Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Vibeke Brose er bekymret for både sin egen og de mange børn på Holme Skoles sikkerhed, når kommunen ikke har trukket cykelstien langs hele Hjulbjergvej, men kun på en kort strækning. Foto: Christian Gnutzmann

Kort cykelsti gør det ’utrygt at være cyklist’

Kan en cykelsti gøre mere skade end gavn?

Det mener Vibeke Brose, der bor ved Hjulbjergvej tæt på Holme Skole.

Her er cykelstien nemlig så kort, at den giver en falsk tryghed og ikke mindst farlige situationer, når den pludselig fletter ind på vejbanen igen.

Hun forstår derfor ikke, hvorfor hele Hjulbjergvej ikke har fået cykelsti, når man nu var i gang.

Men penge til den slags hænger ikke ligefrem på træerne, og derfor har næstformand i Teknisk Udvalg, Steen Bording Andersen (S), et muligt forslag til en billigere løsning.

Hvad det går ud på, kan du læse mere om i artiklen nedenfor.

I dette nyhedsbrev kan du også læse om den lokale Facebook-gruppe 8270 Højbjerg.

Lige siden jeg er blevet medlem af den, har jeg stort set hver eneste dag set opslag, hvor jeg har tænkt, at det der, det får du svært ved at få hjælp til.

Men inden jeg har nået at tænke den tanke til ende, har en eller flere meldt sig på banen, klar til at hjælpe.

For nogle uger siden var det Jonas Harkjær Andersen, der skulle bruge en bil med anhængertræk til at flytte en trailer. Det kunne Flemming Nielsen da lige klare.

Det tog nogle minutter af hans dag og sparede timer for Jonas Harkjær Andersen.

Men hvordan kan det være, at så mange er klar til nærmest at smide, hvad de har i hænderne for at hjælpe en fremmed i nød?

Ifølge ekspert i kommunikationshistorie Jane Sandberg handler det om, at mange gerne vil gå nogle ekstra meter, hvis det kommer lokalområdet til gavn.

Og så spiller det også ind, at forespørgslerne sker på Facebook.

Gruppen har næsten 10.000 medlemmer, og derfor kan debatten hurtigt køre af sporet, hvis der ikke sidder en klar til at trække en streg i sandet, lukke for kommentarsporet eller smide medlemmer ud.

Den tjans har Dorthe Knudsen. Hun er administrator, og med det følger et stort ansvar. Der skal være plads til at debattere, men det skal ske på en ordentlig måde. Hvordan finder man den grænse?

Det fortæller hun mere om nedenfor.

Historien om cykelstien på Hjulbjergvej tager udgangspunkt i en henvendelse fra en undrende højbjerggenser. Går du rundt med en lignende undren, en god ide eller andre former for inputs, så tøv ikke med at skrive til nicje@jfmedier.dk.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
- 90 procent af bilisterne kører pænt, men det er de sidste 10 procent, der er problemet, siger Vibeke Brose, der selv bor ved Hjulbjergvej. Foto: Christian Gnutzmann

Vibeke undrer sig over kort cykelsti: Den giver falsk tryghed, så hvorfor har man ikke lavet stien ordentligt?

Lidt cykelsti må være bedre end slet ingen cykelsti. Eller hvad?

På Hjulbjergvej er Vibeke Brose ikke begejstret for, at der er lavet et par hundrede meters sti dedikeret til cyklisterne.

For når stien slutter, skal de tohjulede tilbage på kørebanen, og så er det, at de farlige situationer opstår. Hun er især bekymret for de mange skolebørn, der hver dag skal af og på den korte cykelsti.

Det er kun en lille del af Hjulbjergvej, der har fået cykelsti. På resten af vejen må cyklerne dele asfalt med bilisterne, og det giver farlige og ubehagelige situationer, lyder bekymringen.

Vibeke Brose ryster på hovedet.

Hun forstår det faktisk slet ikke.

Den cykelsti, der er lavet på Hjulbjergvej, gør kun livet endnu mere usikkert for cyklisterne, mener hun. Så hvorfor har man overhovedet lavet den?

På det stykke af vejen, hvor Holme Skole ligger, er der lavet 250 meter cykelsti i begge sider af vejen.

Det kostede ifølge kommunens skolevejsanalyse 800.000 kroner og var et forsøg på at gøre vejen mere sikker for cyklister omkring skolen.

Vibeke Brose bor selv ved Hjulbjergvej, og nu kan hun så cykle sikkert på et lille stykke af vejen.

Men når der ikke er lavet cykelsti på hele strækningen, hjælper det ikke meget, mener hun.

For når cykelstien ophører, må cyklisterne ud på kørebanen, og det kniber, at der både er plads til dem på to og fire hjul.

- Det er meget utrygt. Jeg plejer at cykle på fortovet, og så må jeg jo forklare mig, hvis en betjent stopper mig for det en dag, og skulle jeg få en bøde, er det sådan, det er. Det vil jeg meget hellere, end jeg vil cykle på vejen, siger Vibeke Brose.

Hun forstår ikke, hvorfor hele Hjulbjergvej ikke har fået en tur, når man nu var i gang.

- Når det kun er det her lille stykke, der er lavet, giver det en form for falsk tryghed. Der cykler mange børn her, og det er ubehageligt, når cykelstien fletter ind på kørebanen.

Helt grotesk

Byrådsmedlem Peter Sporleder (K) bor på Hulbjergvej, og han har fået den nye cykelsti foran sin indkørsel.

Men ligesom Vibeke Brose mener han ikke, at det gavner sikkerheden. Tværtimod.

- Det er lige før, jeg synes, det er blevet farligere at være cyklist på Hjulbjergvej, og det er jo helt grotesk. Cykelstierne stopper alt for brat, og jeg har selv set, hvor hurtigt bilerne kører, siger han.

Både bilister og cyklister skal være klar på, at cykelstien pludselig får en ende, for der er stort set ikke plads til begge dele på kørebanen. Foto: Christian Gnutzmann

Det eneste rigtige havde derfor været at lave cykelsti på hele strækningen, mener han.

- Jeg så hellere, at man havde ventet med cykelstien til, at der var penge til hele strækningen fra Holme Byvej ned til Lyseng, hvor mange cykler. Jeg føler mig lidt snydt, når vi i byrådet siger, at vi har sikret skolevejene ved Holme Skole, for det her er der ikke meget sikkerhed i, siger Peter Sporleder.

Forstår bekymringen

Lidt cykelsti er bedre end slet ingen cykelsti, hvis man spørger Steen Bording Andersen (S), der er næstformand for Teknisk Udvalg.

Men selvom han ser der som en lille forbedring, forstår han bekymringen hos Vibeke Brose.

- Man skal ikke kimse ad, at det er en godt, at der trods alt er kommet et stykke cykelsti. Men det er ærgerligt, at der ikke er lavet tiltag på resten af vejen, siger han.

Derfor vil han have Teknisk Udvalg til at tage et ekstra kig på Hjulbjergvej for at se, hvilke muligheder der er for at forbedre sikkerheden for cyklister.

- Der er ingen, der kan trylle penge frem til at forlænge cykelstien nu og her, men som jeg ser det, kan man male op i begge sider af vejen, så det er markeret, at her er der plads til cyklister. Det vil ikke være så dyrt, og det kunne fungere som en midlertidig løsning, indtil man har de fornødne midler til mere cykelsti, siger Steen Bording Andersen.

Der er ikke de store bagtanker, når Flemming Nielsen byder sig til, når en højbjerggenser spørger om hjælp på Facebook. - Det tager så lidt af min tid, og det kan være en stor hjælp for andre, siger han. Foto: Christian Gnutzmann

Skal du have flyttet en trailer, anbefalet en frisør eller luftet din hund? Så kan du altid regne med 8270 Højbjerg

Selvom medlemmerne af Facebook-gruppen 8270 ikke kender hinanden, står de klar til at hjælpe med alt mellem himmel og jord.

Det eneste, de har til fælles, er, at de bor i samme postnummer og er medlem af samme Facebook-gruppe.

Men det er heller ikke så lille en ting at være fælles om, fortæller eksperter i kommunikationshistorie og sociale medier. Læs mere om det her.

Der findes stort set ikke grænser for, hvad folk hjælper hinanden med i Facebook-gruppen for højbjerggensere, også selvom de ikke aner, hvem hinanden er. Det er der flere gode grunde til, påpeger eksperter.

Flemming Nielsen og Jonas Harkjær Andersen kender ikke hinanden. Det kommer de formegentlig heller aldrig til.

Alligevel var der ingen tøven hos Flemming Nielsen, da Jonas Harkjær Andersen stod og manglede en bil med anhængertræk.

Han skulle flytte og manglede en hjælpende hånd til at rykke en lejet trailer hen til sin lejlighed, så han kunne begynde nedpakningen, inden selve flytningen.

I håb om at få lidt hjælp gik han til den lokale Facebook-gruppe 8270 Højbjerg.

En god halv times tid senere stod Flemming Nielsen klar på det aftalte sted med sin bil og anhængertræk.

- Jeg havde lige tid til det, og jeg kunne forstå på ham, at det var til stor hjælp. Vi kender vel alle det, at man lige står og mangler akut hjælp, og der gik jo ikke noget af mig ved det, siger Flemming Nielsen.

Og det var til stor hjælp.

- Det gjorde, at jeg kunne spare nogle timer og komme tidligt i gang med at flytte, så det betød da meget, siger Jonas Harkjær Andersen.

Han startede sit opslag med at skrive, at det nok var lidt af et skud i tågen, men at gav det chancen. Det kom alligevel ikke rigtig bag på ham, at der rent faktisk var en venlig sjæl, der ville hjælpe.

- Generelt er folk i gruppen bare meget positive og gode til at hjælpe hinanden, og når man laver et opslag i en god tone, så er der næsten altid nogen, der er klar til at give en hånd. Det er fedt, siger Jonas Harkjær Andersen.

Det optimale sted

Jonas Harkjær Andersen er langt fra den eneste, der har haft held med at få lidt hjælp efter et opslag i 8270 Højbjerg.

Hvem kender en god frisør? Har nogen set min cykel, der er blevet stjålet? Er der nogen, der kender et sted, vi kan bo midlertidigt? Fliser gives væk. Sådan så Højbjerg ud for 50 år siden.

Der bliver lavet opslag om alt mellem himmel og jord i Facebook-gruppen hver eneste dag, og det sker stort set aldrig, at et opslag bliver tiet ihjel.

Der gik ikke mange minutter fra, at Jonas Harkjær Andersen lavede sit opslag på Facebook, til at den lejede trailer var flyttet hen til det ønskede sted.

Altid er der nogen, der sætter pris på billederne af en flot efterårsmorgen eller nogen, der er klar til at hjælpe.

Ifølge Benjamin Elberth, der er ekspert i digital kommunikation, skyldes det, at Facebooks grupper er blevet det helt perfekte sted at dele sine bønner, historier og forslag.

- Algoritmerne i grupperne er blevet så optimale, at det er meget let at finde det, man mangler. Samtidig er vi efterhånden blevet så trygge ved Facebook, at det er blevet en del af vores hverdag og vores infrastruktur, siger han.

10.000 lokale

En ting er, at det er let at finde det, man søger. Noget andet er, at folk så rent faktisk også melder sig på banen og hjælper hinanden.

Da Jonas Harkjær Andersen skulle flytte, og Flemming Nielsen hjalp, var det første og sikkert også sidste gang, at de to mødte hinanden.


Jeg er glad for at bo et sted, hvor vi kan hjælpe hinanden, selvom vi ikke lige har mødtes før

Flemming Nielsen


Alligevel er det ikke så overraskende, at der var hjælp at hente for Jonas Harkjær Andersen.

Det mener Jane Sandberg, der er museumsdirektør ved Enigma og ekspert i kommunikationshistorie.

For det er i lokalområdet, man er mest tilbøjelig til at tilbyde sin hjælp. Også selvom lokalområdets Facebook-gruppe er en større en af slagsen med næsten 10.000 medlemmer.

- Når man bor i en storby, vil man stadig gerne have noget lokalt. Det kan man så have med dem, der bor i samme område af byen som for eksempel Højbjerg. Det er her, man har ens hverdag, og det er typisk lidt mere overkommeligt at gøre noget godt for hinanden, hvis man ved, at det kommer lokalområdet til gavn, siger hun.

At kommunikationen så sker digitalt og ikke på en opslagstavle nede i dagligvarebutikken, gør det endnu lettere at få hjælp til sine udfordringer.

- På Facebook kan man jo hurtigt se, hvem det er, der skal have hjælp, og man kan se, om der er nogle fælles bekendte og den slags. På den måde kan man lidt lettere have snor i vedkommende, i forhold til hvis man møder dem tilfældigt på gaden, siger Jane Sandberg.

Hjalp nok ikke en fra Egå

For Flemming Nielsen var det også en væsentlig faktor, at det var en fra nabolaget, der havde brug for en hjælpende hånd.

Han fortæller, at han nok ikke havde været helt så parat til at tilbyde sin hjælp, hvis det for eksempel var en fra Egå, der skulle have flyttet sin trailer.

Ikke fordi, han ikke kan lide dem fra Egå, men fordi det giver ekstra lyst til at hjælpe, når det er i lokalområdet.

- Det var jo let for mig at hjælpe, når det var lige i nærheden. Og så vil jeg da bare gerne have et godt forhold til lokalområdet, og jeg er glad for at bo et sted, hvor vi kan hjælpe hinanden, selvom vi ikke lige har mødtes før, siger Flemming Nielsen.

Når Dorthe Knudsen har et ledigt øjeblik, kigger hun 8270 Højbjerg igennem. Det er ikke så tit, der er noget at komme efter, men når der er, sletter hun opslaget, lukker kommentarsporet eller smider medlemmer ud af gruppen. Det skal jo være et rart sted at være, som hun siger. Genrefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dorthe er ordstyrer for 10.000 medlemmer: Det handler om sund fornuft og om at skære igennem en gang i mellem

Debatten og den offentlige samtale er vigtigt for demokratiet. Det vil de færreste betvivle.

Derfor hviler der et stort ansvar på Dorthe Knudsen, som er administrator for 8270 Højbjerg, en Facebook-gruppe med næsten 10.000 medlemmer.

Hvornår kører debatten så meget af sporet, at den ikke længere er til gavn for nogen, og hvornår skal medlemmer smides ud?

Læs mere om Dorthe Knudsens tanker her.

Der følger et stort ansvar med til tjansen som administrator af den lokale Facebook-gruppe. Det er Dorthe Knudsen klar over. Derfor tager hun sig også god tid til at vurdere, om et opslag skal slettes eller ej, når debatten er ved at køre af sporet.

Det kan minde lidt om at være frivillig i en forening.

Tjansen som administrator af Facebook-gruppen 8270 Højbjerg tager tid, og Dorthe Knudsen får ingen penge for det.

Til gengæld gør hun noget godt for lokalområdet, og nogen skal jo gøre det, som hun siger.

- Det er på ingen måde, fordi jeg har behov for at være hende, der styrer gruppen, og min familie spørger da også nogle gange, hvorfor jeg gider bruge tid på det. Men jeg synes, det er vigtigt med sådan en gruppe. Folk hjælper hinanden, og det styrker vores lokalområde, siger Dorthe Knudsen.

Hun er 60 år og arbejder til dagligt med sociale medier. Når hun har et ledigt øjeblik, hiver hun telefonen frem og scroller gennem 8270 Højbjerg.

Er der virksomheder, der spammer gruppen med salgsopslag? Er der opslag, der på ingen måde relaterer til Højbjerg, eller er der nogen, der har glemt, hvordan den gode tone lyder?


For nogle år siden, var der en gruppe unge drenge, der hang folk ud i gruppen. De havde det sjovt med det, men det skabte rigtig dårlig stemning. De blev smidt ud, men ellers er der ikke meget af den slags

Dorthe Knudsen


Det var der ikke, kan hun ofte konstatere, og så ryger telefonen tilbage i lommen.

- I bund og grund handler det om sund fornuft. Det er ikke fordi, jeg som sådan kigger efter noget specifikt, men er der noget, der ikke er lokalt, eller er tonen for grov, bliver det slettet, siger hun.

Private beskeder

Det sker, at Dorthe Knudsen falder over opslag, der falder udenfor gruppens retningslinjer, og så må hun tage administratorkasketten på og skride til handling.

- Jeg sletter faktisk en del salgsopslag. Det kan være virksomheder, der reklamerer, men som på ingen måde er lokale, og det kan være private, der vil sælge deres gamle seng. Det findes der andre grupper til, så de bliver bare slettet, siger hun.

Den slags er ganske harmløst, og det giver sjældent anledning til beskeder i hendes indbakke. Men det er en anden snak, når tonen bliver hård, og Dorthe Knudsen må lukke for et opslag eller slette kommentarer.

- Der er nogle emner, som kan stikke lidt af og give en skrap tone. Så kan det være, at jeg lukker af for kommentarer på det opslag, og det kan godt få nogle til at skrive til mig. Det er typisk sådan noget med, at de ikke forstår, hvorfor deres kommentar ikke var okay, når andres var.

Hun har det helt fint med, at folk skriver til hende. Det hører ligesom med til jobbeskrivelsen som administrator. Så længe det bare er i en ordentlig tone.

Det er det for det meste, men der har været en enkelt af de mere ubehagelige af slagsen i hendes indbakke.

- Der var en, der skrev noget med, at vedkommende vidste, hvor jeg boede. Det var ikke så rart, men heldigvis er det kun sket den ene gang, og generelt er folk søde og forstående.

Et ansvar som ordstyrer

Hver eneste dag lukker Dorthe Knudsen nye medlemmer ind i gruppen. Hun godkender hver og en manuelt. Det gør, at gruppen vokser og vokser. Lige nu har den 9.800 medlemmer.

Men det sker også, at der er nogen, der ryger ud af gruppen. Det er sjældent, men det kan være nødvendigt.

- For nogle år siden, var der en gruppe unge drenge, der hang folk ud i gruppen. De havde det sjovt med det, men det skabte rigtig dårlig stemning. De blev smidt ud, men ellers er der ikke meget af den slags, siger Dorthe Knudsen.

Det krævede ikke den store betænkningstid at smide gruppen af drenge ud. De gjorde jo ikke noget godt for gruppen.

Enige om at være uenige

Der skal til gengæld lidt mere overvejelse til, når Dorthe Knudsen for eksempel lukker for kommentarer på et opslag om Classic Race Aarhus.

Det er et af de emner, der giver en del debat. Men hvornår gavner debatten ikke længere den demokratiske samtale, og hvornår har alle haft mulighed for at spille ind med deres inputs?

- Jeg er helt bevidst om, at jeg har et ansvar i forhold til, at man skal have lov til at komme med sine holdninger, uanset om man synes det ene eller andet. Men jeg har også et ansvar for, at gruppen er rar at være i, og i opslaget om Classic Race Aarhus vurderede jeg, at der ikke kom nye synspunkter på banen, men at der mere bare kom en skrappere og skrappere tone, og så lukkede jeg ned for opslaget.

Det er ikke så tit, det sker, men Dorthe Knudsen kan nogle gange blive nødt til at lukke for kommentarsporet på et opslag. Tidligere på efteråret var det en debat om Classic Race, hvor tonen blev for hård, uden de nye kommentarer bidrog til debatten. Derfor blev opslaget lukket.

Bliver hun i tvivl, har hun heldigvis en, hun kan sparre med. De er to om at administrere gruppen, men Dorthe Knudsen er den af de to, der tager det største slæb.

- Hende, der startede gruppen, er kommet med igen, så vi kan jo snakke om tingene, når vi skal vurdere, om et opslag ikke længere overholder retningslinjerne, siger Dorthe Knudsen.

Væk med egne holdninger

Udover at være administrator er Dorthe Knudsen også højbjerggenser. Hun har derfor også holdninger og meninger til de emner, der debatteres i gruppen.

Men dem pakker hun så vidt muligt væk.

- Jeg forsøger at være neutral, så det ikke er mine holdninger, der bestemmer, hvad der får lov at stå i gruppen. På en måde kan du sige, at jeg har et lidt professionelt forhold til at være administrator, siger hun.

Hvis hun falder over et opslag eller en kommentar, som irriterer hende eller udfordrer hendes egne synspunkter, har hun et godt og simpelt trick. I øvrigt er det et trick, alle andre er meget velkomne til at tage i brug.

- Jeg scroller simpelthen bare forbi det. Det er meget enkelt, siger hun.