Bliver det naboernes redning? Kommunen har givet Rema 1000 en besked, der kan få afgørende betydning for projektet på Højbjerg Torv
Den store og gule etageejendom på Højbjerg Torv skal blive stående. Den må ikke rives ned for at give plads til Rema 1000’s planer om en ny dagligvarebutik og boliger.
Sådan lyder den kurs, Aarhus Kommunes lokalplanafdeling har sat for det videre arbejde med projektet.
Det betyder, at det oprindelige Rema 1000-projekt vakler, hvis det da ikke falder helt fra hinanden.
Der er dog stadig ikke noget, der er endegyldigt slået fast, og det kan stadig ende med en butik, måske bare i en mindre udgave end den model, der først var på tegnebrættet.
”Centrum” står der på den store, gule bygning.
Det er en gammel henvisning, som er overlevet på bygningens facade, og nu er ordlyden på ny en passende beskrivelse.
Den gule etagebygning på Højbjerg Torv ved parkeringspladsen foran frisøren har nemlig fået afgørende betydning i sagaen om det projekt, Rema 1000 i flere år har forsøgt at få passet ind på torvet.
Her vil butikskæden bygge en ny dagligvarebutik med boliger ovenpå, og Rema 1000 har for længst købt grunden med henblik på at rive den gule bygning ned for at gøre plads til planerne.
Men de planer er måske på vej i skraldespanden, for der er noget, der tyder på, at den gule bygning får lov til at blive stående.
- Vi har slået fast, at det er udgangspunktet, at bygningen skal bevares, fordi vores medarbejdere i forvaltningen har vurderet, at den er bevaringsværdig, siger Lene Damgaard, der er byplanlægger og projektleder på lokalplanprocessen ved Aarhus Kommune.
Situationen er den samme med den butiksfløj, der ligger ud for den gule bygning. Det er her, hvor blandt andet en frisør og en genbrugsbutik holder til. Den bygning skal som udgangspunkt også bevares, som den er.
- Det er der, hvor sagen står nu. Det er ikke os i forvaltningen, der beslutter det i sidste ende, det er op til byrådet, men vi anbefaler byrådet, at bygningerne ikke skal rives ned, siger Lene Damgaard.
Rema 1000’s forslag
Rema 1000 har købt den gule etagebygning på Højbjerg Torv, butiksfløjen og den villa, der ligger ved siden af torvet på Rosenvangs Allé 245.
Ideen er at lave en dagligvarebutik med boliger ovenpå og måske gøre plads til en lille butik eller frisør.
Selve Højbjerg Torv ligger i et centerområde, hvilket i princippet muliggør opførelsen af en dagligvarebutik. Det gør villaen på Rosenvangs Allé ikke, og det vil derfor kræve en ændring at få den med i centerområdet.
Ligeledes har der været lagt op til, at rammerne skulle give mulighed for en bebyggelsesprocent på 70 i stedet for de nuværende 50, ligesom der skulle gives tilladelse til at bygge i fire etager frem for tre. Det vil kræve politikernes velsignelse at få lov til det.
Det vil altså sige, at det ikke er fuldstændigt udelukket, at Rema 1000 kan få lov til at gå videre med de planer, der tidligere har været fremme, men i første omgang er butikskæden blevet bedt om at komme med et nyt oplæg til, hvordan der kan laves et projekt, hvor butiksfløjen og den gule bygning bliver, hvor de er.
Ikke rigtig bevaringsværdig
Med udmeldingen fra Aarhus Kommune om, at de eksisterende bygninger som udgangspunkt ikke må rives ned, har sagen taget en ny drejning. For selvom intet er mejslet i granit endnu, virker det ikke specielt sandsynligt, at Rema 1000 får lov til at rive bygningerne ned og gå videre med plan a.
Det er selvom, der ikke officielt er tale om en bevaringsværdig bygning. Ikke endnu i hvert fald.
- For at den kan blive ”rigtigt” bevaringsværdig, skal det godkendes af byrådet. Så vi kommer til at tage det med som et forslag i lokalplanen, så den kan blive erklæret bevaringsværdig, siger Lene Damgaard.
Med det siger hun også, at selve lokalplanprocessen ikke er lagt ned. Der bliver stadig arbejdet på, om der kan laves et projekt på Højbjerg Torv. Det skal bare være et projekt, der tager højde for, at den gule bygning formentlig bliver stemplet som bevaringsværdig af byrådspolitikerne.
Ligesom det i øvrigt skal være et projekt, der får opbakning i byrådssalen. Blandt andet skal politikerne sige god for, at en villa på Rosenvangs Allé 245 bliver taget med i centerområdet, som resten af grunden ligger i. Det er nødvendigt for at kunne bruge grunden til at bygge butik på.
Skal kigge på det
Det er efterhånden længe siden, at de første frø blev sået til projektet, men i et halvt år har arbejdet ligget helt stille på grund af et stort pres på Aarhus Kommunens lokalplanafdeling. Men nu er der taget hul på processen igen, og det er altså med en mindre god besked til Rema 1000.
Men kan butikskæden opføre en butik alligevel? I princippet kan der laves en mindre model, hvis altså byrådet godkender end eventuel endelig lokalplan. Men er Rema 1000 overhovedet interesseret i det?
Det ville Skåde-Højbjerg-Holme naturligvis gerne have spurgt Rema 1000 om, men det har ikke været muligt. I et skriftligt svar lyder det, at virksomheden nu vil overveje mulighederne.
- Det eneste vi pt kan sige er, at vi nu skal kigge på det hele her internt for at vurdere, hvad det eventuelt kan blive til engang i fremtiden, skriver Rema 1000’s kommunikationschef, Jonas Schrøder.
Spørgsmål om trafikken
Den nye, bevaringsværdige bygning er ikke den eneste knast, der skal høvles af, før Rema 1000 får lov til at stikke en spade i jorden.
Også i forhold til trafikken mangler der at blive besvaret nogle spørgsmål. Det var først tanken, at butikken skulle have ind- og udkørsel til Oddervej, men det forslag blev hurtigt kasseret af Aarhus Kommune i samarbejde med politiet.
Siden har der været arbejdet med en ind- og udkørsel til Rosenvangs Allé ikke ret langt fra krydset mellem Rosenvangs Allé og Oddervej.
Det har mødt stor kritik og modstand fra naboer og fællesråd, som blandt andet fremhæver, at Rosenvangs Allé i forvejen er et grimt sted at cykle, da der ikke er nogen cykelsti.
- Vi har sagt til Rema 1000, at der skal hyres en ny trafikrådgiver, som skal gå længere ned i detaljerne, end vi har været før, siger Lene Damgaard.
Der er altså stadig flere ting, der skal falde på plads, før en ny dagligvarebutik skyder op på Højbjerg Torv, hvis den da nogensinde gør det. Rema 1000 er i hvert fald ikke umiddelbart kommet tættere på at realisere det projekt, der indtil nu har været i støbeskeen.