Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Skåde-Højbjerg-Holme i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Der kan være boliger på vej til både Oddervej og Ringvej Syd. Foto: Axel Schütt

Hvad blev der af Sallings 1.000 boliger?

Der er fuld gang i byggerierne i Aarhus.

Flere store byggeplaner er også på vej i Højbjerg, og i dag skal vi kigge på to af dem.

De perfekte seniorboliger bør nemlig findes i Højbjerg, mener en byudvikler, der har plan om 29 af slagsen på vej. Han har allerede fået en positiv tommel i vejret hos rådmanden, men det er ikke alle, der er lige begejstrede for at få flere boliger på Oddervej.

Flere er i hvert fald bekymrede for, hvad projektet gør ved trængslen på en af byens absolut mest trafikerede veje. Vi graver ned i planerne og naboernes reaktioner.

Et andet sted i Højbjerg er der planer om byggeri, men i en helt anden skala. Salling Group har nemlig siden de flyttede hovedsæde til Årslev arbejdet for at få byudviklet deres enorme grund ved Axel Gruhns Vej.

Oprindeligt var det på tegnebrættet, at der skulle bygges 1.000 boliger på grunden ud til Ringvej Syd, men nu viser det sig, at planerne er lagt på hylden. Der bliver de formentlig ikke for evigt, og vi tager derfor en status på det store projekt.

Jeg vil desuden sige tak, fordi I følger med, og så håber jeg, at I vil være med til at dele budskabet om Skåde-Højbjerg-Holme.

Jeg vil også fortælle, at jeg i de kommende nyhedsbreve vil sætte fokus på Rema 1000s planer for Højbjerg Torv, trafikproblemerne i krydset ved Rosenvangs Allé og Saralyst Allé, ligesom jeg vil kigge på seneste nyt om vildskoven.

Men der kommer til at gå lidt tid, da min kæreste og jeg er lige er blevet forældre for første gang. Derfor pakker jeg byggeplaner, trafik og nyhedsbreve væk for en kort stund.

Men jeg vender stærkt tilbage.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Sådan kan de 29 nye boliger komme til at se ud. Visualisering: Loop Architects 

Byudvikler drømmer om de perfekte seniorboliger: Nu kan 29 være på vej til Oddervej

"Det gode seniorliv.” Sådan lyder overskriften på et projekt om 29 seniorboliger som byuddvikler Matias Thorn og partner Claus Pihlmann har undervejs ved Oddervej 75-79.

Planerne, som også tæller et fælleshus og fællesarealer, har fået masser af roser, men trafiksituationen ved Oddervej har rejst en bekymring hos nogle af naboerne.

En udfordring, som man er opmærksomme på.

Et byggeri på tre etager og 29 seniorboliger kan være på vej til Oddervej. Projektet har allerede fået ros med på vejen fra rådmand, og kan, hvis det godkendes, gå i gang i starten af 2022.

Der skal være plads til privatliv, men det skal også gerne være sådan, at man jævnligt støder ind i nogle af naboerne, som man kan få sig en sludder med.

Sådan lyder byudvikler Matias Thorns bud på de perfekte seniorboliger.

Derfor er det også overskrifterne på det projekt, han lige nu har undervejs ved Oddervej 75-79. Bliver det en realitet, får adressen 29 nye seniorboliger i et treetagersbyggeri, et fælleshus og fællesarealer, der skal binde det hele sammen.

- Det bliver sådan, at alle beboerne har rig mulighed for at få noget privatliv, men at de samtidig får de her lidt spontane møder med naboerne, så det skaber et godt fællesskab, siger Matias Thorn om projektet, der lige nu er på et tidligt stadie.

Der er lavet tegninger, skitser og ikke mindst gode fortællinger om byggeriet, og de har været forbi rådmanden for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V).

Han har nikket til, at der skal arbejdes videre med projektet.

- Jeg synes, det er en rigtig god ide med den type boliger. Det er vigtigt, at vi bygger seniorboliger ude i lokalområderne, så borgere, der ønsker at flytte fra deres villa, kan blive boende i det område, de hører til i, siger han.

Et stykke vej endnu

Projektet får rosende ord med på vejen af Bünyamin Simsek, men der er stadig et stykke arbejde, der skal gøres, før byggeriet kan sættes i gang.

Næste skridt er at få udarbejdet en lokalplan, som skal behandles politisk og i offentlig høring inden en endelig vedtagelse.

Der kommer jo flere boliger til området, end der er i forvejen. Og der er allerede rigtig meget trafik på Oddervej, så der har vi en indvending

Søren Wichmann, næstformand i Fællesrådet

- Jeg håber, at vi kan have en godkendt lokalplan sidst i foråret næste år, og så kan vi forhåbentlig begynde at bygge kort tid efter, siger Matias Thorn.

Udover de 29 boliger er der også planer om et fælleshus og fællesarealer på Oddervej. Visualisering: Loop Architects

Men inden byrådet siger ja eller nej til de 29 seniorboliger, skal naboer og andre have mulighed for at komme med deres meninger om projektet.

- Hvis tidsplanen holder, kommer projektet i offentlig høring i starten af det nye år, siger byudvikleren.

Mere trafik til en trafikeret vej

Holme-Højbjerg-Skåde Fællesråd er også grundlæggende positive overfor projektet, men peger på, at der skal tages hånd om den øgede mængde trafik til Oddervej, som seniorbofællesskabet vil kaste af sig.

- Der kommer jo flere boliger til området, end der er i forvejen. Og der er allerede rigtig meget trafik på Oddervej, så der har vi en indvending, som kommunen skal tage højde for, siger Søren Wichmann, der er næstformand i Fællesrådet og dets kontakt til kommunen i forbindelse med byggeriet.

Byudvikler Matias Juul Thorn erkender da også, at 29 nye boliger kommer til at kaste mere trafik af sig, og at det er et element, som de er opmærksomme på i udarbejdelsen af lokalplanen.

- Seniorer er jo også nogen, der ikke bruger deres bil helt så meget som andre. Samtidig ligger placeringen op til at bruge kollektiv trafik eller cykel, siger han.

Den argumentation er Søren Wichmann fra Fællesrådet dog skeptisk overfor.

- Mit kendskab til ældre er, at mange af dem altså har en bil, som de også gør brug af, og når de gør det, skal de ud på Oddervej, og udkørslen ligger lige i et sving, så der ser vi helt sikkert en udfordring, siger han.

Det er her på grunden Oddervej 75-79, at de nye boliger kan blive bygget. Visualisering Loop Architects

Boligplaner skaber bekymring: - Det giver helt sikkert mere trafik

- Det er det værst tænkelige at lægge så stort et byggeri der. Det er lige, hvor Oddervej svinger.

Sådan lyder bekymringen fra naboerne til de 29 seniorboliger på Oddervej. De frygter, at det vil gøre trafikbelastningen på vejen endnu værre.

Men rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, mener, det er et skrækscenarie, som man ikke behøver at være bange for. Han roser i stedet projekter, som er unikt i Aarhus. Boliger til seniorer er nemlig en stor mangelvare i kommunen.

Et nyt projekt med 29 seniorboliger giver bekymring hos naboer på Oddervej. Rådmand roser projektet og tror ikke på "skrækscenariet" omkring trafikken.

Der kører mange biler på Oddervej. Det er vejens naboer enige om.

Derfor er det heller ikke ligefrem lutter rosende ord, de har tilovers for det boligprojekt, der lige nu er under udarbejdelse.

For med 29 boliger på vej til Oddervej 75-79 går bekymringerne på, at der skal findes plads til endnu flere biler i den i forvejen tætte trafik.

- Det er det værst tænkelige at lægge så stort et byggeri der. Det er lige, hvor Oddervej svinger, hvor man har meget lidt overblik, og det giver nogle farlige situationer, når der kommer mange biler og cykler i høj fart ned ad bakken, siger Lars Jakob Johansson.

Han bor på Solbrinken, der ligger parallelt med Oddervej, og han har derfor udsigt til at få byggeriet i baghaven.

- Jeg frygter også, at der kommer mere trafik på Solbrinken, for jeg tvivler på, at der er parkeringspladser nok til byggeriet, og så skal de jo holde på de omkringliggende veje, siger han.

Vores børn leger på vejen

Ved siden af Lars Jakob Johansson bor Line Gerstrand og hendes familie på syv. Også her har de trafikale alarmklokker ringet, siden hun første gang hørte om byggeplanerne.

- Jeg er ikke imod byudvikling, heller ikke i vores område, men vi drømmer ikke ligefrem om mere trafik, og det får vi helt sikkert med det her, siger hun.

Og den trafik kan ende med at komme helt tæt på, frygter Line Gerstrand. Mellem hendes hus og naboen Lars Jakob Johansson går en lille privat vej ind til Oddervej 79, hvor de 29 seniorboliger skal ligge.

Det er en vej, der tilhører Line Gerstrand og familien, men som den nuværende ejer af Oddervej 79 har ret til at bruge.

Det giver en smule trafik, som det er nu, men det er vand i forhold til det, som, Line Gerstrand forestiller sig, vil følge med de nye boliger.

Jeg tror ikke på det skrækscenarie omkring trafikken, som nogle måske er bekymrede for

Bünyamin Simsek, rådmand

- De kommende beboere vil jo selv komme til at køre bil, og de får sikkert også en masse besøg. Og når vi kender trafikken på Oddervej, tror jeg, at mange vil bruge vores lille vej, og der har vi altså vores børn til at løbe og lege.

Tror ikke på 'skrækscenarie'

Projektet er stadig i sin spæde start. Der skal først laves en lokalplan, projektet skal i offentlig høring, hvor naboerne har mulighed for at komme med kommentarer og indvendinger, og så skal byrådet blåstemple det, inden byggeriet kan starte.

Men arbejdet med at nå dertil er godt i gang. Det er det, fordi rådmanden for teknik og miljø Bünyamin Simsek (V) har sagt god for at arbejde videre med projektet.

Han er med på, at det kan give mere trafik, men det er ikke mere, end at det nok skal gå, fortæller han.

- Jeg tror ikke på det skrækscenarie omkring trafikken, som nogle måske er bekymrede for. Vi vurderer, om der er kapacitet på vejen til, at der kan komme sådan et byggeri, og det mener jeg godt, at Oddervej kan klare.

Her kan man se planerne for parkering. Visualisering fra skitsematerialet

Projektet passer ifølge rådmanden godt ind i den vej Aarhus er ved at bevæge sig i.

- Vi skal vænne os til, at vi bliver flere århusianere, og at man ikke bare kan holde byggeriet til at foregå i midtbyen. Samtidig er sådan noget som seniorboliger en mangelvare i flere lokalområder, og derfor synes jeg, at det her er en god ide, siger han.

Hvem flytter ind?

En ting er trafikken. Noget andet er, at Lars Jakob Johansson, Line Gerstrand og resten af nabolaget får en stor portion nye naboer.

Det kan der siges mange gode ting om. Men Lars Jakob Johansson frygter, at ældreboliger på Oddervej ikke er helt så attraktive, som byudvikleren og rådmanden forestiller sig. Og så kan klientellet bliver et helt andet.

- Hvis nu de ikke kan afsætte boligerne til seniorer, kan de ændre vedtægterne, så yngre mennesker også kan bo der. Og et stort område med mange unge og et fælleshus lyder som masser af fester, og det er selvfølgelig ikke lige det, vi går og håber på at få i baghaven, siger han.

Men den bekymring er ubegrundet, mener byudvikleren bag projektet, Matias Thorn.

- Vedtægterne om, at det skal være seniorboliger bliver tinglyst på ejendommen. Desuden findes der næsten ingen seniorbofællesskaber i byen, så vi regner ikke med at det bliver svært at finde beboere til det, siger han.

Hvad skal der ske med Salling Groups grund mellem Bjødstrupvej, Ringvej Syd og Axel Gruhns Vej? Planen var i første omgang 1.000 boliger, men det har lange udsigter. Foto: Axel Schütt

Store planer for 1.000 boliger lagt på hylden: Men de kan hurtigt findes frem igen

Et 165.000 kvadratmeter stort erhvervsområde skulle efter planen være i gang med at blive omdannet til ikke færre end 1.000 boliger.

Men sådan er det ikke gået for det tidligere hovedkvarter for Salling Group mellem Axel Gruhns Vej, Ringvej Syd og Bjødstrupvej. Planerne er i stedet lagt på hylden på grund af manglende opbakning fra byrådet.

Skal planerne igen komme ned fra hylden skal flere nabovirksomheder være med på den.

Salling Groups 165.000 kvadratmeter store erhvervsområde ved Axel Gruhns Vej skulle egentlig omdannes til omkring 1.000 boliger. Men planerne er lige nu gemt væk.

Den opmærksomme læser med god hukommelse har måske studset over, at Stiften i 2019 skrev om Salling Groups planer for deres gamle hovedbygning ved Axel Gruhns Vej.

Det var store planer, der var på tegnebrættet. Området skulle ikke længere bruges til erhverv, men i stedet skulle der gøres plads til lige knap 1.000 boliger.

Men der er ikke skyggen af boliger at se, og der står stadig Salling over det hele på matriklen.

For boligprojektet mødte ikke opbakning, da byrådet sidste år skulle tage stilling til det. 1.000 boliger ville ganske enkelt kunne skræmme nabovirksomhederne væk, lød begrundelsen fra byrådet.

Det gør den stadig.

- Fantastisk beliggenhed

- Vi vil ikke risikere, at virksomheder, der var i området først, kunne blive tvunget til at lukke eller flytte, fordi de skulle til at tage hensyn til et helt nyt boligområde, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune.

Det betyder dog ikke, at området aldrig vil kunne blive til boliger.

- Det er jo en fantastisk beliggenhed, så sker der ændringer i fremtiden, hvor virksomhederne derude måske vil væk, så kunne det sagtens ske, siger rådmanden.

Det samme mener Socialdemokratiets Steen Bording Andersen, der er næstformand i kommunens tekniske udvalg.

- Det skal selvfølgelig være det rigtige projekt og på det rigtige tidspunkt, men jeg synes bestemt ikke, at Salling Group skal droppe deres planer helt.

Fortsætter med at drive lager

Det har Salling Group da heller ikke tænkt sig. Ideerne er langt fra lagt i graven, men de er røget på hylden for nu.

- Vi bruger lokalerne til varelager og til forskellige andre funktioner. Hvis tingene ændrer sig, og der opstår en mulighed for måske at lave boliger, kommer vi helt sikkert til at kigge på det igen, fortæller Emmelie Christensen, der er Communication Officer i Salling Group.

Illustration: Salling Group, Luplau & Poulsen, Cowi

Salling Group har flyttet hovedkontoret fra det sydlige Aarhus til Aarslev, og derfor så virksomheden en god investeringsmulighed i at udlægge det 165.000 kvadratmeter store område til boliger. Men selvom det ikke bliver lige foreløbigt, kommer Salling Group ikke til at forlade bygningerne.

- I og med at det stadig er lokaler, der er i brug, er det ikke sådan, at vi har et behov for hurtigt at komme af med det. Der er stadig liv og noget, vi kan bruge det til, siger Emmelie Christensen.