Et ben er fjernet fra Lys1-taburetten, men projektet kører videre og nærmer sig en vigtig beslutning
I starten af det nye år skal der være konkrete bud på bordet på, hvor Lys1 skal placeres.
Nu er det også besluttet, at der ikke kommer en daginstitution som en del af projektet. I hvert fald ikke i første omgang.
Det var ellers et af projektets tre ben sammen med den lokale foreningsdel og bibliotek og borgerservice. Men et faldende børnetal i området har betydet, at daginstitutionen glider ud.
Det storstilede projekt Lys1 er blevet et element fattigere.
Den ellers planlagte daginstitution bliver pillet ud af projektet, da børnetallet i området er faldende.
Det 3.600 kvadratmeter store center kommer stadig til at huse blandt andet et nyt bibliotek, borgerservice, lokalarkivet, nye fitnessfaciliteter og sale til dans.
Men altså ingen daginstitution.
Meldingen kommer fra Aarhus Kommune, som i samme omgang fortæller, at der i starten af det nye år skal være konkrete bud på placeringen af centeret.
- Det glæder mig, at vi nu er klar til at tage hul på næste fase og få nogle konkrete billeder på vores vision for at skabe et nyt unikt mødested på tværs af kultur, bibliotek og idræt. Jeg er overbevist om, at vi får skabt et samlingspunkt for hele bydelen på tværs af generationer, siger formand for styregruppen, forvaltningschef for Borgerservice og Biblioteker Carsten Holst, i en pressemeddelelse.
Klarhed
Med daginstitutionen ude af ligningen, er de tre ben i Lys1-taburetten blevet til to. Tilbage er Kultur og Borgerservice, som skal stå for biblioteket og borgerservice, og så den frivillige del, som står for idrætten.
I sidstnævnte fløj sidder Hans Skou. Han er formand for Fonden Lyseng Idrætscenter, som altså har ansvaret for idrætsdelen af Lys1, og selvom han ærgrer sig over, at daginstitutionen er ude, ser han positivt på beslutningen.
- Vi har arbejdet med en økonomi, der har været presset især ovenpå råvareprisstigninger, og så har der været det med det faldende børnetal, som har været et benspænd. Nu er der klarhed i forhold til, at det ikke er en del af projektet, og nu er vi to parter, som kan rykke for alvor, siger Hans Skou til Skåde-Højbjerg-Holme.
De sidste beslutninger
Byrådets velsignelse af projektet mangler fortsat, før anlægget ved Lyseng kan blive opgraderet med et nyt center.
Det samme gør en del af økonomien hos foreningsdelen. Fonden Lyseng Idrætscenter har lige nu en ansøgning på godt syv millioner til at ligge hos kommunen i forbindelse med kommunens anlægspulje. Den bliver fordelt omkring årsskiftet.
- Får vi den bevilling, hænger det sammen for fonden. Får vi den ikke, kommer vi til at mangle nogle penge, og så skal ve se, om vi kan finde mere finansiering, eller om vi skal lave besparelser, har Leif Fisker Jensen, der er formand for den lokale styregruppe bag Lys1, tidligere fortalt til Skåde-Højbjerg-Holme.
Også spørgsmålet om trafik mangler at blive endegyldigt besvaret. Særligt fra nogle af naboerne til anlægget har det været en stor bekymring, hvordan det vil påvirke de lokale veje, at der skrues op for aktivitetsniveauet ved Lyseng, som i forvejen tiltrækker meget trafik.