Planer om ny dagligvarebutik møder skepsis fra naboer og udvalgsformand
Remas ejendomsdirektør er optimistisk. Naboerne er bekymrede. Formanden for teknisk udvalg er skeptisk.
Der er delte meninger om Rema 1000’s byggeplaner på Højbjerg Torv, og det store spørgsmål er, om trafikken kan tøjles.
Det mener naboerne ikke, at den kan, og derfor bør man finde noget andet at placere på torvet, der i øvrigt godt kunne bruge et friskt pust, lyder det.
Dagligvarekæden lader sig dog ikke kyse af de bekymrede naboer. Den gældende kommuneplan giver kæden gode kort på hånden, mener ejendomsdirektøren.
Arbejdet med en ny dagligvarebutik ved Højbjerg Torv er et tovtrækkeri, der flytter sig langsomt.
På den ene side står Rema 1000, som har købt en etageejendom og en parcelhusgrund ved torvet, og som drømmer om at kunne banke en ny butik op. På den anden side står bekymrede naboer, der frygter for mere trafik.
Fælles for begge parter er det, at ingen ved, hvor projektet ender, og om det overhovedet bliver til virkelighed.
- Bliver restriktionerne enorme, og kan vi ikke finde en ordentlig løsning, laver vi ikke en butik, siger Stephan Sørensen, der er ejendomsdirektør hos Rema 1000.
Det er dog ikke hans forventning, at planerne ender i skraldespanden. Men han kigger lige nu langt efter en åbningsdato.
- Der er mange, der har en holdning til projektet, og det har jeg respekt for. Lige nu er det kommunens opgave at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, og så må vi se, om vi kan være med på de betingelser. Lige nu ved vi ikke, hvor det ender, men jeg tror da på, at det bliver til noget, siger han.
Rema 1000’s planer
I 2020 købte Rema 1000 en etageejendom og en parcelhusgrund ved Højbjerg Torv med henblik på at lave en ny butik med lejligheder ovenpå.
For at komme i mål med den ide kræver det en vedtagelse af en ny lokalplan, da der skal bygges højere og tættere, end det er tilladt i den nuværende lokalplan fra 1953.
I Kommuneplan 2017 er en stor del af området omkring Oddervej og Rosenvangs Allé udlagt til ”centerområde”. Det betyder, at området er beregnet til butikker og lignende.
Den parcelhusgrund, Rema 1000 har købt med, ligger udenfor det udlagte centerområde. Projektet kræver derfor vedtagelse af et kommuneplantillæg, så centerområdets afgrænsning ændres.
Rema 1000 har set sig lun på placeringen i krydset mellem Oddervej og Rosenvangs Allé, fordi der ifølge Stephan Sørensen er tale om et område, der er underforsynet, når det kommer til handlemuligheder.
Sikkerhed og lange køer
Det kan umiddelbart lyde som et plus for en hver husstand at få en splinterny dagligvarebutik lige ved hånden.
Problemet er bare, at sådan en butik har det med også at tiltrække mere trafik. Det er i hvert fald bekymringen på Miltonsvej, der rammer Oddervej få meter fra Højbjerg Torv. Her overskygger den tunge trafik udsigten til at få handlemuligheder i baghaven.
- Det er ikke fordi, vi er imod, at der sker noget nyt på Højbjerg Torv. Faktisk vil vi rigtig gerne have mere aktivitet og en forskønnelse af området, men vi mener ikke, at noget så trafiktungt som et supermarked er det rigtige lige midt i et trafikeret kryds, siger Søren Krarup, der bor på Miltonsvej.
Viggo Jonasen (EL), formand for teknisk udvalgUmiddelbart ligner det her et stort og brutalt projekt med en voldsom indkørsel, hvor bilerne skal bremse og dreje fra vejen på et dumt sted.
Med vejens øvrige husstande i ryggen har han tidligere skrevet til politikerne for at gøre opmærksom på bekymringerne. Han håber, at opråbet kan være med til at sætte en stopper for projektet.
- I forvejen er der så mange biler på Oddervej, at det kan være svært for os at komme ud fra vores sidevej i myldretiden. Og det er jo ofte omkring myldretid, at man vil handle, så det vil give endnu flere biler på vejen, og så frygter jeg virkelig for fremkommeligheden men i høj grad også for trafiksikkerheden, siger han.
Lad os få småerhverv i stedet
Udover at være et område, der ifølge Rema 1000’s ejendomsdirektør, Stephan Sørensen, mangler handlemuligheder, er det også et område, der i den aktuelle kommuneplan er udlagt som centerområde.
Den del er vigtig at have i baghovedet, mener ejendomsdirektøren.
- Jeg har det helt okay med, at nogle naboer synes, det er træls, hvis der kommer en butik, men man må også kigge på, hvilke forventninger man er oppe imod. I det her tilfælde er der jo tale om et område, hvor man ved, at der på sigt kan komme butikker, siger han.
Det er Søren Krarup på Miltonsvej da også ganske klar over. Han er heller ikke overrasket over, at virksomheder ser muligheder i placeringen, men han håber, at politikerne kigger på helheden og ikke lader sig forblænde af, at området står til at være centerområde.
- Man kan sagtens give Højbjerg Torv et løft uden at tilføre en masse ny trafik. Der findes masser af småerhverv, der er langt mindre biltunge, som stadig kunne give stedet værdi og mere aktivitet, siger han.
Udvalgsformand er skeptisk
Hvis kommunen og Rema 1000 kommer frem til en løsning på trafikken, betyder det ikke bare, at håndværkerne kan starte maskinerne og begynde byggeriet.
I sidste ende kræver det grønt lys fra byrådet.
Det skal Viggo Jonasen (EL), der er formand for teknisk udvalg, være med til at give. Det er han ikke klar til på baggrund af det, han indtil videre har hørt om projektet.
- Vi skal se noget konkret, før jeg siger for meget, men jeg er skeptisk. Det er et sted med mange venstresvingende biler fra Oddervej til Rosenvangs Allé. En indkørsel til Rema vil give opstuvning af biler, og det vil være et problem, siger han.
Sammen med resten af byrådet må han vente lidt endnu, før han får noget konkret i hænderne, der skal tages stilling til. Til den tid kan det være, at hans skepsis er forsvundet.
- Jeg kan selvfølgelig overbevises, hvis man finder på en god trafikløsning. Men jeg tvivler på det, for jeg er generelt ikke vild med den tendens, der er til overbebyggelse af alting. Umiddelbart ligner det her et stort og brutalt projekt med en voldsom indkørsel, hvor bilerne skal bremse og dreje fra vejen på et dumt sted.