Kommer der flere biler på vejene, og skal vi vænne os til mere støj? Få et overblik over Kongelundens betydning for Højbjerg
Projekt-Kongelunden er langt fra i mål, men i den kommende uge kan det store projekt komme et væsentligt skridt nærmere.
Det skal behandles i byrådet, og her er det udviklingsplanen og en miljøvurdering, der skal tages stilling til.
I miljøvurderingen står der blandt andet, at særligt Jyllands Allé og Rosenvangs Allé kan risikere en stigning på op imod 1.900 biler i døgnet.
Der står også, at det kan blive nødvendigt med en støjafskærmning, hvis den nye parkeringsplads på væddeløbsbanen, skal laves.
Og så indeholder udviklingsplanen en hel masse andet end det nye fodboldstadion. Udfordringen er bare, at der ikke er penge til ret meget af det på nuværende tidspunkt.
I den kommende uge skal byrådet tage stilling til Kongelunds-projektet.
Der er et hav af spændende ting i projektets portefølje, og superlativerne står i kø i projektets udviklingsplan. Udfordringen er bare, at kisten med guld ikke er bundløs, og der er langt fra penge nok på nuværende tidspunkt til at gøre alle de gode tanker til virkelige attraktioner.
Men selvom der slet ikke er økonomi til det hele, får du her et overblik over, hvad man skal have for øje, hvis man bor i Højbjerg.
Blandt andet er der udsigt til, at vejene omkring Kongelunden, Jyllands Allé og Rosenvangs Allé, vil opleve en stigning i antallet af biler.
En stor, grøn legeplads
Først og fremmest kommer Kongelunden til at indeholde en masse både store og små aktiviteter. Det nye fodboldstadion spiller førsteviolin, men en masse andre instrumenter indgår også i det store orkester.
Syd for travbanen, altså lige i udkanten af postnummer 8270, er det planen, at en ny cykelcrossbane skal anlægges. Cykelcross er lidt en hybrid indenfor cykelsport, hvor der både kan køres på veje, stier og jord. Ifølge udviklingsplanen skal banen ligge ud til Carl Nielsens Vej mellem Terp Skovvej og Observatorievejen.
Crossbanen er noget af det, der står forrest i køen til at blive lavet, hvis altså byrådet i Aarhus Kommune følger den indstilling, der rammer byrådssalen i næste uge. I indstillingen står der, at banen kan være færdiglavet i november 2024.
I udviklingsplanen bliver en række mindre projekter også nævnt. Blandt andet er en vandlegeplads, klatrenet mellem træerne og et naturcenter med bålplads og shelters på listen. Det er dog elementer, der ikke er finansieret endnu og dermed ikke noget, der med sikkerhed kommer.
Men projekt-Kongelunden bliver da også betegnet som et 100-års projekt, så det kan være nødvendigt at væbne sig med tålmodighed i forhold til nogle af de herligheder, der er på tegnebrættet.
Kongemærket og den endelige bro
Du kender Den Uendelige Bro, og måske skal du også til at være dus med Den Endelige Bro. For en af de ting, der bliver drømt om, er en badebro for foden af Mindeparken.
Broen er ikke finansieret eller besluttet, men den er visualiseret i udviklingsplanen som et element, der kan være med til at binde bugten og Kongelunden sammen.
Ikke ret langt derfra ligger rundkørslen ved Mindeparken. Her skal Kongemærket placeres. Visionen er ifølge udviklingsplanen at gøre rundkørslen til et nyt mødested.
Tanken er at opføre en bygning i midten af rundkørslen, måske som en cafe, og samtidig skal bilerne forvises, så det er trygt og sikkert at færdes til fods.
Inden du får kaffen galt i halsen eller bryder ud i jubel over udsigten til flere lukkede veje, så træk luft ind. Der går lang tid, før hele området er forbudt for biler. Som du kan læse i næste punkt, skal den operation ske i flere bidder.
Fredeliggørelse i fire etaper
I fremtiden skal Kongelunden skal være helt uden biler. Kun for cyklende, gående, løbende. Sådan lyder visionen i hvert fald.
For at nå dertil skal bilerne lige så stille tvinges ud af området. Første etape bliver at lukke den sydlige del af Stadion Allé. Senere lukkes alléen helt for biltrafik, så strækningen i stedet bliver en grøn boulevard med mulighed for forskellige aktiviteter.
Det er også tanken, at Kongevejen skal ensrettes, så der kan laves permanent skråparkering på vejen.
I tredje etape står rundkørslen ved Mindeparken på Carl Nielsens Vej for skud. Den skal lukkes for gennemkørende trafik, inden der til sidst vil være tale om et helt bilfrit Kongelunden. Det vil altså betyde, at Kongevejen og Carl Nielsens Vej for sidste gang har været brugt af private biler.
Her vil vi selvfølgelig være mange år fremme i tiden, men visionen er, at vejene skal være grønne boulevarder til gavn for bløde trafikanter og ikke bilister.
Under hele processen er det også meningen, at der skal gøres noget for at forbedre forholdene for cyklister.
Trafikken flytter fra et sted til et andet
Stopper vi så bare med at bruge de firehjulede med motorer? Det gør vi næppe bare sådan lige, og en lukket vej det ene sted har det med at give flere biler et andet sted.
Det skal man også forvente i forbindelse med Kongelunden.
For når første del af Stadion Allé bliver lukket, vil der være bilister, der ikke kan køre forbi stadion, gennem Marselisborg Grønnevej til Kongevejen. Det vil blandt andet gå ud over Jyllands Allé.
Ifølge den miljørapport, der vurdere Kongelundens udviklingsplan, vil en lukning af Stadion Allé og ensretning af Kongevejen give 1.300 biler ekstra på Jyllands Allé på stykket fra Fredensvangs Runddel til stadion. Her er der tale om den daglige trafik målt ud fra et gennemsnit set over hele året. Skønnet lyder på, at der på strækningen vil være 10.900 biler i døgnet, hvis Stadion Allé lukkes.
Hvis vi fortsætter gennem rundkørslen ved Fredensvangs Runddel ad Rosenvangs Allé syd på mod Oddervej, vil der også være øget trafik. Her er der ifølge miljørapporten tale om 1.900 ekstra biler i døgnet.
Også på Oddervej kan der komme flere biler.
Det bliver dog vurderet i miljørapporten, at vejene vil kunne håndtere den ekstra mængde trafik, som Kongelundens ændringer vil give.
Samtidig er der udsigt til, at Carl Nielsens Vej og især Kongevejen vil opleve et fald i biler. På Kongevejen fra rundkørslen ved Mindeparken til Oddervej vil der næsten være tale om en halvering af trafikken, mens godt 20 procent af bilerne vil forsvinde fra Carl Nielsens Vej.
En lille villavej kan opleve mere støj
Hvad så med støjen? Vil det larme mere fra se veje, hvor flere biler skal deles om asfalten?
Der vil naturligvis være en stigning i lydniveauet, men i miljørapporten bliver det vurderet, at den stigning vil være så lille, at det vil være meget svært, hvis ikke umuligt at høre.
Til gengæld er det lidt en anden snak, når det kommer til den parkeringsplads, der er planlagt på væddeløbsbanen. Den bliver beskrevet i et punkt nedenfor, men i korte træk handler det om, at der skal laves nye parkeringspladser inde på væddeløbsbanen, og vejen til og fra skal gå fra krydset på Jyllands Allé, hvor cykelbanen ligger i dag.
Det er lige op ad den lille villavej Carinavej, som risikerer en stigning i støjniveauet. Støjen her karakteriseres som virksomhedsstøj, hvilket giver nogle lavere grænseværdier end almindelig vejstøj. På hverdage hedder grænsen 45 decibel, mens der om natten er en grænse på 35 decibel. Her kan det blive nødvendigt med en form for støjafskærmning.
”Da specielt adgangsvejen til området ligger tæt på boliger, skal der ved den videre planlægning og placering af vejen tages støjhensyn, således at ovenstående støjgrænser kan overholdes”, står der i miljørapporten.
Carinavej er generelt i skudlinjen, når det kommer til støj, for også fra sportsaktiviteter kan lydniveauet komme til at overstige grænseværdierne, lyder det i rapporten. Det gælder både Carinavej og de nærmeste boliger på Jyllands Allé.
Støjgrænsen vil være udfordret, og der bør analyseres og arbejdes videre med udfordringen i den videre proces, hvor blandt andet en støjafskærmning kan komme i spil, står der i miljørapporten.
Mere end 1.000 nye parkeringspladser
Som du lige har læst, så skal væddeløbsbanen i fremtidens Kongelunden være mere end et sted for heste. Det skal også være en stor parkeringsplads med plads til 760 parkerede biler.
Vejen derind går via det, der i dag er en lille vej ved cykelbanen. Der skal laves en tunnel under selve travbanen, så parkeringspladsen kan bruges, samtidig med at hestene traver rundt på banen.
Det vil være muligt at bringe 600-700 ekstra parkeringspladser i spil på væddeløbsbanen på de store eventdage, men så vil hestefolket være tvunget til at blive i staldene imens.
I samme omgang er det planen, at der skal laves 240 permanente parkeringspladser på Kongevejen, hvorfor det er nødvendigt at ensrette vejen.
Hvad skal der ske nu?
På onsdag er Kongelunden på byrådets dagsorden. Her lyder indstillingen, at ”udviklingsplanen for Kongelunden samt miljøvurdering godkendes til offentlig fremlæggelse i juni-august 2023”.
At få projektet i høring er næste skridt imod at kunne endegyldigt vedtage et projekt i en eller anden form. Når det har været i høring, kan der rettes til efter høringssvarene, inden byrådet igen skal drøfte sagen.
Takker byrådet i sidste ende ja til udviklingsplanen, er der dog stadig langt til et færdigt Kongelunden. Som beskrevet ovenfor rummer udviklingsplanen et hav af gode elementer, men økonomien rækker på nuværende tidspunkt ikke til det hele. Overhovedet ikke.
Et overblik over Kongelundens projekter viser, at det, der indtil nu er besluttet i den politiske styregruppe og er enten helt eller delvist finansieret, er de nye parkeringspladser, cykelcrossbanen, et nyt atletikstadion og sportens hus.
Men igen, der er tale om et 100-års projekt, og bliver udviklingsplanen vedtaget, er der fastlagt en skabelon eller et katalog, om man vil, af muligheder for Kongelunden, som Aarhus Kommune så vil skulle finde finansiering til på den eller den anden måde.