Ove Mikkelsen og Erik Skals kan skimte vandet i horisonten fra hver deres altan fra Jelshøjvænget i Skåde.

Det kan de, fordi årstiden ikke tillader blade på træerne.

For der står ellers et par store træer i vejen for havudsigten, og de må ikke fælles.

De to naboer har spurgt kommunen, om det i det mindste var muligt at klippe grenene lidt til, så udsigten fortsat vil være intakt, når træerne igen skyder blade.

Det blev der sagt nej til.

Træerne er fredede og bevaringsværdige, måtte naboerne forstå. Det står skrevet i lokalplanen for området.

Nu kan de to herrer så konstatere, at det træ, der volder mest skade i forhold til udsigt, kan stå til at blive fjernet helt.

Det står nemlig i vejen for et boligbyggeri, som kan være på vej på Jelshøjvænget. Her bliver én bolig til ni, hvis alt går som foreslået af bygherren. Og så spiller træet og udsigten pludselig en birolle i Ove Mikkelsen og Erik Skals bekymringer.

For et byggeri af den størrelse vil have negativ effekt på områdets karakter.

- En massiv byggeklump vil ødelægge det landsbypræg, området har. Det vil også ødelægge det fine, grønne område, der er på grunden, hvor boligerne skal ligge, siger Ove Mikkelsen, inden Erik Skals tager ordet og retter kritik af kommunen.

- Nu kan man pludselig fjerne træerne helt, bare fordi en byudvikler synes, det er en god ide. Det er lidt som om, at vi naboer ikke har ret meget at skulle have sagt. Vi er ikke interesserede i, at træet fjernes helt, for det er med til at give området et grønt udtryk, siger han.

Jelshøjvænget ligger ved krydset mellem Ringvej Syd og Oddervej, og den eneste vej væk fra Jelshøjvænget er via Oddervej.

Men vil man ud på den store vej, kræver det tålmodighed, for her er bilerne mange.

Det er en bil med en fyldt trailer et godt bevis på. Bilen blinker og blinker, og der skal en barmhjertig sjæl til, før bilisten bliver lukket ud og kan sætte kurs mod Odder.

Den slags er hverdagskost for beboerne på Jelshøjvænget, og med udsigt til flere nye naboer er bekymringen, at det kun bliver værre.

I forslaget til byggeriet er der budgetteret med to parkeringspladser til hver bolig. Det vil sige 18 biler yderligere på Jelshøjvænget.

- Og de skal jo med god sandsynlighed afsted og ud på Oddervej cirka samme tid som alle andre. I forvejen er det et stort problem, siger Erik Skals.

- Ni husstande vil også få en masse gæster, som også fylder på vejen, tilføjer Ove Mikkelsen.

De to naboer bor på toppen af Jelshøjvænget, lige overfor den bygning, der efter planen skal rives ned for at gøre plads til de ni huse.

Det er her på toppen af bakken, at seks af de nye boliger skal have ind- og udkørsel. De sidste tre boliger skal ligge for foden af skråningen.

På den anden side af vejen bor Tore Hartelius.

Han har de samme bekymringer som naboerne Ove Mikkelsen og Erik Skals, når det kommer til trafik og områdets grønne udtryk. Men han vil også lige smide en ekstra bekymring i puljen.

- Det kan give voldsomme indkigsgener. Fra de nye huse vil man kunne tælle vores tæer, og man vil kunne se, om jeg har redt mit hår, og det er lige gyldigt, om jeg er i stuen, soveværelset eller køkkenet, siger han.

Han flyttede ind på Jelshøjvænget tidligere på året med sin familie, og noget af det, de faldt for, var netop områdets grønne udtryk.

- Det er betingelserne, at en lokalplan kan ændres. Det er vi med på. Men under den nuværende lokalplan ser vi i beboergruppen ikke, at Aarhus Kommune har hjemmel til at give dispensation for flere af de søgte dispensationer.

- Jeg tror heller ikke, der er nogen i beboergruppen, der har noget imod, at der sker noget, og at området udvikles, men det skal være under hensyn til resten af området og med hjemmel i den gældende lokalplan, og det mener vi ikke, det her er. Det er nogle meget markante bygninger på en central placering, siger Tore Hartelius.

I første omgang vil der ikke blive tale om en ændring af lokalplanen.

Men i den nuværende udgave, er der flere ting, der taler imod byggeriet. Det har beboerne på Jelshøjvænget gjort kommunen opmærksom på igennem tre høringssvar, som tilsammen er underskrevet af stort set alle på vejen.

Udover de fredede træer står der blandt andet, at der kun må opføres én bolig på hver grund. De ni tiltænkte boliger skal ligge på to grunde, og det passer jo ikke ligefrem til formuleringen i lokalplanen.

- Vi har købt vores huse med en beliggenhed og i et område, som vi kunne lide. Det bliver jo lidt ødelagt, hvis kommunen så bare tillader byggerier som det her, selvom det ikke passer til det, der står i lokalplanen, siger Erik Skals.

Men inden kommunens byggeafdeling og politikerne skal tage stilling til, om der skal gives dispensation til at bygge, handler det først og fremmest om de fredede træer.

For de må ikke bare fældes eller flyttes. Heller ikke selvom det er bygherrens ønske. Det forsikrer Helle Toft, der er byggesagsbehandler ved Aarhus Kommune.

- Vi har derfor bedt bygherren om at få lavet en træfarlig vurdering for at finde ud af, om det er syge træer, og om der er risiko for, at de vælter. Hvis det er tilfældet, kan de umiddelbart fældes, men ellers bliver træerne stående, og så må bygherren ændre i projektet. Det kræver en god grund at fælde fredede træer. Det er ikke nok, at de står i vejen for et projekt, siger hun.

Derfor handler det hele lige nu om træerne.

- For vores vedkommende ligger projektet lidt stille lige nu. Vi venter på vurderingen af træerne, og når vi har den, kommer vi til at følge mere op på naboernes spørgsmål og undren fra høringssvarene, siger byggesagsbehandleren.

Spørger man beboerne på Jelshøjvænget, er ni boliger alt for meget til den omtalte grund.

Men ifølge Helle Toft er kommunens umiddelbare vurdering, at grunden godt kan bære ni boliger.

- I første omgang var der 14 boliger i projektet, men det sagde vi nej til med det samme. Det kan grunden ikke bære. Vi vurderer, at der godt kan ligge ni boliger, men det kan også godt være, at vi skal kigge på det igen, og at et eller to huse skal væk, siger hun.

Hun er ikke afvisende over for, at projektet med de ni huse kan blive til noget.

- Men jeg er heller ikke overbevist om, at det kan lade sig gøre. Lige nu venter vi som sagt på at vide mere om træerne, og så skal vi til at forholde os til sådan noget som trafik, hvor vi skal se på, om det er noget, man kan løse.

Hvis vurderingen af træerne tipper i retning af bygherrens ønsker, starter det næste arbejde for kommunens byggeafdeling.

Og her håber Ove Mikkelsen på, at naboerne i endnu højere grad bliver inddraget, og så håber han på, at kommunen ikke kun tænker på bygherrens økonomi.

- Hvis man skal give dispensationer til en lokalplan, bør det være, fordi det er til gavn for en større gruppe borgere og ikke bare en byudviklers pengepung, siger Ove Mikkelsen.

Sådan er det heller ikke, forsikrer Helle Toft.

- Mit indtryk er, at beboerne i området tænker, at vi har givet bygherren lov til alt det, de gerne vil. Men det er slet ikke tilfældet. Der er intet, der er lagt fast endnu, og det er også derfor, vi ikke har taget fat i beboerne igen efter høringssvaret. Vi har sendt høringen ud til dem for at afveje stemningen for byggeriet, og så tager vi fat i dem igen, når vi er lidt længere i processen, for vi er virkelig ikke ret langt.

Du kan her læse mere om bygherrens tanker og mulige alternativer til projektet, hvis det ikke bliver en mulighed med ni boliger.

Grunden er købt og betalt, og så vil det være noget af en streg i regningen, hvis alle planer om nybyggeri må skrottes.

Sådan lyder det fra Mads Dahl, der er direktør i Dahl og Nygaard, som har købt en grund på Jelshøjvænget.

Den oprindelige plan er at rive bygningen på grunden ned og erstatte den af ni rækkehuse.

Men projektet har ikke just mødt opbakning fra naboerne, og flere ting i lokalplanen taler imod byggeriet.

Blandt andet står der, at der kun må bygges én bolig på hver grund, og at grundens fredede træer skal bevares.

Derfor kan det ende med, at boligbyggeriet parkeres, og at der i stedet kommer en institution.

- Vi må se, hvad der kan lade sig gøre. Får vi ikke dispensation til at bygge rækkehuse, kan vi ifølge lokalplanen udstykke grunden til villaer, eller vi kan sælge det til en institution. Det kunne være et autismecenter, som der er stor efterspørgsel på, siger Mads Dahl, som selv har en datter med autisme og derfor har en særlig interesse i at hjælpe børn og unge med de udfordringer.

Det er dog stadig den oprindelige plan med ni rækkehuse, der er førsteprioritet.

- Vi hører fra ejendomsmægleren, at der er stor efterspørgsel på større rækkehuse, hvor moderne familier ikke har en kæmpe have, de skal holde. Men vi må også forholde os til lokalplanen, og kan det ikke lade sig gøre med rækkehuse, må vi finde en anden plan.

Da ideen om nye boliger nåede ud til beboerne på Jelshøjvænget, fik det naboerne til at gå sammen. I tre høringssvar har stort set samtlige beboere skrevet under på indsigelser, der gør kommunen opmærksom på de udfordringer, et byggeri i den størrelse vil give Jelshøjvænget.

Og det kom bag på Mads Dahl, at modstanden var så stor.

- Både vi og ejendomsmægleren tænkte, at det var positivt for området at få den gamle erhvervsbygning væk og i stedet erstatte det med boliger, så det var faktisk overraskende, at alle ikke var glade for det, siger han.

Lige nu er projektet i venteposition. Først og fremmest skal det klarlægges, om de fredede træer er i så dårlig stand, at det giver mest mening at fælde dem med det samme.

Hvis det er tilfældet, skal kommunen blandt andet kigge på, om området kan bære den ekstra mængde trafik, ni boliger vil give.

- Vi venter på at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre. Og så må man jo bygge det, man må. Men det vil da være skønnest at lave et projekt, som er flot, og som kan trække de andre huse op i værdi, siger Mads Dahl med henvisning til, at han tror på, at nye rækkehuse vil løfte området.

Nogle af naboernes betænkninger går på, at kommunen og Dahl og Nygaard allerede har blandet blod og er langt i processen. Og det er uden, at naboerne for alvor er blevet hørt.

Men sådan er det ikke. Det fortæller både kommunens byggeafdeling og Mads Dahl.

Sidstnævnte har da også planer om at tage naboerne med på råd, når man kommer længere i processen.

- Vi har ikke interesse i at være uvenner med dem, der bor der. Og hvis nogle naboer frygter, at nybyggeriet vil give indkigsgener, så er det selvfølgelig noget, vi skal snakke med dem om, for det er vi jo ikke interesserede i, siger Mads Dahl.

Derfor kan naboerne også forvente at komme i dialog med Dahl og Nygaard, men det bliver først, når der er noget mere konkret at fortælle.

- Vi er nødt til at vide, hvad der er op og ned, inden vi snakker med folk. Ellers vil det være spild af tid for alle. Det ville også være ærgerligt at lave en aftale med naboerne, uden vi ved, hvad man må. Så når vi ved mere, har vi planer om at kalde til borgermøde.

Jeg har taget alt mit Fusions-løbetøj på for ikke at ligne en komplet amatør. For det er jeg.

Ikke når det kommer til at løbe, her er jeg ikke helt grøn. Men når kort, kompas og orientering ryger i puljen, bliver jeg udfordret.

For slet ikke at tale om det at skulle bevæge sig væk fra de farbare stier, ind imellem træerne, hvor de mange blade dækker skovbunden og skjuler trærødder, mudderhuller og andre lumske forhindringer.

I anledningen af Orienteringsklubben Pans 75-års jubilæum har jeg inviteret mig selv med til jubilæumsløbet.

Som en del af fejringen er nogle af de gamle kort blevet støvet af, så løberne kan se, hvordan det var i de gode gamle dage.

Jeg holder mig til de nyeste kort. Jeg har aldrig før prøvet sporten, så jeg skal bruge alt den hjælp, jeg kan få.

Derfor har jeg allieret mig med 15-årige Laura Hornbæk. Normalt er orienteringsløb ellers en individuel disciplin, men jeg får lov at snyde lidt.

Man kan så diskutere, hvem der bliver snydt, for da vi lunter ned til startstedet, fortæller Laura, at hun i år stillede til start i seks discipliner ved DM for hendes aldersgruppe. Det gav fem førstepladser og en enkelt andenplads.

I orienteringsløb udfordrer man ikke bare sig selv fysisk. Hovedet er også konstant på arbejde, når der skal navigeres fra post til post.

Det er en af grundene til, at Laura Hornbæk er faldet for sporten. En anden vigtig faktor er fællesskabet i klubben.

- Det er sjovt at være her, og vi får noget rigtig god træning, fortæller hun, lige inden vi får vores kort og dagens rute præsenteret.

Med et lille kompas bundet til min højre tommelfinger kaster jeg blikket ned over det uoverskuelige kort i A4-størrelse.

- Husk at nordvende kortet. Det skal hele tiden vende mod nord, lyder det gode råd fra Laura.

Det prøver jeg på, og så går starten ellers. Hen over græsmarken og ind i mellem træerne, til vi kan se den første post.

Det går jo nemt, tænker jeg. Laura spørger, hvad vi så skal herfra, og jeg forsøger at vende kortet mod nord, lokaliserer post nummer to og peger i en mere eller mindre tilfældig retning.

Laura godtager mit bud på en kurs, og vi sætter i løb igen. Vi når dog kun nogle få meter, før vi står i mudder til anklerne. Laura fortrækker ikke en mine. Hun kigger bare på sit kort, dukker sig for svirpende grene og sætter tempoet op, når terrænet tillader det. Jeg halser efter. Nu med våde og kolde fødder.

At jeg må kæmpe for at følge med, gør ikke så ondt på selvtilliden.

For Orienteringsklubben Pan er ikke bare en af landets mest anerkendte klubber. De har gennem tiden leveret flere løbere med international klasse.

Klubbens unge løbere henter medaljer hjem fra det ene nationale stævne efter det andet. Alene i år har ungdomsafdelingen løbet sig til 42 medaljer. Det er også blevet til en guldmedalje ved Ungdoms EM.

- Vi har en god ungdomsafdeling med 40-50 løbere, der træner sammen hver uge, og så har vi sørget for at have de rigtige trænere og den rigtige måde at træne på. Det har tiltrukket de gode løbere fra hele Danmark, så alle har nogle, de kan sparre med, siger klubbens formand, Thomas Hornbæk, der i øvrigt også er far til Laura Hornbæk.

Tilbage på ruten har vi fundet en god rytme i vores løb. Laura vil nok mene, at det går lidt for langsomt. Men jeg er tilfreds. Måske det mest af alt skyldes, at vi har lagt den taktik, at Laura fører an.

Vi kan se endnu en post i skoven, og jeg bliver glad. Det bliver jeg, hver gang vi ser en af de hvide og orange poser, der omkranser posterne.

Desværre er det bare langt fra alle poster, der er relevante for os. For der er forskellige ruter, og mange løbere i skoven. Og de findes i alle aldre.

For nok taler meritterne og medaljerne for sig selv, og Orienteringsklubben Pan er en sværvægter, når det kommer til eliteløb.

Men klubben er meget mere end det. Det vidner de næsten 400 betalende medlemmer om.

- Det er en sport for alle, og derfor er vores breddedel også meget vigtig for os. Vi har medlemmer i syvårsalderen og helt op til omkring de 90 år, siger Thomas Hornbæk.

I modsætning til de mere velkendte sportsgrene som fodbold og håndbold betyder aldersforskellen ikke det store i orienteringsløb. I hvert fald ikke hos Orienteringsklubben Pan.

- Der er et stort sammenhold på tværs af alder, og det er en sport, man let kan gå til sammen med sine børn. Jeg startede selv, fordi mine døtre begyndte at løbe i klubben, siger formanden.

At der er plads til alle, er Ivan Christensen et godt eksempel på. Han er 69 år og har været medlem af klubben, siden han var 11.

Da han startede, nød han godt af de ældre og mere rutinerede løbere, og nu hvor han selv tilhører den kategori, nyder han godt af de unges energi.

- Det er jo fantastisk at være en del af en klub med så meget liv, og hvor vi kan hygge os så meget på tværs af aldersgrupper, siger han.

I anledningen af klubbens jubilæum har han valgt at løbe efter et af de gamle kort for lige at give sværhedsgraden et nøk opad.

- Orienteringsløb er jo ikke bare udfordrende rent fysisk, det er også hårdt for psyken, når man hele tiden skal holde styr på ruten.

Det sidste får jeg for alvor at mærke på egen krop mod slutningen af min løbetur med Laura Hornbæk.

Der er fire poster tilbage, og nu er det slut med at ligge på lur og lade Laura om at vise vej.

Vi bytter roller, men først må vi stoppe helt op. Jeg skal jo lige have kortet vendt mod nord, inden jeg sætter en kurs. Umiddelbart ingen brok fra min følgesvend.

Men der går ikke ret lang tid, før Laura høfligt opfordrer mig til at kigge en ekstra gang på kortet. Vi er på afveje, og vi må stoppe igen, så jeg kan få styr på verdenshjørnerne. Vandløb, stier og bakker er tegnet ind på kortet, men i kampens hede ligner det mest af alt kruseduller.

Godt jeg har Laura med, ellers ville jeg nok stadig trisse forvirret rundt mellem post nummer 12 og 13.

Efter 54 minutter er alle poster krydset af, og vi løber i mål. Ruten er fem kilometer i fugleflugt, og Lauras løbeur fortæller, at vi har løbet lidt mere end seks kilometer.

- Det kan vi godt være tilfredse med, siger hun opmuntrende.

Glad og tilfreds og lettere forpustet kan jeg sætte mig i bilen og vende snuden hjemad. Imens lunter Laura tilbage til start.

Hun skal da lige have en tur mere. Denne gang med et af de sværere, gamle kort. Hun er trods alt Danmarksmester.