærksomhed, hun har fået, siden valget.

Som politisk ordfører og udvalgsformand kommer hun i fremtiden til at besvare flere opkald fra medierne, og hvem ved, måske bliver hun også et mere kendt ansigt på gaden.

- Jeg har oplevet, at jeg er blevet genkendt, men jeg ved så ikke, om det er en tidligere kursist, jeg har undervist, eller om det er fra valgkampen, siger Jasmine Søgaard og griner.

Om hun skal til at vænne sig til, at folk på gaden genkender hende for hendes politiske opgaver, må tiden vise. Men uanset om folk kender hende eller ej, kan hun ende med at få kniven på de sociale medier.

Det er hun afklaret med, og hun har også forsøgt at lægge en strategi, hvis tonen bliver for hård og unuanceret.

- Jeg må prøve at stå imod og lukke øjnene for det, og så må jeg tale med mine nærmeste, hvis det bliver for voldsomt. For det er jo nok desværre bare noget, man må tage med. Der bliver skrevet mange spændende ting på sociale medier, og meget af det er jo bare sure opstød uden indhold.

Heldigvis er alt på de sociale medier ikke bare noget, der bør ryge i papirkurven. Noget af det har reelt indhold og gavner den offentlige debat, påpeger Jasmine Søgaard.

- Jeg er glad for, at mange kommenterer opslag på Facebook, og når der er en reel kritik, vil jeg da prøve at gå i dialog og være løsningsorienteret.