Kåre og 10.000 andre kan have betalt for meget til kommunen: Han vil undersøge muligheden for at få penge tilbage, og du kan gøre det samme
Det er ikke sket i ond tro, men Aarhus Kommune har på ulovlig vis opkrævet for mange penge fra borgere og virksomheder, når de har ført en kommunal byggesag.
På baggrund af artikler i RisskovLIV og Stiften erkender forvaltningen og politikere nu fejlen, som betyder, at du måske skal have penge tilbage, hvis du har haft en byggesag i perioden mellem 2017 og 2020.
Alt i alt skønner Aarhus Kommune, at man har snydt borgerne for omkring 7,2 millioner kroner i op imod 10.000 byggesager.
Ved første øjekast lignede det en ganske simpel sag om en tilbygning.
Sådan startede det da også for Kåre Morgen og hans familie i 2016, men det endte med at blive en tung, tidskrævende og ikke mindst dyr omgang.
Sagen kom til at strække sig over flere år, og den bød på mange telefonsamtaler og møder mellem Kåre Morgen og Aarhus Kommune.
Det kommunale taxameter tikkede, og da der langt om længe var givet byggetilladelse til en tilbygning ved huset på Niels Bjerres Vej, lød den samlede pris for sagsbehandling på 18.677 kroner.
Det var et noget større beløb, end Kåre Morgen havde forberedt sig på. Det måtte også være for stort, vurderede han. Derfor sendte han en klage til Aarhus Kommune.
- Sagen trak ud hos kommunen, og der gik to år, før vi fik tilladelsen. Det kostede ekstra omkostninger i sagsbehandling, som vi jo skulle betale, siger han til Skåde-Højbjerg-Holme.
Nu viser det sig, at det beløb kan være højere, end det burde.
En dyr fejl
Kåre Morgens sag er en ud af op imod 10.000 sager i perioden fra midten af 2017 til midten af 2020, hvor kommunen kan have lavet fejl, der har kostet borgerne penge.
For nyligt erkende Aarhus Kommune i en pressemeddelelse, at den har opkrævet for høje gebyrer efter en ulovlig metode. Det sker efter afsløringer i RisskovLIV og Århus Stiftstidende.
Kommunen har taget sig for godt betalt, når fakturaen for byggesagsbehandling er blevet udskrevet. I alt kan der i den periode være røget 7,2 millioner kroner mere i kommunekassen, end der burde. De kan nu blive betalt tilbage, og du kan få en bid af kagen, hvis du har haft en byggesag i den treårige periode.
Sådan hænger sagen sammen
Det var RisskovLIV og Århus Stiftstidende, der er i marts 2022 kunne fortælle, at kommunen havde brugt en ulovlig metode til at opkræve penge for sagsbehandlingen.
I stedet for at opgøre sagsbehandlingen ud fra den tid, der reelt blev brugt, blev der rundet op til nærmeste kvarter.
Aarhus Kommune brugte metoden, da den var blevet anbefalet det af Kommunalteknisk Chefforening, som er en forening for kommunale chefer på tværs af landet. Men det skulle altså vise sig, at det var et brud på reglerne.
En borger fra Risskov klagede over opgørelsen af sagsbehandlingstid i sin sag, og Byggeklageenheden gav ham medhold.
I marts 2022 kunne RisskovLIV og Stiften skrive, at kommunen havde benyttet en forkert metode, og at det kunne dreje sig om tusindvis af sager.
For nyligt blev sagen drøftet i Teknisk Udvalg, og her blev det besluttet, at borgerne skal have mulighed for at få tilbagebetalt de beløb, der er overtakseret.
Fejlen er sket ved, at kommunen har rundet op til nærmeste kvarter, hver gang der er brugt tid på sagsbehandling.
Det vil sige, at hvis en privatperson eller en virksomhed ringer til den kommunale sagsbehandler med et kort spørgsmål, koster det et kvarters sagsbehandling. Også selvom der reelt kun er brugt fem minutters arbejdstid på telefonsamtalen.
Men herregud, 10 minutters overbetaling er vel det, man kan kalde en bagatel?
Måske.
Men forestil dig, at det er sket mange gange i løbet af en byggesag med et hav af møder, samtaler og mailkorrespondancer. Ifølge RisskovLIV er der eksempler på sager med op imod 90 tidsregistreringer. Potentielt kan der i hver eneste af de 90 registreringer være opkrævet for mange penge.
Mange bække små kan altså blive til en stor regning. Og metoden er ulovlig. Derfor vil Aarhus Kommune nu betale tilbage, oplyser den i en pressemeddelelse.
Muligt at få sin sag kigget igennem
Det er godt nyt for Kåre Morgen og familien. For selvom sagen er parkeret, og de kan nyde tilbygningen på Niels Bjerres Vej tæt på Lyseng, så ser de gerne sagen genåbnet. Mest af alt for retfærdighedens skyld.
I 2016 ansøgte de igennem en arkitekt om at få lov til at lave en tilbygning. Der gik ikke ret lang tid, før ansøgningen blev godkendt. Grønt lys til tilbygningen, og så skulle den ged være barberet.
Men Aarhus Kommune havde lavet en fejl. Naboen var ikke blevet hørt i sagen, byggetilladelsen blev trukket tilbage, og så var der dækket op til en lang og kringlet sagsbehandling. For den daværende nabo var ikke begejstret over Kåre Morgen og familiens tilbygningsplaner.
Først to år senere kom den endelige godkendelse. Denne gang uden at blive trukket tilbage. Undervejs var sagen sågar forbi byrådet, og den blev debatteret på et møde i Teknisk Udvalg, hvor Kåre Morgen havde foretræde.
- Det var spild af alles tid, for det havde jo sådan set intet med os at gøre. Tegningerne var jo lavet, siger Kåre Morgen.
Tid gik der masser af, og den slags koster knaster. Som fortalt ovenfor kan det også have kostet for mange penge.
- Der har været mange korte snakke med kommunen, hvor vi har talt om, hvad vi gør nu og så videre, siger Kåre Morgen.
Her kan der potentielt være penge at hente, for hver enkelt samtale er blevet takseret til et kvarter, også selvom det måske kun har taget ganske få minutter.
Kåre Morgen vil undersøge muligheden for at få sagen genåbnet.
- Jeg vil ikke blive uretfærdigt behandlet, når jeg ikke har gjort noget forkert, så hvis det ikke bliver for indviklet, vil jeg have kigget på sagen igen, siger han.
Sådan får du din sag kigget efter
Aarhus Kommune har ikke opkrævet forkert af ond vilje, men der er sket en fejl, og nu vil kommunen gøre det godt igen ved at betale pengene tilbage.
Derfor bliver borgere og virksomheder nu tilbudt at få gennemgået deres byggesager.
Men er du en af de 10.000, der har haft en byggesag i perioden fra midten af 2017 og tre år frem, og sidder du med en fornemmelse af, at du har betalt lidt mere, end du burde, skal du ikke forvente, at Aarhus Kommune prikker dig på skulderen.
I stedet opretter Aarhus Kommune en hjemmeside, hvor borgere fra den 2. oktober kan bede om at få kigget på sin sag.
Har du haft en byggesag i perioden fra 2015 til midten af 2017, kan du meget vel være i samme situation. Også her er der opkrævet penge efter samme metode.
Aarhus Kommune vurderer, at der i den periode også er tale om cirka 10.000 sager, men at en forældelsesfrist på tre år betyder, at århusianere næppe for penge tilbage for den periode.