Boligplaner kan ende i butikker, fitness og spisesteder: Nyt projekt er i spil på omdiskuteret byggegrund
De store tanker om et nyt Højbjerg Plads på Oddervej med boliger, en cafe og en dagligvarebutik kan ende med at blive skrottet.
Den nuværende lokalplan for området, hvor blandt andet Alexandra Blomster ligger, giver ikke mulighed for det foreslåede projekt. Remien Ejendomme, som ejer grunden, overvejer at tage konsekvensen af det og i stedet renovere og opgradere de nuværende bygninger.
Lige nu ligger en anmodning hos kommunen om en ny lokalplan, som vil muliggøre det oprindelige projekt, men det kan ende med, at Remien Ejendomme går med den alternative model, som holder sig indenfor de nuværende rammer.
For mere end 10 år siden blev det et klart ”nej tak” fra borgerne, som efter et massivt pres fik planerne for Højbjerg Plads skrinlagt.
Siden har Remien Ejendomme, som ejer grunden på Oddervej med blandt andet Alexandra Blomster, gjort klar til et nyt projekt på grunden, der er døbt Højbjerg Plads.
Boliger, dagligvarebutik og en café skulle assistere blomsterforretningen i forsøget på at peppe området op, lød forslaget.
Men det projekt kan ende med at havne samme sted som de planer, der for mere end 10 år siden mødte stor modstand fra borgerne.
Skåde-Højbjerg-Holme har fået indsigt i materiale for grunden Oddervej 84, og her fremgår det, at Remien Ejendomme overvejer at gå andre veje.
”Vi har en lokalplansanmodning afventende til berammet igangsættelse ultimo 2023, MEN vi overvejer pt at udnytte vores byggeret indenfor gældende lokalplan”, lyder det fra Remien Ejendomme til Aarhus Kommune i det materiale, som Skåde-Højbjerg-Holme har fået indsigt i.
Der er dog slet ikke besluttet noget endeligt endnu, lyder det fra Claes Remien, der er direktør i Remien Ejendomme.
- Vi har hele tiden en sondering af, hvad vej vi skal, og om vi kan gå nogen af vejene i det hele taget, siger han.
En af mulighederne er, at de eksisterende bygninger bliver genbrugt, sat i stand og opgraderet.
- Det er ikke så konkret, at noget er besluttet endnu, men det er en mulighed, at bygningerne helt eller delvist kan indgå i et projekt. Lige nu har vi en dialog med kommunen om mulig anvendelse af området inden for den eksisterende lokalplan, siger Claes Remien.
Udfordringerne ved det oprindelige forslag
Der er altså to muligheder i spil for Oddervej 84. Hos Aarhus Kommune ligger en anmodning om at lave en ny lokalplan for området, som vil kunne muliggøre det oprindelige projekt med boliger og dagligvarebutik.
For det projekt vil kræve en ny lokalplan, da den nuværende fra 1990 blandt andet siger, at der ikke må bygges dagligvarebutik på grunden.
Samtidig må bebyggelsesprocenten ikke overstige 50 procent. Det oprindelige forslag fra Remien Ejendomme byder på en bebyggelsesprocent på cirka 100.
Også højden på projektet gik udover rammerne for grunden, hvor der ikke må bygges i mere end to etager ifølge lokalplanen fra 1990. Her er boligprojektet oppe på 4,5 etager.
Det nye projekt
Ved at vælge den anden model, hvor området renoveres og opgraderes, kommer Remien Ejendomme uden om at skulle vente på en ny lokalplan. Forslaget holder sig nemlig indenfor de gældende rammer.
Blomsterbutikken og autoværkstedet bagerst på grunden vil få lov til at blive ifølge skitserne til det nye projekt på Oddervej 84.
Også fløjen på den nordlige del af grunden skal fortsætte med at huse udvalgsvarer. På førstesalen kan der ifølge forslaget enten laves kontor eller restaurant. Det samme kan ske på den førstesal, der skal laves på de to øvrige fløje på den forreste del af grunden.
I den midterste bygning kan et fitnesscenter rykke ind i kælderen, mens udvalgsvarer kan blive i stueetagen og så altså en mulig restaurant på en ny førstesal.
- Generelt tror jeg, at der er efterspørgsel efter den slags i Højbjerg, hvad end det bliver det ene eller det andet projekt, siger Claes Remien.
Med de nye tilbygninger, ombygninger og renoveringer vil bebyggelsesprocenten ende på de 50, som ifølge den gældende lokalplan er tilladt, og der vil ikke blive bygget højere end de to etager, som lokalplanen fra 1990 tillader.
Det vil også sige, at der ikke bliver tale om hverken boliger eller en ny dagligvarebutik.
- Det her er en sondering af udnyttelse indenfor de eksisterende rammer, og derfor er der heller ikke nogen dagligvarebutik, siger Claes Remien, som endnu en gang understreger, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning om, hvilken retning projektet skal bevæge sig i.
- I begge tilfælde bygger vores ansøgning og analyser på et ønske om et tiltrængt løft til lokalområdet, som vi søger at opnå basis for.
Fire gange så mange biler
Om det bliver det ene eller det andet projekt, vil der være tale om en gedigen opgradering af Oddervej 84, som i dag er faldet mere og mere hen.
Skulle det ende i en ombygning og en opgradering, modellen uden boliger og dagligvarebutik, vil det betyde 1.610 bilture på grunden fordelt over hele døgnet. Sådan lyder udregningen fra Remien Ejendomme i det materiale, der er sendt til Aarhus Kommune. Det svarer til fire gange som mange biler som i dag.
I den forbindelse er det planen at nedlægge den ene af de tre ind- og udkørsler, der er til grunden i dag, så der i stedet kun vil være to steder, man kan komme ind eller ud.
Samtidig vil der blive lavet flere parkeringspladser på grunden, så det samlede antal vil komme op på 63, hvor der i dag er 45 ifølge materialet fra Remien Ejendomme til Aarhus Kommune.