Et telefonopkald satte turbo på Emmas vilde drøm – tre år senere blev hun den yngste danske kvinde til at bestige verdens højeste bjerg
Emma Østergaard er en del af en eksklusiv klub. Den med personer, som har stået på toppen af Mount Everest. Verdens højeste bjerg.
Hun blev bidt af at vandre i bjerge, da hun var på ”dannelsesrejse” i sabbatårene, pludselig stod hun i en udstyrsforretning med nummeret på en dansker, der tidligere havde besteget Mount Everest.
En opringning til ham satte fut i drømmen om Everest. Nu kan hun prale af at have besteget bjerget som den yngste kvinde nogensinde.
Undervejs på turen mod toppen så hun lig fra omkomne personer, der ikke nåede toppen, og som ikke kan fjernes. En barsk oplevelse med en del af pakken, som hun havde forberedt sig på.
Det kommer bag på de fleste, når Emma Østergaard fra Højbjerg besvarer det trivielle spørgsmål ”hvad laver du så?”.
- Jeg er bjergbestiger, lyder hendes svar.
Bjergbestiger? Kan man overhovedet være det?
Ja, det kan man, og Emma Østergaard er en af de få, der kan prale af at være det. Faktisk har hun i en alder af 26 allerede taget den måske største skalp af dem alle.
Hun har stået på den højeste top i verden. Mount Everest.
Den 23. maj i år nåede hun toppen efter at have været på bjerget i to måneder. Inden det har hun i tre år arbejdet benhårdt for at blive klar til den ekstreme mission. 8.848 meter og manglende ilt, is, sne og kulde.
Bjerget i Himalaya er ikke for sarte sjæle. Det har krævet adskillige menneskeliv hos bjergbestigere, der ligesom Emma Østergaard har forsøgt at nå toppen, men som ikke klarede den.
- Der ligger desværre stadig omkomne deroppe, som man ikke kan fjerne. Det er skrækkeligt, siger Emma Østergaard.
Det kan lyde komplet vanvittigt, at det alligevel var det, Emma Østergaard for mere end tre år siden satte sig for at opnå.
- Men jeg gjorde det ikke for at se døden i øjnene eller for at udfordre skæbnen. Det kan det måske ligne udefra, men der er en grund til, at jeg har trænet i tre år, og jeg tog ikke derop med hovedet under armen.
I stedet handlede det om at følge en passion, som på kort tid har vundet kæmpe indpas hos Emma Østergaard.
- Jeg får helt kriller i kroppen bare af at snakke om bjergbestigning. Jeg føler virkelig, at jeg lever der, hvor jeg kommer ud, hvor jeg bliver presset. Jeg kan godt lide at være på dybt vand, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre, men alligevel får man det løst, siger Emma Østergaard.
Et afgørende opkald
Det er en velkendt kliche, at man kan lære noget om sig selv ved at tage ud og opleve verden i sabbatårene efter studenterugen.
Sådan en rejse kan være med til at forme resten af livet, bliver det ofte fortalt. Mange gange er der noget om snakken, andre gange er ovenstående en smøre, der bliver liret af til familiesammenkomster.
For Emma Østergaard var der tale om det første. Hun var på ingen måder bjergbestiger, da hun gik ud af gymnasiet.
Men som så mange andre brugte hun tiden efter ungdomsuddannelsen på at rejse, og særligt en oplevelse i Indonesien blev skelsættende.
- Min veninde og jeg besteg en vulkan, og det var noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Vi var helt uforberedte, og det var sygt hårdt. Men jeg kom op på toppen og tænkte, at det her, det er for vanvittigt. Det at arbejde med sig selv og opleve, at ”wauw, det her er muligt", det skulle jeg have mere af.
Emma Østergaard tog oplevelsen med hjem. Almindelige ferier blev til vandreferier, og en hurtig søgning på Google fortalte hende, at Kilimanjaro i Tanzania på 5.895 meter var et godt sted at tage næste skridt.
Problemet var bare, at ingen var klar til at tage med.
- Det skulle være løgn, tænkte jeg. Så som 21-årig tog jeg selv afsted og besteg bjerget. Det var den ægte kickstart, for udviklingen i de 12 dage, det tog, er det vildeste, jeg har oplevet. Jeg fandt ud af, at det var noget, jeg var god til.
Med det var bjergbestiger-frøet begyndt at spire. I horisonten spøgte Mount Everest, men det var trods alt stadig i en helt anden skala.
- Jeg tænkte, at det må være om 20 år, og så er der stadig alle mulige hvis’er omkring det, for jeg har et liv lige nu, siger Emma Østergaard, der var godt i gang med en universitetsuddannelse.
Alligevel gik hun ind i en udstyrsforretning i Aarhus. På disken lå en brochure med kontaktoplysninger på Jakob Urth, som i 2018 nåede toppen af Mount Everest.
- Jeg skrev til ham, og vi havde en telefonsamtale, hvor det eskalerede. Vi aftalte at gå all in, og vi blev enige om, at det skulle tage tre år at blive klar.
Nu handlede det hele om Everest. Emma Østergaard gjorde sin bachelor færdig, begyndte den hårde fysiske træning, prøvede kræfter med andre bjerge.
Og nok så vigtigt så knoklede hun for at finde penge til den ekstreme mission.
- Jeg beholdt mit deltidsjob, sagde min lejlighed op, men det har virkelig været hårdt, at jeg konstant var bagud på økonomien. Der var ikke timer nok i døgnet, for det var intenst på så mange måder med træning, planlægning og sponsorer.
10 timers uvidenhed
Den 29. marts stod de klar i Nepal. Altså cirka to måneder, før de kunne tage et billede på toppen. Tre års intens forberedelse var lagt i rygsækken. Klar til den endelige kamp mod Mount Everest.
Man går lidt op ad bjerget for at gå lidt ned igen. På den måde vænner man kroppen til at være i højden, indtil man til sidst er klar til det sidste stykke mod toppen.
- Kroppen er konstant under pres. Når man rammer de 8.000 meter, er man oppe i det, der hedder dødszonen. Det betyder, så makabert som det lyder, at kroppen lukker ned.
Det sammen med synet af bjergbestigere, der ikke klarede den, måtte Emma Østergaard lukke ude.
- Jeg synes også, det er uhyggeligt, og jeg har også været bange og skræmt. Men når det er så ekstremt, synes jeg selv, at jeg er god til at lægge afstand til det. Fordi vi har snakket om det inden og forberedt os på det, så kom det ikke som et chok.
En ting er Emma Østergaard selv. Noget andet er, at hendes familie hjemme i Højbjerg forsøgte at følge med. De har også hørt om dødszonen og om bjergbestigere, der har mistet livet i forsøget på det samme, som deres datter nu var midt i.
- Det var hårdt at vide, at jeg var skyld i deres frygt, men de har været verdens største støtte, siger Emma Østergaard.
Når hun har været i basecampen i 5.300 meters højde for at restituere, har hun kunnet komme i kontakt med dem i Danmark. Når hun har været på vej mod toppen, har en GPS-tracker været eneste livstegn. Og den tracker gik ud på det sidste stykke mod toppen.
- Vi fandt ud af, at GPS’en havde været død i 10 timer, og det har været forfærdeligt for min familie.
Konstant bagud på økonomi
Men hun nåede målet. Hun kan nu prale af at være dansker nummer 20 på toppen af verden. Den yngste danske kvinde nogensinde.
Ikke så dårligt at skrive på cv’et.
Nu er hun er tilbage i Højbjerg hos sin familie.
- Jeg skal finde min karriere som bjergbestiger. Jeg vil gerne holde foredrag og inspirere andre til at arbejde benhårdt, hvor klicheagtigt det end lyder. Og så skal jeg lave guidede ture, fortsætte og starte nye samarbejder op. Til august skal jeg sammen med Jakob Urth guide en tur til toppen af Kilimanjaro for 18 kvinder. Og så holder jeg fast i et deltidsjob med marketing ved siden af.
Og så skal hun naturligvis selv på nye eventyr. Men det bliver næppe til et gensyn med verdens højeste bjerg lige foreløbig.
- Jeg har lært aldrig at sige aldrig, men lige nu giver det ikke mening at tage Everest igen. Jeg har lige været der, og der er hundredvis af andre bjerge derude, så det er bare at starte fra en ende af, siger Emma Østergaard.