Der var engang, hvor der var rigtig god plads mellem villaerne i Skåde Bakker. Der var kun ganske få boliger, og et af de første var palæet på Arnakvænge 2. Villaen er døbt Villa Arnak, og det er et af de mest iøjnefaldende boligbyggerier i postnummeret.

Den blev bygget i slutningen af 1800-tallet, og det var til at starte med et sommerhus, ligesom de øvrige villaer i området.

Men allerede få år senere blev Villa Arnak bygget om, og det skulle i stedet være en helårsbolig. Med sådan et palads ville det næsten også være en skam, hvis man kun boede der nogle få måneder om året.

I dag er den store villa delt op i flere ejerlejligheder, og bygningen har en bevaringsværdi på to. Det har den blandt andet på grund af sin arkitektoniske værdi, og fordi den fremstår originalt.

Små 20 år efter opførelsen af Villa Arnak, blev villaen på Bævervej 1 bygget, og ligesom i resten af nabolaget var villaen i første omgang bygget som sommerhus.

I dag skiller villaen sig ud ved at have stråtag på toppen, og nedenunder gemmer der sig 200 kvadratmeter bolig. Det vil der formentlig gøre i mange år frem, hvis ikke til evig tid.

Bygningen er vurderet som fredningsværdigt med en bevaringsværdi på to.

Ifølge Højbjerg-Holme Lokalhistoriske Arkiv har huset gennem tiden været hjem for både læger, en havnedirektør og en tobaksfabrikant.

På trods af en ombygning, nye døre og vinduer, bliver denne villa vurderet som ”enestående” i bevaringsmæssig forstand af Slots- og Kulturstyrelsen.

Den har bevaringsværdi på to, og det er primært det arkitektoniske aspekt, der trækker boligen i retning af den store bevaringsværdi.

Det var Bødkermester Balle, der i starten af 1900-tallet byggede villaen, og han var faktisk ganske aktiv i området. Ifølge Højbjerg-Holme Lokalhistorisk Arkiv købte han også flere grunde, end det var smart. Salget af grunde og villaer fulgte ikke forventningerne, og det endte i en konkurs.

Bævervej 9 blev derfor solgt til en bankdirektør, som i øvrigt var bror til ham, der boede i den føromtalte Villa Arnak.

Denne kæmpe kolos af en bolig har en bevaringsværdi på to. Det i sig selv gør den interessant, men der hvor den virkelig skille sig ud fra mængden er på salgsprisen, da den senest blev handlet.

Det gjorde den i 2020, hvor hammerslaget lød på hele 25 millioner kroner. Det sikre titlen som den største hushandel i 8270 nogensinde. Men hvad er det lige, der gør den så speciel?

Først og fremmest er der masser af plads. 400 kvadratmeter ifølge Boliga. Det ydre er der heller ikke en finger at sætte på. Kridhvide mure med sorte teglsten på toppen.

Huset er bygget i 1915, og i vurderingen af bevaringsværdi scorer den højt på både det arkitektoniske og på originalitetsværdien.

Endnu en to’er og endnu en villa med et kæmpestort prisskilt. Seneste salg lød på godt 17 millioner kroner.

Villaen ligger helt op til skoven med vandkanten lige på den anden side, og som det var tilfældet med flere af listens villaer, var der også her tale om et sommerhus, da boligen blev bygget i 1907.

Bygningen får et tretal for originalitetsværdien og for tilstandsværdien, mens den scorer lidt bedre på det arkitektoniske. Den samlede bevaringsværdi ender altså på to, og den kan derfor betegnes som værende af høj bevaringsværdi.

For første gang på denne liste er der tale om en bevaringsværdig bygning i kategori et.

Den er bygget i 1916, og små 10 år senere flyttede erhvervsmanden Axel Kier ind. Det var ham, der gjorde villaen til en helårsbolig, ligesom han byggede en hel del om på grunden ifølge Højbjerg-Holme Lokalhistoriske Arkiv.

Udover at være direktør flere steder i løbet af sit arbejdsliv var Axel Kier også medlem af Holme-Tranbjerg Sogneråd i en periode. Han døde i 1969, og han har siden fået en vej i Holme opkaldt efter sig.

Boligen blev efter Kiers død solgt videre, og i dag er det en stor villa, på grænsen til en herregård, og en af områdets mest bevaringsværdige boliger. Vurderingen hos Slots- og Kulturstyrelsen er endda, at der her er tale om et ”fredningsværdigt kompleks”.

Som titlen på dette punkt indikerer, så er der ikke tale om en bolig, men i stedet om Moesgaard Museum.

For nok er selve museet, som det står i dag, relativt nyt, men der er elementer i området, som går rigtig mange år tilbage.

Kommer man ad Moesgård Allé fra Oddervej, bliver man mødt af et lille hus med rødt tegltag. Huset ligger helt ude til vejen lige inden selve museet. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen har bygningen været brugt som smedje, og det har en bevaringsværdi på to.

Fortsætter man ad Moesgård Allé, ender man inde midt i gårdspladsen af det, der engang var en herregård. Adressen er Moesgård Allé 20, og bygningen er en del af museet og bliver blandt andet brugt af Aarhus Universitet. Bygningen er ikke bare bevaringsværdig, den er også fredet.

Vi er ved at være i bunden af denne liste, og det sidste skud på stammen er en tudsegammel model. Det er Skovmøllen, der ligesom museet, er fredet.

Bygningerne er fra 1787, og i dag huser de det anerkendte spisested Restaurant Skovmøllen, som tidligere på året fik fire stjerner og en bunke rosende ord med på vejen af Århus Stiftstidendes madanmelder.

Pludselig tog arbejdsdagen en markant drejning for to betjente.

Det var en sommerdag i 1995, og de var i gang med en ganske almindelig fartkontrol på Oddervej ved Frederikshøj Kro, da de blev kaldt afsted til en anden og langt mere alvorlig opgave.

Jyske Bank lidt længere oppe ad Oddervej havde slået alarm. Et røveri var i gang.

De to betjente fra fartkontrollen var de første på stedet, og det huede naturligvis ikke røverne at blive forstyrret i arbejdet. En af dem stak af med en betjent i hælene. Efter en kort forfølgelse gik bankrøveriet fra at være en voldsom oplevelse til at blive fatalt.

Røveren stoppede op, vendte sig og sendte en kugle fra sin revolver i brystet på betjenten, som ikke overlevede.

De i alt fem gerningsmænd flygtede efter skudepisoden fra stedet. Ifølge gamle artikler fra Århus Stiftstidende lykkedes det dem på trods af panikken at få nogle hundrede tusinde kroner med sig fra banken.

Det var næppe det udbytte, de havde håbet på, men værre var det for dem, at deres flugtbil tilsyneladende var forsvundet. Derfor måtte de tænkte hurtigt. Løsningen blev at kapre en varevogn tæt på banken. Den var bemandet, og chaufføren blev taget som gidsel.

Den store flugt

På det her tidspunkt har røveriet udviklet sig til at være meget voldsomt og brutalt. En mand er skudt og dræbt, et andet menneske er taget som gidsel. Bare røveriet i sig selv er voldsomt.

Men de vanvittige handlinger fra gerningsmændene stoppede ikke her.

For den tilfældige varevognschauffør blev ikke det eneste gidsel. Omkring Moesgård Allé skiftede røverne køretøj, og her var endnu en uskyldig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vedkommende blev samlet op og taget med.

Sådan fortsatte turen ned gennem Danmark til Tyskland. Folk blev truet, en kvinde blev hevet ud af sin bil for at kunne se gerningsmændene stjæle vognen. Flere blev taget med som gidsler.

En måneds tid og en intens menneskejagt senere blev fire franskmænd anholdt. Senere led et femte medlem samme skæbne. Og politiet fik fat i de rigtige.

Fire af de fem franske gerningsmænd blev idømt mellem 10 og 12 års fængsel. Det sidste medlem, som var ham, der skød og dræbte betjenten, fik en dom på 25 års fængsel.

Hele 26,7 millioner kroner var der i flugtbilen, da en håndfuld mænd fra Rundhøj blæste afsted fra Danske Banks afdeling i Brabrand.

Året var 2007, og gruppen af mænd havde kort for inden flugten braget en anden bil gennem bankcentralens hegn. Med det var en stor jagt sat i gang. Politiet sendte masser af mandskab på gaderne og en helikopter i luften.

Forholdsvist hurtigt fik ordensmagten færten af noget brugbart, og allerede samme dag, som tyveriet blev begået, var Højbjerg i fokus.

En gammel, forladt ejendom på Bjødstrupvej var ifølge politiets teori blevet brugt som pausestation. Undersøgelser af stedet viste, at den var god nok. Gerningsmændene havde været på ejendommen, og det var ikke lykkedes dem at skjule sporene.

Nu brændte tampen for alvor. Politiet havde tidligt mistanke til gruppen fra Rundhøj, og det havde det, fordi banden et år forinden var mistænkt for et lignende kup. Denne gang skulle banditterne knaldes for det.

Selvom politiet hurtigt havde en klar fornemmelse af, hvem der stod bag, så nåede flere af gruppens medlemmer at forlade landet.

Desværre for dem var politiet ganske vel informeret om, hvor mændene rejste hen, og cirka tre måneder efter tyveriet slog politiet til på et hotel i Prag.

Mændene blev idømt nogle års fængsel, og politiet fandt nogle få hundrede tusinde kroner. Langt størstedelen af udbyttet fra kuppet blev aldrig fundet, og politiet fortalte senere, at ”hver en krone var brugt på tant og fjas”.

Du kan læse endnu mere om historien i denne artikel fra Skåde-Højbjerg-Holme.

Hvem skød Marie Lock-Hansen en novemberdag i 1967 i boligen på Hestehavevej? Og hvorfor var det lige hende, der skulle skydes?

Teorierne er mange, beskyldningerne det samme, men beviserne har manglet.

Derfor er det ikke lykkedes at hænge nogen gerningsmand op på det bestialske mord, der i mere end 50 har levet omgivet af stor mystik.

Det var om formiddagen den 10. november 1967. Marie Lock-Hansen åbnede for en mand, der tilsyneladende ville vise hende noget. Få øjeblikke senere havde han med tre skud fra en pistol dræbt hende. Også hushjælperen blev ramt af skud, men heldigvis overlevede hun. Hendes beskrivelse af gerningsmanden har derfor siden været central i efterforskningen. Andre personer i området har i øjeblikkene efter de affyrede skud passeret det, der bliver betegnet som gerningsmanden. Derfor har politiet hele tiden haft et signalement at gå efter.

Ligesom det er tilfældet med gerningsmanden, er pistolen aldrig fundet. Det på trods af, at politiet ifølge Århus Stiftstidende har afhørt 20.000 personer i sagen.

Død og begravet

Det væltede ind med tips til politiet. Ingen viste sig at føre til drabsvåbenet eller dets ejermand.

En af de teorier, der blev bragt i spil, var, at Marie Lock-Hansen blev skudt ved en fejl. Ifølge teorien skulle kuglerne have ramt en kvinde, der under krigen skulle have stukket mere end 50 modstandsfolk til tyskerne.

Den teori blev efterforsket og undersøgt af politiet, men senere blev den fejet af banen.

Siden har efterforskningen været lagt i graven, taget op igen for i 2021 at blive lukket endnu en gang. Kun med ”nye og helt afgørende oplysninger” vil politiet igen genoptage sagen, lød det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi i august 2021.

Kort forinden var der ellers noget, der tydede på, at ordensmagten var på randen af et gennembrud. Et tip ledte politiet på sporet af en på det tidspunkt 90-årig mand med bopæl i Canada.

Mistanken blev dog aldrig til mere end en mistanke, da politiet ikke kunne samle tilstrækkeligt med stærke beviser. Manden døde som 93-årig, og sigtelsen mod ham frafaldt.

Sagen er nu død og begravet, og meget tyder på, at Højbjerg-mordet aldrig bliver opklaret, og at der aldrig bliver slået to streger under, hvem der trykkede på aftrækkeren den formiddag i november i 1967.