Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Arkivfoto: Jens Thaysen

Vigtige beslutninger venter for Højbjerg

Det er ikke gået stille for sig i debatten om udvidelsen af Aarhus Havn. Og om man kan lide det eller ej, så blev der taget en politisk beslutning i sidste uge.

Den beslutning var noget af det sidste på politik-paletten på denne side af sommerferien.

Næste gang, der er action i byrådssalen, er i midten af august.

Her venter der nye, store sværdslag, om end de næppe bliver i samme kategori som havneudvidelsen. Mindre kan dog også gøre det, og flere af de emner, der ventes at ramme byrådssalen, kan få stor betydning for 8270 Højbjerg.

Blandt andet er det forventningen, at området omkring Rundhøj Torv skal under lup, og at der bliver banket pløkker i en beslutning for torvets fremtid.

Jeg har valgt fem vigtige sager ud, som alle forventes at blive behandlet i byrådet på den anden side af sommerferien. Du kan i dagens første artikel danne dig et overblik over projekterne, og hvad der er til debat i de enkelte sager.

Noget andet, der har været til heftig debat, er sammensætningen af bestyrelsen i Skåde Brugsforening. Det blev kaldt et kup, da en gruppe medlemmer fra Karup blev valgt ind i bestyrelsen i en sådan grad, at de sidder på størstedelen af mandaterne.

Siden har virakken lagt sig, og nu har der også været afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor den endelige bestyrelse blev fundet.

Med det kan man sige, at det trækker op til sommerferie. Skolerne har i hvert fald ringet ud for sidste gang i dette skoleår, og hvad skal man så få tiden til at gå med?

Jeg har givet fem bud på aktiviteter i Højbjerg, som bør kunne underholde det meste af familien – hvis ikke hele flokken. Du får de fem bud nedenfor.

Her finder du også en lidt særlig artikel. Det er en artikel, der opfordrer til, at du kommer med dine gode ideer til, hvordan Højbjerg kan blive bedre. For selvom 8270 er et dejligt sted, kan der stadig være ting, der kan blive bedre. Sidder du med en god ide, så kom med dit bud i dagens sidste artikel.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
  • Byraad 1a49
    Arkivfoto: Jens Thaysen
Særligt området omkring Rundhøj Torv står overfor store beslutninger. Fotos: Jens Thaysen, Christian Gnutzmann

Byrådet er gået på ferie, og når det vender tilbage, skal der træffes vigtige beslutninger for Højbjerg: Få et overblik her

Rundhøj Torv og Rundhøjskolen står til henholdsvis et ansigtsløft og en udvidelse. I begge tilfælde kræver det dog en politisk godkendelse, og det skulle efter planen gerne komme i løbet af efteråret.

Samtidig skal en lokalplan ved Højbjerg Torv og en på Saralyst Allé vendes og drejes.

Også Kongelunden og det lokale projekt Lys1 skal på byrådets dagsorden efter sommerferien.

Der er altså nok at tage fat på for byrådet, når ferien slutter – og der er nogle vigtige beslutninger for Højbjerg på dagsordenen.

Hvad skal der ske med Rundhøj Torv, skal en populær skole udvides, og hvad bliver det til med Lys1? Det er nogle af de spørgsmål, byrådet snart skal besvare.

Det sluttede med et brag, kan man vist godt sige. Havneudvidelsen blev endeligt vedtaget af politikerne på det, der var sidste byrådsmøde inden sommerferien.

Når ferien er slut, og politikerne igen finder vej til byrådssalen, skal der drøftes store emner. Det er svært at forestille sig, at nogle af sagerne får helt lige så mange århusianere op fra stolene, som havneudvidelsen gjorde, men der er alligevel en række punkter på dagsordenen, som er interessante set med Højbjerg-øjne.

Du får et overblik her.

Rundhøjskolen har et pladsproblem

Allerede nu mangler der lokaler på Rundhøjskolen, og derfor bliver der arbejdet på en udvidelse. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Selvom den seneste skoleprognose vurderede, at pladsmanglen på Rundhøjskolen i fremtiden ikke bliver helt så voldsom, som det blev spået sidste år, så er en udbygning af skolen stadig under opsejling.

Lige nu der gang i det indledende arbejde, som skal forme den indstilling, byrådet efter sommerferien skal tage stilling til.

Forventningen er, at byrådet i løbet af 2023 skal sige ja eller nej til en udvidelse, der både skal indeholde nye undervisningslokaler, faglokaler og toiletfaciliteter.

Hvad kan være til debat?

Skolen mangler allerede nu plads til det stigende elevtal, og det skal der findes en løsning på. Lige nu peger pilen i retning af, at udbygningen bliver svaret på pladsspørgsmålet, men det kræver altså en politisk velsignelse.

I den forbindelse kan et spørgsmål være, om man kan løse udfordringen billigere ved at gøre noget andet. For eksempel er der god plads på nogle af de øvrige skoler i nabolaget. Kragelundskolen står ifølge den seneste prognose til at have syv undervisningslokaler i overskud om 10 år.

Mahad Yussuf (R), der er formand for Børn- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune, har tidligere til Skåde-Højbjerg-Holme fortalt, at han vil stille spørgsmål til, om andre muligheder er undersøgt.

- Generelt er jeg lidt skeptisk overfor, at man udbygger, når der er plads andre steder, sagde han i april.

Rundhøj Torv halter

Et af spørgsmålene for Rundhøj Torv er, hvad der skal ske med parkeringskælderen. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Vi bliver i området, for skolens nabo trænger også til en opgradering.

Rundhøj Torv har længe set slidt, forfaldent og ærgerligt ud. Men særligt i de seneste måneder har positive vinde blæst ind over torvet. Centerbygningen er blevet shinet op, og forretningerne i bygningen har fået den facade, de fortjener.

Tilbage står parkeringspladsen og indpakningen af centeret, som ikke lever op til centerbygningens nye ydre.

Men også her er bedre tider på vej. Aarhus Kommune, som ejer parkeringspladsen, arbejder lige nu på et projekt, der skal forskønne området.

Her er det blandt andet i spil at nedlægge parkeringskælderen.

De erhvervsdrivende på torvet er inviteret til et møde med kommunen i slutningen af august, og efter det skal der arbejdes på en eventuel byrådsindstilling.

Lige nu er økonomien til et projekt nemlig ikke på plads, og kan der ikke findes penge fra forskellige kommunale puljer, kræver det en byrådsgodkendelse at sætte penge af til et nyt torv.

Hvad kan være til debat?

Det ender med stor sandsynlighed med, at det bliver byrådet, der skal udskrive en check, og så er det igen et spørgsmål om prioritering.

Her er det nærliggende spørgsmål, hvor ekstravagant torvet skal være. For regningen vil naturligvis blive større, alt efter hvor meget der skal laves.

Blandt andet er det relevant at kigge på parkeringskælderen, som lige nu bare står tom. Skal den nedlægges endegyldigt, eller kan man på en måde vedligeholde den, uden at det koster en formue.

Det kan naturligvis også blive til debat, om torvet overhovedet skal have den overhaling, det har trængt til i mange år. Det er dog svært at forestille sig, at det ender med et nej tak fra byrådet til et nyt torv, da flere byrådsmedlemmer tidligere har talt varmt om en større renovering.

- Når der er så stærkt et ønske om at få det gjort færdigt, så synes jeg, at det vigtigste er at få gjort noget godt og at få gjort noget nu, sagde rådmand Nicolaj Bang til Skåde-Højbjerg-Holme i september sidste år.

To lokalplaner kan skabe trafikdebat

Et boligprojekt på Saralyst Allé kan være på vej. Der er dog stadig et stykke vej til at få det realiseret, og denne skitse kan ændre sig inden. Illustration: Loop Architects

Der ligger to lokalplansforslag på kommunens bord, som står til at kunne nå at ryge på politikernes dagsorden i løbet af 2023.

Først og fremmest er det Rema 1000-projektet på Højbjerg Torv, som lige nu venter på, at Rema 1000 vender tilbage efter kommunens udmelding om, at den gule bygning midt på grunden skal bevares.

Det kommer til at ændre på dagligvareforretningens tanker, men det er fortsat planen at lave et projekt på Højbjerg Torv, lyder meldingen.

På Saralyst Allé lurer et andet byggeprojekt, hvor der tale om cirka 30 boliger. Det er på den grund, hvor Privathospitalet Mølholm i dag ligger.

Ifølge kommunens lokalplanportal bliver selve lokalplanprocessen startet i midten af august, og så kan sagen måske nå at komme i byrådssalen før jul. Her vil byrådet skulle beslutte, om projektet skal sendes i høring.

Hvad kan være til debat?

Det er blevet en selvfølge, at byggeprojekter altid skaber debat og diskussion. Næsten uanset hvor store eller små projekterne er.

Et af de emner, der især får lov til at fylde, er spørgsmålet om trafik. Det har allerede været et omdiskuteret tema i forbindelse med Rema 1000-projektet på Højbjerg Torv, og det vil det med stor sandsynlighed også blive i byrådssalen.

Også spørgsmålet om bebyggelsesprocent og behovet for at bygge tættere kan meget vel komme op i debatten.

Det er de samme emner, der forventes at komme til at fylde i debatten om Saralyst Allé. Her vil der selvfølgelig også kunne dukke andre elementer op i høringsfasen, som finder vej til den politiske debat.

Ordet er dit, inden politikerne igen tager over

Hvad skal der ske med Kongelunden? Lige nu har du mulighed for at byde ind. Arkivfoto: Jens Thaysen

Lige nu er projektet i høring, og det betyder, at det hen over sommeren er op til dig og dine naboer at forsøge at præge projektet.

Er det godt eller skidt, bør man gøre dit eller dat – det kan du fortælle din mening om indtil 24. august.

Og når så høringsperioden er færdig, venter der først et opsamlingsarbejde på de høringssvar, der må komme, inden det igen bliver politikernes tur.

Det er udviklingsplanen for projektet, der skal tages stilling til. Her handler det blandt andet om, at der skal sættes gang i stadionprojektet og nogle af de andre store idrætsdagsordener. Og så handler det også om parkeringspladser ved væddeløbsbanen og langs Kongevejen.

Hvad kan være til debat?

De fleste bakker op om selve ideen om Kongelunden. Et stort grønt område med et utal af muligheder for store og små. Udfordringen er bare, at pengene slet ikke rækker til alt det gode i udviklingsplanen endnu, og derfor bliver der først og fremmest tale om en prioritering.

Her vil parkeringspladserne og infrastrukturen i Kongelunden helt sikkert komme under lup, når byrådet igen skal tage stilling til projektet.

Blandt andet har SF og løsgænger Thure Hastrup kritiseret ideen om at tilføre området mere end 1.000 nye parkeringspladser, når en del af den langsigtede vision er at holde området helt fri for biler.

De foreslår i stedet, at der sættes turbo på løsningen med shuttlebusser og fjernparkering.

Nu skal Lys1 altså snart på dagsordenen

I mange år er der blevet talt om et nyt, stort idrætsanlæg på Lyseng. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Lys1 er ikke ligefrem Kongelunden, men det er alligevel et kæmpe idrætsprojekt. Faktisk er det mere end det.

Også bibliotek, borgerservice og en daginstitution flytter ind i det store center, der skal ligge ved Lyseng. Den slags koster naturligvis, og den samlede pris kan meget vel krydse de 100 millioner kroner, og det er både Aarhus Kommune og Fonden Lyseng Idrætscenter, der skal finansiere projektet.

Aarhus Kommune er bundet op økonomisk, fordi daginstitutionen og biblioteket er elementer, der hører under kommunens hat. Og det bliver byrådets opgave at udskrive en check.

Fra kommunens side bliver der arbejdet på at få Lys1 på den politiske dagsorden i løbet af efteråret.

Hvad kan være til debat?

For det første er det stort set altid til debat, når Aarhus Kommune skal punge ud til nye projekter, for det bliver til et spørgsmål om prioritering af kommunens midler.

Når det er sagt, er det svært at forestille sig, at et projekt med et nyt bibliotek, borgerservice og en daginstitution vil blive skudt ned i byrådssalen. Især når det samtidig kombineres med et nyt idrætscenter, der finansieres af foreningslivet og donationer.

Der skal til gengæld ikke meget fantasi til, før man kan se en trafikdebat for sig. Anlægget ved Lyseng er i forvejen et kæmpe tilløbsstykke og et sted, hvor rigtig mange mennesker dyrker idræt. Det er vejene omkring Lyseng ikke ligefrem designet efter.

Flere har derfor luftet bekymringerne for, om Lys1 vil få de trafikale udfordringer til at stikke af. Fra Aarhus Kommune har budskabet hele tiden været, at det naturligvis er noget af det, der skal kigges på i lokalplanfasen, og derfor kan det blive en af projektets vigtigste temaer.

  • Særligt området omkring Rundhøj Torv står overfor store beslutninger. Fotos: Jens Thaysen, Christian Gnutzmann
  • Allerede nu mangler der lokaler på Rundhøjskolen, og derfor bliver der arbejdet på en udvidelse. Arkivfoto: Christian Gnutzmann
  • Et af spørgsmålene for Rundhøj Torv er, hvad der skal ske med parkeringskælderen. Arkivfoto: Christian Gnutzmann
  • Et boligprojekt på Saralyst Allé kan være på vej. Der er dog stadig et stykke vej til at få det realiseret, og denne skitse kan ændre sig inden. Illustration: Loop Architects
  • Kongelunden 6a7
    Hvad skal der ske med Kongelunden? Lige nu har du mulighed for at byde ind. Arkivfoto: Jens Thaysen
  • I mange år er der blevet talt om et nyt, stort idrætsanlæg på Lyseng. Arkivfoto: Christian Gnutzmann
Der skulle en ekstraordinær generalforsamling til, før alle bestyrelsesmedlemmer i Skåde Brugsforening var fundet. Arkivfoto: Henrik Havbæk Madsen

Efter beskyldninger om kup er der nu kommet mere ro på i den hæderkronede brugsforening

Det skabte stor virak, da der blev valgt ny bestyrelse til Skåde Brugsforening tidligere på året.

Brugsforeningens medlemmer fra Karup troppede op i stor stil og valgte en ny formand og nye medlemmer – alle fra Karup. Dermed tippede balancen, så det reelt er den midtjyske by, der sidder med serveretten.

Siden er der gået et par måneder, den sidste plads i bestyrelsen er blevet besat af en fra Højbjerg, og ingen kan eller vil give en garanti for, at butikken i Karup er fredet. På den måde bliver det altså nok en gang afvist, at succesen og pengene, der er tjent, i Højbjerg ukritisk skal holde hånden under butikken i Karup.

Alle pladser i bestyrelsen for Skåde Brugsforening er nu besat, efter der tidligere på året var uro og frygt for, at en midtjysk butik skulle finansieres af succesen i Højbjerg.

Al begyndelse er svær, siges det.

Og man kan næppe påstå, at det var en let og gnidningsfri start, den nye bestyrelse i Skåde Brugsforening fik, da den blev valgt på en ordinær generalforsamling for et par måneder siden.

Bølgerne gik højt i kølvandet på generalforsamlingen, og den nu tidligere formand mente, at der var tale om et regulært kup.

Ikke desto mindre fik den 150 år gamle brugsforening en ny bestyrelse, og det var med en skæv geografisk fordeling.

Netop geografien spiller en afgørende rolle. Skåde Brugsforening består af butikkerne i Beder, Skåde, Kridthøj Torv og så en butik i Karup. Og selvom langt størstedelen af brugsforeningens medlemmer kommer fra 8270 Højbjerg og Beder, så er det nu Karup, der har de fleste pladser i bestyrelsen.

Da det ordinære bestyrelsesmøde for et par måneder siden var afsluttet, var fire af bestyrelsens seks medlemmer fra Karup. Kun et enkelt bestyrelsesmedlem boede i Højbjerg, mens den sidste plads ikke var besat.

For at få den sidste stol afsat skulle der afholdes en ekstraordinær generalforsamling, og det skete i sidste uge, hvor det lykkedes at få det sidste medlem på plads. Nok så vigtigt, så blev det en person fra Aarhus-området.

- Vi har faktisk udvidet, så vi har syv pladser, og her har vi fået en medarbejderrepræsentant fra butikken på Kridthøj Torv ind, men det er en bestyrelse, der arbejder for hele brugsforeningen, siger Fin Højgaard, der er formand for Skåde Brugsforening.

Derfor har Karup-butikken betydning

Kan det ikke være lige meget, hvad de gør i Karup, og hvordan handlemulighederne ser ud så langt væk fra Skåde, Kridthøj og Højbjerg?

I princippet jo. Men så alligevel ikke helt.

For hvis butikken i Karup skranter, skal der jo findes nogle penge til at kunne holde den oven vande, og det vil være penge, som er tjent i de øvrige butikker.

Helt sat på spidsen kan en manglende succes i Karup betyde, at der skal bruges færre midler på butikkerne i Skåde og på Kridthøj eller selve Kridthøj Torv, som også er ejet af Skåde Brugsforening.

Den nye bestyrelsesformand Fin Højgaard har dog tidligere til Skåde-Højbjerg-Holme fortalt, at han vil arbejde for, at ”alle brugser prioriteres lige”.

- Vi skal kigge på, hvordan udfordringerne i Karup kan løses, men det må ikke blive på bekostning af de tre andre brugser, sagde Fin Højgaard, da Skåde-Højbjerg-Holme talte med ham i starten af maj.

Kunne ikke love noget

Skåde Brugsforening har gennem tiden vokset sig til en stor forretning med en sund økonomi. Egenkapitalen i det seneste regnskab lyder på 63 millioner kroner, og i 2018 så brugsforeningen muligheden for at gøre en god investering.

Butikken i Karup blev opkøbt, men afkastet af investeringen har ladet vente på sig. Faktisk har der blandt borgere i Karup været en frygt for, at butikken ville blive lukket.

Selve Kridthøj Torv er også en del af Skåde Brugsforening. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Derfor var en stor gruppe medlemmer fra Karup mødt op, da brugsforeningen holdt ordinær generalforsamling. Her ville den nu tidligere formand og to andre siddende medlemmer fra Aarhus-området fortsætte.

Men da der fra flere af Karup-medlemmernes side blev lagt op til, at der skulle stilles en form for garanti for, at butikken i Karup ikke ville blive lukket, trak de opstillede kandidater fra Aarhus sig.

En af dem var Kristine Martin Berg. Alligevel er det endt med, at hun igen er en del af bestyrelsen. Hun blev valgt ind til den ledige plads i sidste uge, og det er uden at love noget i forhold til butikken i Karup.

- Vi har taget en snak over en kop kaffe, og der har slet ikke været talt om, at Karup er fredet, siger bestyrelsesformand Fin Højgaard.

Hvordan ser fremtiden så ud for butikken i Karup?

- Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Nu skal vi have noget arbejdsro.

Han fortæller også, at der efter hans opfattelse er kommet mere ro på, efter den lidt turbulente start på den nye bestyrelsesperiode.

- Jeg håber i hvert fald, at der er kommet ro på. Efter den ekstraordinære generalforsamling havde vi en konstituering, og her var der rigtig fin og god stemning.

- Og så har vi også lært noget af alt det her. Vi skal have kigget på vores vedtægter og set på, om vi kan lave om, så man for eksempel som kandidat til bestyrelsen har meldt sig på forhånd før en generalforsamling. Vi skal også se på, om vi kan lave det sådan, at der er et maksimum for, hvor mange bestyrelsesmedlemmer der må sidde fra de enkelte brugser, siger Fin Højgaard.

  • Der skulle en ekstraordinær generalforsamling til, før alle bestyrelsesmedlemmer i Skåde Brugsforening var fundet. Arkivfoto: Henrik Havbæk Madsen
  • Selve Kridthøj Torv er også en del af Skåde Brugsforening. Arkivfoto: Christian Gnutzmann
Der er mulighed for lidt forskelligt i Højbjerg-området. Fotos: Christian Gnutzmann, Jens Thaysen

Mangler du en aktivitet for hele familien? Her er fem ting, du kan lave i Højbjerg

Der er rig mulighed for at brænde noget krudt af, dyste mod familien eller tage en afslappende gåtur i grønne omgivelser.

I industrikvarteret ligger blandt andet Golfskoven, trampolinparken Rush og klatrecenteret Boulders.

Ikke så langt derfra kan man hoppe med på padel-vognen, mens man i den modsatte ende af Højbjerg kan gå en tur i Forstbotanisk Have.

Er du til konkurrence, fysisk aktivitet eller en fredfyldt gåtur, så kan det hele findes i Højbjerg.

Højbjerg råder over nogle af de mest besøgsværdige naturperler i Aarhus. Dyrehaven er altid et besøg værd, og det samme er strandene med Den Uendelige Bro som et oplagt samlingspunkt.

Men Højbjerg kan mere end det, og særligt i industrikvarteret i Holme ligger nogle udflugtsmål for hele familien.

En hal fyldt med trampoliner

Der er rig mulighed for at fyre noget krudt af på trampolinerne i Rush. Arkivfoto: Kim Haugaard

Skal der brændes noget energi af, vil du øve dine flikflak, eller vil du bare gerne slippe arme og ben løs på trampolinerne, så er Rush et godt bud på en indendørs aktivitet.

Her er der nemlig trampoliner i lange baner. Bogstaveligt talt.

Rush er et stort trampolinland for både store og små. Du kan dyste på balancebommen, undvige og forsøge at ramme de andre i Dodgeball og flere andre aktiviteter. Fælles for det meste er, at man får luft under fødderne på trampolinerne.

Trampolinparken ligger i industrikvarteret i Holme på Søren Nymarks Vej.

Det kan være en god ide at booke en tid, inden man sætter kurs mod trampolinerne, da man ellers risikerer, at der ikke er plads.

Der kan købes hoppe-timer i lidt forskellige varianter, men standardprisen på en time ligger på 125 kroner. Du kan læse mere om stedet, priserne og tidsbestilling her.

Indendørs adventuregolf og alletiders mulighed for en hurtig revanche

Golfskoven består af 3.500 m2 indendørs skov, med masser af aktivitet og underholdning under samme tag. Arkivfoto: Finn Pedersen, spotted.dk

Skal der være knapt så meget fart på, og skal aktiviteten byde på færre spring, så kan du tage familien med lidt længere ned af Søren Nymarks Vej. Her kræver det, at du har benene plantet på jorden og finder det perfekte sving frem. Ikke for meget, ikke for lidt.

Der er tale om Golfskoven. Og som navnet lidt antyder, er det en stor, indendørs minigolfbane. Faktisk er vi mere ovre i adventure golf-genren, hvor banerne er større end på en klassisk minigolfbane. 18 huller og en oplagt mulighed for en familiedyst.

En runde på den indendørs golfbane står i 109 kroner per snude, hvis der er tale om voksne. Børn får rabat.

Og skulle der være nogen, der ikke bryder sig om at tabe, men alligevel har måttet se sig slået, så byder Golfskoven på flere gode muligheder for revanche. Dart, shuffleboard og ”fodbold-pool” er nogle af de aktiviteter, man også finder i ”skoven”.

Du kan læse mere om Golfskoven her.

Her kan du klatre dig til tops - og du kan mærke det bagefter

Der er garanti for udfordring i klatrehallen i Holme. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Det nyeste skud på aktivitets-stammen i Højbjerg. Og måske også den aktivitet, der gør dig mest mør i kroppen.

Klatrekæden Boulders åbnede i januar et nyt center på Søren Nymarks Vej i Højbjerg, og hvis du er til en lidt anderledes form for fysisk aktivitet, så er centeret et godt bud på et par timeres underholdning.

Kort fortalt er Boulders en hal fyldt med klatrevægge. Det hele foregår uden seler og andet sikkerhedsudstyr, og derfor klatrer man heller ikke højere, end at man kan tåle at hoppe eller falde ned.

Der er forskellige sværhedsgrader fra børnebaner til det, de allerbedste prøver kræfter med.

Priserne afhænger af, hvornår på dagen du kommer, og om du har tænkt dig at komme så ofte, at du enten vil have et medlemskab eller et klippekort. Vil du bare have en dagsbillet, og skal det være indenfor de timer, hvor centeret er mest besøgt, koster det 125 kroner for en voksen.

Du kan læse mere om Boulders på klatrekædens hjemmeside her, og hvis du vil se endnu mere til det nye center i Højbjerg, kan du læse eller genlæse denne reportage fra Skåde-Højbjerg-Holme.

Den populære fætter til tennis

Padel har vokset sig til en stor og populær sport i hele landet. Arkivfoto: Morten Stricker

De fleste har efterhånden hørt om padeltennis. Mange har også prøvet det. Sporten er blevet så populær i Danmark, at centrene er skudt op i øst og vest. Også i Højbjerg kan der findes et center af høj kvalitet.

Det ligger på Axel Kiers Vej ved Ringvej Syd, og centeret er et nærliggende udflugtsmål, hvis du kan lide at bevæge dig.

Padeltennis er lidt en hybrid mellem tennis og squash. Det er lettere at få spillet til at køre, end det for eksempel er i tennis, og derfor behøver alle fire spillere på banen ikke være eksperter, før bolden kan komme til at køre frem og tilbage hen over nettet.

Her vil det også være en god ide at booke en tid, og prisen for en bane i en time ligger på 300 kroner, medmindre du vil spille på ”skæve” tidspunkter.

Ved at klikke her kan du se mere om priser og banebestilling.

En stille og rolig gåtur blandt gamle træer

En stor have indbyder til en gåtur i udkanten af Højbjerg. Foto: Christian Gnutzmann

Når alt kommer til alt, ligger Forstbotanisk Have ikke i postnummer 8270, men det er så tæt på, at det er nok til at være med på denne liste.

Den cirka fem hektar store have eller park, om man vil, skiller sig ud fra listens øvrige udflugtsmål ved, at det foregår udendørs, og ved at der ikke er noget på spil. Ikke nogen konkurrence.

I stedet kan man gå på opdagelse mellem omkring 900 forskellige arter af træer og buske.

Det er en af Aarhus grønne seværdigheder og i modsætning til de øvrige aktiviteter, som denne liste fremhæver, så er det ganske gratis at tage en spadseretur i haven.

  • Der er mulighed for lidt forskelligt i Højbjerg-området. Fotos: Christian Gnutzmann, Jens Thaysen
  • Der er rig mulighed for at fyre noget krudt af på trampolinerne i Rush. Arkivfoto: Kim Haugaard
  • Golfskoven består af 3.500 m2 indendørs skov, med masser af aktivitet og underholdning under samme tag. Arkivfoto: Finn Pedersen, spotted.dk
  • Der er garanti for udfordring i klatrehallen i Holme. Arkivfoto: Christian Gnutzmann
  • Padel_09
    Padel har vokset sig til en stor og populær sport i hele landet. Arkivfoto: Morten Stricker
  • En stor have indbyder til en gåtur i udkanten af Højbjerg. Foto: Christian Gnutzmann
Skåde-Højbjerg-Holme vil gerne høre dit bud på, hvilke forandringer eller tiltag der kunne gøre 8270 Højbjerg til et endnu bedre sted at bo. Arkivfoto: Silas Bang

Hvordan ville du gøre Højbjerg bedre, hvis du kunne bestemme det hele?

Skåde-Højbjerg-Holme vil gerne høre dit bud på, hvordan 8270 Højbjerg kan blive bedre. I artiklen kan du finde en boks, hvor du kan sende dit bud på en forbedring.

Højbjerg er et dejligt sted. Det kan vi sikkert hurtigt blive enige om.

Måske kan vi endda gå så langt som til at sige, at der faktisk ikke er ret meget, der er bedre end 8270.

Alligevel vil der sikkert være noget, som kunne gøre postnummeret bedre. Men hvad skulle det så lige være, hvis du kunne bestemme?

Hvis nu du var borgmester og kunne vælge lige netop de forandringer i 8270 Højbjerg, du kunne tænke dig, hvad ville du så lave om?

Det skal naturligvis være forandringer, der gør området bedre, og alt kan lade sig gøre. Det, du beslutter i dag, bliver sat i gang i morgen.

Sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke, men derfor vil Skåde-Højbjerg-Holme alligevel gerne høre dine tanker om, hvordan lokalområdet kunne blive bedre.

Da det er dig, der har din hverdag i postnummeret, er det også dig og dine naboer, der bedst kender til de lokale udfordringer eller problemer, der burde blive løst.

Det kan være, at du drømmer om et letbanestop, mere cykelsti, eller at din favoritbutik slog sig ned lige rundt om hjørnet. Alle ideer og tanker er velkomne.

Smid dit forslag eller dit bud på en lokal ændring, som ville kommer området til gavn, i kassen nedenfor.

  • Skåde-Højbjerg-Holme vil gerne høre dit bud på, hvilke forandringer eller tiltag der kunne gøre 8270 Højbjerg til et endnu bedre sted at bo. Arkivfoto: Silas Bang