"Prebens Cykelklinik" står der på skiltet ud til Bjødstrupvej. Uden stavefejl.

"Køb salg rep af alle cykler" er også skrevet korrekt.

Naturligvis, tænker du sikkert.

Der er trods alt tale om en seriøs virksomhed drevet af et voksent menneske, så selvfølgelig er der da ikke stavefejl på butikkens skilt.

Det havde der måske været, hvis butikkens indehaver, Daniel Preben Nielsen, selv havde lavet skiltet. For godt nok er ingen af ordene at betegne som værende blandt ordbogens mest indviklede ord, men for Daniel Preben Nielsen, er de fleste ord besværlige.

Han er ordblind og lærte først rigtigt at stave til sit eget navn som 18-årig. Derfor lå det måske heller ikke lige til højrebenet, at han nogle år senere skulle stå som selvstændig med sin egen cykelbiks.

Faktisk stod han med muligheden for at tage imod en førtidspension.

- Men jeg ville hellere knokle, tjene mine egne penge og have noget at stå op til. Jeg har altid været god til at bruge mine hænder og til at ordne ting, så selvfølgelig skulle jeg have mit eget sted og ikke en førtidspension, siger han.

Arbejdet som cykelmekaniker kræver i højere grad fingersnilde fremfor læseevner. Alligevel er det en klar fordel at kunne læse uden besvær, når man driver virksomhed.

Der er regninger, der skal læses og betales, kunders navne der skal skrives ned, en Facebookside der skal opdateres, og reservedele der skal bestilles hjem.

Og for Daniel Preben Nielsen tager det altså bare længere tid at stave sig igennem den salgs.

- For mig siger bogstaverne lidt de samme lyde, og jeg har svært ved at finde flowet i sætninger, når jeg læser. Faktisk har jeg nogle gange taget mig selv i at have lettere ved at læse en brugsanvisning på finsk fremfor dansk. Det er som om, at det er nemmere for mig at forstå af en eller anden grund.

Han kender sine begrænsninger, og derfor har han også nogle til at hjælpe sig.

- Det gode ved at være ordblind er, at man i en tidlig alder lærer, at man har brug for hjælp til nogle ting. Derfor har jeg også fået en kammerat til at hjælpe med skiltet ved vejen, og jeg har en til at hjælpe mig med regnskab og den slags.

Mens det kniber med bogstaverne, har han fuldstændigt styr på cyklerne.

Han har lige hejst sin fars gamle cykel op i en arbejdsvenlig højde.

Den får en grundig behandling, for det er jo trods alt hans fars.

Men det er ikke kun derfor, der bliver kastet masser af koncentration i jernhesten. Alle cykler skal have den tid, det tager at fikse dem, også selvom det kan tage lidt længere tid, end Daniel Preben Nielsen først havde tænkt.

- Tingene skal gøres ordentlig og på min måde. Alt er i orden, når kunden får sin cykel tilbage. Det skal ikke være sådan, at de er nødt til at komme igen om få måneder. Jeg sammenligner det lidt med at tage i en god butik for at købe kvalitetsvarer, siger han.

Biksen på Bjødstrupvej tæller cirka 160 kvadratmeter. Her er der plads til selve cykelværkstedet og et showroom til de cykler, Daniel Preben Nielsen har istandsat og sat til salg.

Men han har vokseværk og brug for mere plads. Derfor har han lejet sig ind i nabolokalet, som han er ved at peppe op. Og det er ikke den eneste udvidelse, der er på vej.

- Jeg får cirka dobbelt så mange kvadratmeter, og så har jeg ansat en lærling, der starter til vinter.

Herre i eget hus, en udvidelse på vej og penge, der tikker ind på kontoen hver måned. Daniel Preben Nielsen er godt tilfreds med, hvor hans hårde arbejde har bragt ham hen.

For vejen hertil har været lang. Han nåede at gå på syv forskellige folkeskoler, inden han til sidst havnede på Holme Nygård, hvor han lærte at læse til husbehov og lærte at stave til sit eget navn.

Her ville han gerne være endt tidligere, for tiden i folkeskolen var ikke ligefrem noget, han kigger tilbage på med stor begejstring.

- Når man hver dag prøver at lære at læse og stave, men stort set aldrig oplever nogen succes med det, så bliver man altså lidt indebrændt og udadreagerende, og så var jeg nødt til at prøve andre skoler, siger han.

På Holme Nygård fandt han melodien. Lærerne forstod ham, og kunne sætte sig ind i, hvordan han tænkte. Og med lidt boglig succes i rygsækken gik han i gang med uddannelsen som cykelmekaniker.

Den er han for længst i mål med, og nu er han klar til at give et ungt menneske muligheden for at nå det samme.

- Den lærling, jeg får, er også en, der ikke har haft den letteste skoletid, og sådan nogle vil jeg gerne hjælpe. En af grundene til, at jeg gerne ville være selvstændig, var, at jeg ville give plads til sådan nogen som mig.

Hver eneste morgen kan Flemming Larsen fra sit køkkenvindue følge med i, hvordan bilerne snor sig om hinanden på den smalle villavej foran sit hus.

Der er ikke meget plads på asfalten, men alligevel bliver den flittigt brugt, når det er ved at være mødetid på Kragelundskolen.

Det lever Flemming Larsen med. Vejen er offentlig, og elevernes forældre har derfor lige så meget ret til at bruge vejen, som vejens beboere, konkluderer han.

Men det kan der snart blive lavet om på.

C. F. Aagaards Vej er en af de 900 veje, som Aarhus Kommune har planer om at ændre til private fællesveje.

Med sådan et prædikat slipper Flemming Larsen og naboerne vel for skoletrafik?

Nej.

For man har ikke nogen bestemmelsesret over en privat fællesvej. Den vil stadig være lige så tilgængelig for offentligheden, som før. Til gengæld får grundejerne på vejen lov til at betale for vedligeholdelsen og snerydning.

- Jeg kan acceptere, at vi som offentlig vej har trafikken til skolen. Men jeg vil ikke skovle sne for Højbjergs elever, og det kan ikke være rimeligt, at vi skal betale for vedligeholdelsen, når alle de biler og busser slider på vejen, siger Flemming Larsen.

For det er nemlig ikke kun biler, der hver morgen er inde at vende på vejen. Det sker også, at skolebussen må bruge C. F. Aagaards Vej som stoppested, fordi de andre indfaldsveje til skolen er proppede med biler.

- Når den kommer med sine store hjul og er nødt til at bruge fortovet, så ødelægger det altså vejen.

I vejloven står det, at vejen skal være offentlig, hvis en trafiktælling viser, at mere end 50 procent af trafikken kommer fra udefrakommende.

Det er tilfældet på C. F. Aagaards Vej, mener Flemming Larsen. Han har lavet sine egne trafiktællinger.

- Vi ligger på mellem 52 og 65 gennemkørsler fra fremmede biler og 35 fra vejens beboere. Der skal jo ikke meget hovedregning til, før man kan se, at det er langt over 50 procent af færdslen, der kommer udefra, siger han.

For enden af den lukkede vej bor Carsten Fihl. Han er på vej ud for at lufte sin hund.

Det er midt på dagen, og der er ro og ingen biler. Det eneste, man kan høre, er en svag lyd af frikvarter på Kragelundskolen.

For nogle timer siden var det helt anderledes. Foran Carsten Fihls hus ligger nemlig vejens vendeplads. Det såkaldte "kiss and goodbye", som beboerne kalder vendepladsen.

Det er her, forældrene ønsker deres børn en god skoledag. Og det foregår altså lige foran Carsten Fihls indkørsel.

- Nu er det ikke så tit, at jeg selv skal ud på det tidspunkt, men det sker ofte, at min kone ikke kan komme ud, når hun skal på arbejde. Det siger jo lidt om, hvor mange biler der kører på vejen, siger han.

Der er ikke udsigt til, at det ændrer sig lige foreløbig. Årstiden taler for, at flere og flere elever får et lift til skole, og det presser de veje, der fører til skolen.

Derfor skrev skolen for nyligt til forældrene, at det var en god ide at fordele sig på vejene, når der skal sættes børn af.

For Flemming Larsen klinger det hult, når han ved, at C. F. Aagaards Vej står på listen over veje, der måske skal gives til grundejerne.

- Det er en kommunal institution, der ligefrem opfordrer til, at forældrene skal bruge vores vej om morgenen. Altså, jeg kan slet ikke forstå, at kommunen så forventer, at vi vil gå med til at betale for vedligeholdelsen, siger han.

Hos Aarhus Kommune har projektleder i Teknik og Miljø Lise Birnbaum også noteret sig, at skolen har skrevet til forældrene. Det giver god mening, da vejen jo er offentlig, mener hun.

- Det er noget, vi kigger på, og vi skal selvfølgelig have fundet en løsning. Lige nu er vejen offentlig, og så er det ikke mærkeligt, at skolen anbefaler at bruge den.

Hvordan løsningen ender med at blive, kan hun ikke sige noget om endnu. Kommunen er ganske enkelt ikke nået så langt. Der står andre veje foran i køen.

De 900 veje skal omklassificeres over 20 år, og inden kommunen går i dybden med vejene i Højbjerg, skal der først være styr på andre dele af Aarhus.

- Vi er klar over problematikken på C. F. Aagaards Vej, og når vi kommer til den portion af veje, som den indgår i, kommer vi til at kigge mere konkret på en løsning, men lige nu kan jeg ikke sige, hvad vi kommer til at gøre, siger Lise Birnbaum.

Der er indtil videre offentliggjort en håndfuld veje i postnummer 8270, som skal omlægges til private fællesveje.

Senere vil endnu flere veje i Højbjerg blive omklassificerede, men det bliver først, når de første portioner er færdigbehandlede.

Udover C. F. Aagaards Vej er også Thornbæks Alle på den foreløbige liste. Her går undren også på, om kommunen virkelig har overblik over, hvor mange udefrakommende biler der suser hen over asfalten.

- Vores vej er ikke lukket, og det har mange fundet ud af. De bruger den som en smutvej for at slippe for de lyskryds og vejbump, der er på de omkringliggende veje. Af den grund synes vi ikke, at vejen lever op til kriterierne for en privat fællesvej, siger Bjarne Richter Bjelke, der bor på vejen.

Han har, siden vejens beboere fik fortalt, at den var udlagt som fremtidig privat fællesvej, holdt mere og mere øje med, hvem der sidder i de forbipasserende biler.

- Vi kender jo hinanden her på vejen, så vi kan hurtigt se, om bilerne hører til på vejen, eller om de kommer udefra. Og der er altså rigtigt mange, der bare bruger vejen til gennemkørsel, og derfor synes jeg ikke, at den lever op til kriterierne for en privat fællesvej.

Det har vejens beboere fortalt kommunen, og her vil man nu have belyst, hvilken type trafik der er på vejen, og hvornår den er der.

- Vi kan jo ikke umiddelbart se, at der ligger noget i nærheden, der skulle give meget trafik, men når vejens grundejere fortæller os, at det er tilfældet, tager vi det selvfølgelig op. Derfor vil vi nu have lavet nogle mål på trafikken, men først skal vi finde ud af lidt mere, for eksempel hvornår på dagen problemet er størst, siger Lise Birnbaum, der er projektleder ved Teknik og Miljø.

Hvis man er ved at have grublet længe nok over, om det var hønen eller ægget, der kom først, er IF Lyseng klar med en variant af det filosofiske spørgsmål.

Her er det nemlig nye baner og medlemmer, der er omdrejningspunktet i dilemmaet.

Klubben er på jagt efter begge dele, og begge deler kommer, lyder det.

Men spørgsmålet er bare, om der er behov for flere medlemmer til at finansiere nye baner, eller om det er nødvendigt at anlægge flere baner for at tiltrække medlemmerne.

IF Lyseng er en af landets største klubber målt på antal medlemmer, og nu er den havnet i lidt af et luksusproblem. Den har ganske enkelt vokset sig så stor, at det kniber med at kunne give alle fodboldstøvler græs under knopperne.

- Vi har helt klart brug for mere banekapacitet. Når vi for eksempel har en kamp, der bliver aflyst og skal flyttes, er det stort set ikke muligt at finde nye tider til den, fordi vores baner bare er i brug hele tiden, siger Henrik Brandt, der er klubansvarlig.

Men selvom der snart ikke kan proppes flere fodboldspillere indenfor kridtstregerne, er klubben på jagt efter flere medlemmer.

Det kan måske lyde som lidt af et selvmål.

Men det er her, dilemmaet om hønen og ægget, banerne og medlemmerne kommer i spil.

For en af løsningerne på pladsmanglen kunne være at pille græsset af opvisningsbanen og udskifte det med kunstgræs.

For at passe på banen, bliver den ikke brugt til træning, men det kunne et nyt underlag lave om på.

Problemet er bare, at det kunstige græs ikke dumper ned fra himlen. Det er dyrt, og der skal graves dybt i lommerne, hvis klubben skal få enderne til at mødes.

Derfor mener Henrik Brandt, at nye medlemmer kommer før mere baneplads.

- Vi var ikke blandt dem, der fik midler fra kommunen i sidste omgang til nye idrætsfaciliteter, og det må vi acceptere. Men det betyder også, at vi selv kommer til at finansiere en større del af en ny kunstgræsbane, og det har vi brug for nye medlemmer og flere kontingentkroner til.

- Samtidig har vi også den holdning, at alle børn og unge i lokalområdet har krav på at være en del af det fantastiske fællesskab, fodbold kan tilbyde, og vi ved jo, at fodbold har stor betydning for mange børn og unges trivsel.

IF Lyseng havde før sommerferien cirka 1.500 medlemmer, og ifølge Henrik Brandt er yderligere 200 klar til at trække i de orange farver i efterårssæsonen.

Derfor tyder det også på, at missionen om at tiltrække flere medlemmer og dermed flere kontingentkroner lykkes. Men der skal også mange nye til, hvis drømmen om at skifte underlaget på opvisningsbanen skal blive til virkelighed.

- Jeg tror, at en ny kunstgræsbane kommer til at koste omkring seks-syv millioner kroner, og dertil kommer andre faciliteter, vi også gerne vil have på anlægget. Det er ikke penge, vi bare lige trækker op af lommen. Men kan vi holde vores flotte medlemstal, tror vi på, at vi kan afdrage et lån over en fornuftig tidsperiode, siger Henrik Brandt.

Hvis alt går vel, kan klubben indvie en ny kunstgræsbane om halvandet år.

- Jeg tør ikke love noget, for en ting er økonomien, noget andet er det tekniske omkring byggeriet. Men en ny kunstbane har førsteprioritet hos os, og vi skal have problemet løst, så det må helst ikke tage længere tid.

Indtil da må klubben nøjes med den plads, der er på anlægget, krydret med de begrænsede træningstider, man kan leje sig til i andre klubber.

- Vi forsøger at dele sol og vind lige, så det ikke altid er de samme hold, der får et hjørne af en bane, de kan træne på. Og så har vi heldigvis nogle dygtige trænere, som er gode til at udnytte den plads, der er til at lave noget rigtig god træning. Så selvom vi ikke har så meget plads, er Lyseng stadig et rigtig godt sted at gå til fodbold.

Udover at være en af landets største breddeklubber, er IF Lyseng også en klub med store sportslige ambitioner.

For nyligt fik klubben fornyet sin DBU-licens til både ungdoms- og pigefodbold, og skal der holdes fast i den slags, er der ikke bare brug for mere kunstgræs og flere træningstider. Der skal også optimeres på klubbens mulighed for fitness, omklædning og behandling.

- Det er også ting, der står højt på vores ønskeliste, sammen med en forbedring af vores klubhus, men lige nu er baneplads det vigtigste. Hvis vores 3. divisionshold for eksempel har brug for en hel bane til at lave noget taktisk træning før en kamp, er det ikke altid, det kan lade sig gøre, og jeg tvivler på, at det er et problem, de har i de andre divisionsklubber, siger Henrik Brandt.

Klubben har i forvejen en enkelt kunstgræsbane og en lille håndfuld græsbaner. Holder man det op mod antallet af medlemmer i 2020, svarer det til, at der er én 11-mandsbane per 358 medlemmer.

Til sammenligning havde klubberne i Aarhus Kommune i gennemsnit 111 medlemmer per bane, mens der i hele landet kun var 69 medlemmer til hver bane i gennemsnit. Det viser tal fra DBU Jylland og Facilitetsdatabasen.

Det er en tæt på umulig opgave at råbe kommunen og politikerne op.

Sådan føles det i hvert fald for beboerne på Solbrinken, der måske har udsigt til et større boligbyggeri i baghaven.

Et seniorfællesskab med 29 boliger er på tegnebrættet, og det vækker ikke ligefrem begejstring hos Lars Jakob Johansson, der bor på Solbrinken.

Den største bekymring er, at der med de nye naboer vil følge markant mere trafik.

Derfor har han, siden han hørte om byggeriet for første gang for halvandet år siden, forsøgt at råbe kommunen og politikerne op for at få dem til at genoverveje projektet.

Men han taler for døve ører, føler han.

- Det virker lidt som om, at hvis kommunen er positivt stemt overfor et byggeprojekt fra starten af, så er det svært at gøre ret meget ved som borger. Faktisk føler jeg slet ikke, at vi bliver hørt, siger Lars Jakob Johansson.

Bekymringen er ikke blevet mindre, efter han søgte aktindsigt i projektet. Da han fik svar, manglede indsigelser fra både ham selv, naboen og Holme-Højbjerg-Skåde Fællesråd.

De kom dog, da han rykkede for det hos kommunen, men det fik ham alligevel til at tænke.

- Når de først kommer drypvis, efter jeg har efterspurgt det, kan man jo godt frygte for, at alt det, der taler imod byggeriet, ikke bliver taget med i beslutningsprocessen, siger han.

Før projektet kan blive til virkelighed, skal det i sidste ende godkendes i byrådet. Og for at alle har et oplyst grundlag at træffe beslutningen på, er det vigtigt, at alle parter får lov at komme til orde.

Og det får de mulighed for. Det forsikrer rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V), der også forsikrer, at ingen indsigelser er forsvundet.

- Der er ikke nogen, der bliver glemt, og der er ikke nogen her, der har en skjult dagsorden. Det vil jeg gerne slå fast meget tydeligt. Der kan selvfølgelig ske menneskelige fejl, men jeg vil gerne advare mod at tillægge nogle en skjulte dagsorden, siger han.

Det er ikke første gang, at borgere i Aarhus Kommune kritiserer den manglende indflydelse på beslutningsprocessen, når der skal bygges nyt. Er I gode nok til at inddrage borgerne?

- Vi er dygtige nok. Men hvis dit næste spørgsmål er, om vi kan blive bedre, vil jeg svare ja. Selvfølgelig kan man altid blive bedre, og borgerinddragelsen er noget, jeg gerne vil styrke. Blandt andet vil jeg gerne have fællesrådene endnu mere med i processerne, siger rådmanden.

Byggeriet skal ligge ud til Oddervej, og det vil øge trafikken på den i forvejen trafikerede hovedvej.

Men det er ikke kun her, der vil komme mere trafik.

Lars Jakob Johansson spår, at der også vil drøne markant flere biler forbi Solbrinken, der går parallelt med Oddervej.

For at undgå for mange farlige situationer på Oddervej er forslaget, at der laves en såkaldt højre ind-højre ud fra byggeriet. Det betyder, at man ikke svinge mod Odder, når man skal ud fra boligerne.

Det får Lars Jakob Johansson og naboerne på Solbrinken til at frygte, at deres villavej bliver brugt som til- og frakørselsvej.

- Jeg forestiller mig, at mange fra boligbyggeriet vil køre ned i krydset ved Højbjerg Torv, dreje til højre og så hurtigt til højre igen, så de kommer ad Solbrinken mod Odder. Og man kan også frygte, at alt trafik fra midtbyen må forbi Solbrinken og andre små veje for at kunne dreje ind til byggeriet, siger Lars Jakob Johansson.

Rådmand Bünyamin Simsek er ikke så bekymret for trafikken på baggrund af boligprojektet.

- Jeg medgiver, at trafikken i det område er udfordret, men når der er så mange boliger der i forvejen, tror jeg ikke på, at et enkelt projekt ødelægger trafikken.

Højre ind-højre ud er ikke den eneste detalje, der kan give Solbrinken mere trafik.

Imellem Lars Jakob Johanssons hus og naboen Søren Laursens går der nemlig en lille vej indtil Oddervej 79.

Vejen har siden 1929 været tilladt at bruge for beboere på matriklen. I projektets skitseforslag er den vejret stadig tiltænkt at gælde, selvom Oddervej 79 går fra at være et hus med to boliger til at være en del af et boligfællesskab med 29 boliger.

I forslaget fra byudvikleren står der ”Den niveaufri adgang sker via tinglyst vejret fra Solbrinken, hvor der også er mulighed for at sætte gæster af lige ved fælleshuset og det centrale opstigningspunkt”.

For Søren Laursen, der bor på den adresse på Solbrinken, som vejen tilhører, kunne det lyde som noget, der giver væsentligt mere trafik. Og ifølge ham er det hverken rimeligt eller tilladt at regne vejen med i projektet.

- Der er tinglyst vejret til den ene matrikel, men det nye byggeri dækker tre grunde, og det har vi gjort kommunen opmærksom på, siger han.

Men da han ikke hørte fra kommunen i lang tid, spurgte han til, hvor langt projektet var.

- Det havde man da besluttet sig for at gå videre med, fik jeg at vide. Det er lidt sjovt, synes jeg, at man kun finder ud af det ved selv at tage kontakt til kommunen. Vi er trods alt involveret i det, og vi har givet høringssvar. Og vi har stadig ikke fået svar på, hvorfor man mener, at vejretten stadig gælder, selvom det nu er 29 lejligheder, der skal til at benytte vejen.

Samtidig kunne han så notere sig, at det ikke længere kun er Oddervej 79, der har ret til at bruge den lille vej. Det har hele byggeriet.

- Man kan glo lige ind i vores soveværelse fra vejen, og vores børn bruger den. Og retten til vejen er jo fra en tid, hvor der ikke kørte biler, så vi synes, det ville være mere tidssvarende at skrotte vejretten, men i stedet skal den nu bruges af 29 naboer og deres gæster.

Den lille vej fra Solbrinken er ikke tiltænkt som en hovedvej til boligerne. Den fører ind til nogle få parkeringspladser, som kan bruges af besøgende og folk med gangbesvær.

Derfor kommer trafikken ikke til at stikke af på Solbrinken på grund af den lille vej, vurderer Matias Thorn, der er byudvikleren bag projektet.

- Jeg forstår naboernes bekymring, men alt hverdagsparkering bliver med ind- og udgang til Oddervej, siger han.

Det er dog svært at forestille sig, at byggeriet ikke vil give mere trafik til området.

- Der kommer jo flere beboere til, men byggeriet bliver samtidig en god støjskærm mod trafikken på Oddervej. Og så vil vi gerne imødekomme naboerne, for vi er ikke bare onde byudviklere, der kommer for at lave noget træls. Vi vil gerne lave et projekt, der giver noget godt til lokalområdet, siger Matias Thorn.

Hvis byudvikleren virkelig mener det, kunne han starte med at genoverveje den lille vej fra Solbrinken indtil Oddervej 79. Det mener Søren Laursen.

- Det er fint, at han har hørt os, men det virker ikke til, at der bliver lyttet til os. Jeg har svært ved at se, at den lille vej er afgørende for projektet. Til gengæld har den stor betydning for os på Solbrinken, fordi den vil skabe mere trafik. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor han og kommunen ikke er mere lydhør overfor for vores indvendinger, siger han.

Kommer byggeriet, så kommer byggeriet.

Sådan har både Søren Laursen og Lars Jakob Johansson det. Og så skal de nok finde ud af at leve med det.

De har til gengæld svært ved at acceptere, at de føler sig overhørte af kommunen.

- Vi føler os lidt kørt over. Det handler ikke om, at vi skal have ret og have det, som vi vil have det, men kommunen skal bare huske at lytte til os, der skal leve med et nyt byggeri i baghaven. Det er trods alt os, der kender området og ved, hvordan trafikken er. Kommunen og byudvikleren antager, at projektet ikke vil ændre noget, men vi kan ikke få svar på, hvad de bygger den antagelse på, siger Søren Laursen.

Naboen er enig. Han føler, at kommunen og byudvikleren kører parløb, mens de berørte naboer bliver glemt.

- Det vil være lettere at sluge, at der kommer et byggeri, hvis vi føler, at beslutningen bliver taget på et ordentligt grundlag, hvor vi som naboer bliver hørt. Det synes jeg ikke, vi er blevet, og det skaber lidt mistillid til kommunen og måden at gøre tingene på, siger Lars Jakob Johansson.